Den 2. oktober 2026 åbner Royal Academy of Arts i London udstillingen Painting the French Riviera, og blandt de godt 160 værker er en kunstner, hvis billeder længe har levet et dobbeltliv: dels som museums værker, dels som plakater på tusindvis af svenske vægge. Raoul Dufy malede Middelhavet, som om vandet var lavet af lys og lak, og netop denne lethed har gjort ham til en af Europas mest reproducerede kolorister. Bag den muntre overflade gemmer sig en træsnitskunstner, en tekstildesigner med to tusind mønstre på samvittigheden og en mand, der mod slutningen måtte binde penslen fast til hånden. Her gennemgår vi, hvem Dufy var, hvorfor hans blå tone er så umiddelbart genkendelig, og hvordan motiverne faktisk fungerer i et nordisk hjem.
Kort fortalt: Painting the French Riviera vises på Royal Academy of Arts i London fra 2. oktober 2026 til 31. januar 2027 og samler over 160 værker fra 1870'erne til 1960'erne, heriblandt en hel sal viet til rejseplakater, bøger og film. Derefter rejser udstillingen videre til Cleveland Museum of Art, hvor den vises fra 14. marts til 11. juli 2027.
Fra Le Havres havnekajer til Middelhavets lys
Raoul Dufy blev født den 3. juni 1877 i Le Havre i en stor og økonomisk trængt familie i Normandiet. Havnebyen gav ham hans første motivverden: master, sejl, flagguirlander og et gråblåt atlanterhavslys, der aldrig helt slap sit tag i ham. Om aftenen gik han på byens kunstskole, og kort efter århundredeskiftet kom han til Paris. Vendepunktet kom i 1905, da han på Salon des Indépendants så Henri Matisses værk Luxe, calme et volupté. Dufy beskrev mødet som en åbenbaring – pludselig indså han, at farven ikke behøvede at beskrive virkeligheden; den kunne skabe den.
Han udstillede sammen med fauvisterne i 1906 og 1907, men allerede i 1908 arbejdede han side om side med Georges Braque i L'Estaque og bevægede sig over i et strammere, mere Cézanne-influeret maleri. Det er en periode, der sjældent finder vej til væggene i dag: afdæmpet, konstruktiv, næsten grå. Først i 1920'erne vender farven for alvor tilbage, denne gang i selskab med Rivieraen. Kysten mellem Marseille og den italienske grænse blev hans andet hjem, og væddeløbsbanerne i Deauville, regattaerne ud for Cowes og udsigterne gennem åbne atelier-vinduer blev motiver, han vendte tilbage til i årtier.
Den, der vil forstå Dufys farvevalg, kan lære meget af forbindelsen til Matisse, som vi gennemgår i vores guide til Henri Matisses motiver. Forskellen er, at Matisse byggede fladerne op som vægge af farve, mens Dufy bevarede bevægelsen. Hos ham vajer alting en smule. Vil du se, hvordan de store navne indgår i samme sortiment, finder du dem samlet blandt vores kunstværker af kendte kunstnere.
To tusind tekstilmønstre – årene hos Bianchini-Férier
I 1912 indledte Dufy et samarbejde med silkehuset Bianchini-Férier i Lyon, som skulle vare omkring seksten år. I den periode tegnede han over to tusind tekstilmønstre: blomster, muslingeskaller, jagtscener, fugle, geometriske rapporter. Det var ikke et sideprojekt, men et dagligt håndværk, og det formede hele hans billedsprog. Den, der tegner til vævning, må reducere et motiv til dets tydeligste tegn, fordi detaljer forsvinder i trådene. Dufy lærte at tegne et sejl med tre streger og en hest med syv. Da han siden vendte tilbage til staffeliet, tog han denne økonomi med sig.
