Et billede kan få dig til at le uden at indeholde et eneste ord. Det lyder indlysende, indtil man spørger, hvordan det foregår, og så viser det sig, at vittigheden i et billede er et lille uheld i hjernens kemi: Noget ser ud til at passe sammen, så gør det pludselig ikke det, og hjernen må hurtigt afgøre, om det er farligt eller sjovt. Derfor er en humoristisk plakat et af de mest krævende billeder at hænge på en væg. Den skal holde sig lige på den rigtige side af grænsen, dag efter dag. I denne artikel gennemgår vi, hvad humorforskningen faktisk har vist om billeder, fra Paolo Bonaiutos model til et hjernestudie med tredive deltagere og karikaturer, og omsætter det til praktiske valg for dig, der ønsker en plakat, som får gæsterne til at smile.
Kort fortalt: Paolo Bonaiuto offentliggjorde sin model for den humoristiske oplevelse i 2006 i tidsskriftet Empirical Studies of the Arts (årgang 24, side 3–41). Et EEG-studie fra 2017 i Social Cognitive and Affective Neuroscience målte hjerneaktiviteten hos 30 deltagere med 64 elektroder, mens de så på karikaturer. Kunstforskeren Philip Welding fra Leeds Arts University offentliggjorde den 26. februar 2024 et essay om humor, risikovillighed og stillbilleder i tidsskriftet Societies.
Bonaiutos model: Hvorfor en visuel vittighed kræver både konflikt og distance
Den italienske psykolog Paolo Bonaiuto brugte en lang artikel på et spørgsmål, som de fleste kunsthistorikere lader ligge: Hvad sker der i beskueren, når et billede er sjovt? Hans svar, som han fremlagde i 2006, er, at humor aldrig opstår som følge af ét enkelt greb. Først skal billedet være let at aflæse, så beskueren kan udfylde det, der mangler, ved hjælp af sine egne erfaringer. Derefter skal der være en modsætning, et forventet mønster, der brydes, eller en konflikt mellem to ting, der ikke hører sammen. Og til sidst skal beskueren kunne holde konflikten på afstand. Bonaiuto beskriver det som en tovtrækning mellem at blive draget mod konflikten og at ville beskytte sig mod den. Latteren kommer først, når beskyttelsen vinder.
Det vigtige for den, der skal vælge vægkunst, er hans observation om form og farve. Ifølge artiklens sammenfatning hjælper afrundede, stiliserede former i stedet for kantede og detaljerige former beskueren med ikke at blive opslugt af konflikten. Det samme gælder legende, beroligende farver i stedet for alarmerende og alvorlige farver. Med andre ord: Den samme modsætning kan være sjov eller ubehagelig, alt efter hvordan billedet er tegnet. En elefant, der står på tæer på en line, er sjovere med bløde konturer og varme farver end med skarp realisme og mørkt lys.
Bonaiuto drager også en konklusion om kunstnerne selv. Humor er almindelig i kunsten, skriver han, blandt andet fordi kunstnere og deres publikum har en tendens til bedre at kunne tåle konflikt og inkongruens end andre. Han nævner Leonardo, Michelangelo, Picasso og Magritte som eksempler og mener, at de ofte intuitivt snarere end bevidst brugte humorens virkemidler. Bemærk, at vi her bygger på artiklens resumé. Selve den fulde artikel ligger bag en betalingsmur, så vi gengiver ikke detaljerne i hans eksperiment.
"Den samme modsætning kan være sjov eller ubehagelig – forskellen ligger i, hvor blødt billedet er tegnet."
Tredive hjerner og en karikatur: Hvad EEG-studiet fra 2017 faktisk målte
Hvis Bonaiutos model er teorien, er hjernestudiet fra 2017 målingen. Forskerne lod 30 deltagere se på karikaturer af kendte personer, mens aktiviteten blev registreret med 64 elektroder på hovedbunden. Karikaturerne varierede på to måder: hvor kraftigt ansigtet var forvrænget, og om de følelsesmæssige træk var negative eller positive. Det store spørgsmål var, hvornår i forløbet og hvor i hjernen latteren bygges op.
