Der Blaue Reiter – konströrelsens historie, Kandinsky, Marc og almanakken

Der Blaue Reiter er den kunstbevægelse, der gav den tyske ekspressionisme dens mest lyriske og åndeligt ladede udtryk, og den kreds, hvis kunst i dag hænger som plakater i flere nordiske hjem end noget andet avantgarde fra 1910'erne. Gruppen blev dannet i München vinteren 1911, holdt sammen i knap tre år og gik i opløsning, da Første Verdenskrig brød ud. Alligevel er de år nok til at forklare, hvorfor blå heste, svævende farvefelter og næsten musikalske kompositioner blev et selvstændigt billedsprog - et sprog, som Wassily Kandinsky, Franz Marc, Gabriele Münter, August Macke og Paul Klee udviklede parallelt uden nogensinde at underskrive et fælles manifest.

Det usædvanlige ved Der Blaue Reiter er, at bevægelsen aldrig var en forening med medlemsregister og vedtægter, men et redaktionelt projekt. Kandinsky og Marc kaldte sig redaktionen, udgav en almanak og arrangerede to udstillinger for at vise, hvad de mente. Netop derfor blev kredsen så åben: bayersk folkekunst på glas, afrikanske masker, middelalderlige træsnit, børnetegninger og Arnold Schönbergs noder kom til at hænge side om side med Cézanne og Picasso. Denne åbenhed er også grunden til, at formsproget er ældet så godt - bevægelsens værker fungerer lige så godt i en dansk dagligstue i 2026 som i et München-galleri i 1912.

Indhold
↓ Hvad er Der Blaue Reiter?
↓ Bruddet i München 1909-1911
↓ Almanakken og de to udstillinger
↓ Kunstnerne i kredsen
↓ Formsprog, farve og åndelighed
↓ Krigen, spredningen og Stockholm 1916
↓ Arven: Bauhaus, Lenbachhaus og markedet
↓ Der Blaue Reiter i hjemmet
↓ Tidslinje
↓ Relaterede kunstbevægelser
↓ Ofte stillede spørgsmål om Der Blaue Reiter

Hvad er Der Blaue Reiter?

Der Blaue Reiter - på svenska Den blå ryttaren - er betegnelsen for den udstillings- og publikationsvirksomhed, som Wassily Kandinsky (1866-1944) og Franz Marc (1880-1916) drev i München mellem december 1911 og sommeren 1914. De to var eneansvarlige redaktører for almanakken af samme navn, som udkom midt i maj 1912 hos forlaget Piper i et oplag på omkring 1.100 eksemplarer. Omkring redaktionen samledes en løs kreds af malere: Gabriele Münter, August Macke, Paul Klee, Alexej von Jawlensky, Marianne von Werefkin, Alfred Kubin, Heinrich Campendonk, Albert Bloch og brødrene David og Vladimir Burljuk.

I modsætning til Die Brücke i Dresden, som var en formel kunstnersammenslutning med fælles atelierarbejde, var Der Blaue Reiter aldrig en organisation. Der var ingen medlemskontingenter, ingen bestyrelse og ingen fælles stil. Det, der forenede dem, var en overbevisning: at kunsten skulle udtrykke åndelig sandhed snarere end afbilde synsindtryk, at farven havde en egen betydning uafhængigt af det motiv, den beskrev, og at maleri og musik var beslægtede kunstarter. Kandinsky formulerede tanken i skriftet Om det åndelige i kunsten, som blev trykt i München i december 1911.

Kort fortalt: Aktiv 1911–1914 med base i München og landsbyen Murnau i Bayern · Grundlæggere og eneste redaktører: Wassily Kandinsky og Franz Marc · Den første udstilling åbnede den 18. december 1911 hos Heinrich Thannhauser og viste 43 værker af 14 kunstnere · Almanakken udkom i maj 1912 med over 140 billedreproduktioner og 14 essays · Udgivelsen blev finansieret af industrimanden Bernhard Koehler · Vandreudstillingen turnerede i elleve europæiske byer 1912–1914, heriblandt Göteborg · Gabriele Münter donerede over 1.000 værker til Lenbachhaus i München i 1957 · Franz Marcs Die Füchse fra 1913 blev solgt hos Christie's i London den 1. marts 2022 for 42,66 millioner pund, kunstnerens auktionsrekord.

