Den 14. oktober 2026 åbnede Tate Modern i London "Light & Magic: The Birth of Art Photography", en udstilling, der viser, at fotografi engang forsøgte at ligne maleri, radering og tegning. To hundrede sjældne originaltryk af over firs fotografer fra Europa, Nord- og Sydamerika, Asien og Australien vises frem til 21. februar 2027. For dem, der overvejer at hænge en fotografisk plakat op derhjemme, er udstillingen en genvej ind i en billedverden, hvor dis, blødt lys og komposition vejer tungere end skarpe detaljer. I denne guide gennemgår vi, hvad der vises, hvilke navne der er værd at kende, og hvordan du finder fotomotiver i samme ånd til din væg.
Kort fortalt: "Light & Magic" vises fra 14. oktober 2026 til 21. februar 2027 i Eyal Ofer Galleries på Tate Modern og beskrives som den første store udstilling, der udforsker piktorialismen som en global fotografisk bevægelse fra 1880'erne til 1960'erne. Den viser 200 originaltryk af over 80 fotografer fordelt på fire afdelinger og er kurateret af Charmaine Toh og Genevieve Barton. Pressemeddelelsen blev offentliggjort 27. juli 2026.
Fire afdelinger, ét argument: at fotografi var kunst, længe før museerne sagde det
Piktorialismen var den bevægelse blandt fotografer, der fra 1880'erne hævdede, at et billede kunne være lige så personligt og udtryksfuldt som et maleri. De skabte lys, blødhed og stemning ved at vælge papir, bearbejde negativet og trykke i hånden. Tate Modern deler udstillingen op i fire afsnit, og selve opdelingen siger noget om, hvordan bevægelsen spredte sig.
Første afdeling, Emergence, handler om fremkomsten i slutningen af 1800-tallet. Her indgår Adolph de Meyer, Clarence H. White, Long Chin-san, Luo Bonian og Shapoor N. Bhedwar, og to værker fremhæves særligt: Emma Bartons The Awakening fra 1903 og Long Chin-sans Pavilion Fairyland fra omkring 1940'erne. Allerede her ses det, at bevægelsen ikke var et rent vestligt fænomen. Anden afdeling, om fotografisk trykning, indeholder Peter Henry Emersons A Norfolk Boat-Yard fra 1886, et fungerende mørkekammer, portrætter af Bertram Park, Yvonne Gregory og Cavendish Morton samt Yevondes farvetryk i serien Goddesses.
Tredje afdeling handler om selskaber, kameraklubber og saloner: Royal Photographic Society i London, Guangshe i Shanghai, The New Line Group i Sydkorea og Photographic Society of Singapore. Her vises også publikationer som Camera Work, det japanske tidsskrift Shashinkai fra 1920'erne og det sovjetiske USSR in Construction fra 1930'erne. Fjerde afdeling, om piktorialisme og modernisme, rummer Lionel Wendts solariserede portrætter fra 1930'erne, Shigeru Onishis kompositioner fra 1950'erne og værker af Edward Steichen, Paul Strand og Edward Weston, blandt andet Steichens Primo Carnera fra omkring 1922 og Strands Miss Thomson, New Mexico fra omtrent samme år.
Emerson 1886 og Steichen 1922: fra malerens værktøj til modernismens skarpe linje
Der går omkring fyrre år mellem Emersons A Norfolk Boat-Yard og Steichens Primo Carnera, og den bue er udstillingens egentlige fortælling. I 1880'erne ville fotografer som Emerson vise, at kameraet kunne se som et øje, ikke som en maskine. De fotograferede landskaber, floder og bådeværfter i dis og tåge og trykte på blødt papir, så tonerne flød ind i hinanden. I 1920'erne var den samme bevægelse blevet delt: Nogle fotografer fortsatte i en blødere og mere malerisk retning, mens andre, som Strand og Weston, gik mod det rene, skarpe og modernistiske.
