Akvarelmaleri – teknikkens historie, mestre og kendetegn

Akvarelmaling er kunsten at male med vandopløselige pigmenter på papir, hvor det hvide papir selv står for lyset, og farven lægges i tynde, gennemsigtige lag. Det er en af de ældste teknikker i billedkunsten og samtidig en af de mest utilgivende: Et penselstrøg, der først er lagt, kan ikke males over, vandet bestemmer lige så meget som hånden, og resultatet bliver enten lysende eller grumset. Netop denne følsomhed er grunden til, at akvarellen i dag er et af de mest efterspurgte udtryk, når svenskere vælger et maleri eller en poster til hjemmet – luftigt, lyst og med en nærvær, som olie sjældent når.

Denne guide følger akvarellens vej fra Albrecht Dürers felthare i Nürnberg i 1502 via den engelske akvarelskole med Paul Sandby, Thomas Girtin og William Turner til Anders Zorns og Carl Larssons svenske gennembrud og nutidens akvarelmestre som Lars Lerin. Du får at vide, hvad der teknisk adskiller akvarel fra gouache og tempera, hvilke værker der har defineret genren, hvilke svenske museer der forvalter arven – og hvordan du hænger akvarellens lethed på en væg, uden at den forsvinder.

Indhold
↓ Hvad er akvarelmaling?
↓ Akvarellens historie – fra papyrus til Dürer
↓ Den engelske akvarelskole – teknikken bliver til kunst
↓ Mesterværkerne og de vigtigste værker
↓ Teknik, papir og pigment
↓ Svensk og nordisk akvarelmaling
↓ Indflydelse og arv – akvarellen i dag
↓ Akvarel i hjemmet – sådan vælger du motiv
↓ Tidslinje – akvarellens udvikling
↓ Relaterede kunstretninger og kunstnere
↓ Ofte stillede spørgsmål om akvarelmaling

Hvad er akvarelmaling?

Akvarel defineres af tre ting: pigment, der bindes med vandopløseligt gummi arabicum, papir, der får lov til at skinne igennem farven, og en arbejdsmetode, hvor lyset bevares i stedet for at blive malet på. Ordet kommer fra italiensk acquarello, af latin aqua, vand. I modsætning til oliemaleriet, hvor kunstneren opbygger billedet fra mørkt til lyst og kan dække fejl med et nyt lag, arbejder akvarelmaleren fra lyst til mørkt. Det hvideste punkt i en akvarel er næsten altid det ubearbejdede papir.

Teknikken er nært beslægtet med gouache, som bruger samme bindemiddel, men med tilsætning af kridt eller hvidt pigment, så farven bliver dækkende. I fagsproget kaldes den dækkende variant ofte bodycolour, og mange af historiens mest berømte akvareller – Dürers felthare er det klassiske eksempel – blander de to. Tempera, som bindes med æggeblomme, og tusch, som er sod i vand, regnes som selvstændige teknikker, selv om de ofte ender under samme overskrift i museernes samlinger af kunst på papir.

Inden for akvarel findes der fire primære arbejdsmetoder. Lasering, hvor tynde gennemsigtige lag lægges oven på hinanden, efter at det foregående er tørret, giver dybde og kontrol. Vådt-i-vådt, hvor farve lægges på allerede fugtigt papir, giver bløde overgange og de dramatiske himle, som Turner blev berømt for. Tørpensel, hvor minimalt med vand trækkes hen over groft papir, giver tekstur og glans. Udsparing, hvor papiret efterlades urørt eller beskyttes med maskeringsvæske, får lyset i en akvarel til at synes at komme indefra billedet. Den samme lyseffekt søger mange i dag blandt plakater med naturmotiver, hvor akvarellens lethed er blevet et eget formsprog.

