Den 26. juli 2026 lukker en af årets mest omtalte kunstudstillinger – og hovedværket nåede aldrig frem. På Jewish Museum i New York har "Paul Klee: Other Possible Worlds" været vist siden den 20. marts. I salen, der er indrettet til akvarellen Angelus Novus, hænger en autoriseret kopi i et forsænket rødt panel. Originalen bliver i Jerusalem. Historien siger noget vigtigt om, hvorfor en Paul Klee-plakat rummer langt mere sprængkraft, end de bløde farvefelter antyder ved første øjekast.
Klee er en af de kunstnere, der sælger godt som plakater, netop fordi billederne ser lette ud. Pile, fisk, måner, små huse på række, farvefelter, der glider ind i hinanden. Men den Klee, der vises i New York denne sommer, er en anden: værkerne fra de sidste ti år, skabt af en mand, der havde mistet sit arbejde, sit land og til sidst kontrollen over sine egne hænder. Det er denne del af hans produktion, der forklarer, hvorfor hans linje ser ud, som den gør.
Kort fortalt: "Paul Klee: Other Possible Worlds" vises på Jewish Museum i New York fra 20. marts til 26. juli 2026 med omkring 100 malerier og tegninger i samarbejde med Zentrum Paul Klee og Kunstmuseum Bern. Det er den første amerikanske museumsudstilling, der udelukkende fokuserer på Klees sidste årti frem til hans død i 1940.
Angelus Novus, der aldrig nåede frem – tomrummet, der blev udstillingens stærkeste sal
Angelus Novus er en lille ting. Olie og akvarel overført på papir, malet i 1920, knap større end et A4-ark. Filosoffen Walter Benjamin købte den året efter og bar den med sig gennem hele sit omflakkende liv. I sin niende tese i "Om historiebegrebet", skrevet kort før hans død i 1940, beskrev Benjamin figuren som historiens engel: Ansigtet vendt mod fortiden, blikket fæstnet på én vedvarende katastrofe, mens en storm fra paradiset driver ham baglæns ind i fremtiden. Denne fortolkning gjorde en beskeden akvarel til et af det 20. århundredes mest citerede kunstværker.
Siden 1987 har værket tilhørt Israel Museum i Jerusalem, hvor det opbevares under strenge klimaforhold. På grund af papirets lysfølsomhed må det kun vises fire uger ad gangen. Planen var at lade en faksimile skiftevis blive vist med originalen i udstillingsperioden. Men krigen i Mellemøsten og de forstyrrede flyforbindelser gjorde transporten umulig, og besøgende i New York mødes i stedet af en kopi i en ellers tom sal.
En udstilling om en kunstner, der blev drevet på flugt af historien, får sit hovedværk stoppet af samtidens historie – tomrummet på væggen siger næsten mere, end maleriet ville have gjort.
Fra Bauhaus-katedertavler til eksil: ti år, der omformede Klees billedsprog
Paul Klee blev født den 18. december 1879 i Münchenbuchsee uden for Bern, som søn af en musiklærer og en sangerinde. Han var en dygtig violinist og overvejede længe at blive musiker. At han valgte maleriet, betyder ikke, at musikken forsvandt; hans kompositioner er ofte bygget op som partiturer med rytmer, gentagelser og pauser.
Mellem 1921 og 1931 underviste han på Bauhaus, først i Weimar og siden i Dessau. Hans undervisningsnotater fylder flere tusinde sider og regnes blandt det 20. århundredes vigtigste teoretiske tekster om billedkunst, på linje med Leonardos skitsebøger. Vil man se, hvordan skolens formsprog lever videre i dag, finder man arven i vores kollektion med Bauhaus-plakater, og hele stilens historie findes i vores guide til Bauhaus som indretningsstil.
I 1931 forlod Klee Bauhaus for at blive professor ved kunstakademiet i Düsseldorf. Allerede i 1933, da nationalsocialisterne kom til magten, blev han afskediget. Den nazistiske presse kaldte ham fejlagtigt for »galizisk jøde«. Han vendte tilbage til Bern, til det land, hvor han var født, men aldrig havde fået statsborgerskab. Hans ansøgning om schweizisk statsborgerskab blev først bevilget efter hans død. I 1937 blev sytten af hans værker vist på propagandautstillingen »Entartete Kunst« i München, og over hundrede værker blev beslaglagt fra tyske museumssamlinger.
Sygdommen, der ændrede stregen – hvorfor de sene billeder ser tykkere ud
I 1935 blev Klee syg med sklerodermi, en autoimmun sygdom, der gradvist gør huden hård og til sidst stivner hænder og ansigt. Virkningen ses direkte i billederne. Den fine, dirrende linje, der prægede tyverne, blev erstattet af brede, næsten kalligrafiske strøg i sort, lagt oven på dæmpede farvefelter. Mange opfatter det som et bevidst stilskifte. Det handler i lige så høj grad om, hvad en hånd, der stivner, rent faktisk kan præstere.
Alligevel er dette hans mest produktive periode. Alene i 1939 skabte han over tolvhundrede værker – flere end i noget andet år i karrieren og flere, end nogle kunstnere skaber i løbet af et helt liv. Hans samlede produktion tæller omkring ni tusind værker. Han døde den 29. juni 1940 i Muralto ved Locarno, 60 år gammel.
