Dit blik står aldrig stille. Mens du læser denne sætning, foretager øjet tre til fire spring i sekundet, og præcis det samme sker, når du stiller dig foran en plakat i entréen: Blikket lander, dvæler et brøkdel af et sekund og kaster sig videre. Siden 1935 har forskere registreret præcis, hvor øjnene lander, når vi betragter kunst. Resultaterne er mere overraskende, end man skulle tro, for det handler ikke om, hvor længe vi kigger, men om, hvor vi kigger hen, i hvilken rækkefølge – og hvorfor to personer foran det samme motiv kan følge næsten identiske baner.
Springene kaldes sakkader. Mellem dem ligger fikseringerne, de korte øjeblikke, hvor øjet faktisk står stille, og hjernen når at opfatte skarp information. Alt andet syn er sløret perifert syn. Det betyder, at et billede aldrig ses på én gang: Det sættes sammen af halvtreds, hundrede, to hundrede små øjebliksbilleder, som hjernen syr sammen til en oplevelse. Og forskningen i, hvordan denne syning foregår, har direkte betydning for, hvordan du vælger og hænger kunst op.
Kort fortalt: Den første systematiske undersøgelse af øjenbevægelser i forbindelse med kunst blev udført i 1935 af Guy Buswell ved University of Chicago, som fotografisk registrerede blikket hos over 200 forsøgspersoner foran 55 billeder – malerier, skulpturer, tekstiler, arkitektur og interiører. I 1967 offentliggjorde den russiske fysiolog Alfred Yarbus sine eksperimenter med Ilja Repins maleri "Et uventet besøg" (1884–1888, Tretjakovgalleriet i Moskva), hvor syv forskellige instruktioner gav syv helt forskellige blikbaner over det samme lærred.
Buswell 1935: Manden, der fotograferede 200 par øjne i Chicago
Guy Thomas Buswell var pædagogisk forsker, ikke kunsthistoriker. Han havde bygget et apparat, der lod lysstråler reflekteres fra hornhinden og registreres på fotografisk film, og han brugte det først til at studere, hvordan børn læser. Derefter rettede han det mod kunsten. I løbet af nogle år ved University of Chicago lod han over to hundrede personer betragte omkring halvtreds billeder, mens apparatet målte hver fiksering og hvert spring derimellem.
To af hans opdagelser holder stadig den dag i dag. Den første: I begyndelsen af betragtningen er fikseringerne korte og spredte, mens de mod slutningen bliver længere og samler sig om færre punkter. Blikket begynder altså med en hurtig rekognoscering og går derefter over til fordybelse. Den anden: Instruktionen til beskueren ændrede alt. Hvis han bad nogen lede efter en detalje, fulgte blikket én bane; hvis han bad den samme person bare nyde billedet, fulgte det en anden. Buswell konstaterede også, at forskellene mellem individer var betydelige – kunst opleves ikke ens af alle.
Det er værd at standse op ved, hvor radikalt det var i 1935. Kunstvidenskaben talte om komposition, linjeføring og blikfang som teoretiske begreber. Buswell målte dem. Han viste sort på hvidt, at det, kunstneren havde lagt ind som fokuspunkt, ikke nødvendigvis er der, øjet søger hen.
Yarbus, Repin og de syv opgaver, der forandrede et maleri
Tredive år senere fortsatte Alfred Yarbus sit arbejde i Moskva. Hans mest citerede eksperiment brugte Ilja Repins maleri "Et uventet besøg", hvor en mand pludselig træder ind i en borgerlig dagligstue, og familien reagerer. Yarbus lod en forsøgsperson betragte lærredet syv gange, hver gang med en ny opgave: vurdér familiens økonomiske situation, gæt personernes alder, husk, hvor møblerne står, anslå, hvor længe den besøgende har været væk – og én gang helt uden instruktion.