Bruddet i München 1909–1911

Forhistorien begynder i Neue Künstlervereinigung München, N.K.V.M., som blev grundlagt i 1909 på initiativ af Marianne von Werefkin, Alexej von Jawlensky, Adolf Erbslöh og samleren Oscar Wittenstein. Kandinsky blev foreningens første formand og organiserede udstillingerne i 1909 og 1910. Allerede her indførte han den såkaldte firekvadratmeterklausul i vedtægterne, en regel om hvor stort et areal et indsendt værk måtte optage – en detalje, som senere gav ham argumentet for at forlade foreningen.

Spændingen voksede i takt med, at Kandinskys maleri blev stadig mere abstrakt. De konservative kræfter i N.K.V.M. ville holde fast i en genkendelig motivverden. Kandinsky trådte tilbage som formand den 10. januar 1911 og blev efterfulgt af Adolf Erbslöh, men forblev almindeligt medlem. Imens havde han fundet en allieret: Han mødte Franz Marc omkring årsskiftet 1910–1911, og venskabet blev straks produktivt. Den 19. juni 1911 skrev Kandinsky for første gang til Marc om idéen om at udgive en fælles bog – i begyndelsen med arbejdstitlen Die Kette, Kæden.

Komposition V og den parallelle udstilling

Sammanbrottet kom i december 1911. Kandinsky lämnade in Komposition V till N.K.V.M.:s tredje utställning, och juryn refuserade verket. Kandinsky, Münter, Marc och Alfred Kubin lämnade föreningen omedelbart och organiserade på rekordtid en egen utställning i lokalerna intill den officiella – i samma byggnad, hos samme gallerist. Kandinsky mindes långt senare att han anat bråket i god tid och därför förberett ett rikligt utställningsmaterial. Att de två utställningarna kunde öppna samtidigt gjorde effekten desto större.

Varifrån kommer namnet?

Namnet uppstod, enligt Kandinskys egen redogörelse från 1930, över en kopp kaffe i Sindelsdorf: båda älskade blått, Marc älskade hästar och Kandinsky ryttare. Kandinsky hade dessutom målat en duk med titeln Den blå ryttaren redan 1903. Konsthistorikern Klaus Lankheit har visat att den tavlans titel skrivits över i efterhand, vilket gör kopplingen osäker. Att blått var laddat för Kandinsky råder det däremot ingen tvekan om – i Om det andliga i konsten beskriver han hur färgen väcker längtan efter det eviga, och ju mörkare blå desto starkare kallelse.

Almanackan och de två utställningarna

Der Blaue Reiter var i praktiken tre saker: en bok och två utställningar. Tillsammans utgör de rörelsens hela offentliga produktion, och de genomfördes på fjorton månader.

Den första utställningen, december 1911

Den 18 december 1911 öppnade Erste Ausstellung der Redaktion Der Blaue Reiter i Heinrich Thannhausers Moderne Galerie i München. Utställningen visade 43 verk av 14 konstnärer och pågick in i de första dagarna av 1912. Bland de medverkande fanns Henri Rousseau, Albert Bloch, David och Vladimir Burljuk, Heinrich Campendonk, Robert Delaunay, Elisabeth Epstein, Eugen von Kahler, Kandinsky, Macke, Marc, Münter, Jean Bloé Niestlé och kompositören Arnold Schönberg, som också målade. Att en tonsättare hängde bredvid målarna var ingen slump utan hela poängen.

Därefter gick utställningen på turné. Mellan januari 1912 och juli 1914 visades den i Köln, Berlin, Bremen, Hagen, Frankfurt, Hamburg, Budapest, Oslo, Helsingfors, Trondheim och Göteborg. Det innebär att svensk publik mötte Der Blaue Reiter medan rörelsen ännu var i livet – ett faktum som ofta förbises när tysk expressionism beskrivs som något som nådde Norden först efter kriget.

