Den 12. september 2026 åbner K20 i Düsseldorf den første omfattende Franz Marc-udstilling på et tysk museum i over tyve år. Titlen er «Die Suche nach einer besseren Welt» – søgen efter en bedre verden – og den er velvalgt, for Marc malede ikke dyr, fordi dyr er smukke. Han malede dem, fordi han havde mistet troen på mennesket som motiv. Hans blå heste, gule køer og røde hjorte er den mest reproducerede del af tysk ekspressionisme, og i dag hænger de som plakater i titusindvis af hjem, uden at ret mange ved, at kunstneren bag dem døde ved Verdun, da han var 36 år, eller at hans mest ikoniske værk har været forsvundet siden 1945. Her er historien bag motiverne – og om, hvordan de fungerer på en dansk væg.
120 værker i Düsseldorf – hvad K20 rent faktisk har samlet
Udstillingen på Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen vises i museets bygning K20 på Grabbeplatz 5 og løber frem til den 24. januar 2027. Over 120 malerier og papirarbejder er lånt fra offentlige og private samlinger i flere lande, og udvalget spænder over hele Marcs virke – fra de tidlige, jordnære studier til de sene, næsten helt opløste kompositioner, hvor formen begynder at falde fra hinanden under indtryk af kubismen.
At der er gået over to årtier siden den seneste større tyske soloudstilling, siger noget om, hvordan et kunstnerskab kan blive så velkendt, at det holder op med at blive undersøgt. Marcs motiver findes på postkort, krus og skoleplanscher, men selve værkerne har været spredt. Udstillingen er et samarbejde med Kunstmuseum Bern, og dertil hører et katalog fra Hatje Cantz på omkring 176 sider med cirka 130 illustrationer og tekster af blandt andre Uwe Fleckner og Susanne Meyer-Büser.
På plakaten sidder der ikke en hest, men en ræv. «Fuchs (Blauschwarzer Fuchs)» fra 1911, olie på lærred, 50 x 63,5 centimeter, tilhører Von der Heydt-Museum i Wuppertal. Valget er sigende: Det er et lille format, et sammenkrøbet dyr og en blå, der knap nok er blå. Lydguiden til udstillingen er indtalt af Felix Kammerer, den østrigske skuespiller fra filmatiseringen af «Intet nyt fra Vestfronten», som vandt en Oscar for bedste internationale film i 2023 – endnu en påmindelse om, hvilken krig der ligger til grund for hele fortællingen.
Kort fortalt: «Franz Marc. Die Suche nach einer besseren Welt» vises på K20, Grabbeplatz 5 i Düsseldorf, fra 12. september 2026 til 24. januar 2027 med over 120 malerier og papirarbejder. Det er den første monografiske Marc-udstilling på et tysk museum i mere end tyve år, produceret i samarbejde med Kunstmuseum Bern. Marc levede fra 1880 til 1916, og hans produktive periode strakte sig over knap ti år.
Brevet til Macke: blå som mandligt, gul som blødt, rød som materie
Den 12. december 1910 skrev Marc et brev til sin ven August Macke, som er blevet et af de mest citerede dokumenter i tysk modernisme. I det formulerede han sit eget farvesystem: Blå er det mandlige princip, strengt og åndeligt. Gul er det kvindelige, mildt og muntert. Rød er materien, brutal og tung, den farve, som de to andre må møde og overvinde.
Systemet holder ikke som teori – Marc fraveg det selv konstant – men det forklarer, hvorfor hans billeder ser ud, som de gør. Når han maler en hest blå, træffer han ikke et dekorativt valg. Han placerer dyret på den åndelige side af sin egen skala. Når koen bliver gul, er det ikke en spøg, og når landskabet omkring flammer rødt, er det ikke efterår, men modstand. Farverne bærer et indhold, og derfor føles billederne stadig ladede, selv for en beskuer, der aldrig har hørt om systemet.
"Han malede ikke dyr, sådan som han så dem, men sådan som han forestillede sig, at de så verden – og det er forskellen mellem en illustration og et kunstværk."
Sammen med Wassily Kandinsky grundlagde Marc i 1911 redaktionsgruppen Der Blaue Reiter, som året efter udgav sin berømte almanak. Ifølge Kandinsky var navnet ikke nogen dybsindig konstruktion: De holdt begge af ryttere, Marc af heste, Kandinsky af blå. At gruppen alligevel kom til at definere den tyske ekspressionismes åndelige gren, skyldes, at de begge betragtede kunsten som et middel til indre udtryk snarere end afbildning. Vil du læse mere om kredsen, findes der en gennemgang af Gabriele Münter og Der Blaue Reiters farveverden og en om Kandinsky og den abstrakte kunsts fødsel.
Tårnet med de blå heste – værket, Göring tog, og som ingen har set siden 1945
"Tårnet med de blå heste" blev malet i 1913 og målte 200 x 130 centimeter. Fire blå heste står stablet i en tårnformation lige til højre for midten, vendt mod beskueren, men med hovedet drejet mod venstre. Det er Marcs mest kendte maleri og det, der oftest reproduceres – hvilket er bemærkelsesværdigt, eftersom ingen med sikkerhed ved, hvor originalen befinder sig.