Resultaterne er mere opmuntrende, end man kunne forvente af et laboratorium. Større forvrængning gav en stærkere humorreaktion. Negative træk gav en stærkere reaktion end positive. Forskellene viste sig i flere af de såkaldte ERP-komponenter, blandt andet N170, N270, N400 og senere bølger, især over højre frontallap. I frekvensanalysen adskilte theta-aktiviteten sig blandt andet i det forreste og bageste cingulum, mens alfa og beta adskilte sig i motoriske områder. Forskerne forbinder disse områder med følelsesbearbejdning, genkaldelse af minder og den form for bearbejdning, der ledsager latter og tilfredshed.
Hvad betyder det for en væg i en stue? To ting. For det første bekræfter studiet, at overdrivelse er humorens brændstof: Jo længere billedet bevæger sig væk fra det forventede, desto stærkere er reaktionen, så længe betragteren stadig kan genkende, hvad vedkommende ser. For det andet viser det, at humor ikke er en enkel følelse, men en kæde af trin, der involverer hukommelse og følelser. Det forklarer, hvorfor et billede, der virker på dig, kan falde til jorden hos din nabo. Karikaturerne i studiet forestillede kendte personer, hvilket forudsætter, at man allerede kan genkende ansigterne. Humor i billeder bygger altid på fælles forhåndsviden.
Duchamps overskæg og Magrittes pibe: Vittigheden, som kunsthistorien tog alvorligt
Kunsthistorien har altid haft et ambivalent forhold til vittigheder. Samtidig er nogle af det 20. århundredes mest indflydelsesrige værker grundlæggende sjove. Marcel Duchamp tegnede i 1919 et overskæg og et fipskæg på en reproduktion af Mona Lisa og gav den titlen L.H.O.O.Q., et ordspil, der udtalt på fransk bliver til en uanstændig sætning. René Magritte malede i 1929 en pibe og skrev under den, at det ikke er en pibe. Begge arbejder med præcis det, Bonaiuto beskriver: en modsætning, der er tydelig nok til, at alle kan se den, og legende nok til, at ingen føler sig truet.
Duchamp dukker også op igen i Philip Weldings essay fra 2024. Welding nævner hans værk Tre standardstoppere fra 1913–1914, hvor tråde faldt fra en meters højde og fik lov til at forme deres egne mål, som et eksempel på, at tilfældighed og fiasko kan blive til kunst. Han nævner også Fischli og Weiss' serie Equilibres fra 1984–1987, hvor hverdagsgenstande balancerer oven på hinanden i umulige stabler, fotograferet lige før de vælter. Duchamp og Fischli/Weiss har én ting til fælles: De lader joken afhænge af det, der næsten går galt.
Tip: Afprøv et humoristisk billede ved at spørge dig selv, om joken stadig virker, når du allerede kender pointen. Billeder, der bygger på en enkelt pointe, bliver trætte efter nogle uger. Billeder, hvor joken ligger i formen, farven eller en lille detalje, man først opdager efter måneder, holder længere.
Stillbilledet fastfryser øjeblikket før ulykken: Weldings tese om fotografi og latter
I sit essay fra 2024 argumenterer Philip Welding for, at netop stillbilledet er et særligt godt format til humor. Hans ræsonnement bygger på semiotikeren Roland Barthes: Et fotografi fastfryser et øjeblik og gør det tvetydigt, fordi vi ikke ved, hvad der skete lige før eller efter. Denne tvetydighed inviterer betragteren til selv at forestille sig fortsættelsen, og i det rum opstår joken. Weldings pointe er, at betragteren svinger mellem kropsligt at forstå faren og at vide, at billedet er iscenesat. Det er den samme balance mellem nærhed og afstand, som Bonaiuto beskriver.
Welding støtter sig til tal fra nettet for at vise, hvor udbredt fænomenet er. En søgning på #epicfail på Instagram gav den 7. januar 2023 hele 1 409 488 resultater. Kanalen FailArmy på YouTube havde i juli 2023 16,6 millioner abonnenter, og en enkelt samling af kontorfiaskoer havde 4,5 millioner visninger. Han nævner også Marina Abramović og Ulay-værket Rest Energy fra 1980, en performance, hvor en spændt bue er rettet mod Abramovićs hjerte i 4 minutter og 7 sekunder, samt Erwin Wurms etminutsskulpturer. Her er joken tæt på at tippe over og blive alvor.
Et vigtigt forbehold: Weldings tekst er et praksisbaseret, kvalitativt essay. Det indeholder ingen publikumsundersøgelser eller eksperimenter, og hans fortolkninger af, hvordan betragtere reagerer, er hans egne. Det gør teksten interessant som idéudvikling, men ikke som bevis. Se den som en skarp tankemodel, ikke som en måling.