Den andra utställningen, februari 1912

Den 12. februar 1912 åbnede den anden udstilling hos Neue Kunst Hans Goltz i München og varede til den 2. april. Den var helt helliget værker i sort og hvid: tegninger, akvareller og grafik. Her blev kredsen udvidet yderligere med bidrag fra blandt andre Paul Klee og kunstnere fra Die Brücke. At begrænse en udstilling til sort og hvid var et bevidst greb – det tvang betragteren til at aflæse linje og form uden farvens hjælp, og det er en af grundene til, at grafiske sort-hvide blade fra perioden stadig fungerer så godt som grafiske plakater.

Almanakken, maj 1912

Franz Marc fik det første trykte eksemplar den 11. maj 1912. Bogen indeholdt over 140 billedreproduktioner og 14 større essays, og omkostningerne blev dækket af industrimanden og samleren Bernhard Koehler, en slægtning til August Macke. Indholdet var bevidst grænseoverskridende: Marcs essay Åndelige skatte illustreret med børnetegninger, tyske træsnit og kinesisk maleri; Roger Allard om kubismen; Schönbergs tekst om forholdet til teksten sammen med faksimiler af hans sang Herzgewächse; nodefaksimiler af Alban Berg og Anton Webern; Mackes essay Masker; og Kandinskys scenetekst Den gule klang.

Billedudvalget siger alt om bevægelsens værdier. Bayersk glaskunst, egyptiske dukker, russisk folkekunst, sydhavsskulptur og middelalderlige tyske træsnit fik lige så meget plads som moderne fransk kunst. Fem værker af Van Gogh, Cézanne og Gauguin tilsammen blev overgået af syv værker af Henri Rousseau og tretten tegninger af børn. Et andet bind var planlagt, men blev stoppet af krigen; i stedet blev en ny udgave af originalen trykt i 1914.

"Vores sale lå tæt på rummene i N.K.V.M.-udstillingen. Det blev en sensation. Da jeg anede striden i tide, havde jeg forberedt et righoldigt materiale til Der Blaue Reiter. Så fandt begge udstillinger sted samtidig. … Hævnen var sød." – Wassily Kandinsky om december 1911

Kunstnerne i kredsen

Da Der Blaue Reiter ikke havde nogen medlemsliste, er grænsen flydende, men en håndfuld kunstnerskaber udgør kernen. De arbejdede tæt sammen i München og i landsbyen Murnau ved Staffelsee, hvor Münter købte et hus i 1909, som blev kredsens sommerbase.

Wassily Kandinsky – teoretikeren

Kandinsky var kredsens intellektuelle motor og den, der drev maleriet længst mod ren abstraktion. Hans Kompositioner fra årene 1910–1914 er blandt de tidligste helt ikke-forestillende lærreder i den vestlige kunsthistorie. Den, der vil fordybe sig i hans udvikling, kan læse vores faktaside om Wassily Kandinsky.

Franz Marc – dyrene og farvelæren

Marc malede næsten udelukkende dyr, og han gjorde det ud fra sit eget farvesystem: Blåt stod for det mandlige og åndelige, gult for det kvindelige og milde, rødt for det materielle og brutale. Værker som Blå hest I fra 1911 og De store blå heste fra samme år hører til de mest reproducerede motiver i hele den tyske modernisme. Marcs markedsværdi er også bevægelsens højeste: Die Füchse fra 1913, en komposition af to sammenflettede ræve i opsplittet rød og orange geometri, blev solgt hos Christie's i London den 1. marts 2022 for 42,66 millioner pund. Værket var forinden blevet restitueret af byen Düsseldorf til arvingerne efter den naziforfølgte samler Kurt Grawi.

Gabriele Münter – arkivaren, der reddede bevægelsen

Münter var Kandinskys livsledsager mellem 1902 og 1916 og en af kredsens mest selvstændige malere med stærkt forenklede former og brede konturlinjer hentet fra bayersk glasmaleri. Hendes vigtigste indsats for eftertiden var dog af en anden art: Under nazitiden gemte hun et stort antal værker i kælderen i huset i Murnau. På sin 80-års fødselsdag i 1957 donerede hun over 1.000 værker til Städtische Galerie im Lenbachhaus i München – blandt dem omkring 90 oliemalerier af Kandinsky, cirka 330 akvareller og tegninger, 24 glasmalerier, 28 skitsebøger samt lidt over 25 egne malerier.