Kort fortalt: Albrecht Dürers Markharen (1502) og Det store stykke græs (1503), begge i akvarel og dækkende farve på papir, opbevares på Albertina i Wien; haren kom til samlingen i 1691. Society of Painters in Water-Colours, verdens første akvarelselskab, blev grundlagt den 30. november 1804 på Stafford Coffee House i London og fik kongeligt charter i 1881 som Royal Watercolour Society. William Winsor og Henry Newton lancerede de første fugtige akvarelfarver i skåle i 1832 og kinesisk hvid i 1834. Turners akvarel The Blue Rigi (1842) blev solgt den 5. juni 2006 for 5,8 millioner pund, rekord for en britisk akvarel, og blev reddet til Tate i 2007, efter at over 11.000 privatpersoner havde doneret 550.000 pund. Anders Zorns akvarel Vores daglige brød (1886, 68 × 102 cm) hænger på Nationalmuseum i Stockholm, og hans akvarel Sommerfornøjelse (1886) blev solgt den 3. juni 2010 for 26 millioner svenske kroner. Nordiska Akvarellmuseet i Skärhamn på Tjörn blev indviet den 17. juni 2000 og modtager mellem 100.000 og 200.000 besøgende om året.

Akvarellens historie - fra papyrus til Dürer

Vandbaserede pigmenter på papir eller papyrus er ældre end næsten al anden bevaret billedkunst. Egyptiske skrivere illustrerede dødebøger med mineralpigmenter i vand og gummi allerede omkring 1500 f.Kr., og i Kina udviklede man under Tang-dynastiet (618–907) det tuschmaleri på silke og rispapir, som i praksis er akvarellens østasiatiske gren. Men i Europa forblev vandfarven i mere end tusind år et værktøj for bogmalere, korttegnere og arkitekter - noget, man brugte til at forklare, ikke til at udtrykke.

Middelalderens bogmaleri og renæssancens studier

De middelalderlige håndskrifters miniaturer blev malet med dækkende vandfarve på pergament, og det er her, de europæiske pigmenttraditioner opstår: ultramarin fra lapis lazuli, cinnober, malakitgrøn og bladguld. Da papiret blev billigere i 1400-tallet, begyndte kunstnere at bruge vandfarve i deres forberedende studier - hurtige notater om lys og farve som forberedelse til et oliemaleri eller en fresko. Det var en arbejdsteknik, som sjældent var beregnet til at blive vist.

Albrecht Dürer ændrede det. Under sine rejser over Alperne i 1494–1495 malede han landskabsakvareller, som ikke var studier til noget andet, men færdige billeder i egen ret – de første selvstændige landskabsakvareller i vestlig kunst. Og i 1502 malede han i sit værksted i Nürnberg Feldharen, en hare i naturlig størrelse, hvor hvert hår er malet med en pensel så fin, at man kan se lysets refleks i dyrets øje. Værket blev i 1503 fulgt af Den store græstue, en jordklump med mælkebøtter, græs og vejbred gengivet med en nøjagtighed, som ingen botanisk illustration tidligere havde nået. Læs mere om kunstneren på vores side om Albrecht Dürer.

Botanik, topografi og den lavering, der blev til kunst

I løbet af 1600- og 1700-tallet levede akvarellen videre i tre praktiske sammenhænge. Botaniske illustratorer som Maria Sibylla Merian, der i 1705 udgav sit værk om Surinams insekter, brugte akvarel til at gengive planter og dyr i nøjagtige farver. Militære topografer lærte akvarel for at tegne befæstninger og terræn; som tegnelærer ved Royal Military Academy i Woolwich uddannede Paul Sandby fra 1768 en hel generation af engelske akvarelkunstnere. Den tredje tradition var den laveringstekniske tegning, hvor kunstneren tegnede med pen og derefter lagde tynde toner af bister eller tusch. Du kan læse om, hvordan den botaniske tradition voksede til en selvstændig genre, på siden om botanisk kunst.

Den engelske akvarelskole – teknikken bliver til kunst

Det er i England mellem omkring 1750 og 1850, at akvarellen går fra håndværk til kunstform, og årsagen er lige så meget social som kunstnerisk. Den engelske overklasses dannelsesrejse, Grand Tour, skabte efterspørgsel efter erindringsbilleder fra Italien og Alperne. Papir var let at transportere, farven tørrede hurtigt, og den nye interesse for det pittoreske landskab gjorde, at en akvarel fra Lake District kunne hænge i en salon uden at blive anset for simpel. Paul Sandby, som i 1768 var en af Royal Academys grundlæggere, kaldes ofte den engelske akvarels fader, netop fordi han viste, at teknikken kunne bære et helt landskab.

