Eugène Jansson – blåmåleren, Stockholmsnatten og Riddarfjärdens nocturner

Eugène Jansson er den kunstner, der gav Stockholm sin blå nat. Hans malerier af Riddarfjärden, Hornsgatan og Söders trappegyder i skumringen – udført i utallige nuancer af ultramarin, koboltblå og preussisk blå, med gaslygternes gule punkter som eneste modvægt – hører til de mest særprægede værker i svensk kunsthistorie. Ingen anden svensk maler omkring år 1900 vovede at gøre én farve til hele sit udtryk, og ingen anden gjorde storbyen til sit landskab, mens kollegerne rejste til Dalarna, Värmland og Bohuslän for at male fædrelandet. Som plakater har hans nocturner fået nyt liv i moderne hjem, hvor den dybe blå tone fungerer som et roligt, næsten meditativt indslag.

Men Jansson var mere end blåmaleren. Efter 1904 forlod han bybillederne helt og helligede sine sidste ti år til at male nøgne, solbelyste atleter på Flottans badehus ved Skeppsholmen – et motivvalg, der var lige så dristigt, som det var farligt i et Sverige, hvor homoseksualitet var strafbart frem til 1944. Denne side gennemgår hans liv fra Gamla stan til Mariaberget, hovedværkerne på Thielska galleriet og Nationalmuseum, teknikken bag det blå lys, forbindelsen til Chopins nocturner, rekordprisen hos Bukowskis i 2021 og hvordan hans motiver fungerer i et moderne hjem.

Indhold
↓ Hvem var Eugène Jansson?
↓ Fra Gamla stan til Mariaberget – liv og baggrund
↓ Hovedværkerne – de blå nocturner og badehusene
↓ Teknik og stil – blåt, lys og musik
↓ Stockholms århundredeskifte, seksualitet og eftermæle
↓ Hvor findes Jansson i dag? Museer, samlinger og auktioner
↓ Jansson i hjemmet – sådan fungerer den blå nat
↓ Tidslinje
↓ Relaterede kunstnere og bevægelser
↓ Ofte stillede spørgsmål om Eugène Jansson

Hvem var Eugène Jansson?

Eugène Fredrik Jansson (1862–1915) var en svensk maler, født og virksom i Stockholm, kendt som "blåmaleren" for sine natlige bybilleder i en blå farveskala. Han tilhørte generationen omkring Konstnärsförbundet – Richard Bergh, Karl Nordström, Nils Kreuger, Bruno Liljefors og prins Eugen – men adskilte sig fra dem på to afgørende punkter. Han rejste aldrig til Paris for at studere, og han valgte byen frem for landet som sit motiv. Resultatet blev en kunst, som samtidens kritikere havde svært ved at placere: for symbolsk til realisterne, for ekspressiv til impressionisterne og for abstrakt for de fleste købere.

Hans kunstneriske virke deles naturligt i to faser. Den blå periode, fra omkring 1893 til 1904, omfatter bybillederne over Riddarfjärden, gademotiverne fra Södermalm og de næsten opløste nocturner, hvor kun lygternes refleksioner adskiller vand fra himmel. Den anden fase, fra 1907 til hans død i 1915, er helt helliget figurmaleri: nøgne mænd, der solbader, løfter vægte, hænger i ringe og springer i vandet fra vippen på Flottans badehus. Den senere fase har gjort ham til en central skikkelse i svensk queerhistorie, mens den første har gjort ham til Stockholms skildrer frem for alle andre.

Hurtige fakta: Født 18. marts 1862 i Stockholm, død 15. juni 1915 i Skara, 53 år gammel, af hjerneblødning. Voksede op på Stora Nygatan i Gamla stan. Elev på Tekniska skolan fra 1878 og hos Edvard Perséus; optaget på Kunstakademiets antikskole i 1881. Medstifter af Konstnärsförbundet i 1886. Boede fra midten af 1890'erne på Mariaberget på Södermalm, blandt andet på Bastugatan 40, med udsigt over Riddarfjärden. Bankieren Ernest Thiel købte tre malerier ved sit første atelierbesøg i november 1898 og i alt 19 værker. Det sidste blå maleri blev fuldført i 1904, og de første nøgenmotiver blev udstillet i 1907. Hornsgatan nattetid (1902, 152 × 182 cm) ejes af Nationalmuseum. Timmermansgatan (1897, 109 × 62 cm) blev solgt for 3.150.000 kroner hos Bukowskis den 9. december 2021. Retrospektiv udstilling på Musée d'Orsay i Paris 18. maj–22. august 1999. Thielska galleriet i Stockholm har landets største samling med omkring 20 oliemalerier.

