På Nasjonalmuseet i Oslo er ordet "Woman" streget over i udstillingens titel. Tilbage står Maler, og det er netop pointen: Fra 8. oktober 2026 til 7. februar 2027 vises 51 malerier af 19 kunstnere, der arbejdede i Nordeuropa og Italien mellem 1550 og 1650, og de præsenteres som professionelle malere, ikke som undtagelser. For den, der overvejer en plakat med dybde, lys og en fortælling bag, er udstillingen en genvej ind i et kapitel af kunsthistorien, der længe blev overset. Her er, hvad der vises, hvorfor det er vigtigt, og hvordan disse maleres motiver kan finde plads i et hjem.
Kort fortalt: Kvindelig maler vises på Nasjonalmuseet i Oslo fra 8. oktober 2026 til 7. februar 2027 og består af 51 malerier af 19 kunstnere, skabt i perioden 1550–1650. Udstillingen er udviklet i samarbejde med Galleria Borghese i Rom, hvor den vises fra 15. marts til 30. maj 2027. Lån kommer blandt andet fra Rijksmuseum, Uffizi og Nationalmuseum i Stockholm. Et stilleben fra Nasjonalmuseets egen samling vises for første gang som et værk af Clara Peeters.
Et overstreget "Woman": udstillingen, der vil holde op med at tale om undtagelser
Titlen siger allerede det meste. Ved at strege ordet "Woman" ud vil Nasjonalmuseet vise, at disse kunstnere ikke var kuriositeter, men fuldt ud delagtige i det europæiske kunstliv. På udstillingen møder vi blandt andre Sofonisba Anguissola (cirka 1530–1625), Lavinia Fontana (1552–1614), Artemisia Gentileschi (1593 til omkring 1654), Clara Peeters (cirka 1585 til omkring 1655), Michaelina Wautier (1604–1689) og Judith Leyster (1600 eller 1610–1660). Det er seks navne med vidt forskellige baggrunde, men de har én ting til fælles: De tog betaling, opbyggede et ry og fik opgaver.
Udstillingen har en særlig nordisk dimension. Museet sætter samtidig fokus på den norske portrætmaler fra 1800-tallet Asta Nørregaard, og blandt de internationale lån er værker fra Nationalmuseum i Stockholm. Det betyder, at den, der rejser til Oslo, kan se svenske samlinger i en ny sammenhæng. Den, der ikke rejser, kan alligevel tage tanken med sig hjem: Et maleri behøver ikke være signeret af en kendt mand for at være værd at hænge op.
Udstillingen har også en detektivhistorie indbygget. Et stilleben fra museets egen samling, Stilleben med småvildt og vindruer på en forgyldt tazza fra omkring 1620, vises nu for første gang som et værk af Clara Peeters. Omattribueringen bygger på forskning af kuratoren Cynthia Osiecki. Et enkelt penselstrøg fra ét navn til et andet kan ændre, hvordan et kunstværk læses, og hvor meget vi forstår af den, der malede det.
Clara Peeters og kniven med navnet på: stillebenet som signatur
Hvis en kunstner i udstillingen passer til kunsttryk til hjemmet, er det Clara Peeters. Hun var i Amsterdam i 1611 og i Haag i 1617 og regnes for en af de tidligste malere af stilleben med mad. Hendes tidligst kendte signerede og daterede maleri er fra 1607. Hun har signeret 31 værker, og yderligere 76 tilskrives hende med varierende sikkerhed. På Prado-museet findes en serie med fire store stilleben, hvoraf tre er dateret 1611, som tilhørte den spanske kongefamilie. Blandt dem er muligvis det ældst kendte stilleben med dødt vildt.
Det mest sjældne greb er dog hendes måde at skjule sig selv i billedet på. På flere af hendes malerier er hendes navn indgraveret på skaftet af en dekoreret bryllupskniv af den type, som sølvsmede fra Antwerpen fremstillede omkring 1595–1600. I de blanke overflader på bægre og forgyldte skåle ses desuden et lille portræt af maleren selv, spejlet i metallet. Det er en tradition, der går tilbage til nederlandske mestre, men Peeters gjorde den til sit særkende. I praksis sagde hun: Jeg står her, midt i billedet, mellem osten og ribsene.
"Clara Peeters signerede sine stilleben med en kniv og sit eget ansigt i et sølvbæger – en af kunsthistoriens mest stilfærdige måder at sige, at jeg var her på."
Markedet har forstået det. Peeters' auktionsrekord er et blomsterbillede fra 1612, Roser, liljer, en iris og andre blomster i en keramikvase, som blev solgt hos Christie's i New York den 10. juni 2022 for 1,2 millioner dollar i hammerslag, eller 1,5 millioner inklusive gebyrer. Ifølge Artprice har hun haft 49 offentlige auktioner, den første i 1987 og den seneste i 2025. Det er tal, der viser, at et navn, som engang næsten forsvandt, nu værdisættes som et af barokkens vigtigste. Læs mere om hendes liv og værker på Wikipedias side om Clara Peeters.
At Nationalmuseum i Stockholm er långiver, betyder, at udstillingen også siger noget om svenske samlinger. Barokkens kvindelige malere har hele tiden været på vores museer, men ofte under andre navne eller helt uden navn. Omattribueringen af Peeters' stilleben i Oslo er et eksempel på, hvordan forskning kan flytte et værk fra anonymitet til en tydelig afsender, og det er et arbejde, der foregår mange steder i Europa lige nu.