Girtin, Cozens og den rene lasur

Thomas Girtin, født samme år som Turner, 1775, og død allerede i 1802 i en alder af 27 år, var den, der befriede akvarellen fra den laveringstekniske tegnings pennestrøg. I stedet for først at tegne konturer og derefter farvelægge opbyggede Girtin sine landskaber direkte med brede, gennemsigtige lasurer i varmt brunt, blåt og gråt på groft papir, der lod lyset blive på overfladen. Turner skal have sagt, at hvis Tom Girtin havde levet, ville han selv være sultet. John Robert Cozens, hvis alp-akvareller fra 1770'erne og 1780'erne fik John Constable til at kalde ham "landskabets største geni", viste, hvordan en akvarel kunne formidle stemning snarere end information.

Et eget selskab – 1804

Royal Academy betraktade fortfarande akvarellen som något för amatörer och damer och hängde akvareller i sämre rum vid sina utställningar. Den 30 november 1804 samlades därför Robert Hills, William Henry Pyne, Samuel Shelley och William Frederick Wells på Stafford Coffee House vid Oxford Street i London och grundade Society of Painters in Water-Colours. Den första egna utställningen 1805 lockade omkring 12 000 besökare och blev ett kommersiellt genombrott. Sällskapet lever i dag som Royal Watercolour Society, med kunglig stadga sedan 1881, och är världens äldsta akvarellsällskap.

Turner – akvarellen som ljus

Joseph Mallord William Turner tog sedan tekniken dit ingen hade varit tidigare. Han skrapade i papperet med nageln och knivspetsen för att få fram vita gnistor, lade vått-i-vått tills himlen och vattnet blev en enda upplöst rörelse och använde akvarellens genomskinlighet för att måla ljuset självt snarare än det som ljuset föll på. Vid sin död 1851 efterlämnade han omkring 37 500 skisser och akvareller till den brittiska staten, en donation som i dag utgör kärnan i Tate Britains samling och som museet håller på att katalogisera fullständigt i samband med 250-årsjubileet av hans födelse. Vår sida om William Turner går djupare in på hans stormar och solnedgångar.

Mästarna och de viktigaste verken

Akvarellens kanon är kortare än oljemåleriets, eftersom papper är ljuskänsligt och museer sällan kan ha verken hängande permanent. Här är de verk som definierat vad en akvarell kan vara.

Albrecht Dürer – Fältharen (1502)

Ett djur, ett tomt papper och ett ljus som kommer från vänster. Dürers hare är 25,1 × 22,6 cm stor, målad med akvarell och täckfärg och signerad med det berömda monogrammet AD under årtalet 1502. Verket stannade i Dürers verkstad till hans död 1528, köptes av Nürnbergpatriciern Willibald Imhoff, såldes 1588 till kejsar Rudolf II och hamnade 1691 i den samling som blev Albertina i Wien. Av bevarandeskäl visas originalet bara några månader vart femte år; däremellan visar museet en faksimil. Att bilden fortfarande är Österrikes mest reproducerade konstverk säger något om varför akvarellens exakthet aldrig gått ur tiden.

William Turner – The Blue Rigi (1842)

Berget Rigi vid Vierwaldstättersjön i gryning, målat i en enda blå ton som skiftar från nästan vitt till djup indigo. Turner målade tre versioner av Rigi – den blå, den röda och den mörka – och den blå räknas som höjdpunkten i hans akvarellkonst. När den såldes på Christie's den 5 juni 2006 för 5,8 miljoner pund blev den den dyraste brittiska akvarellen någonsin. Ett exportförbud utfärdades, Tate fick köpa den för 4,95 miljoner pund, och 2007 kunde den hängas i London efter en insamling där Art Fund bidrog med 500 000 pund och över 11 000 privatpersoner med 550 000. Sedan 2007 har Tate alla tre Rigi-akvarellerna i samma samling.

