Den 1. juni 2026 ville Marilyn Monroe være fyldt hundrede år. For at markere milepælen åbner National Portrait Gallery i London udstillingen "Marilyn Monroe: A Portrait" den 4. juni og holder den åben til 6. september 2026 – en af årets mest omtalte kunstbegivenheder, skabt i samarbejde med Monroes eget dødsbo. Her møder vi ikke en filmstjerne, men et af det 20. århundredes mest portrætterede mennesker, og udstillingen stiller et spørgsmål, der angår alle, som vælger en plakat til hjemmet: Hvem ejer egentlig et billede? Marilyn iscenesatte i høj grad selv sit image, samtidig med at hendes ansigt blev råmateriale for kunstnere længe efter hendes død. Den spænding er selve nerven i popkunsten – og grunden til, at hendes portrætter stadig hænger på vægge verden over.
Kort fortalt: Marilyn Monroe blev født som Norma Jeane Mortenson den 1. juni 1926 i Los Angeles og døde i august 1962. Hundredårsudstillingen "Marilyn Monroe: A Portrait" vises på National Portrait Gallery i London fra 4. juni til 6. september 2026 og samler værker af blandt andre Andy Warhol, Pauline Boty, Marlene Dumas og Audrey Flack sammen med fotografier af over tyve navne – fra Cecil Beaton og Richard Avedon til Eve Arnold og Milton Greene.
Hvad udstillingen viser – og hvorfor den betyder noget nu
"Marilyn Monroe: A Portrait" er ikke en samling filmplakater. Udstillingen bygger på idéen om, at Monroe var medskaber af sit eget billede, ikke blot et passivt motiv. Den fremhæver hendes tætte samarbejde med fotografer som Milton Greene, Sam Shaw og Richard Avedon og viser, hvordan hun styrede lys, positur og udtryk for at forme det image, verden kender. Ved siden af fotografierne hænger værker af billedkunstnere, der har fortolket hende, fra Andy Warhols klart røde og grønne silketryk til Pauline Botys og Marlene Dumas' mere kritiske portrætter.
En av udstillingens mest gribende dele er en serie billeder, som fotografen Allan Grant tog i Monroes hjem i Brentwood dagen før hendes død, oprindeligt til magasinet Life. Af de 432 billeder blev kun en håndfuld offentliggjort, og i den intime serie læser hun, tænker og skifter udtryk langt fra rampelyset. Det er ikke tilfældigt, at udstillingen åbner netop i 2026 – hundredårsdagen giver anledning til at spørge, hvorfor en kvinde, der døde for over tres år siden, stadig er et af de mest reproducerede ansigter på jorden. Svaret handler mindre om film og mere om billeder: om, hvordan et portræt kan løsrive sig fra personen og blive en kulturel valuta i sig selv.
Bredden blandt fotograferne siger meget om, hvor mange facetter hendes fremtoning havde. Sam Shaws berømte billede af den hvide kjole, der løftes af luften fra subwayristen, taget i forbindelse med filmen The Seven Year Itch i 1954, blev straks et symbol på hele epokens glæde. Eve Arnold, en af de første kvindelige medlemmer af billedbureauet Magnum, fulgte hende derimod gennem flere år og indfangede en eftertænksom, arbejdende kvinde snarere end en pinup. Philippe Halsman lod hende hoppe foran kameraet, mens Richard Avedon iscenesatte hende som filmdivaer fra andre tider. Tilsammen viser billederne, at der aldrig kun fandtes én Marilyn, men et helt spektrum af udtryk, som hun og fotograferne skabte i fællesskab. Det er den erkendelse – at et ansigt både kan udstråle folkelig glæde og stille alvor – der gør hende så taknemmelig at have hængende på væggen.
Warhol, popkunsten og ansigtet, der blev til et mønster
Ingen gjorde mere for at forvandle Marilyn til kunst end Andy Warhol. Blot få uger efter hendes død i 1962 begyndte han at arbejde med et pressefoto fra filmen Niagara fra 1953, og resultatet blev nogle af popkunstens mest berømte værker. I Marilyn Diptych gentog han det samme ansigt halvtreds gange – til venstre i skrigende farver, til højre i blegnende sort-hvid, indtil billedet næsten opløses. Værket er på én og samme tid en hyldest og en kommentar: berømmelsen som en trykpresse, der mangfoldiggør et ansigt, indtil det tømmes for liv.
Det er her, popkunsten siger noget dybt om vores egen tid. Warhol og hans samtidige hentede deres motiver fra reklamer, emballage og kendisbilleder, og de hævdede, at det hverdagsagtige, masseproducerede billede var lige så værdigt til en plads på væggen som et klassisk oliemaleri. Netop den tanke banede vejen for, at en trykt plakat kan være ægte kunst, ikke en billig erstatning for den. Når du hænger en popkunstplakat med et velkendt ansigt op, gør du i praksis præcis det, Warhol argumenterede for: Du lader det reproducerede billede bære betydning.
"Marilyn instruerede sit eget portræt, mens hun levede – og blev efter sin død det motiv, der lærte os, at et masseproduceret billede kan være kunst."