Udstillingen i New York er ikke den eneste grund til, at Klee er aktuel lige nu. I vinterhalvåret viste Museo Thyssen-Bornemisza i Madrid omkring halvtreds mesterværker af Picasso og Klee side om side fra Heinz Berggruens samling, opdelt i fire temaer om portrætter og masker, steder, ting samt harlekiner og nøgenstudier. Berggruen, der forlod Berlin i 1936 og opbyggede en af det 20. århundredes vigtigste private samlinger, ejede et stort antal værker af Klee. At netop han samlede på begge kunstnere, siger noget om, hvor tæt de to lå på hinanden i spørgsmålet om, hvor meget et billede egentlig behøver at vise for at fungere.
Motiverne i de sene billeder går igen: engle, masker, kryptiske tegn, der ligner skrift uden at være det. Nogle af dem virker dechifrerbare, andre lader sig ikke tyde. Netop denne modstandskraft er en af grundene til, at billederne bliver ved med at fungere på en væg år efter år. Forskningen i, hvorfor hjernen tiltrækkes af bestemte motiver, beskriver den samme balance mellem genkendelse og gåde, som vi gennemgår i vores artikel om bearbejdningsflyd og hvorfor noget kunst føles smuk.
Farven og kvadratet: Klees byggesten og rejsen til Tunesien
Vendepunktet i Klees brug af farver dateres normalt til april 1914, da han rejste til Tunesien sammen med August Macke og Louis Moilliet. I dagbogen skrev han den sætning, der siden er blevet citeret utallige gange: Farven og han var blevet ét, han var maler. Det lys, han mødte i Kairouan og Hammamet, fik ham til at opgive det lineære og i stedet opbygge billeder af farvede felter.
Ruden blev hans grundelement. I de såkaldte magiske kvadrater ligger farvefelter side om side i et gitter, hvor hvert felt påvirker nabofelterne. I praksis er det en visuel undersøgelse af det samme, som Bauhaus-kollegaen Josef Albers senere systematiserede: hvordan en farve ændrer karakter alt efter, hvad der ligger ved siden af. Klee arbejdede meget med akvarel og den selvudviklede oliepåføringsteknik, som giver den gennemsigtige, lagdelte overflade, der er svær at forveksle med nogen andens.
Forbindelsen til Wassily Kandinsky er ikke kun stilistisk. De to var kolleger på Bauhaus og boede i en periode i det samme dobbelthus i Dessau. Kandinsky fylder 160 år i 2026, og vi har skrevet en særskilt artikel om Kandinsky og den abstrakte kunsts fødsel.
Tip: Klees farvefelter kræver afstand for at virke. Hænger du et værk på 30x40 i en smal passage, ser betragteren kun de enkelte felter. Giv motivet mindst to meters betragtningsafstand, eller vælg et større format på 50x70, så rutemønstrets rytme kan aflæses som en helhed.
Klee på danske vægge – formater, rum og farver, der spiller sammen
Klee er usædvanligt nem at indrette med, af tre grunde. For det første er paletten afdæmpet, selv når den er farverig: okker, tegl, dæmpet turkis og brudt grå ligger tæt på de jordfarver, der har domineret svenske hjem de seneste år. For det andet har billederne sjældent et tydeligt centrum, hvilket gør, at de tåler at hænge ved siden af andet uden at konkurrere om opmærksomheden. For det tredje fungerer de i par og grupper på tre, fordi gitterstrukturen skaber en naturlig rytme mellem billedfladerne.
Hvor motiverne gør mest gavn
I et arbejdsværelse fungerer de sene, tegnfyldte billeder særligt godt. De har detaljer nok til, at blikket har et sted at hvile mellem opgaverne, uden at de bliver så fortællende, at de stjæler fokus. I soveværelset er de tidligere akvareller med deres gennemsigtige lag det bedste valg. I en stue med mange træ- og tekstilelementer giver en enkelt større Klee-inspireret komposition den grafiske modvægt, som rummet ofte mangler.
Et rum, der ofte overses i denne sammenhæng, er entréen. Den mangler næsten altid dagslys, og her falder mange farverige motiver til jorden, fordi de er tænkt til naturligt lys. Klees afdæmpede lag klarer sig betydeligt bedre i varm hvid belysning end rene primærfarver, netop fordi farvefelterne allerede er brudt med gråt og okker. Det samme gælder trappeopgange og andre passager, hvor man går forbi i stedet for at standse op. Her fungerer de enklere gitterkompositioner bedre end de tegnfyldte sene værker, fordi øjet når at opfatte en struktur, men ikke en fortælling.
Ramme og passepartout
Hold rammen smal og neutral. Sort metal eller lys eg fungerer begge dele, men undgå guld og brede profiler – de giver billedet et musealt præg, der konkurrerer med de rene geometrier. Et generøst passepartout på tre til fem centimeter fremhæver derimod udtrykket betydeligt, især i mindre formater, fordi det giver farvefelterne luft til at ånde i. Hvis du vil bygge videre med beslægtede udtryk, findes der abstrakte plakater og grafiske plakater, der spiller godt sammen med den geometriske linje, og i kunstværker af kendte kunstnere finder du flere af modernismens navne.
Ofte stillede spørgsmål om Paul Klee og hans kunst
Klee efterlod sig et billedsprog, som få kunstnere har formået at efterligne uden at det kan mærkes. Det, der ser legende ud, er resultatet af ti år ved katedrene på Bauhaus, tusindvis af sider teori og til sidst en hånd, der holdt op med at adlyde. Hvis du vil tage noget af den kombination af alvor og lethed med hjem, finder du udgangspunkterne blandt vores abstrakte plakater og i Bauhaus-kollektionen. Læs mere om kunstneren hos Zentrum Paul Klee i Bern eller på Google Arts and Culture.