Anders Zorn - Vort daglige brød (1886)

En gruppe kvinder og børn holder hvil ved en mark i Mora, kartoflerne koger over åben ild, og i forgrunden sidder Zorns egen mormor. Værket, 68 × 102 cm, blev til, efter at Nationalmuseet havde opfordret den 26-årige Zorn til at male et "patriotisk" motiv, og det er i dag måske museets mest beundrede akvarel. Zorn havde allerede vist, at akvarel kunne alt det, olie kunne: Sommerfornøjelse, malet samme år på Dalarö, viser hans hustru Emma og en mand i en robåd i et solglimt, der er ren teknik - papir, der er ladet stå, vådt-i-vådt og tørpensel i samme billede. Da Sommerfornøjelse blev solgt på Stockholms Auktionsverk den 3. juni 2010 for 26 millioner kroner, var det indtil da den højeste pris, der var betalt for et svensk kunstværk på auktion i Sverige.

"Akvarellen er den sværeste af alle teknikker, for den tåler ingen fortrydelse." - tilskrevet Anders Zorn, gengivet i Zornmuseets samlingskatalog

Carl Larsson - Et hjem (1894-1899)

26 akvareller fra Lilla Hyttnäs i Sundborn, udgivet i bogform af Bonniers i 1899 og i dag i Nationalmuseets samling. Blomstervinduet, Læsehjørnet, Mors og småpigernes værelse og Krebsfangst har i mere end hundrede år været den svenske indretningens urbilleder: hvide møbler, røde og grønne paneler, tekstiler af Karin Larsson og børn i bevægelse. Larsson valgte bevidst akvarellen - teknikken passede bedre til det lyse, luftige hjem end oliens tyngde, og den lod sig reproducere på tryk, så billederne kunne nå langt uden for museet. I praksis er det den første svenske billedserie, der blev til indretning, og vores side om Carl Larsson fortæller, hvordan den blev til.

John Singer Sargent - akvarellerne fra Venedig og Alperne

Den amerikanske selskabsportrætmaler John Singer Sargent blev omkring 1907 træt af bestillingsportrætterne og helligede resten af sit liv til akvarel - omkring 2.000 blade fra Venedig, Korfu og Alperne. I 1909 købte Brooklyn Museum 83 af hans akvareller på én gang, og i 1912 købte Museum of Fine Arts i Boston 45. Sargent viste, at akvarellen kunne være lige så hurtig, sikker og sensuel som impressionisternes olie.

Teknik, papir og pigment

Ingen anden maleteknik er så afhængig af sit materiale. Et oliemaleri kan i princippet laves på hvad som helst; en akvarel er i lige så høj grad papirets værk som penslens. Derfor er akvarellens historie også historien om papirfabrikker, farvefabrikker og kemi.

Papiret – 100 procent bomuld og tre overflader

Akvarelpapir af høj kvalitet fremstilles af bomuldslinters, ikke af træmasse, og limlægges indvendigt og udvendigt med gelatine, så vandet bliver på overfladen længe nok til, at farven kan styres. Det angives i gram pr. kvadratmeter: 185 g er tyndt og skal spændes op, 300 g er standard, og 640 g tåler vådt-i-vådt uden at bule. Overfladen findes i tre varianter: varmpresset (glat, til detaljer og botanik), koldpresset (let struktur, den mest almindelige) og grov (til tørpensel og landskaber). Den engelske papirfabrik Whatman, der blev grundlagt i Kent i 1740'erne, fremstillede fra 1757 det første velinpapir uden ribber fra formen, og det er ikke tilfældigt, at den engelske akvarelskole voksede frem i de samme årtier. Turner, Girtin og Cozens malede alle på Whatman.

