Den 1. november 2026 lukker udstillingen Projet pour une révolution på Fondation Vasarely i Aix-en-Provence, og dermed slutter fejringen af, at Victor Vasarelys egen bygning fylder halvtreds år. For den, der overvejer en plakat med bevægelse i fladen, er det en god anledning til at forstå, hvorfor netop Vasarely ville flytte kunsten ud af rammen og ud i byen. Hans geometriske billeder er blevet nogle af de mest genkendelige motiver inden for op-art, og de fungerer i hjemmet af samme grund, som de fungerede på universitetsbygninger i Caracas: Øjet kan ikke lade dem være i fred.
Kort fortalt: Udstillingen Projet pour une révolution. Vasarely et l'architecture løber fra 12. juni til 1. november 2026 på Fondation Vasarely i Aix-en-Provence. Den er et samarbejde med Centre Pompidou og kurateres af Michel Gauthier og Stéphanie Quantin-Biancalani. Bygningen blev indviet i 1976, så 2026 er jubilæumsåret. Victor Vasarely blev født i Pécs den 9. april 1906 og døde i Paris den 15. marts 1997.
Zebra 1937: Billedet, der kaldes op-artens første
Vasarely begyndte ikke som optisk kunstner. Han kom fra Pécs i Ungarn, læste først medicin og skiftede så retning. Omkring 1928–1929 blev han optaget på Sándor Bortnyiks private skole Műhely i Budapest, der ofte beskrives som en ungarsk gren af Bauhaus-tænkningen. Her lærte han at se grafisk form som et sprog: Linje, farveflade, rytme og kontrast var værktøjer, ikke dekoration. Skolen holdt åbent frem til 1938, og dens spor følger ham gennem hele karrieren.
Allerede i 1937 malede han Zebra, to sort-hvide dyr, hvis striber flyder sammen til én bølgende flade. Nogle forskere mener, at billedet er et af de allertidligste eksempler på op-art, godt tyve år før stilen fik sit navn. Det interessante er, at det ikke er muligt at skelne en enkelt zebra: Øjet forsøger at sortere striberne i to kroppe, mislykkes og tvinges igen og igen til at revurdere. Det er præcis den mekanisme, der gør en Vasarely-plakat levende i et rum, selv når ingen ser direkte på den.
Efter krigen fortsatte han at forfine den samme idé. Ved at udskifte billedet af en figur med et system af firkanter, cirkler og romber kunne han få hele billedfladen til at pulsere, svulme og trække sig sammen, uden at en eneste linje var bøjet ved et uheld. Hvert felt havde en matematisk logik, og hver forskydning var tilsigtet. Den præcision gør, at hans værker tåler at blive betragtet længe, og at de egner sig til reproduktion: Intet går tabt i et godt tryk, fordi det hele allerede handler om præcise kanter og rene farveflader.
Om du vill förstå hur Vasarelys svartvita grundspråk hänger ihop med skolan som formade honom är vår guide till Bauhaus och konstskolans hela historia ett bra komplement. Där syns samma tanke: att form och funktion ska mötas, och att konst är en del av vardagen snarare än något som hör hemma bakom glas.
Espace-gruppen och Caracas 1954: när konsten lämnade duken
Efter andra världskriget växte Vasarelys intresse för arkitektur. I början av 1950-talet anslöt han sig till gruppen Espace, grundad av André Bloc och Félix Del Marle, vars mål var en syntes mellan konstarterna: målare, skulptörer och arkitekter skulle arbeta tillsammans i stället för var för sig. År 1954 höll gruppen en utställning i Biot, och samma år gjorde Vasarely sina första så kallade arkitektoniska integrationer i Caracas, där hans färgade geometriska former införlivades i universitetsstadens byggnader.
Det var början på ett livslångt projekt. Vasarely drömde om en konst som skulle delas av alla och som skulle finnas i kvarter, trapphus och torg. Det mest ambitiösa förslaget, Cité polychrome du bonheur, den mångfärgade lyckostaden, blev aldrig verklighet. Men idén lever vidare i varje tryckt bild som tar geometrin från museets sal till ett vardagsrum. Jubileumsutställningen i Aix handlar just om detta: hur en konstnär försökte omvandla bildspråk till byggd miljö, och hur hans bilder kan läsas som förslag till ett annat sätt att bo.
”Vasarely ville inte hänga konst på väggen – han ville att väggen själv skulle bli konst, och när det inte gick fick bilden duga.”
Gordes 1970 och Aix 1976: konstnären som byggde sitt eget museum
Vasarelys första egna museum öppnade den 5 juni 1970 i ett renässanspalats i Gordes i Provence och höll öppet till 1996. Sex år senare, 1976, invigdes Fondation Vasarely i Aix-en-Provence, en byggnad som han själv kallade Centre architectonique. Pompidou-centrets pressmaterial beskriver den som ett av få arkitektoniska verk som en konstnär har lämnat efter sig och talar om ett ”Sixtinska kapell för den optisk-kinetiska konsten”. Det är en stor formulering, men den fångar ambitionen: byggnaden är inte en ram runt verken utan ett verk i sig.