August Macke og Paul Klee

Macke var den i kredsen, der stod nærmest fransk orfisme og Robert Delaunays farveprismer; hans markeds- og parkscener har en klarhed, der adskiller sig fra Kandinskys mystik. Paul Klee deltog i den anden udstilling og bidrog til almanakken, men udviklede først sit egentlige billedsprog under og efter krigen. Hans senere arbejde beskrives nærmere på faktasiden om Paul Klee.

Formsprog, farve og åndelighed

Hvis Die Brücke skildrede storbyens uro med skærende farver og kantede former, søgte Der Blaue Reiter noget andet: et billede hinsides den synlige virkelighed. Bevægelsen regnes for at være en del af ekspressionismen, men den er dens lyriske gren. En sammenhæng til dette findes på vores side om ekspressionismen.

Farven som selvstændig kraft

Grundtanken var, at farven virker direkte på beskueren, omtrent som en tone virker på lytteren, uden at skulle gå omvejen via et objekt. Derfor kunne Marc male en hest blå, uden at det blev opfattet som en fejl: Hesten var ikke en afbildning, men en bærer af en følelse. Kandinsky talte udtrykkeligt om maleriets klangfarver og gav sine lærreder musikalske titler som Improvisation og Komposition. Denne parallelle tænkning mellem øje og øre er bevægelsens mest originale bidrag.

Indre nødvendighed

Begrebet innere Notwendigkeit, indre nødvendighed, er nøglen i Kandinskys skrift fra december 1911. Et værk er gyldigt, hvis det udspringer af et indre behov hos kunstneren, ikke hvis det følger akademiets regler eller markedets smag. Det lyder enkelt, men fik radikale konsekvenser: Hvis den indre nødvendighed ikke kræver et genkendeligt motiv, er et motiv ikke nødvendigt. Her begynder den abstrakte kunst, en udvikling, som vi følger videre på siden om abstrakt kunst.

Folkekunst, børnetegninger og det ikke-europæiske

Kredsens interesse for bayersk glaskunst, russisk folkekunst og ikke-europæisk skulptur var ikke eksotisme for eksotismens egen skyld, men en søgen efter umiddelbarhed. I barnets tegning og i den anonyme folkemalers billede så de et billedsprog, der var uberørt af akademisk konvention. At almanakken gav tretten børnetegninger mere plads end Van Gogh, Cézanne og Gauguin tilsammen, var en bevidst stillingtagen, der chokerede samtiden.

Krigen, spredningen og Stockholm 1916

Krigen ødelagde kredsen på få uger. Kandinsky var russisk statsborger og blev tvunget til at forlade Tyskland i august 1914. Jawlensky og Werefkin flygtede til Schweiz. Macke blev indkaldt og faldt allerede den 26. september 1914 i Champagne, 27 år gammel. Franz Marc blev dræbt af en granatsplint uden for Verdun den 4. marts 1916, 36 år gammel - ugen før var han blevet sat på en liste over kunstnere, der skulle trækkes tilbage fra fronten, men ordren kom for sent.

Den svenske episode

Sverige spiller en uventet central rolle i bevægelsens slutfase. Kandinsky rejste til Stockholm op til julen 1915, og den 1. februar 1916 åbnede hans soloudstilling hos Gummesons Konsthandel. I marts samme år viste galleriet en soloudstilling med Gabriele Münter, og Kandinsky skrev en katalogtekst, som han tilegnede hende, og hvori han fremhævede netop de egenskaber i hendes maleri, som han satte højest. Det blev deres sidste møde. Münter trak sig derefter tilbage fra kunstlivet og blev i Skandinavien til 1920, mens Kandinsky vendte tilbage til Rusland og giftede sig igen. At den blå rytters to hovedpersoner tog afsked med hinanden på Birger Jarlsgatan, er en fodnote, der sjældent nævnes i svenske sammenhænge.