Farven – fra tørre kager til fugtige skåle

Frem til 1700-tallet rev hver kunstner sine egne pigmenter i gummi arabicum. I 1766 begyndte William Reeves i London at sælge færdige, tørre akvarelkager, der blev fugtet med penslen, en opfindelse, som gjorde teknikken tilgængelig for rejsende amatører og blev belønnet af Society of Arts i 1781. Det næste skridt blev taget af kemikeren William Winsor og kunstneren Henry Newton, som i 1832 lancerede fugtige akvarelfarver i små porcelænsskåle – de pans, der stadig bruges – og i 1834 introducerede kinesisk hvid, en zinkhvid, der gjorde det muligt at lægge lyse toner oven på mørke, uden at farven blev kridtet. Fra 1846 kom farve i metalrør, og akvarellen kunne tages med ud i landskabet på samme vilkår som oliefarven.

Lys, transparens og det uigenkaldelige

Det, der får en akvarel til at stråle, er, at lyset går gennem farvelaget, rammer det hvide papir og reflekteres tilbage gennem pigmentet. Jo flere lag, desto mindre lys kommer tilbage, og derfor er den dygtigste akvarel ofte den, der gør mindst: to eller tre lasurer, masser af hvidt papir og en beslutning om, hvor mørket skal ligge, før penslen dyppes. Det uigenkaldelige i teknikken er også dens æstetik: Beskueren ser håndens hastighed og vandets tilfældighed som en del af billedet. Hvis du vil forstå, hvordan denne bevægelse opleves på nært hold, er vores guide om ægthedseffekten – original kontra reproduktion et godt sted at begynde.

Svensk og nordisk akvarelmaleri

Få lande har en så stærk akvareltradition i forhold til deres størrelse som Sverige, og det skyldes to mænd, der blev født med syv års mellemrum i Dalarna og Stockholm: Carl Larsson (1853) og Anders Zorn (1860). Men traditionen er både ældre og bredere end det.

Egron Lundgren och 1800-talets resande akvarellister

Egron Lundgren (1815–1875) från Stockholm är den svenska akvarellens pionjär. Efter studier i Paris och tolv år i Italien och Spanien följde han 1858 den brittiska armén i Indien som krigsmålare och blev en av den engelska akvarellskolans mest respekterade utländska medlemmar; drottning Victoria köpte hans blad, och Nationalmuseum förvarar i dag flera hundra av hans akvareller. Det var Lundgren som visade en svensk publik att akvarell kunde vara stor konst, och det var hans engelska kontakter som förde den brittiska tekniken – genomskinliga lasyrer på grovt papper – till Sverige.

Zorn – akvarellens svenska världsstjärna

Anders Zorn målade nästan uteslutande i akvarell fram till 1887, då han under en vistelse i S:t Ives i Cornwall gick över till olja. De sju åren dessförinnan är den svenska akvarellens höjdpunkt: Vårt dagliga bröd, Sommarnöje, Kapprodd och Londonbilderna från 1880-talets mitt visar en teknisk säkerhet som ingen i Europa då överträffade. Zornmuseet i Mora, invigt 1939, förvaltar tillsammans med Nationalmuseum huvuddelen av akvarellerna, och när Bukowskis i Stockholm sålde oljemålningen Söndagsmorgon för 35,25 miljoner kronor sattes ett nytt rekord för svensk konst – men det var akvarellen som byggde hans namn. Hela hans karriär, från Mora till Paris och tillbaka, finns på vår sida om Anders Zorn.

Nordiska Akvarellmuseet – ett museum för en enda teknik

At Sverige har världens enda större museum tillägnat akvarell säger något om teknikens ställning här. Nordiska Akvarellmuseet i Skärhamn på Tjörn invigdes den 17 juni 2000 efter en arkitekttävling 1996 som med 386 inlämnade förslag var den dittills största i Norden; vinnarna, danskarna Niels Bruun och Henrik Corfitsen, ritade en långsträckt röd byggnad ute på klipporna vid Bottnafjorden. Museet tar emot mellan 100 000 och 200 000 besökare per år, köper löpande in nordiska samtidsakvareller och visar 2026 en sommarutställning med Asger Jorn och Per Kirkeby (10 maj–6 september) följd av Britta Marakatt-Labbas akvareller och teckningar hösten och vintern 2026–2027. På andra sidan Vänern, i Karlstad, öppnade Lars Lerin 2012 konsthallen Sandgrund med sina egna verk – Lerin, född 1954 i Munkfors, räknas i dag som Nordens främsta akvarellist, med gråtonade vinterlandskap och ödehus i format som ofta överstiger en meter. Den bredare bilden av hur det nordiska ljuset format vår konst finns på sidan om nordisk konst.