De syv blikspor så ud som syv forskellige malerier. Når opgaven handlede om alder, samlede blikket sig omkring ansigterne. Når den handlede om økonomi, vandrede det over indretningen og tøjet. Når den handlede om møbler, forlod blikket næsten helt personerne. Yarbus’ konklusion var, at øjet fikserer netop de elementer, der rummer den information, opgaven kræver – blikket styres oppefra af, hvad vi gerne vil vide.
"Vi ser ikke et maleri. Vi ser det spørgsmål, vi tilfældigvis har med os, når vi stiller os foran det."
Det forklarer en hverdagsoplevelse: En plakat, der har hængt i stuen i to år, kan pludselig vise noget, du aldrig har set, den dag du stiller den et nyt spørgsmål. Motivet har ikke ændret sig. Det har din opgave.
De første to sekunder: fra helhed til granskning
Moderne forskning har kunnet måle dette med millisekunders præcision. I en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet PLOS ONE af McSorley, McCloy og Williams blev det undersøgt, hvordan blikket bevæger sig over abstrakt kunst over tid, og mønstret viste sig at være påfaldende regelmæssigt. I løbet af de første cirka to sekunder er der flest sakkader, og de spænder over en stor del af billedfladen. Blikket kastes langt, hurtigt og bredt.
Derefter sker der en tydelig omstilling. Antallet af fikseringer falder, mens hver enkelt fiksering bliver længere. Sakkadeamplituden – springenes længde – bliver mindre, og fikseringspunkterne samler sig tættere på hinanden. Betrageren er gået fra at kortlægge helheden til at granske enkelte områder. Forskerne kalder det et mønster fra helhedsindtryk til gennemgang.
Det mest interessante fund var måske, hvad der ikke skete. Forsøgspersonerne fik brede kategorietiketter til værkerne, altså en slags titel, der antydede, hvad de forestillede. Blikkets mønster ændrede sig ikke. Ved abstrakt kunst synes øjets vandring i høj grad at være styret nedefra af billedets egne kontraster og former snarere end af den fortolkningsramme, vi får. Det står i interessant kontrast til Yarbus’ figurative maleri, hvor opgaven styrede næsten alt.
Tip: Giv en ny plakat to sekunders prøvekigning, før du beslutter dig. Stil dig fire meter væk, lad blikket vandre frit, og læg mærke til, hvor det først lander. Går det mod midten, mod et hjørne, mod et lyst område? Det punkt bliver motivets anker, hver gang nogen går forbi rummet, og det bør ikke ende bag en lampe eller kanten af en sofaryg.
Hvorfor omhængningen ændrede de besøgendes blik
Laboratorieforsøg har en åbenlys svaghed: De foregår ikke dér, hvor kunsten faktisk hænger. Derfor har forskere taget mobile øjenbevægelsesmålere med ind på museer. I en undersøgelse, der blev offentliggjort i tidsskriftet Arts, sammenlignede et tværfagligt team, hvordan besøgende betragtede bestemte kunstværker, før og efter at et museum havde hængt dem om. De samme værker, det samme publikum – men ny placering, nyt lys og nye naboer på væggen.
Betragtningen ændrede sig. Det viste sig, at præsentationen ikke var en neutral ramme om kunsten, men en aktiv del af oplevelsen. Et værk, der har luft omkring sig og møder blikket i ganglinjen, fastholder opmærksomheden længere end det samme værk, når det er klemt inde mellem to andre.
For et hjem er konklusionen meget konkret. Et motiv, du er blevet træt af, behøver ikke at blive skiftet ud. Det kan være nødvendigt at flytte det. Prøv den samme plakat på en anden væg, i et andet lys og med større afstand til nabomotiverne, så har du i praksis lavet museets omhængning i miniformat. Vil du vide mere om, hvordan en hel samling kan hænge sammen, kan du finde mere i vores guide til visuel balance og det gyldne snit.