Samtidig arbejdede han med keramik, vægdekorationer og offentlige opgaver, og han bekymrede sig bemærkelsesværdigt lidt om det hierarki, der placerede maleriet øverst og det dekorative nederst. Højdepunktet kom i 1937, da han malede La Fée Électricité til verdensudstillingen i Paris – en hyldest til elektriciteten og et af de største malerier, der nogensinde er udført, opdelt i et stort antal sammenføjede paneler. Netop den blanding af dekoration og alvor kan genkendes i vores udvalg af grafiske plakater, hvor det forenklede tegn ofte bærer hele billedet.
De sidste år var hårde. Omkring 1950 havde leddegigten stivnet hans hænder så meget, at han måtte binde penslen fast til hånden for overhovedet at kunne arbejde videre, og han søgte lindring i den dengang nye kortisonbehandling. Alligevel fortsatte han med at male, og i 1952 blev han tildelt den store maleripris på Venedigbiennalen – en anerkendelse, der kom sent til en kunstner, som længe var blevet afvist som alt for letbenet. Han døde i marts året efter, 75 år gammel. Eftermælet har svinget siden da, og netop letheden er i dag hans stærkeste kort.
"Dufy løsnede båndet mellem farven og konturen – og opdagede, at øjet gerne selv gør arbejdet, hvis man bare lader det."
Dufyblå og den løsnede kontur
Dufys mest kopierede greb er enkelt at beskrive og svært at efterligne. Først lægger han farven ud i brede, tynde felter, som får lov at tørre, og tegner derefter motivet ovenpå med hurtige, sorte eller mørkeblå strøg – bevidst forskudt i forhold til farvefeltet. Sejlbåden glider en centimeter ud af sin egen blå skygge. Effekten er, at billedet føles levende, og at betragteren ubevidst udfylder mellemrummet. Det er det samme princip, der får en hurtigt tegnet figur til at virke mere levende end en omhyggeligt udfyldt.
Dertil kommer selve farven. Den dybe kobolttone, der kaldes Dufyblå, valgte han, fordi den ifølge ham bevarede sin blåhed i alle valører: Lysnet eller mørknet forblev den den samme farve, mens andre blå toner let slår over i gråt eller lilla. Til tryk er det en heldig egenskab. Store, jævne felter og få valører gør, at motiverne klarer sig fremragende i alt fra mindre formater til store vægformater uden at blive grumsede. Vil du have samme effekt, men i andre farver, finder du den blandt vores plakater med et farvebombardement.
Det kan betale sig at lære at genkende selve grebet, fordi meget af det, der sælges som Riviera-stil, egentlig bare er blåt. Se efter tre ting: om konturen ligger ved siden af farven i stedet for præcist oven på den, om farvefelterne er tynde nok til, at papiret skinner igennem, og om tegningen er hurtig snarere end beskrivende. Er alle tre ting til stede, er billedet beslægtet med Dufys metode, uanset hvem der har udført det. Mangler de, har du i stedet et veludført dekorationsbillede, hvilket også kan være præcis, hvad et rum har brug for – men det er en anden slags billede.
Rivieraen som brand – hvad de 160 værker faktisk viser
Royal Academys udstilling har en tese, der rækker ud over kunsthistorien: at den franske sydkyst blev opbygget som et globalt kulturelt brand, og at billederne gjorde arbejdet. Fra 1870'erne og frem tiltrak lyset malere, forfattere og et velhavende publikum, der flygtede fra industribyernes snavs. Udstillingen spænder fra Claude Monet, Pierre-Auguste Renoir og Berthe Morisot til Matisse, Pablo Picasso, Georges Braque, Yves Klein og Dufy, og den vier en egen sal til rejseplakater, bøger og film – blandt andet F. Scott Fitzgeralds Tender is the Night og Alfred Hitchcocks To Catch a Thief.