Warhols metode var lige så vigtig som hans motiver. Ved at bruge serigrafi, en teknik lånt fra reklame- og tekstilindustrien, kunne han fremstille det samme billede igen og igen med små forskydninger i farve og registrering. De skævheder – en læbe, der glider, en farve, der havner ved siden af konturen – er ikke fejl, men hele pointen. De minder os om, at billedet netop er et billede, trykt og mangfoldiggjort, og de giver hvert aftryk sit eget liv, selvom motivet er identisk. Det er en tanke, der er værd at tage med hjem: En trykt plakat behøver ikke lade som om, den er et unikt oliemaleri for at have værdi, men har sin egen slags skønhed i det reproducerede.
Popkunstens gennembrud forklarer også, hvorfor så meget af nutidens grafiske billedverden ser ud, som den gør. Den kraftige kontur, den flade farveflade, den bevidste gentagelse – alt dette går tilbage til 1960'ernes opgør med finkulturen. Roy Lichtenstein hentede sine motiver fra tegneserier, Warhol fra suppedåser og kendisbilleder, og grænsen mellem det kommercielle og det kunstneriske blev visket ud for altid. Vil du forstå, hvordan den æstetik lever videre i mode og attitude, er vores tekst om fashionpostere en god fortsættelse, og for dem, der kan lide tidsånden i ældre tryk, giver guiden til retro- og vintagepostere både kendskab til epoken og konkrete tips til motiver.
Fra London til din væg – motiver og stilspor, du kan lade dig inspirere af
Man behøver ikke rejse til London for at opleve jubilæet. Udstillingen er snarere en påmindelse om tre tydelige visuelle spor, som hver især kan finde hjem hos dig. Det første er selve popkunsten: dristige, farverige portrætter i Warhols ånd, der passer til dem, der ønsker et motiv med energi og et glimt i øjet. Det andet er modefotografiets sort-hvide elegance, hvor kontrasten mellem hud, stof og skygge bærer hele billedet. Det tredje er den legende glamour fra halvtredserne og tresserne, en epoke, hvis formsprog aldrig helt er holdt op med at føles aktuelt.
For dem, der tiltrækkes af det første spor, er en poster fra vores kategori for popkunst et oplagt udgangspunkt, gerne med en stærk farve, der sætter tonen i rummet. Hvis du i stedet tiltrækkes af tidløs elegance, er en sort-hvid poster et mere sikkert valg – den ældes ikke og passer sammen med næsten enhver indretning. Og hvis du vil indfange hele tidsånden, kan du med fordel kigge blandt retro- og vintagepostere, hvor halvtredsernes og tressernes udtryk lever videre. Et fjerde spor for modeelskeren er selvfølgelig vores fashionpostere, der arver popkunstens attitude, men retter den mod mode og stil.
Tip: Et popkunstportræt tåler – og kræver – at blive set. Hæng det alene på en tydelig væg i entréen, soveværelset eller et arbejdsværelse, hvor det kan blive rummets samtaleemne, frem for at klemme det ind på en tæt billedvæg. Hvis du vælger et farverigt motiv, kan du gentage en af farverne i et tekstil eller en detalje i rummet, så billedet hænger sammen med indretningen i stedet for at svæve frit.
Farvevalget fortjener særskilt omtanke. Warhols Marilyn byggede på kontrasten mellem en varm hudtone og en uventet baggrundsfarve – rosa mod gul, turkis mod orange. Hvis du vil indfange den samme energi derhjemme, skal du vælge et motiv med en baggrund, der tør skille sig ud, og lade væggen omkring være neutral, så farverne kan stråle uforstyrret. Hvis du foretrækker ro, kan du i stedet vælge det sort-hvide udtryk, hvor alt afhænger af lysets modellering af ansigtet. Begge muligheder er tro mod udstillingens tema, fordi de netop afspejler forskellen mellem det offentlige, farverige ikon og den private, eftertænksomme kvinde, som fotograferne fangede.
Når det gælder format, gør et enkelt portræt sig godt i en stor størrelse. En plakat i 50x70 eller 70x100 giver ansigtet den størrelse, det fortjener, og en enkel sort eller hvid ramme fremhæver det grafiske udtryk uden at distrahere. Hvis du vil have et par, der passer sammen, kan du kombinere et farverigt popkunstmotiv med et sort-hvidt fotografi i samme størrelse – en dialog mellem glamour og alvor, der på fin vis afspejler netop den dobbelthed, som hele udstillingen i London handler om. Læs mere om, hvordan du får sort-hvide motiver til at stråle i hjemmet, i vores købsguide til sort-hvide plakater.
Ofte stillede spørgsmål om Marilyn Monroe-udstillingen og popkunst i hjemmet
Hundredårsjubilæet er en god anledning til at overveje, hvad du selv vil give plads til på væggen: de legende farver, den tidløse sort-hvide elegance eller retroæraens umiskendelige stil. Udforsk hele vores udvalg af popkunstplakater og modeplakater, og læs mere om selve udstillingen direkte hos National Portrait Gallery, eller fordyb dig i Warhols værker hos Museum of Modern Art.