Samme år, 1976, blev der grundlagt et Vasarely-museum i hans fødeby Pécs. I 1987 fulgte et museum i Zichy-paladset i Budapest med mere end fire hundrede værker. At tre museer i tre lande bærer hans navn, siger noget om, hvor central han blev for ungarsk og fransk modernisme. Hvis du vil følge sporene mellem Vasarelys verden og andre kunstnere, der arbejdede med lys, bevægelse og farver, kan du læse vores guide til Julio Le Parc på Tate Modern, en af de kunstnere, der delte hans interesse for kinetisk kunst.
Du kan læse mere om udstillingen i Aix og Vasarelys arkitektoniske idéer i Centre Pompidous pressemateriale om udstillingen.
The Responsive Eye 1965 og Salyut 7 1982: opkunstens gennembrud og rejse ud i rummet
I 1965 deltog Vasarely i udstillingen The Responsive Eye på Museum of Modern Art i New York, kurateret af William C. Seitz. Den blev opkunstens internationale gennembrud, og billederne spredte sig hurtigt til mode, reklamer og indretning. Det, der skete bagefter, er måske den bedste forklaring på, hvorfor Vasarely stadig fungerer som trykt kunst: Han var en af de første store kunstnere, der bevidst arbejdede med flere eksemplarer af det samme billede. Serigrafier, hvor farven presses gennem et net i lag, passede perfekt til hans geometri.
I 1982 tog astronauten Jean-Loup Chrétien 154 særligt fremstillede serigrafier med om bord på rumstationen Salyut 7. De blev senere solgt til fordel for Unesco. Det er svært at finde et bedre bevis på tanken om, at kunst skal kunne rejse, deles og hænges op hvor som helst. Et tryk på papir i dit hjem er altså ikke en billig udgave af Vasarely, men et format, han selv tog til sig.
Hvilke rum egner sig til en optisk plakat
Opkunst er en særlig udfordring i hjemmet, fordi billedet aktivt arbejder med øjet. Hvis man hænger en stor plakat med stærke kontraster, inspireret af Vasarely, over for tv’et, kan billedet virke mere trættende end berigende. Forskningen i visuel stress, som vi har gennemgået i guiden om mønstre, der trætter øjet, viser, at tætte, gentagne kontraster kan være ubehagelige for nogle betragtere. Det er ingen grund til at undgå opkunst, men det er en grund til at vælge placeringen med omhu.
Entré, trappeopgang, arbejdsværelse og mellemrummet mellem to døre er steder, hvor blikket hurtigt passerer, og hvor bevægelsen i billedet bliver et indslag snarere end en belastning. I stuen fungerer en Vasarely-plakat bedst, når den hænger alene på en rolig flade med masser af luft omkring sig og ikke ved siden af en gallerivæg med mange motiver. I soveværelset er blødere geometri med farver, der ligger tæt på hinanden, et klogere valg end skarp sort-hvid kontrast.
Tip: Prøv at holde en optisk plakat op på det ønskede sted i to dage, inden du beslutter dig. Gå forbi den i forskelligt lys, fra køkkensiden og fra sofaen. Hvis den stadig føles livlig, men ikke påtrængende, efter den anden dag, har du fundet det rette sted.
Sort-hvidt, farver eller ren geometri: sådan vælger du Vasarely-inspireret kunst
Vasarelys kunst kan opdeles i tre retninger, som alle fungerer som trykt kunst. Den første er det sort-hvide: zebraer, gitre og striber, hvor kontrasten gør hele arbejdet. Hos os finder du dem som sort-hvide plakater, hvor grafikken står stærkt uden farver. Den anden retning er de farverige geometriske kompositioner, hvor små nuanceforskelle får felter til at bule ud eller trække sig tilbage. Den tredje er de rendyrkede formstudier, cirkler og firkanter, der varierer i størrelse og ser ud til at bevæge sig.
Hvis du vil udforske hele feltet af geometri på tryk, er grafiske plakater det naturlige sted at starte, og hvis du kan lide at kombinere formsprog med farvefelter, har vi en samling med abstrakte plakater. De, der vil følge tråden tilbage til den skole, der formede Vasarely, finder deres motiv blandt vores Bauhaus-plakater.
Når det gælder format, fungerer 50x70 centimeter bedst i de fleste hjem. Det er stort nok til, at geometrien gør indtryk på afstand, men ikke så stort, at bevægelsen overtager rummet. I entréen og trappeopgangen kan 70x100 være værd at overveje. En tynd, sort træramme giver billedet en skarp afgrænsning, mens en hvid ramme med passepartout dæmper udtrykket og passer bedre i soveværelset. Undgå brede, dekorative rammer: Vasarely tænkte i rene kanter.
Hvis man vil bygge videre på det i en større komposition, kan man blande en Vasarely-inspireret plakat med mere organiske motiver, for eksempel planter eller landskaber, så geometrien får roligere selskab. Se kunstværker af kendte kunstnere for at finde billeder, der deler farvepaletten uden at konkurrere om opmærksomheden.
Ofte stillede spørgsmål om Victor Vasarely og op-art
Halvtreds år efter at Vasarely indviede sit eget museum, er hans tanke stadig let at tage til sig: Billeder skal ikke være forbeholdt udstillingssale og samlere. Udforsk vores grafiske plakater, eller kig blandt sort-hvide motiver, og find et billede, der får øjet til at arbejde, i det rette rum og på den rette afstand. Jubilæumsåret er desuden en god anledning til at vælge noget, der tåler at blive set længe, og som bliver ved med at give øjet noget nyt at arbejde med, længe efter at den første begejstring har lagt sig.