Tate Modern samler begge retninger i samme udstilling, og det er et klogt valg. Det viser, at skarp og blød fotografi ikke er modsætninger, men to grene på samme træ. For den, der tænker på sin egen væg, er det en praktisk indsigt. Du behøver ikke vælge mellem et skarpt sort-hvidt portræt og et tåget skovbillede; ofte fungerer de bedst sammen, så længe de deler toneskala og rammetype.
"Det bløde foto er ikke et mislykket skarpt foto – det er et valg om at lade lyset tale højere end detaljerne."
Yevondes gudinder, Long Chin-sans pavillon og Wendts solarisering: kunstfotografi hinsides sort-hvidt
Det mest overraskende ved Tates ophængning er, hvor meget af bevægelsen der ligger uden for det, vi plejer at kalde fotografiets historie. Yevondes serie Goddesses, trykt i Vivex-farveprocessen, viser, at farvefotografi allerede i 1930'erne kunne være teatralsk og mættet. Long Chin-sans Riverside Spring fra 1942, som Tate bruger som pressebillede, er et landskab komponeret som et kinesisk tuschmaleri; billedet bygger på balancen mellem bjerge, vand og dis. Lionel Wendt brugte solarisering, en teknik, hvor billedet delvist eksponeres igen under fremkaldelsen, til at give portrætterne et metallisk, næsten uvirkeligt skær.
Det giver en nyttig indsigt i fotografisk motivvalg: fotografi er ikke kun sort-hvidt og dokumentarisk. Hvis du vil have noget med mere varme end et klassisk byfoto, kan du lede efter motiver med sepiatone, tåge eller farvemætning, der gerne må være lidt overdrevet. I vores kollektion af fotokunst finder du alt fra skarpe landskaber til blødere stemningsbilleder, og i retro- og vintageplakater finder du billeder med den historiske patina, som piktorialisterne selv stræbte efter.
Blødt lys på væggen: sådan vælger du fotografiske motiver med en malerisk stemning
Hvis du skal hænge fotografi op i denne stil, er der nogle ting, du bør holde øje med. Først toneskalaen: Billeder med mange mellemtoner, som grå, sepia, varm beige eller dæmpet grøn, ældes bedre i rummet end motiver med hårde kontraster, som hurtigt bliver trættende at se på. Dernæst kompositionen: Piktorialisterne komponerede som malere med en tydelig forgrund, mellemgrund og baggrund samt en horisont, der sjældent ligger midt i billedet. Det er også en god tommelfingerregel i dag.
Naturmotiver og dis
Landskaber med tåge, vand eller aftenlys ligger tættest på Emersons og Long Chin-sans verden. Sådanne motiver skaber ro i rum, der bruges meget, som stuen og arbejdsværelset, og de passer godt som en enkelt stor plakat i 50×70 centimeter. Blandt naturmotiver findes masser af billeder, der bygger på de samme principper: horisont i den nederste tredjedel, blødt lys og få detaljer, der tiltrækker opmærksomheden.
Portrætter og figurer
Bertram Parks' og Yvonne Gregorys studiep portrætter viser, hvor meget stemning et enkelt ansigt i blødt lys kan rumme. Sådanne motiver fungerer bedst i entreen eller soveværelset, hvor en enkelt figur i halvprofil kan give rummet en stille tilstedeværelse. Vælg gerne et stående format som 40×50 eller 50×70 centimeter, og lad personen på billedet se ud af billedet frem for lige mod beskueren; det giver et roligere resultat end øjenkontakt. Du finder flere idéer til sort-hvid fotokunst blandt vores sort-hvide plakater.
Tip: Vælg en bred passepartout på mindst fem centimeter omkring fotografiske motiver med bløde toner. Den hvide flade giver billedet luft og minder om, hvordan piktorialisternes originaltryk plejede at blive vist på udstilling. Til sepia og gråtoner fungerer en naturhvid passepartout bedre end en iskold hvid.