Indflydelse og arv – akvarellen i dag

Akvarellen har aldrig haft sin egen "isme" – den er en teknik, ikke en bevægelse – men den har fulgt med gennem næsten alle. Cézanne malede i 1900–1906 akvareller af Mont Sainte-Victoire, hvor farvepletterne ligger frit på papiret, og det var disse ark, der viste kubisterne, hvordan en form kan bygges af farve i stedet for kontur. Emil Nolde lavede i hemmelighed omkring 1.300 små akvareller under maleforbuddet 1938–1945, og Paul Klee brugte akvarellens gennemsigtighed til de lagdelte farvefelter, der blev hans signatur på Bauhaus.

I Sverige har teknikken haft en ubrudt linje fra Zorn via Bruno Liljefors, der malede sine fugle i akvarel, før de blev til olie, til Carl Fredrik Hill, hvis tegninger og akvareller fra sygdomsårene i Lund 1883–1911 – omkring 3.500 ark – i dag betragtes som nogle af den svenske modernismes vigtigste forarbejder. Læs om dem på vores sider om Carl Fredrik Hill og den romantik, der formede hans tidlige landskaber, romantikken. Og det japanske træsnit, hvis flade farvefelter og tomme flader siden 1860'erne har påvirket vestlig kunst, bygger på samme princip som akvarellen: papiret som lys, farven som lasur. Denne forbindelse forklares på siden om japansk kunst og ukiyo-e.

I dag er akvarel den mest efterspurgte maleteknik inden for tryk. Årsagen er enkel: Originalen er allerede pigment på papir, og en plakat efter en akvarel kommer derfor tættere på forlægget, end en plakat efter et oliemaleri nogensinde kan.

Akvarel i hjemmet – sådan vælger du motiv

Akvarellens styrke på en væg er dens lethed, og det er også dens svaghed. En bleg akvarel på en hvid væg kan forsvinde helt, mens det samme billede på en mørkegrå eller grøn væg pludselig lyser.

Vægfarve og passepartout gør arbejdet

En akvarel har brug for luft omkring sig. En bred, hvid passepartout – mindst 5 cm, gerne 8 – genskaber det hvide papir omkring motivet og får farven til at lyse mod noget. Rammen bør være tynd og lys: eg, ask eller hvidmalet træ. Sorte rammer fungerer kun til kraftfulde akvareller som Zorns eller Lerins. Siden 2024 har vi set, at flere og flere vælger at hænge lyse akvareller på farvede vægge – salviegrøn, terrakotta, mørkeblå – og det er den største enkeltstående ændring i, hvordan teknikken bruges i indretningen. Vores guide om plakater til mørke vægge gennemgår præcis, hvilke kombinationer der fungerer.

Rum for rum

I soveværelset passer akvarellens bløde overgange bedst af alt: en dis over vand, en bleg botanisk studie, en tonet himmel i to farver. I stuen må akvarellen gerne være større og kraftigere – et landskab i 50 × 70 cm eller en serie af tre botaniske blade i samme ramme danner et roligt centrum uden at dominere. I entréen fungerer detaljerige akvareller af Dürers type, fordi man passerer tæt forbi. Badeværelse og køkken er de rum, hvor en plakat efter en akvarel faktisk foretrækkes frem for en original, fordi fugt er papirkunstens fjende. Læs mere i vores guide til at vælge den rigtige kunst til hjemmet.