Fra Gamla stan til Mariaberget – liv og baggrund

Barndommen, musikken og sygdommen

Jansson voksede op i et hjem, der befandt sig mellem arbejderklasse og lavere middelklasse, men hvor kunst og musik havde en selvfølgelig plads. Faren Fredrik var postmester og dygtig amatørfløjtenist, moren Eugenia havde drømt om at blive sangerinde og malede stilleben for fornøjelsens skyld. Eugène gik på den tyske skole i Stockholm og tog klavertimer – en uddannelse, der skulle præge hele hans kunstnerskab. Familien boede på Stora Nygatan i Gamla stan, og det er fra disse kvarterer, hans allerførste byindtryk stammer.

Som fjortenårig blev han ramt af skarlagensfeber. Sygdommen efterlod ham med kroniske nyreproblemer, nedsat hørelse og forringet syn resten af livet. Mange kunsthistorikere har knyttet den blå farveskala og den slørede, drømmeagtige form i hans malerier til netop denne synsnedsættelse, selv om Jansson selv aldrig bekræftede en sådan sammenhæng. Sygdommen gjorde ham også senere i livet til en engageret svømmer og vinterbader i et forsøg på at styrke en svag krop – noget, der igen førte ham til Flådens badehus og til hans sene motivkreds.

Perséus, Kunstakademiet og Opponenterne

I 1878 skrev Jansson sig in på Tekniska skolan (dagens Konstfack) og blev samtidig elev hos Edvard Perséus, som drev en privat malerskole i Stockholm. Perséus var en vigtig skikkelse i Stockholms kunstliv, og Jansson assisterede ham med portrætproduktionen i flere år. I 1881 blev han optaget på Kunstakademiets antikskole, men i modsætning til næsten alle jævnaldrende kolleger havde han ikke råd til at rejse videre til Paris. Det, der lignede en begrænsning, blev hans kunstneriske skæbne: Stockholm blev det landskab, han udforskede i stedet for Grez-sur-Loing og Bretagne.

Selv om han blev hjemme, var Jansson dybt engageret i tidens radikale kunstpolitik. Han stod Opponenterna nær, den gruppe på 84 kunstnere, der i 1885 krævede reformer af Kunstakademiet, og var i 1886 med til at grundlægge Konstnärsförbundet som et alternativ til akademiets udstillinger. Gennem forbundet fik han venner som Karl Nordström og Richard Bergh, og gennem dem fik han indirekte del i den franske friluftsmaleri, realisme og impressionisme. Jansson var også overbevist socialist, og hans tidlige maleri Proletärkasern (1898), som i dag ejes af Musée d'Orsay, viser en udlejningsejendom på Söder med samme blå alvor som hans senere bybilleder.

Flytningen til Söder og den blå vending

Da Perséus døde i 1890, mistede Jansson sin vigtigste indtægtskilde, og da faderen døde af lungehindebetændelse i 1891, blev han forsørger for sin mor og den yngre bror Adrian. Familien flyttede til Södermalm, der dengang var en fattig og delvist forfalden bydel, og bosatte sig efterhånden i en lejlighed på Bastugatan 40 højt oppe på Mariaberget. Fra vinduerne kunne de se ud over næsten hele det centrale Stockholm: Riddarfjärden, Gamla stan, Kungsholmen og den fremtidige grund til Stadshuset.

Det var her, det blå maleri blev født. Først i pastel, fra 1893 i olie. I løbet af 1890'erne boede Jansson på flere adresser i samme kvarter – Timmermansgatan, Bastugatan, Hornsgatan – og hver gade fik sit eget maleri. Et afgørende indtryk kom i 1894, da Edvard Munchs malerier for første gang blev vist i Stockholm. Munchs intense farver, forenklede former og fejende penselstrøg gav Jansson mod til at gå ud over det iagttagne og male en følelse i stedet for et motiv. Malerier som Mångård (1896) og Söder Mälarstrand (1896), begge på Thielska galleriet, viser, hvordan han i løbet af få år fandt frem til sit eget udtryk.

Ernest Thiel og gennembruddet

Publikum og kritikerne var i begyndelsen skeptiske. Janssons lærreder var store – ofte 1,5 til 2 meter brede – og de var alt for avantgardistiske for både museer og private købere. Vendepunktet kom i november 1898, da bankieren Ernest Thiel efter råd fra Karl Nordström besøgte atelieret og købte tre malerier på én gang. Købet reddede Jansson ud af en akut økonomisk krise og blev begyndelsen på et venskab, der varede indtil kunstnerens død. Thiel købte i alt 19 værker direkte fra kunstneren og lod dem dække en hel væg i en af salonerne i sin villa på Djurgården – det, der i dag er Thielska galleriet.

Thiels støtte åbnede dørene. Andre samlere, blandt dem generalkonsul Josef Sachs og kunstskribenten Klas Fåhræus, begyndte at købe hans bybilleder, og omkring århundredskiftet var Jansson en etableret kunstner med god økonomi. I 1900 foretog han sin første rejse uden for Norden, til Paris – i en alder af 38 år, længe efter at kollegerne var kommet hjem derfra.