I 1936 blev Marcs kunst stemplet som "entartet" af naziregimet. Året efter blev tårnmaleriet hængt op på den berygtede udstilling i München, men det blev taget ned efter protester fra krigsveteraner: Kunstneren var jo faldet for Tyskland. I 1938 blev værket beslaglagt af Hermann Göring. Efter krigens afslutning i 1945 forsvandt det. To ubekræftede observationer i Berlin, i 1945 og 1948, er alt, hvad der findes. Museumfolk mener, at maleriet sandsynligvis overlevede krigen, men ingen har kunnet følge sporet videre.
Det gør Marc til et usædvanligt tilfælde i kunsthistorien: en kunstner, hvis hovedværk kun eksisterer som reproduktion. Hvert tryk, hvert billede i en bog og hvert motiv på en væg er i praksis den eneste tilgængelige form af værket. Spørgsmålet om, hvad et originalværk egentlig betyder, står skarpere i hans tilfælde, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at sammenligne med originalen. Tilbage er kun målene, farveoptegnelserne og de sort-hvide fotografier, der blev taget, før værket forsvandt.
Formatet er værd at dvæle ved. Med sine 200 x 130 centimeter var tårnmaleriet stående, og det usædvanligt smalle format forstærker netop det, der gør motivet så ubehageligt kraftfuldt: Hestene er stablet oven på hinanden i stedet for at stå ved siden af hinanden, som en bygning snarere end en flok. Havde Marc valgt et liggende format, ville de samme fire dyr være blevet opfattet som en græssende gruppe i et landskab. Nu opfattes de som et tårn, og deraf titlen.
Dyret som en vej væk fra mennesket
Marc gav tidligt udtryk for, at han fandt mennesket grimt, og at dyrene var renere og mere sande. Det lyder som romantisk vrøvl, indtil man ser, hvor konsekvent han førte det ud i livet. Han studerede dyrenes anatomi, overværede forelæsninger på veterinærhøjskolen og kendte en hests muskulatur i detaljer – men han malede aldrig et dyr set udefra. Han forsøgte at male det indefra, som et væsen med sin egen oplevelse af landskabet.
Det er derfor, hans dyr næsten altid smelter sammen med omgivelserne. Rådyret ligger i en skov, hvis former gentager dets ryglinje. Hesten bøjer nakken i samme bue som bakken bagved. I de senere værker, fra 1913 og frem, forsvinder grænsen næsten helt, og kompositionen bliver et felt af krystalliserede former, hvor dyret kun lige kan anes. Marc var på vej mod abstraktion, da krigen afbrød ham den 4. marts 1916 ved Verdun.
Der er en svensk parallel, som er værd at nævne. Bruno Liljefors arbejdede samtidig med dyret som hovedmotiv, men fra den modsatte vinkel: Hos Liljefors er dyret præcist observeret i sine naturlige omgivelser, hos Marc er det en følelse. At sammenligne dem side om side siger mere om dem begge, end nogen enkelt analyse gør.
Tip: Hvis du skal hænge et Marc-inspireret motiv op, så lad det få sin egen væg i stedet for at hænge det sammen med andre billeder. Farverne er stærke nok til at stå alene, og de mister straks kraft, når de konkurrerer med flere motiver i samme synsfelt.
Ekspressionismens farver i et dansk rum – lys, væg og format
Marcs palet er skabt til det sydtyske lys i Oberbayern, hvor han boede og arbejdede, ikke til novembergråvejr i det centrale Sverige. Det gør en forskel. En dyb koboltblå, der gløder i den sydlige eftermiddagssol, kan virke tung og næsten sort i et nordvendt rum i Norden. Motiver i denne farveskala fungerer bedst på en væg, der får dagslys fra siden, eller under en retningsbestemt lampe med høj farvegengivelse.
Vægfarven afgør resten. Mod knækket hvid og elfenbenshvid fremstår de stærke farver som et farvepust – tydeligt, grafisk, en smule hårdt. Mod en varmgrå eller lys lergrøn væg bliver de blødere og en del af rummet. Mod en mørk væg får de mere dybde, men mister lysstyrke, og i så fald bør motivet være stort nok til at stå imod baggrunden. Blandt de klassiske kunstværker og i udvalget af dyremotiver findes flere motiver med samme ekspressive farveholdning.
Formatet skal passe til motivet. Marcs kompositioner har som regel en tydelig diagonal bevægelse, og den kræver plads i den retning, den bevæger sig. Dyr i grupper og landskaber med bevægelse fra side til side fungerer derfor bedst i liggende format, mens enkeltstående dyr i oprejst position passer til et stående format. Et rum, der allerede har mange farver, fungerer bedre med et mindre format end et stort – vil du gå efter et virkelig kraftfuldt udtryk, er den rolige væg i soveværelset eller entréen ofte et bedre sted end stuen. Hvis du søger den samme farvetemperatur i en mere abstrakt form, finder du den blandt abstrakte motiver og i udvalget af plakater med et markant farvebrag.
Ofte stillede spørgsmål om Franz Marc og hans motiver
Du kan læse mere om udstillingen hos Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen, og historien om det forsvundne tårnmaleri er samlet i opslagsværket om The Tower of Blue Horses. Vil du se, hvordan dyremotivet blev behandlet på svensk grund i samme årti, kan du læse teksten om Bruno Liljefors og den svenske naturkunst.
Franz Marc nåede aldrig at se, hvad hans kunst skulle blive. Farverne og dyrene er der stadig, men der er en tom plads, hvor tårnmaleriet burde have hængt – og måske er det netop dette tomrum, der får motiverne til fortsat at søge ud i verden, én væg ad gangen.