Tip: Hæng aldrig en akvarel – original eller tryk – i direkte sollys. Pigmenter på papir falmer hurtigere end olie, og et sydvendt vindue kan ændre et billede mærkbart på et par år. Vælg en væg, der får indirekte dagslys, brug UV-beskyttende glas, hvis du selv indrammer, og kombinér gerne to eller tre akvareller i samme lyse rammetype, så letheden bliver en bevidst helhed i stedet for noget, der ser tyndt ud. En bred passepartout gør mere for en akvarel end nogen ramme.

Hos Bozetto finder du akvarellens motivverden i flere kollektioner – luftige botaniske plakater i Dürers og Merians ånd, klassiske landskaber og figurmotiver blandt plakater af kendte kunstnere samt lyse toner i beigefarvede plakater, der gør sig særligt godt mod farvede vægge. Hvordan du derefter sammensætter dem, finder du i vores guide til billedvæggen.

Tidslinje – akvarellens udvikling

Ca. 1500 f.Kr. – Egyptiske skrivere illustrerer dødebøger med vandbundne mineralpigmenter på papyrus.

1494–1495 – Albrecht Dürer maler de første selvstændige landskabsakvareller i Europa under sin rejse over Alperne.

1502–1503 – Dürer maler Markharen og Det store stykke græs i Nürnberg; begge findes i dag på Albertina i Wien.

1705 – Maria Sibylla Merian udgiver Metamorphosis insectorum Surinamensium med akvarellerede plancher.

1757 – James Whatman fremstiller det første velinpapir, som bliver den engelske akvarelskoles underlag.

1766 – William Reeves sælger de første færdige akvarelkager i London.

1804 – Society of Painters in Water-Colours grundlægges den 30. november i London; den første udstilling finder sted i 1805.

1832–1834 – Winsor & Newton lancerer fugtige akvarelfarver i skåle og kinesisk hvidt.

1842 – Turner maler The Blue Rigi, i dag på Tate Britain.

1858 – Egron Lundgren følger den britiske hær i Indien og bliver Sveriges første internationalt anerkendte akvarelmaler.

1886 – Anders Zorn maler Vårt dagliga bröd og Sommarnöje.

1899 – Carl Larssons Ett hem med 26 akvareller udgives af Bonniers.

1909 – Brooklyn Museum køber 83 akvareller af John Singer Sargent.

2000 – Nordiska Akvarellmuseet indvies den 17. juni i Skärhamn på Tjörn.

2007 – Tate erhverver The Blue Rigi efter en indsamling med over 11.000 bidragydere.

2010 – Zorns Sommarnöje sælges for 26 millioner kroner på Stockholms Auktionsverk.

2012 – Lars Lerin åbner kunsthallen Sandgrund i Karlstad.

2025–2026 – Tate Britain fejrer Turner 250 og viser Turner and Constable 27. november 2025–12. april 2026.

Relaterede kunstbevægelser og kunstnere

Akvarellen löper genom hela konsthistorien, och flera av våra faktasidor fördjupar delarna. Albrecht Dürer gav tekniken dess första mästerverk, William Turner gjorde den till ljus, och Anders Zorn och Carl Larsson gav den ett svenskt hem. Den som vill förstå akvarellens motiv i ett bredare sammanhang hittar mer på sidorna om landskapsmåleri, botanisk konst och marinmåleri. Samtliga våra faktasidor om konstnärer, rörelser och genrer är samlade i Bozettos kunskapsbank.

Hvis du vil gå til kilderne, findes Dürers hare i Albertinas samlingspræsentation, Turners akvareller i Tates Turner 250, Zorns Vort daglige brød i Nationalmuseums samlingsdatabase og museets egen historie hos Nordiska Akvarellmuseet.

Ofte stillede spørgsmål om akvarelmaleri

Fra Dürers hare til Zorns solglimt har akvarellen i over fem hundrede år vist, at lys kan males med næsten ingenting - vand, pigment og et hvidt papir. Hvis du vil tage den lethed med hjem, finder du lyse landskaber, botaniske studier og klassiske mestre blandt plakater af kendte kunstnere hos Bozetto.