Den 12. november 2026 åbner Neue Galerie New York sine gallerier igen efter en lang lukning, og den samling, der venter bag dørene på 1048 Fifth Avenue, er den mest komplette Schiele-samling uden for Østrig. For den, der køber kunst til væggen, er det en god anledning til at gøre noget, man sjældent gør: at se på Egon Schiele uden at begynde med de nøgne kroppe. For der findes en helt anden Schiele, og det er ham, der fungerer som plakat i et almindeligt dansk hjem – træerne, solsikkerne, husene, der klatrer op ad en bøhmisk skråning. Han malede landskaber gennem hele sit korte liv, og de bærer den samme nerve som portrætterne uden at kræve det samme mod af den, der skal hænge dem op.
Kort fortalt: Egon Schiele blev født 12. juni 1890 i Tulln an der Donau og døde 31. oktober 1918 i Wien, 28 år gammel. Neue Galerie New York genåbner sine gallerier 12. november 2026 med en jubilæumsudstilling, der løber til 11. januar 2027 – museet blev grundlagt i 2001 af Ronald S. Lauder og Serge Sabarsky, hvis samlinger tilsammen udgør den førende samling af værker af Schiele i USA. Samtidig viser Egon Schiele Museum i Tulln årsudstillingen om rivaliseringen mellem Schiele og Oskar Kokoschka fra 28. marts til 1. november 2026.
Solsikken, som Schiele behandlede som et portræt
Vincent van Gogh malede solsikker i en vase, i fuldt lys, som et udråb. Schiele malede dem stående i jorden, sent på sæsonen, med bladene allerede brune og hængende. Han vendte tilbage til motivet flere gange omkring 1909–1911, i en periode, hvor han netop havde forladt kunstakademiet i Wien og søgte sin egen vej væk fra alt det, han havde lært dér.
Det, der gør disse billeder usædvanlige, er holdningen. Schiele placerer ofte en enkelt plante midt i billedet, lader den fylde næsten hele højden og beskærer den, så den ikke kan være der. Stænglen bøjer sig. Bladene hænger som arme. Blomsterkurven sidder øverst, ofte i skygge, og ser ikke mod beskueren, men skråt væk. Den, der har set hans stående figurportrætter, genkender straks kompositionen – det er den samme billedlogik, bare med en plante i hovedrollen.
Kunsthistorisk er det et interessant greb, fordi det placerer Schiele midt mellem to traditioner. Han hentede det dekorative, flade billedrum fra Gustav Klimt og Wiener Werkstätte, men han afviste det smukke. Solsikken bliver hverken et stilleben eller dekoration. Den bliver en skikkelse.
”Schiele malede aldrig en plante. Han malede en krop, der tilfældigvis var en plante.”
I praksis betyder det, at et blomsterbillede inspireret af Schiele opfører sig anderledes på væggen end en klassisk botanisk planche. Det er vertikalt, har tomrum omkring sig og tåler – kræver snarere – at hænge alene. Hvis man i stedet vil have flere motiver side om side, er det de blødere botaniske plakater, der klarer opgaven, mens de mere ekspressive plantemotiver blandt vores plakater med blomstermotiver ligger tættere på Schieles temperament.
Fire træer, 1917 – værket, hvor han endelig fandt ro
Hvis man kun må se ét eneste Schiele-landskab, bør det være "Fire træer" fra 1917. Lærredet måler 110,5 gange 141 centimeter, hænger på Belvedere i Wien og er et af de få værker, hvor han arbejder i liggende format i så stor skala.
Motivet er let at beskrive og svært at glemme. Fire kastanjetræer står på række foran blødt bølgende bakker i efterårsaftenens varme. Bladene er rødbrune. Et af træerne har allerede tabt næsten alle sine blade. Omtrent midt i billedet synker solen som en glødende rød skive bag horisontlinjen, og luften mellem træerne ligger i vandrette bånd af gult, orange og grågrønt.
Der er intet dramatisk over det. Ingen forvrængning, ingen kantethed, intet af den sårbarhed, der præger hans figurer. Maleriet blev til året før hans død, samme år som han fik sit kommercielle gennembrud på Secessionens udstilling i Wien, og det læses ofte som et billede på fire stadier – tre træer med forskellige grader af løvfald og et, der næsten er helt bart. Man behøver ikke tilslutte sig den tolkning for at se, at kompositionen er bygget op omkring rytme: fire vertikaler over for en række horisontaler.
Netop den rytme forklarer, hvorfor værket fungerer så godt i et hjem. Vandrette bånd beroliger blikket, og de fire stammer giver øjet noget at tælle. Det er det samme princip, der gør rolige landskaber velegnede til væggen, noget vi gennemgik mere udførligt i vores tekst om forskningen i landskabspræferencer.
Tulln, Krumau og Wien – tre steder, der forklarer billedsproget
Schieles geografi er usædvanlig let at følge, og den forklarer meget. Han voksede op i Tulln an der Donau, en lille by 20 kilometer opstrøms fra Wien, hvor hans far var stationsforstander. Barndommens tegninger handler næsten udelukkende om tog og jernbanespor, og det er fristende at se de lange parallelle linjer som en forløber for de vandrette bånd, der senere opbygger hans landskaber.
