Når en forælder, ægtefælle eller ven flytter på plejehjem, har værelset ofte kun en uge til at blive nogens hjem. Sengen og madrassen er der allerede, resten skal med i bilen: en kommode, et par puder, et fotoalbum – og væggene er tomme. En plakat er en af de hurtigste måder at fylde dem med noget genkendeligt på, men reglerne er anderledes end i en almindelig bolig, for det er sjældent muligt at bore, gulvpladsen er begrænset, og værelset er også personalets arbejdsplads. Her gennemgår vi, hvad der rent faktisk fungerer, og hvad forskningen siger om genkendelse og erindringsbilleder.
Kort fortalt: Ifølge Socialstyrelsens statistik for hele året 2025, offentliggjort den 21. april 2026, boede 6,1 procent af kvinderne og 4,0 procent af mændene fra 65 år på plejehjem. Cochrane-oversigten over reminiscensterapi ved demens blev opdateret i 2018 og fandt små forbedringer i livskvalitet, kognition og kommunikation. Tranås kommunes brochure for plejehjem i 2026 angiver, at lejeren selv medbringer billeder og lamper, at der ikke må bores huller i væggen, og at der skal være 80 centimeter fri plads på begge sider af sengen, hvis to medarbejdere skal hjælpe til.
Ét værelse, to funktioner: bolig og arbejdsplads
Det første, man skal forstå, er, at værelset på et plejehjem er to ting på én gang. Det er én persons eneste private område, og det er et miljø, hvor personalet skal kunne arbejde sikkert med løft, vendinger og hjælpemidler. Tranås kommune beskriver i sin brochure, at hver lejlighed har en seng med madras, at lejeren selv skal medbringe alt andet – lamper, gardiner, potteplanter, billeder – og at man bør møblere sparsomt. Tæpper bør undgås på grund af faldrisikoen, og ved sengen skal der være 80 centimeter fri plads på begge sider, hvis to personer skal hjælpe til.
For dig, der vælger en plakat, betyder det to ting. For det første må billedet ikke optage gulvplads: Alt kunstnerisk bliver på væggen eller på en eksisterende overflade. For det andet kan man normalt ikke bore. Kommunens brochure siger, at borehuller kan føre til erstatningskrav, når lejligheden fraflyttes, og at der ofte er billedlister, man kan hænge ting på. Reglerne varierer fra kommune til kommune og fra bolig til bolig, så spørg altid personalet eller afdelingslederen først. Læs mere om ophængning uden skruer i vores guide til plakatophæng eller ramme, og en plakatophæng i træ med magnet er ofte den nemmeste måde at hænge et billede på en billedliste uden at gøre noget permanent.
Hvad forskningen siger om genkendelse – og hvad den ikke siger
Der findes ingen undersøgelse, der viser, at en bestemt plakat forbedrer helbredet hos en person på et plejehjem, og ingen seriøs kilde bør love det. Men der findes forskning, der peger i samme retning: Det velkendte betyder noget. Cochrane-oversigten over reminiscensterapi ved demens, der først blev offentliggjort i 1998 og opdateret i 2018, konkluderer, at reminiscensbaserede aktiviteter kan give små forbedringer af livskvalitet, kognition og kommunikation, og muligvis også humør. Effekterne var små, men blev oftest set i undersøgelser på plejehjem, og forfatterne foreslår, at det skyldes, at reminiscensarbejde hjælper mennesker med at bevare deres identitet, når livet er flyttet til et nyt sted. Det er et forsigtigt resultat, men det er nyttigt: Et billede, der vækker en samtale, er mere værd end et billede, der bare er smukt. Resuméet findes på Cochranes websted.
En anden undersøgelse, udført på et byhospital, viste 37 patienter med en gennemsnitsalder på 78 år tolv realistiske fotografier i cirka ti sekunder hver. Alle patienterne vurderede velkendte billeder mere positivt og huskede dem oftere, og patienter med kognitiv svækkelse reagerede endnu mere positivt på velkendte billeder end patienter uden svækkelse. De, der havde kognitiv svækkelse, genkendte desuden cirka tre fjerdedele af billederne, mens de uden svækkelse genkendte næsten alle. Forfatterne foreslår, at man vælger billeder med kendt tilknytning – lokale bygninger, planter eller personlig historie. Undersøgelsen var lille og blev kun udført på én afdeling, så den er en indikation snarere end et facit, men den stemmer overens med det, mange pårørende selv bemærker.
Læs mere om, hvorfor gamle, velkendte motiver føles trygge, i vores gennemgang af nostalgiens psykologi.
"Det bedste billede i et rum på et plejehjem er det, der får nogen til at sige: Det kan jeg huske."
Genkendelige motiver: steder, natur og kunst fra en anden tid
Udgangspunktet er personens egen historie. Hvad har personen set, boet i nærheden af og holdt af? Et par spørgsmål til personen eller familien er nok: Hvor voksede du op? Hvilket landskab var det bedste? Hvilken kunstner hang der hjemme hos mormor? Ud fra svarene kan man vælge mellem nogle tydelige spor.