Sådan hænger du en joke op: runde former, varme farver og en afstand, der holder
Hvis vi overfører forskningen til væggen, bliver rådene overraskende konkrete. Bonaiutos observation om afrundede former og legende farver peger i retning af illustrerede motiver med bløde konturer, for eksempel dyr med menneskelige træk, overdrevne proportioner eller genstande, der opfører sig uventet. Den effekt af overdrivelse, der blev målt i 2017, peger i samme retning: Gå gerne lidt for langt, men ikke så langt, at motivet bliver uigenkendeligt. Og Weldings idé om det fastfrosne øjeblik betyder, at billeder af noget, der er ved at ske, ofte er sjovere end billeder af noget, der allerede er sket.
Placeringen betyder noget, fordi humor er social. I entréen ser folk et billede i forbifarten, ofte stående og ofte med en fremmed ved siden af sig, og dér fungerer en joke, der rammer på et sekund. Ved spisebordet eller i køkkenet sidder man længe og kan værdsætte et billede med flere lag. I soveværelset kan joken blive lidt for højlydt, og dér fungerer roligere humor med få ord bedre. Læs gerne mere om, hvordan placeringen påvirker oplevelsen, i vores guide til konteksteffekten, og hvorfor en plakat ser anderledes ud derhjemme, og om hvordan navnet på et billede påvirker det, vi ser, i forskningen om titlens effekt.
Formatet følger den samme logik som med andre motiver. En lille plakat i 21x30 eller 30x40 passer, hvor joken skal opdages på nært hold, for eksempel på en trappe eller over en kommode. En stor plakat i 50x70 eller 70x100 passer, hvor pointen skal kunne ses fra den anden side af rummet. Vælg en enkel ramme i træ eller sort metal, da en dekoreret ramme tilføjer endnu et lag, som konkurrerer med joken. Hvis du vil have illustrationen til at virke legende, men stadig voksen, kan du se på, hvordan kunstneren Charlie Mackesys skitser fungerer som vægkunst i vores artikel om hans udstilling på Dulwich.
Blandt Bozettos udvalg findes der humoristiske plakater med alt fra tør ordleg til tegnede figurer, og illustrationsplakater, hvor bløde former og varme farver får modsætningen til at føles tryg. Hvis du kan lide ironi på museumsniveau, kan du se popkulturens plakater, hvor joken ofte bygger på noget, vi alle allerede genkender. Husk, at forskningen siger, at forhåndsviden er en forudsætning for humor, så vælg et motiv med en reference, som du og dine gæster kender.
Hvad forskningen ikke ved – og hvorfor det er en god ting
Der er huller i vores viden, som er værd at nævne. Ingen af studierne ovenfor undersøger, hvor længe en billedjoke bliver ved med at være sjov, eller hvad der sker, når vi ser det samme billede hver morgen i et år. Bonaiutos model er teoretisk, EEG-studiet brugte karikaturer af kendte personer under laboratorieforhold, og Welding skriver som kunstner og forsker snarere end som måler. Vi kan altså ikke påstå, at en humoristisk plakat bliver mindre sjov med tiden. Vi kan kun bemærke, at modellernes logik, hvor humoren kræver, at modsætningen føles ny, taler for, at billeder med flere lag holder længere end billeder med én enkelt pointe.
Det er en sympatisk form for usikkerhed. Humor er en af de få følelser, som kunsten kan fremkalde uden at skulle være alvorlig, og forskningen er kun lige begyndt at måle den. Indtil da kan du lave dit eget eksperiment: Hæng billedet op, og læg mærke til, om det stadig får dig til at smile efter tre måneder. Det er en test, ingen EEG-måling kan udføre for dig.
Ofte stillede spørgsmål om humor i kunst og plakater
Vil du give væggen et billede, der får gæsterne til at smile, før de har taget skoene af? Begynd i kollektionen med humoristiske plakater, vælg et motiv med bløde former og varme farver, og supplér med en smal ramme, der lader joken gøre arbejdet. Hvis den stadig hænger der og får dig til at smile efter et halvt år, har du fundet det rigtige.
Kilder: Bonaiuto (2006) i Empirical Studies of the Arts, EEG-studiet om humortegninger (2017) og Welding (2024) i Societies.