Nazistiden og tabene

I 1930'erne blev kredsens kunst klassificeret som degenereret. Værker blev konfiskeret fra tyske museumssamlinger i 1937, solgt i udlandet eller ødelagt. Paradoksalt nok blev bevægelsen dermed spredt internationalt: Malerier, der forlod Tyskland, endte i amerikanske og schweiziske samlinger og gjorde kunstnerne kendt langt uden for deres hjemland. Først i 1949 kunne Haus der Kunst i München vise en stor retrospektiv udstilling under Ludwig Grotes ledelse med lån fra blandt andre Münter, Nina Kandinsky og Sonia Delaunay.

Arven: Bauhaus, Lenbachhaus og markedet

Kandinsky og Klee blev begge kaldt til Bauhaus, hvor de underviste i 1920'erne og videreførte tankerne om farvens selvstændige virkning til en hel generation af formgivere. Sammenhængen behandles nærmere på faktasiden om Bauhaus. I 1923 dannede Kandinsky, Klee, Lyonel Feininger og Jawlensky gruppen Die Blaue Vier på initiativ af kunsthandleren Galka Scheyer, som fra 1924 arrangerede deres udstillinger i USA og dermed førte arven videre over Atlanten.

Lenbachhaus i München forvalter i dag verdens største samling af Der Blaue Reiter, der er opbygget omkring Münters donation fra 1957. Fra den 10. marts 2026 vises samlingen i den store præsentation Über die Welt hinaus. Der Blaue Reiter, som varer til den 5. september 2027 - information findes hos Lenbachhaus. I Sverige findes den nærmeste sammenhæng hos Moderna Museet, hvis samling af tysk ekspressionisme omfatter omkring 180 værker, og hos Göteborgs konstmuseum, som viste bevægelsens vandreudstilling allerede i 1910'erne.

På auktionsmarkedet er Marc uden sammenligning den dyreste med rekorden på 42,66 millioner pund fra 2022. Kandinskys topnoteringer ligger på samme niveau, mens Münter længe var kraftigt undervurderet og først i løbet af 2010'erne og 2020'erne er blevet revurderet i takt med, at kvindelige modernister er blevet fremhævet i forskning og udstillinger.

Der Blaue Reiter i hjemmet

Få kunstretninger er så taknemmelige at indrette med. Motiverne er ofte kvadratiske eller næsten kvadratiske, farveskalaen er mættet, men aldrig skinger, og kompositionerne har en indbygget bevægelse, der gør, at de tåler at blive betragtet længe. Det gør dem anvendelige både som alene blikfang og som en del af en større ophængning.

Ét værk, masser af luft

Marcs dyremotiver og Kandinskys tidlige kompositioner bærer rummet alene. Hæng et stort format centreret over sofaen eller sengen med god plads omkring, og lad farven gøre arbejdet. Undgå at omgive et sådant motiv med mange små billeder - det stjæler kraften. Hvis du alligevel vil skabe en større ophængning, finder du praktiske mål og afstande i vores guide til billedvægge.

Farvelægning, der fungerer i nordiske rum

Bevægelsens blå, gule og røde toner klæder lyse vægge i varm hvid, knækket hvid eller lys gråbeige. I et mørkere rum med grøn eller dybblå væg bliver det samme motiv dramatisk, men kræver mere lys rettet mod sig. En god tommelfingerregel er at genbruge én af billedets farver i tekstiler eller keramik i rummet – ikke tre. Flere overvejelser om farvevalg findes i artiklen om at vælge den rigtige kunst til hjemmet, og for den, der søger mættede farver, findes kollektionen farverige plakater.

Ramme og glas

Motiver fra Der Blaue Reiter fungerer bedst i enkle rammer i lyst egetræ, valnød eller mat sort, gerne med et generøst passepartout, der giver farvefelterne luft. Undgå guldrammer – de hører til i en helt anden epoke og konkurrerer med billedets egen farve. Praktiske råd om profiler, glas og montering findes i vores artikel om at indramme kunst.