Krumau – i dag Český Krumlov i Tjeckien – var hans mors födelsestad. Dit reste han sommaren 1911 med sin modell och följeslagare Wally Neuzil, och där målade han de husfasader som blivit hans mest karakteristiska stadsmotiv: tätt staplade tak, fönster som svarta rutor och en flod som skär genom bilden. Paret kördes ut ur staden av grannarna, men motivet släppte han aldrig. Han återvände till det uppifrån, i fågelperspektiv, gång på gång.
Wien var kontrasten: akademin han lämnade 1909, Klimt-kretsen som tog emot honom, konsthandlarna och till sist döden. Att en och samma konstnär rymmer järnvägslinjer, böhmiska tak och wienerinteriörer är en påminnelse om att ett konstnärskap sällan är en enda stil. Den som vill ha fasader och stadsmotiv på väggen hittar dem i vår avdelning för affischer med kända platser, medan de rena naturmotiven ligger samlade under naturmotiv.
Tips: Vill du ha Schieles känsla utan hans motiv – leta efter tre saker i en bild: ett stort tomrum runt huvudmotivet, en avsiktligt darrig eller ojämn kontur och en färgskala som håller sig till jordtoner med exakt en avvikande färg. Den kombinationen ger samma nerv och passar betydligt fler rum än originalmotiven.
1918: åtta månader som avgjorde vem som ärvde Klimt
År 1918 är hela hans karriär i komprimerad form, och det är precis den historien som Egon Schiele Museum i Tulln lyfter fram i sin utställning om rivaliteten med Oskar Kokoschka, öppen från den 28 mars till den 1 november 2026. Utställningen bygger på ett enkelt påstående: när Gustav Klimt dog i februari 1918 stod två unga österrikare redo att göra anspråk på hans plats, och båda visste om det.
I mars fick Schiele en hedersplats i huvudsalen på Secessionens 49:e utställning. Han visade nitton verk, sålde nästan allt, och portföljen var plötsligt full av porträttbeställningar från det borgerliga Wien. Han hade i praktiken vunnit.
I oktober kom den spanska sjukan. Hans hustru Edith, gravid i sjätte månaden, dog den 28 oktober. Tre dagar senare, den 31 oktober, dog han själv, 28 år gammal. Kokoschka levde till 1980 och fyllde 93 år – rivaliteten fortsatte alltså ensidigt i ytterligare sex decennier.
Udstillingen i Tulln bruger lydstationer, hvor søstrene Melanie og Gerti kan høres i originale optagelser, hvilket skaber den usædvanlige situation, at man kan høre familien tale om en kunstner, som ellers næsten udelukkende er kendt gennem billeder. Det er svært at komme uden om, at døden som 28-årig har givet kunstneren et mytisk skær, men den korte karriere forklarer også noget konkret: Han nåede aldrig at få en sen periode. Alt, hvad vi har, er en kunstner mellem 19 og 28 år.
At bo med Schiele – rum, formater og nabomotiver
Schieles billedverden er intens, og det stiller krav til placeringen. Erfaringerne fra kunder, der køber ekspressiv kunst, er ret entydige: Motiverne fungerer bedst steder, hvor man er i bevægelse eller slapper af, ikke hvor man arbejder.
Entréen er det bedste sted at starte. Her passerer man forbi, får et stærkt billede i øjenkrogen og behøver ikke forholde sig til det i timevis. Et enkelt vertikalt solsikkebillede på 50 × 70 centimeter over en kommode er nærmest et ideelt tilfælde. Læsehjørnet og soveværelset fungerer også, men her bør man vælge landskaberne frem for figurerne – aftenlyset i "Fire træer" er i praksis en solnedgang, og solnedgange hører hjemme i rum, man går ind i om aftenen.
Stuen kan klare større formater, gerne i liggende format. Et bredt landskabsbillede på 70 × 100 centimeter over en sofa på 2,2 meter giver den proportion på omkring to tredjedele af møblets bredde, som næsten altid ser rigtig ud. Undgå dog at blande Schiele-lignende motiver med meget mønstrede tekstiler. Billedernes styrke ligger i tomrummet omkring dem.
Rammevalget spiller en større rolle her end normalt. Eg eller naturtræ lysner de brune og olivengrønne toner, en sort ramme skærper konturerne og gør motivet hårdere, mens en hvid ramme har tendens til at gøre billedet fladt. Vores gennemgang af hvordan du vælger den rigtige ramme til den rigtige plakat gennemgår afvejningerne i detaljer. Og for dem, der vil kombinere Schieles nerve med anden kunst fra samme epoke, findes hele vores udvalg af kunstværker af kendte kunstnere, hvor wienermodernismen side om side med Klimt er et naturligt udgangspunkt – vi har skrevet en egen guide til Gustav Klimts liv og motiver for dem, der vil fortsætte derfra.
Ofte stillede spørgsmål om Egon Schiele og hans kunst på væggen
Genåbningen af Neue Galerie i november er en god anledning til at give Schiele en chance til, især for dem, der har afskrevet ham som rent provokerende. Landskaberne, træerne og solsikkerne hører til det fineste, den østrigske modernisme har efterladt sig, og de passer overraskende godt ind i et nordisk hjem. Se gerne videre blandt vores kunstværker af kendte kunstnere, hvis du vil finde et udgangspunkt – og læs mere om udstillingen direkte hos Neue Galerie New York eller om "Fire træer" hos Belvedere i Wien.