Hvis du ser på et billede af en killing i blot en syvendedel af et sekund, har din hjerne allerede truffet sin beslutning. Neuroforskere ved Oxford har målt, at hjernens orbitofrontale bark reagerer på et babyansigt efter omtrent 140 millisekunder, længe før du når at tænke ordet sød. Det forklarer, hvorfor en plakat med en kat, der drikker morgenkaffe, kan få en hel entré til at smelte, og hvorfor dyremotiver er blandt de bedst sælgende på svenske vægge. Men forskningen viser noget mere overraskende end, at søde billeder gør os glade: De gør os også mere omhyggelige. Her gennemgår vi, hvad Konrad Lorenz, en japansk psykolog i Hiroshima og teddybjørnens hundredårige udvikling lærer os om de motiver, vi vælger at leve med.
Kindchenschema: Konrad Lorenz' opskrift på sødme fra 1943
Den østrigske etolog Konrad Lorenz beskrev i 1943 noget, han kaldte Kindchenschema, omtrent barneskemaet. Hans tese var, at visse ansigtstræk automatisk vækker en lyst til at passe på. Opskriften er overraskende præcis: et stort hoved i forhold til kroppen, en høj og hvælvet pande, store øjne placeret lavt i ansigtet, runde kinder, en lille næse og mund samt en blød, afrundet kropsform. Det spiller ingen rolle, om ansigtet tilhører en menneskebaby, en hvalp, en ugleunge eller en tegneseriefigur. Hjernen aflæser proportionerne, ikke arten.
Lorenz baserede meget af sin forskning på iagttagelser og tegninger snarere end målinger, og dele af hans livsværk er omstridt af helt andre grunde. Men netop idéen om barneskemaet har klaret sig godt, når den er blevet afprøvet med moderne metoder. I 2009 offentliggjorde Melanie Glocker og kolleger en undersøgelse i tidsskriftet PNAS, hvor kvinder uden egne børn fik vist babyansigter, der var blevet digitalt manipuleret til at have mere eller mindre Kindchenschema. Ved hjælp af funktionel MR-scanning så forskerne, at ansigter med tydeligere barneskema gav stærkere aktivitet i nucleus accumbens, en central del af hjernens belønningssystem. Sødme er altså ikke bare en følelse, vi beskriver bagefter. Den kan ses som et målbart belønningssignal.
Kort fortalt: Konrad Lorenz beskrev Kindchenschema i 1943. Glocker m.fl. viste i 2009 i PNAS, at babyansigter med tydeligere barneskema aktiverer hjernens belønningscenter nucleus accumbens. Morten Kringelbachs forskergruppe i Oxford har målt, at hjernen reagerer på babyansigter efter cirka 140 millisekunder. I Hiroshima forbedrede 96 studerende deres præstation med 44 procent i en præcisionstest efter at have set billeder af dyreunger mod 12 procent efter billeder af voksne dyr.
Morten Kringelbach, Marc Bornstein og Catherine Alexander gennemgik forskningsstatus i 2016 og beskrev nuttethed som noget, der virker gennem alle sanser, ikke kun synssansen. Den hurtige reaktion efter en syvendedel af et sekund efterfølges af en langsommere, mere vedvarende bearbejdning, som hænger sammen med omsorg og samhørighed. De viste også, at folk er villige til at gøre en indsats for at kunne se længere på søde ansigter. Det er et vigtigt fund for den, der vælger kunst: Et motiv, der får os til at blive hængende med blikket, er et motiv, der fungerer på en væg, vi passerer hundredvis af gange om ugen.
Kawaii-effekten i Hiroshima: søde dyreunger gjorde studerende 44 procent bedre
Det mest citerede studie om nuttethed og hverdagslivet kommer fra Hiroshima Universitet. Psykologen Hiroshi Nittono og hans kolleger publicerede artiklen The Power of Kawaii i tidsskriftet PLOS ONE den 26. september 2012. Forsøgsopstillingen var enkel at forstå. I alt skulle 96 universitetsstuderende udføre opgaver, der kræver omhyggelig opmærksomhed, to gange. I det første eksperiment skulle de bruge en pincet til at plukke små genstande op af huller, omtrent som i et klassisk selskabsspil, der kræver præcision. I det andet skulle de finde et bestemt tal i en lang, tilfældig talrække.