Tip: Kombinér et farverigt motiv i stil med Marcs blå heste med et sort-hvidt grafisk blad i samme størrelse og med en identisk ramme. Kontrasten mellem mættet farve og rene linjer afspejler præcis, hvordan bevægelsen selv arbejdede med sine to udstillinger i 1911 og 1912 – og den giver en ophængning, der hænger sammen uden at blive ensformig.

Tidslinje

1903 – Kandinsky maler lærredet Den blå rytter, hvis titel senere forbindes med bevægelsens navn.
1909 – Neue Künstlervereinigung München grundlægges; Kandinsky bliver formand. Gabriele Münter køber huset i Murnau.
10. januar 1911 – Kandinsky træder tilbage som formand for N.K.V.M. og efterfølges af Adolf Erbslöh.
19. juni 1911 – Kandinsky foreslår i et brev til Franz Marc en fælles almanak.
December 1911 – Komposition V afvises af N.K.V.M.:s jury; Kandinsky, Marc, Münter og Kubin forlader foreningen.
18. december 1911 – Den første udstilling åbner hos Thannhauser i München med 43 værker af 14 kunstnere. Samme måned trykkes Om det åndelige i kunsten.
12. februar–2. april 1912 – Den anden udstilling, udelukkende sort-hvide værker, hos Neue Kunst Hans Goltz.
11. maj 1912 – Franz Marc modtager det første eksemplar af almanakken.
1913 – Gruppen deltager i Erster Deutscher Herbstsalon i Berlin, arrangeret af Herwarth Walden og galleriet Der Sturm.
26. september 1914 – August Macke falder i Champagne, 27 år gammel.
Februar-marts 1916 – Kandinsky og Münter holder separatudstillinger hos Gummesons Konsthandel i Stockholm og mødes for sidste gang.
4. marts 1916 – Franz Marc falder uden for Verdun, 36 år gammel.
1923 – Die Blaue Vier dannes af Kandinsky, Klee, Feininger og Jawlensky.
1937 – Gruppens værker konfiskeres fra tyske samlinger som degenereret kunst.
1957 – Münter donerer over 1.000 værker til Lenbachhaus på sin 80-års fødselsdag.
1. marts 2022 – Marcs Die Füchse sælges for 42,66 millioner pund hos Christie's i London.
10. marts 2026 – Lenbachhaus åbner Über die Welt hinaus. Der Blaue Reiter, som løber frem til 5. september 2027.

Relaterede kunstbevægelser

Der Blaue Reiter står midt i et tæt netværk af bevægelser. Fremad i tiden fører den til abstrakt kunst og videre til Bauhaus. Bagud hænger den sammen med ekspressionismen som helhed og med fauvismen, hvis frigørelse af farven var en direkte forudsætning. Bevægelsens råere søstergruppe i Dresden var Die Brücke, grundlagt i 1905 og den tyske ekspressionismes første sammenhængende kunstnergruppe. Parallelt i tiden løber kubismen, som almanakken udtrykkeligt tog stilling til, og futurismen. Blandt enkelte kunstnerskaber er Kandinsky og Klee de oplagte indgange. En fuldstændig oversigt over samtlige kunstnere og bevægelser findes i vores Vidensbank. I almanakken fra 1912 fremhævede Kandinsky og Marc især den autodidakte Henri Rousseau som eksempel på et oprindeligt billedsyn.

For den, der vil læse videre på kildeniveau, findes en udførlig gennemgang i Wikipedias artikel om Der Blaue Reiter og strukturerede metadata i Wikidata.

Ofte stillede spørgsmål om Der Blaue Reiter

Hvis du vil tage noget af bevægelsens formsprog med hjem, finder du mættede, udtryksfulde motiver i vores kollektion med abstrakte plakater, klassikere signeret af kendte mestre blandt kendte kunstnere og den geometriske videreførelse af de samme idéer blandt vores Bauhaus-plakater. Flere råd om, hvordan abstrakte motiver fungerer sammen, findes i vores guide til abstrakte plakater.