Syv fremmede blev lukket ind i 83 soveværelser, hvor ejeren ikke var til stede. Navneskilte, breve og fotografier af beboerne var dækket til. Det eneste, observatørerne havde at gå efter, var møblerne, ordenen, lysindfaldet og de plakater, der hang på væggene. Derefter skulle de beskrive personligheden hos et menneske, de aldrig havde mødt. Studiet blev offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology i 2002 under titlen "A Room with a Cue", og det er stadig en af de mest citerede undersøgelser af, hvordan et rum afslører sin ejer.
Det opsigtsvækkende er ikke, at gættene var nogenlunde rigtige. Det er hvilke gæt der var rigtige, og hvilken slags genstande der bar informationen. Væggene viste sig at være usædvanligt talende.
Kort fortalt: I Samuel Goslings studie "A Room with a Cue" (Journal of Personality and Social Psychology, 2002) vurderede otte observatører 94 arbejdsværelser i bank, ejendomsmæglerbranchen, arkitektur, reklame og på en handelshøjskole, mens syv observatører vurderede 83 soveværelser tilhørende studerende og nyuddannede. Åbenhed over for nye oplevelser var den egenskab, observatørerne ramte mest præcist. For netop denne egenskab vurderede de fremmede i soveværelserne personen mindst lige så sikkert som deltagernes egne bekendte.
Syv observatører, 83 soveværelser og en overraskende vinder
Oplægget var enkelt og ubarmhjertigt. Observatørerne måtte ikke møde personen, høre stemmen eller se et ansigt. De måtte gå ind i rummet, se sig omkring i nogle minutter og derefter vurdere ejeren ud fra de fem personlighedsdimensioner, som psykologien plejer at arbejde med: åbenhed, samvittighedsfuldhed, udadvendthed, venlighed og følelsesmæssig stabilitet. Vurderingerne blev derefter sammenlignet med, hvordan personen havde beskrevet sig selv, og med hvordan nære bekendte havde beskrevet vedkommende.
To ting stod klart. For det første var observatørerne bemærkelsesværdigt enige med hinanden. Forskellige fremmede læste de samme rum nogenlunde på samme måde, hvilket betyder, at rummene faktisk sendte et signal og ikke blot afspejlede betragterens fantasi. For det andet var træfsikkerheden ujævn. Åbenhed lå i top, fulgt af samvittighedsfuldhed og udadvendthed. Følelsesmæssig stabilitet og venlighed var betydeligt sværere at aflæse ud fra en møblering.
Soveværelserne afslørede mere end arbejdsværelserne. Forklaringen ligger lige for: Et kontor er et halvoffentligt sted med normer, arbejdsgiverens møbler og kollegernes blikke. Soveværelset er forhandlet med ingen andre end én selv. Her træder personen tydeligere frem, ganske enkelt fordi der har været færre kompromiser. I soveværelserne var der også moderate sammenhænge mellem rod og udadvendthed, og observatørerne opfattede lyse, luftige rum som tegn på følelsesmæssig stabilitet.
Den sidste sammenhæng er værd at dvæle ved, fordi den handler om, hvad observatørerne troede, snarere end om, hvad der faktisk passede. Lys og luftighed fungerede som et signal, som betragterne lænede sig op ad, uanset om det holdt stik. Væggene taler altså ikke kun sandt. De taler også i klichéer, som besøgende gerne lytter til.
Identitetsudsagn og adfærdsspor: to måder at læse en væg på
Gosling og hans medforfattere foreslog to forskellige måder, hvorpå personligheden kommer til udtryk i et rum. Den ene kaldte de identitetsudsagn: bevidste valg om at omgive sig med genstande, der fortæller noget om, hvem man er. Den anden kaldte de adfærdsspor: de fysiske aflejringer, der opstår, når nogen gør det samme igen og igen på samme sted. Køkkenvasken, der altid er tom. Løbeskoene ved døren. Bogstakken, der vokser på natbordet.
Forskellen er afgørende for den, der overvejer kunsten på væggen. En kaffeplet på skrivebordet er et adfærdsspor, utilsigtet og derfor svært at forfalske. En plakat er det modsatte. Den havner aldrig på væggen af sig selv. Nogen har valgt motivet, valgt formatet, valgt højden og valgt, at det netop er dette, øjet skal møde først.
"En plakat er næsten aldrig et adfærdsspor. Den er en bevidst erklæring om, hvem du gerne vil være – rettet lige så meget indad som udad."
Gosling opdelte desuden identitetsudsagnene i to retninger. Nogle er rettet udad og beregnet på at kommunikere noget til andre. Nogle er rettet indad og beregnet på at minde én selv om noget. Ofte falder de sammen. Det klassiske eksempel i forskningslitteraturen er en plakat med Martin Luther King: Den bekræfter ejerens eget selvbillede, samtidig med at den fortæller den besøgende, hvad vedkommende står for. Samme billede, to motiver bag.
Hvorfor åbenhed er det træk, væggen afslører mest om
At åbenhed toppede listen, er mere overraskende, end det lyder. I studier, hvor bedømmere får vist korte filmklip eller fotografier af mennesker, er det som regel lettest at ramme rigtigt med udadvendthed og venlighed, mens åbenhed og samvittighedsfuldhed er svære. I rummet vendes rækkefølgen på hovedet. Årsagen er, at åbenhed er et træk, der findes i genstande snarere end i ansigtsudtryk. Nysgerrighed over for det uvante, tolerance over for det tvetydige og æstetisk sans ses ikke særlig tydeligt i et smil, men de ses direkte i en bogreol med aparte titler, i en spraglet samling og i motiver, der ikke er de oplagte.