Steder, personen har kendt
Hvis personen er vokset op i Dalarna, Göteborg eller Skåne, findes der motiver, man straks genkender. Blandt plakater og kunstværker med svenske steder findes bybilleder, kyster og landskaber, som mange har et personligt forhold til. Et billede af byen, hvor man arbejdede, eller hvor man holdt ferie hver sommer, kan åbne for en samtale ved hvert besøg.
Natur og årstider
Søer, skove, marker og blomster er et sikkert valg, fordi de sjældent vækker ubehag, og de fungerer som et vinduesbillede, når udsigten er begrænset. Vores naturmotiver har ofte en tydelig komposition, som gør dem lette at opfatte, også når synet er nedsat. Vælg gerne et billede, der viser den årstid, personen selv foretrækker, og skift det eventuelt ud med årstiden.
Kunstnere, mange er vokset op med
For mange ældre svenskere er Carl Larssons familiescener og Claude Monets havebilleder velkendte fra skolebøger, kalendere og slægtninges vægge. De er tydelige, varme og fulde af små fortællinger, man kan pege på og tale om. Spørg gerne familien, hvilke motiver der hang hos mormor og morfar – svaret er ofte et godt udgangspunkt.
Tip: Gør billedet til en samtale, allerede før det hænges op. Lad personen vælge mellem to eller tre motiver, og skriv gerne en linje på bagsiden af rammen om, hvorfor netop det billede blev valgt. Så kan den næste besøgende eller personalet læse den og fortsætte samtalen.
Hvad man kan vente med: billeder, der er svære at tolke
Ingen undersøgelse, vi har fundet, peger på, at abstrakt kunst er skadelig, og for en person, der altid har elsket Rothko eller Kandinsky, kan et abstrakt billede være lige det, der gør rummet personligt. Men for en person med kognitiv svækkelse kan billeder, der er svære at tolke, skabe usikkerhed. En sløret form kan opfattes som noget andet, og tætte mønstre kan være trættende at se på. Hvis du er i tvivl, så vælg noget, der tydeligt forestiller et sted, et dyr eller en blomst, og gem det abstrakte til personer, der selv har bedt om det.
Vent også med motiver, der kan være skræmmende eller sørgelige – mørke storme, ensomme skikkelser, krigsbilleder – og med billeder, der er meget detaljerige, men små. Et motiv, der fungerer på to meters afstand med nogle få store farveflader og et tydeligt fokuspunkt, fungerer bedre end et, der kræver, at man går tæt på.
Størrelse, højde og lys i et rum med begrænset plads
Da rummet er lille, og gulvet skal holdes frit, afhænger det meste af, hvad du kan gøre med væggen. Her er nogle praktiske tommelfingerregler, der tager udgangspunkt i forholdene på bostedet og ikke i en bestemt undersøgelse.
Højde: tænk på den, der sidder eller ligger
Mange, der bor på et plejehjem, tilbringer en stor del af dagen siddende eller liggende. Hæng derfor billedet, så midten er cirka 110–125 cm over gulvet, hvilket svarer til øjenhøjde for en person i en stol eller kørestol og er betydeligt lavere end de sædvanlige 145 cm. Over sengen, hvor personen ligger, kan billedet hænge lidt højere eller på sidevæggen ud mod vinduet.
Størrelse: ét stort billede eller flere små
I et rum med en eller to frie vægge fungerer en 50x70 eller 40x50 bedst som hovedbillede, fordi det kan ses fra sengen og fra stolen. Hvis du vil have en lille serie af familiebilleder og motiver, fungerer tre 21x30 i samme ramme fint, hængt tæt sammen. Undgå 13x18 som enkeltstående billeder – de bliver let for små til at kunne ses på afstand.
Ramme og lys
Vælg en let træramme eller en magnetliste i stedet for tungt metal, og undgå glas, der spejler vinduet eller lampen – et genskin kan få et billede til at forsvinde eller se ud som noget andet. Mat papir og akrylglas eller slet intet glas giver mindst genskin. Placér billedet, så dagslyset falder skråt på det, ikke direkte ind i øjnene på den, der ser på det.
At give en plakat til en, der flytter
Gaven kan være en af de vigtigste, du giver, men det er let at gøre noget forkert i bedste mening. Spørg altid på forhånd, helst personen selv og ellers pårørende eller personalet på bostedet, om der er regler eller ønsker. Sæt billedet i rammen på forhånd, så ingen behøver at hænge noget op med værktøj på stedet, og giv den som en del af flytningen snarere end som en opfølgning. Læs mere om, hvordan du vælger en gave efter anledning, i vores guide til plakater som gave.
Husk også, at rummet forandrer sig med tiden. Behovene ændrer sig, og billeder, der fungerede den første måned, skal måske skiftes ud. Derfor er en let løsning med en magnetliste eller en billedliste bedre end noget, der er svært at tage ned, og en plakat er desuden nem at skifte ud med en ny uden store omkostninger.
Ofte stillede spørgsmål om plakater på plejehjemmet
Hvis du har brug for hjælp til at finde billeder, man kan genkende, kan du begynde blandt vores naturmotiver eller værker af Carl Larsson og supplere med en magnetliste fra plakatophæng i træ med magnet. Begynd med ét enkelt billede, som personen selv har været med til at vælge – det er ofte det, der får rummet til at begynde at føles som deres.