At hænge op til blikket: højde, afstand og den første sakkade
Når blikket begynder bredt og slutter smalt, får det praktiske konsekvenser. Den brede indledende fase kræver, at hele motivet er inden for synsfeltet på den afstand, hvor folk faktisk står. Et motiv på 70x100, der betragtes fra en meters afstand i en smal entré, kan aldrig nå at blive opfattet som en helhed – blikket tvinges direkte ind i granskningsfasen, og motivets komposition går tabt. Tommelfingerreglen om, at afstanden bør være cirka halvanden til to gange motivets længste side, handler grundlæggende om at give sakkaderne plads.
Højden følger samme logik. Når motivet centreres omkring øjenhøjde, altså cirka 145 til 152 centimeter over gulvet, placeres den mest informationsrige del dér, hvor blikket allerede er. I et rum, hvor man sidder, som ved spisepladsen eller i læsehjørnet, sænkes dette niveau nogle centimeter.
Motivvalget spiller ind på en måde, som forskningen gør forståelig. Et detaljerigt motiv med mange små kontraster giver anledning til mange korte fikseringer og belønner nærstudier – derfor egner det sig bedst dér, hvor man passerer tæt forbi eller sidder stille, og hvor der er tid. Et grafisk motiv med få store flader kan aflæses allerede i den brede indledende fase og tåler derfor både afstand og fart. Det er en af grundene til, at minimalistiske plakater fungerer så godt i trappeopgange og korridorer, mens et myldrende værk af et af de store navne i vores udvalg af kunstværker af kendte kunstnere hører hjemme et sted, hvor nogen faktisk stopper op.
Abstrakte motiver har en særstilling. Fordi blikket ved abstrakt kunst synes at være mere styret af billedets egne former end af det, vi tror, vi ved om det, bliver kompositionen afgørende på en måde, den ikke er i et portræt. Et abstrakt motiv med tydelige tyngdepunkter giver blikket et sted at lande; uden bliver det rastløst at leve med. Det samme gælder grafiske plakater, hvor formenes indbyrdes vægt udgør hele værket.
Der er også en tidsdimension. Den brede fase varer et par sekunder, granskningsfasen kan vare minutter – men kun hvis noget får blikket til at standse. Hvor lang tid vi faktisk bruger på at se på kunst, er blevet målt både på museer og i hjemmet, og tallene er nedslående lave; vi har samlet dem i vores gennemgang af forskningen i betragtertiden. Og hvorfor blikket overhovedet standser ved nogle motiver frem for andre, hænger sammen med, hvor let hjernen bearbejder dem, hvilket vi gennemgår i teksten om bearbejdningsmæssig lethed og skønhedsoplevelsen.
Tre ting, forskningen ikke siger
At øjet følger en bestemt bane, betyder ikke, at motivet er godt. Blikbaner måler opmærksomhed, ikke kvalitet eller værdsættelse. At en betragter fikserer længe, kan lige så godt betyde forvirring som fascination. Og de fleste studier bygger på et begrænset antal forsøgspersoner i kontrollerede miljøer, hvilket betyder, at enkelte tal bør tages med forbehold. Det stabile fund er retningen: bredt først, smalt derefter, og stærk påvirkning fra både opgaven og placeringen.
Ofte stillede spørgsmål om øjenbevægelser og kunst
At vælge kunst ud fra, hvordan øjet faktisk arbejder, er hverken koldt eller teknisk – det er at tage det at betragte alvorligt. Et motiv, der både giver blikket et bredt første indtryk og noget at vende tilbage til i granskningsfasen, er et motiv, du kan leve med i årevis. Blandt vores abstrakte plakater og grafiske plakater finder du motiver, der er skabt til begge faser. Tag tosekundersprøven med dig næste gang, du skal vælge, så vælger du ikke kun med smagen, men også med øjnene.
Læs mere hos PLOS ONE om blikmønstre foran abstrakt kunst, hos Journal of Eye Movement Research om Buswells materiale og i studiet i tidsskriftet Arts om museets omhængning.