Mellem forsøgene fik deltagerne til opgave at sortere syv dyrefotografier efter, hvor godt de kunne lide dem. Halvdelen fik billeder af hvalpe og killinger, halvdelen af voksne hunde og katte. Resultatet var tydeligt. I pincetopgaven blev gruppen, der havde set dyreunger, 44 procent bedre, sammenlignet med 12 procent for gruppen, der havde set voksne dyr. I talopgaven var forbedringen 16 procent mod én procent. Deltagerne, der havde set ungerne, begik færre fejl, men brugte også lidt længere tid. Med forskernes ord blev de mere forsigtige.
To detaljer i studiet er særligt interessante. Kvinderne vurderede billederne som sødere end mændene, men forbedringen af præstationen var lige stor hos begge køn. Og da forskerne i stedet viste billeder af appetitlig mad, udeblev effekten. Det er altså ikke et hvilket som helst hyggeligt billede, der skærper fokus, men noget specifikt ved dyrebørnene. Nittono har foreslået, at nuttethed vækker et beskyttelsesinstinkt, som gør os mere omhyggelige med det, vi gør med hænderne og blikket.
Et sødt billede på væggen gør dig ikke distraheret. Ifølge forskningen gør det dig mere omhyggelig med det, du har foran dig.
Hvis man skal være præcis med selve forskningen, bør man sige, at effekten blev målt lige efter en kort pause med billeder, ikke efter måneder med den samme plakat på væggen. Vi vænner os til motiver, noget vi har skrevet om i artiklen om hvorfor hjernen foretrækker noget kunst. Men studiet siger stadig noget vigtigt om, hvad søde motiver gør i det øjeblik, vi faktisk ser dem: De beroliger og skærper på samme tid.
Bamsens evolution: da legetøj tilpassede sig voksnes blik
Et af de mest charmerende beviser på barneskemaets kraft kommer fra en museumssamling i Cambridge. Etologerne Robert Hinde og L.A. Barden målte i 1985 bamser, der var udstillet på Cambridge Folk Museum, og offentliggjorde resultatet i tidsskriftet Animal Behaviour. De første bamser fra omkring år 1900, opkaldt efter Theodore Roosevelt, lignede ret meget bjørne med lav pande og lang snude. I løbet af de følgende årtier fik bamserne gradvist højere pande og kortere snude. Uden at nogen havde planlagt det havde legetøjet gennemgået en slags kulturel evolution i retning af barneskemaet.
Ti år senere, i 1995, ville forskere ved University of Portsmouth finde ud af, hvem der egentlig drev udviklingen. Psykologerne Morris, Reddy og Bunting lod børn mellem fire og otte år vælge mellem otte bamser, fire med voksne træk og fire med barnlige træk. De yngste børn valgte oftere bjørnene med voksne træk. Først i seks- til otteårsalderen foretrak børnene tydeligt de babyagtige bamser. Den konklusion, man ofte drager, er, at forvandlingen af bamsen først og fremmest afspejler, hvad forældre og bedsteforældre faldt for i butikken.
Den samme mekanisme ses i billedkunsten. Albrecht Dürers akvarel Feldhase fra 1502, som i dag findes på Albertina i Wien, er ikke et nuttet billede i moderne forstand. Haren er afbildet med videnskabelig præcision, hvor hvert knurhår og hvert pelsstrå er gengivet. Alligevel er den blevet et af kunsthistoriens mest elskede dyrebilleder, blandt andet fordi den siddende, sammenkrøbne kropsform og de store mørke øjne rammer præcis de træk, Lorenz senere beskrev. I Japan opstod kawaii-æstetikken i 1970'erne som en hel visuel kultur, og i dag finder du dens arv i alt fra illustrerede katte på kaffekopper til de legende motiver i vores kollektion med illustrerede plakater.
Kattefilmene i Indiana: Hvorfor vi søger søde billeder, når energien slipper op
I 2015 spurgte medieforskeren Jessica Gall Myrick fra Indiana University næsten 7.000 personer om deres vaner med kattevideoer på nettet. Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Computers in Human Behavior og er blevet noget af en klassiker, delvis fordi emnet lyder spøgefuldt. Resultaterne var mere alvorlige, end man skulle tro. Deltagerne følte sig mere energiske og positive efter at have set videoerne og rapporterede mindre bekymring, irritation og nedtrykthed. Glæden vejede tungere end den dårlige samvittighed over at have udsat noget andet.