Camera Work, Shashinkai og USSR in Construction: tidsskrifterne, der gjorde en billedstil global
En af udstillingens mest interessante dele viser, hvordan billederne blev spredt. Piktorialismen var en bevægelse, der levede i trykte tidsskrifter, kameraklubber og udstillingssaloner, længe før de sociale medier fandtes. Tate viser Camera Work, det amerikanske tidsskrift, der blev et udstillingsvindue for bevægelsens fineste billeder, men også det japanske Shashinkai fra 1920'erne og det sovjetiske USSR in Construction fra 1930'erne. Det sidste eksempel er sigende: Det samme blik for komposition, lys og rytme, som piktorialisterne dyrkede, kunne bruges til helt andre formål, endda i statslig propaganda.
Salonerne var bevægelsens drivkraft. I London mødtes fotografer i Royal Photographic Society, i Shanghai i Guangshe, i Sydkorea i The New Line Group og i Singapore i Photographic Society of Singapore. Det er interessant at se, hvordan de samme æstetiske idealer fik lokale varianter med kinesiske landskabsmotiver, britiske flodlandskaber og amerikanske bybilleder. For os i Sverige er der en lære i det: En stil kan rejse, men den bliver mest levende, når den får sit eget landskab at spejle sig i. Derfor passer svenske skov- og sømotiver med tåge og aftenlys usædvanligt godt ind i traditionen.
Tre rum, tre motiver: Sådan overfører du piktorialismen til en almindelig svensk bolig
I stuen fungerer et stort landskab i tåge, helst i liggende format og i 70×100 centimeter eller 50×70 centimeter, over sofaen eller en lang kommode. Vælg et billede, hvor himlen fylder cirka halvdelen af fladen; det giver ro, og rummet føles højere. I soveværelset passer et afdæmpet portræt eller et nærbillede af en naturdetalje, for eksempel en gren eller en mose ved daggry, i et mindre format. Her er bløde toner særligt værdifulde, fordi de ikke sætter tankerne i gang, når du skal sove.
I entreen eller på trappen fungerer en serie på tre små billeder i samme toneskala. En lille serie i 21×30 centimeter med bred passepartout giver indtryk af en privat samling, omtrent som når en fotograf viser sine bedste tryk i en mappe. Brug samme type ramme og samme afstand, cirka fire til seks centimeter, så øjet opfatter serien som en helhed. Hvis du begynder med kun ét billede, kan du altid supplere senere, så længe du holder dig til samme papiroverflade og rammefarve. Det er en billig måde at opbygge en væg på over tid: køb ét billede nu, et til til foråret, og lad tonerne bestemme i stedet for motiverne. Så bliver resultatet sammenhængende, selv om billederne er taget af forskellige fotografer og i forskellige år.
Papir, ramme og lys til fotografiske motiver
Fotografier i tryk er mere følsomme over for papirets overflade end malerier. Et mat, struktureret papir giver de bløde toner en fornemmelse af platintryk, mens blankt papir gør tåge og skygger hårdere, end fotografen havde til hensigt. Vælg mat papir. Rammen bør være tynd og enkel: en smal liste af eg eller ask til sepia og varme toner, sort metal til gråtoner og køligt sort-hvid. Hold lamper på afstand, så lyset ikke reflekteres i overfladen.
Vill du läsa mer om bakgrunden till fotografi som konstform finns två användbara fördjupningar i vår blogg: Fotografins 200 år handlar om Niépces första bild och jubileumsåret, och Elliott Erwitt – svartvit fotokonst visar vad som hände när fotografin senare blev dokumentär och humoristisk. Om du vill läsa utställningens egen presentation finns den i Tates pressmeddelande och på utställningens sida hos Tate Modern.
Vanliga frågor om Light & Magic och piktorialism
Är du nyfiken på hur mjuka fotomotiv ser ut i ditt rum? Utforska vårt sortiment av fotokonst och välj format, ram och passepartout som passar just din vägg.