Derfor er plakatvæggen det mest afslørende møbel i et svensk hjem. Den, der konsekvent vælger abstrakte plakater og lader betragteren selv udfylde betydningen, signalerer noget andet end den, der vælger genkendelige motiver med en tydelig fortælling. Ingen af tilgange er bedre. De er bare forskellige, og den forskel kan en fremmed aflæse, når vedkommende står i din entré i seks minutter.
Senere forskning er fortsat i samme spor. En undersøgelse af ældre menneskers stuer, hvor bedømmere vurderede indretningen ud fra dimensionerne nyhed, hygge og komfort, fandt, at åbenhed hang sammen med nyhed og hygge hos dem, der boede alene. Udadvendthed hang også sammen med nyhed og hygge, men ikke med komfort, mens samvittighedsfuldhed hang sammen med nyhed og komfort, men ikke med hygge. Personligheden bliver altså ved med at kunne ses i rummet længe efter studietidens soveværelse, men den kommer til udtryk på en anden måde.
Tip: Lav observatørtesten i dit eget hjem. Stil dig i døren til det rum, du viser mest frem, og giv dig selv tredive sekunder. Hvilke tre ting ville en fremmed lægge mærke til? Hvis alle tre er møbler, og ingen af dem er et motiv, du selv har valgt, fortæller rummet mere om møbelbranchen end om dig.
Væggen, du indretter til dig selv, og den, du indretter til gæsterne
Opdelingen mellem indadvendte og udadvendte identitetsudtryk kan overføres direkte til en svensk boligplan. Entréen, stuen og spisepladsen ses af andre. Soveværelset, læsehjørnet og arbejdsværelset ses næsten udelukkende af dig. At det var soveværelserne og ikke kontorerne, der afslørede mest i undersøgelsen, er netop denne logik i praksis: Jo færre andre blikke et rum skal tåle, desto mere ærligt bliver det.
I praksis betyder det, at de to vægtyper tåler forskellige ting. En væg, der møder besøgende, har godt af motiver, der er hurtige at forstå, og som fungerer uden en forklaring: fotokunst med et tydeligt udtryk, grafiske motiver med rene former, et velkendt værk af de store kunstnere. En væg, som kun du ser, kan derimod godt tåle det sære, det ufærdige og det private. Det er dér, en virkelig personlig samling som regel får plads.
Fælden er at lade hele hjemmet blive udadvendt. En bolig, hvor hvert eneste motiv er valgt for at fungere i selskab med andre, opfattes ofte som upersonlig af samme grund, som kontorerne i studiet var sværere at aflæse: Konsensus udvisker personen. Hvis du vil have, at hjemmet skal føles som dit, skal mindst én flade være valgt uden en eneste tanke på, hvad gæsten synes. Vi har skrevet mere om, hvorfor den følelse opstår, i vores gennemgang af forskningen i stedstilknytning og hjemfølelse.
Fire beslutninger, der gør væggen mere ærlig
Den første beslutning handler om, hvorvidt du kan stå ved valget. Hvis du ikke kan sige en eneste sætning om, hvorfor et motiv hænger, hvor det hænger, er der stor sandsynlighed for, at det er en pladsholder snarere end et valg. Sætningen behøver ikke at være dyb. "Det minder mig om somrene i Bohuslän" er helt fint.
Det andet handler om variation. I studiet blev åbenhed blandt andet aflæst ud fra mængden af forskellige genstande. En væg, hvor alle motiver er valgt fra den samme serie i den samme farveskala, er visuelt rolig, men fortæller mindre. Hvis du vil have, at væggen skal sige noget om dig, skal mindst ét motiv bryde mønsteret, gerne det, som ingen andre i din omgangskreds ville have valgt.
Det tredje handler om at lade det private forblive privat. Læsekrogen behøver ikke at kunne klare et middagsselskab. Soveværelset behøver ikke at matche stuen. Hvis du gør alle flader lige præsentable, mister du de flader, der faktisk afspejler dig, hvilket er den ironiske konklusion på, at soveværelserne slog kontorerne.
Det fjerde handler om tidsdybde. Adfærdsspor opstår gennem gentagelse, og en samling, der er vokset frem over flere år, har den samme slags troværdighed. En væg, der bliver færdig på en eftermiddag, ser ofte netop sådan ud. Hvis man lader minimalistiske plakater og mere udtryksfulde motiver komme til lidt efter lidt, får man et resultat, der er sværere at kopiere og lettere at stå ved. Hvordan du bygger sådan en samling op trin for trin, har vi gennemgået i vores tekst om beskuerens andel i abstrakt kunst.
Ofte stillede spørgsmål om, hvad væggene afslører
Konklusionen er befriende snarere end ubehagelig. Ingen læser dine vægge med et dømmende blik, men de bliver læst, og først og fremmest ud fra, hvor nysgerrig og egenrådig du virker. Det er en egenskab, du ikke behøver at skjule. Lad et motiv være dit eget valg og ikke et kompromis, og hænger du det så op i et rum, hvor du faktisk tilbringer tid, får du endnu mere ud af det. Læs mere om studiet i APA's sammenfatning eller i originalpublikationen.