Myrick fandt også, at omtrent en fjerdedel af videoerne var nogle, folk aktivt havde søgt efter, mens resten dukkede op ved et tilfælde. Det siger noget om, hvordan vi bruger søde billeder: ofte som en hurtig pause for at lade op. En plakat på væggen fungerer som en langsommere, analog version af det samme. Den kræver intet klik og ingen skærm, og den er der, når du kommer hjem en mørk novemberaften. At søde og sjove dyremotiver desuden ofte har et glimt i øjet, forstærker effekten. Det har vi gået mere i dybden med i artiklen om humor i kunsten, og hvad forskningen i latter siger.
Sødhedens bagside: Når det bliver for sødt
Forskningen har også et navn for den mærkelige følelse af at ville klemme noget, der er alt for sødt: sød aggression, på engelsk cute aggression. Psykologer tolker det som en måde, hvorpå hjernen balancerer en overvældende positiv følelse. For boligindretningen er læren praktisk. Et rum med ti meget søde motiver kan føles klistret, mens et eller to søde indslag blandt roligere billeder skaber varme uden at tage over. Det er kontrasten, der gør sødmen synlig.
Fra forskning til væg: Hvor søde dyremotiver gør mest gavn i hjemmet
Hvis søde billeder både beroliger og skærper fokus, er spørgsmålet, hvor i boligen de gør mest gavn. Hjemmekontoret er det mest oplagte svar. En lille plakat i 21x30 eller 30x40 på væggen ved siden af skærmen, ikke bag den, giver øjnene en kort pause, som ifølge Hiroshima-studiet kan gøre dig mere grundig, når du vender tilbage til arbejdet. Vælg et motiv med tydelige træk fra babyskemaet, som en killing med store øjne eller en rund lille ugle, frem for et voksent dyr i fuld størrelse.
Entréen er det næste sted. Det er dér, du møder hjemmet efter en lang dag, og det er dér, en reaktion på 140 millisekunder gør den største forskel. En kat med en kaffekop eller en and, der venter uden for badeværelset, giver aftenen en let start. Badeværelset er i øvrigt blevet et af de mest almindelige steder for humoristiske dyrepostere, måske fordi det er et rum, hvor vi alligevel stopper op et øjeblik. I vores kollektion med katte- og dyreplakater findes der hundredvis af motiver, der spiller på netop den kombination af nuttethed og humor.
Børneværelset er selvfølgelig et oplagt valg, men forskningen fra Portsmouth minder os om, at små børn ikke altid foretrækker det, vi voksne synes er sødest. Lad gerne barnet være med til at vælge blandt motiverne i vores børneplakater. Og hvis du vil tilføje et legende indslag i stuen uden at gøre den for nuttet, passer de mere finurlige motiver blandt vores humoristiske plakater, hvor dyrene ofte har en menneskelig vane eller et tørt budskab.
Tip: Brug barneskemaet som en tjekliste, når du vælger dyreposter. Spørg dig selv, om dyrets øjne er store og sidder lavt, om hovedet er stort i forhold til kroppen, og om formerne er runde. Jo flere ja'er, desto stærkere effekt. Hæng derefter et sådant motiv i øjenhøjde, cirka 145–155 cm til midten, et sted, hvor du ofte stopper op, og afbalancér det med et roligere motiv ved siden af.
Format og ramme, der fremhæver det nuttede
Søde motiver gør sig bedst i mindre og mellemstore formater. Et stort ansigt i 70x100 kan virke overvældende, mens den samme killing i 30x40 indbyder til at komme tættere på. Lyse rammer i eg eller hvid fremhæver det bløde udtryk, mens en tynd sort ramme giver et grafisk og lidt mere voksent indtryk. Kombinér gerne en sød dyreposter med et naturmotiv eller en rolig tekstposter i en lille gruppe på to eller tre, så får det nuttede selskab uden at overtage rummet. Forskningen om kunst og velvære i hjemmet peger desuden på, at variation mellem motiver holder blikket interesseret i længere tid.
Ofte stillede spørgsmål om søde dyremotiver og Kindchenschema
Søde dyr på væggen er altså mere end dekoration. Ifølge forskningen er de en hurtig belønning for hjernen, en lille pause, der gør os mere omsorgsfulde, og en påmindelse om, at hverdagen ikke behøver at være så alvorlig. Læs mere om, hvordan hjernen reagerer på nuttethed, hos Hiroshima Universitet og i Oxfords gennemgang af forskningen i nuttethed. Og når du vil finde lige præcis dit motiv med store øjne og runde former, kan du bladre blandt vores katte, ugler, ænder og frøer og vælge den plakat, der får dig til at smile allerede i døren.