At plakaterne hænger i samme bygning som malerierne, er i sig selv en pointe. Jernbaneselskaberne og hotellerne bestilte billeder, der skulle sælge en følelse af varme, og de lånte flittigt fra kunstnernes farvepaletter. I nogle årtier gik påvirkningen begge veje: Malerne så plakaterne, plakattegnerne så malerierne. Resultatet blev et billedsprog, der stadig fungerer som en genvej til sol, og som lever videre i vores udvalg af plakater med kendte steder.
For dig, der køber kunst i dag, er det værd at vide, fordi det forklarer, hvorfor et Rivieramotiv føles både kunstnerisk og afslappet på samme tid. Billedet bærer på en dobbelt arv. Den, der hænger sådan et billede op i et svensk hjem, får altså ikke kun en udsigt med hjem, men også et hundrede år gammelt løfte om lys – og det er sandsynligvis derfor, motivet også fungerer i november, hvor intet uden for vinduet gør det. Vil du bygge videre på hele den æstetik, har vi samlet rådene i vores guide til middelhavsstil i indretningen.
Tip: Hæng et Dufy-inspireret maritimt billede eller havnebillede på den væg, der får mindst direkte sollys i rummet. Den kølige koboltblå tone behøver ikke solen for at lyse – den lyser bedst mod et varmthvidt eller let benhvidt underlag, og i et hjørne med dagslys fra siden træder den hvide papiroverflade frem som et lys i selve motivet.
Sådan fungerer Dufys motivverden i et nordisk hjem
Det svenske lys er køligere og lavere end det lys, Dufy malede i, og det er faktisk en fordel. Hans blå og turkise flader står langt bedre imod et gråt oktoberlys end varme jordfarver gør, fordi kontrasten mellem den hvide papiroverflade og den mættede farve bevares, selv i skumringslys. I en stue med vinduer mod nord bliver et maritimt billede derfor usædvanligt holdbart – det ser omtrent ens ud klokken ni om morgenen som klokken syv om aftenen.
Motiverne har bedst af luft omkring sig. Et billede, der bygger på store sammenhængende farveflader, mister sin kraft, hvis det bliver klemt, så vælg hellere 50x70 eller 70x100 centimeter over en sofa end flere små ved siden af hinanden. Rammen skal være diskret: en smal lys eg eller en tynd sort profil er nok. Undgå brede guldrammer, som trækker billedet tilbage i tiden og kolliderer med den moderne, hurtige tegning. En generøs passepartout fremhæver derimod papirets hvidhed og dermed hele lyseffekten.
Når det gælder rum, er entréen og spisepladsen oversete placeringer. En entré mangler oftest dagslys og tåler derfor et motiv, der har sit eget lys, og over et spisebord betragtes billedet tæt på i lang tid – her fungerer en komposition med bevægelse i tegningen bedre end en helt stillestående. Badeværelset er derimod et dårligere valg til denne type motiv, fordi fugtvariationerne med tiden kan få papiret til at bule, hvis rammen ikke slutter tæt. I soveværelset fungerer en roligere havneudsigt bedre end en regatta i fuldt tempo.
Hvis motivet skal have selskab, fungerer det bedst sammen med rolige naturbilleder i samme kølige farveskala, for eksempel fra vores udvalg af posters med naturmotiver. Undgå at placere to lige farvestrålende billeder ved siden af hinanden – de tager glansen af hinanden. Vil du sammensætte en hel væg med impressionistiske og postimpressionistiske motiver, finder du en grundig gennemgang i vores tekst om Renoir og National Gallerys efterårsudstilling, som åbner blot én dag efter Royal Academys.
Ofte stillede spørgsmål om Raoul Dufy
Hvis du vil fordybe dig i udstillingen, finder du programmet hos Royal Academy of Arts og en oversigt over Dufys liv og værker hos Wikipedia. Hvis du imens har lyst til at tage noget af det samme lys med hjem, har vi samlet de store navne blandt vores kunstværker af kendte kunstnere – vælg en plakat i 50x70 eller 70x100, giv den en smal ramme og en væg for sig selv, så klarer den resten af arbejdet på egen hånd.