For den, der samler på kunst eller bare gerne vil hænge noget op, der holder i mange år, er det værd at lægge mærke til, hvad der sker, når historien ændres. Billeder, der tidligere blev anset for at være skabt af andenrangs kunstnere, bliver fremhævet, udstillet og igen eftertragtede, og interessen kan mærkes både på museerne og hos dem, der indretter. Det er en god grund til at vælge motiver med omhu i stedet for kun at følge forbigående tendenser.
Artemisia, Sofonisba og Judith: tre måder at indtage sin plads på i 1600-tallet
Artemisia Gentileschi malede Susanna og de gamle mænd i 1610, som 17-årig, og det er hendes tidligste bevarede værk. Hendes Judith dræber Holofernes findes i flere versioner, den første fra 1612–1613 på Capodimonte i Napoli og den anden, malet mellem 1614 og 1620, på Uffizierne i Firenze. Hun var den første kvinde, der blev medlem af kunstakademiet Accademia delle Arti del Disegno i Firenze. Hendes motiver er dramatiske, kropslige og direkte, og de har fået nyt liv i moderne feminisme, men de er også mesterlige lektioner i lysføring.
Sofonisba Anguissola, den ældste i selskabet, opnåede en position, der gør hende enestående i sin tid. Hendes portrætter af familie og hof skildrer mennesker midt i hverdagen: et grin, en flok legende søskende, et blik, der møder beskueren. Judith Leyster, der arbejdede i Haarlem, er kendt for sine muntre selskabsscener, hvor musikanter og drikkebrødre ser ud til at være standset midt i en sætning. Du kan følge den hollandske skole videre i vores guide til Hals og Rembrandt i Haarlem, hvor Leysters samtidige er i centrum.
Fælles for dem alle er, at de arbejdede i en verden, der ikke var skabt til dem, og at værkerne alligevel har overlevet. Det er et stærkt udgangspunkt for en plakat: Billedet bærer på fortællingen om, hvordan det blev til, og den fortælling følger med ind i rummet.
Fra Peeters' banketbord til din spiseplads: stilleben som plakat
Stilleben er en af de få genrer, der fungerer næsten overalt i et hjem. Det skyldes, at motiverne er hverdagslige: frugt, fisk, ost, brød, blomster, glas. I et køkken eller ved et spisebord bliver et billede af et dækket bord en naturlig forlængelse af det, der foregår i rummet. Peeters særlige stil, med mørk baggrund og stærkt lys på metal og frugt, gør også, at billederne fungerer i rum, hvor der ellers ikke er dagslys.
Vi har skrevet om, hvordan stilleben kan arbejde med farver og lys i guiden om Zurbaráns citroner på Louvre, og meget af det gælder også her. En mørk baggrund med et skarpt oplyst motiv tager sig bedst ud med en tynd træramme eller sort ramme, gerne med en diskret passepartout, der fremhæver billedets lyse partier. Nutidige blomsterstilleben med roser og liljer i en vase finder du blandt vores posters med blomstermotiver.
Tip: Hæng et stilleben ved spisepladsen? Placér billedet, så midten er cirka 145 centimeter over gulvet, men hæng det lidt lavere, hvis I for det meste sidder ned under middagen. Lyset fra en lampe over bordet får de mørke partier i barokmaleriet til at gløde.
Konkrete valg: motiver, formater og rum til barokkens kvinder
Hvis du vil tage noget af udstillingen med hjem, kan du begynde med at overveje, hvilket rum der har brug for en fortælling. Køkkenet og spisepladsen er oplagte steder til stilleben, og her finder du flere idéer blandt vores køkkenbilleder og blandt citron- og frugtposters. Frugt i stærkt lys mod en mørk baggrund er præcis den slags motiv, som Peeters, Zurbarán og deres efterfølgere gjorde til en selvstændig genre.
Portrætter kræver lidt mere omtanke. Et portræt af en kvinde fra 1500- eller 1600-tallet har en anden nærvær end et stilleben, fordi blikket møder beskueren. I en stue eller entré fungerer det bedst, når portrættet hænger i øjenhøjde og får sin egen væg, eller som en del af en billedvæg, hvor flere billeder spiller sammen. Hvis du vil kombinere ældre motiver med nyere, kan du bladre blandt kunstværker af kendte kunstnere og finde billeder, der deler en fælles farvepalet, for eksempel varme jordfarver og dybgrøn.
Når det gælder format, er 50x70 centimeter et sikkert valg til stilleben og portrætter, mens 30x40 passer til en billedvæg, hvor flere motiver skal være side om side. Et stort format på 70x100 kan gøre et stilleben næsten fysisk: Frugten får naturlig størrelse, og rummet forvandles til et festbord. Husk, at barokkens mørke baggrunde mister meget af deres virkning, hvis rummet har kraftigt modlys. Hæng billedet, hvor dagslyset falder skråt ind på det, så overfladen ikke reflekterer.
En anden inspirationskilde er vores guide til Eva Gonzalès på Petit Palais, hvor en anden glemt maler bliver genopdaget. De to udstillinger deler tanken om, at kunsthistoriens glemte kvinder fortjener en plads på væggene, ikke kun i fodnoterne. Hvis du vil følge Peeters' priser og auktionshistorik, kan du læse hele Artprices artikel om udstillingen.
Ofte stillede spørgsmål om Woman Painter og barokkens kvindelige malere
Udstillingen i Oslo minder os om, at kunsthistorien altid har haft flere malere, end lærebøgerne nævner. Udforsk kunstværker af kendte kunstnere, plakater til spisestuen og frugtmotiver for at finde et billede med en ægte historie, og giv det plads dér, hvor I samles hver dag.