Hovedværkerne – de blå nocturner og badehusene

Timmermansgatan (1897)

En dimmig vinterkväll på Söder. Huslängorna är riktade vinkelrätt mot bildytan, och från trapporna i förgrunden leds blicken ned till den lägre belägna gatan och bort mot horisonten. Inte en människa syns. Hela intrycket bygger på kontrasten mellan gaslyktornas varma sken i kadmium och lack och den smutsigt gråblå, ultramarina omgivningen, som konsthistorikern Nils G. Wollin beskrev verket redan 1920. Timmermansgatan ägdes länge av generalkonsul Josef Sachs, grundaren av NK, och förblev i familjens ägo tills det bjöds ut på Bukowskis Important Winter Sale den 9 december 2021. Slutpriset blev 3 150 000 kronor, vilket gör det till Janssons dyraste verk på auktion.

Riddarfjärden, Stockholm (1898)

Den vy Jansson såg från Mariaberget varje kväll: Riddarfjärdens mörka vattenspegel, Kungsholmens silhuett på andra sidan och en rad ljuspunkter som speglar sig i vattnet. Målningen på Nationalmuseum är ett av hans mest reproducerade motiv och det som oftast får representera honom i översikter över nordisk konst. Här är staden fortfarande igenkännbar – man kan följa strandlinjen och urskilja byggnader – men allt är underordnat den blå helheten. Det är denna balans mellan verklig plats och känslostämning som gör motivet så tacksamt som poster: det är samtidigt en del av Stockholm och ett stycke abstrakt färg.

Nocturne (1901) och Hornsgatan om natten (1902)

I Nocturne på Thielska galleriet har staden nästan upplösts. Den suddiga silhuetten och gatlyktornas vita sken flyter samman, och den blå färgen har använts i alla tänkbara nyanser för att skapa en känsla av oändligt djup. Motivet är fortfarande Riddarfjärden sedd från Mariaberget, men målningen befinner sig mellan dröm och verklighet. Titeln är lånad från musiken – Chopin var Janssons favoritkompositör – och signalerar att detta är ett stämningsstycke snarare än en topografisk redogörelse.

Hornsgatan om natten (1902, 152 × 182 cm) på Nationalmuseum är höjdpunkten i den blå perioden. Gaslyktorna längs den tomma gatan bildar virvlar och vågor i luften, och husen och himlen smälter samman till en enda blå vision. Penseldragen korsar varandra i alla riktningar och skapar en rörelse i bilden som saknar motstycke i svensk målerikonst vid denna tid. Två år senare, 1904, målade Jansson sin sista stadsvy och förklarade för en vän att han var fullständigt utmattad och inte längre ville fortsätta med det han hade gjort. Han slutade ställa ut i flera år.

“Eugène Jansson var den djärvaste koloristen bland sekelskiftesmålarna, uttrycksfull i sin konst, passionerad, originell och radikal. Medan hans generationskamrater på 1890-talet målade nationellt romantiska hembygdsskildringar från Bohuslän, Öland, Värmland, Lappland eller Dalarna, förblev han i Stockholm.” – Inga Zachau, Eugène Jansson: den blå stadens målare (1997)

Flottans badehus (1907) og Badebillede (1908)

Da Jansson vendte tilbage til udstillingerne i 1907, var det med et helt nyt motiv. Flottans badehus viser en mand i et akrobatisk udspring mod en baggrund af nøgne, solbeskinnede mænd på badehusets badebro ved Skeppsholmen. Det er ikke udspringeren, der er billedets centrum, men de betragtende mænd – deres kroppe, deres blikke. Maleriet vakte sensation og en del fjendtlighed, men Ernest Thiel købte det samme år og hængte det synligt op i sit galleri. Siden 1970'erne, da Janssons homoseksualitet blev almindeligt kendt, har værket i lange perioder været opbevaret på magasin og kun været vist på midlertidige udstillinger; i 2020–2021 blev det udlånt til IVAM i Valencia til udstillingen "Moral dis/order" om kunst og seksualitet i mellemkrigstidens Europa.

Badebillede (1908) er en variant af den samme scene, hvor tre veltrænede nøgne mænd står ved vippen og venter på deres tur, vendt mod ham, der hænger i luften – som tre mandlige gratier. Maleriet tilhørte oprindeligt Klas Fåhræus' samling på Högberga gård på Lidingö, blev doneret til Örebro Kommune, da Idrottshuset blev indviet i 1952, og hang i årtier i en af idrætshallerne. I dag indgår det i Örebro Kommunes kunstsamling og blev lånt ind til Thielska galleriet i 2020.

Nøgen yngling (1907) og Matrosbal (1909)

Nøgen yngling fra 1907 forestiller Knut Hyman, en ung mand, Jansson havde mødt på badehuset, og som blev hans nære ledsager; de delte bolig i kunstnerens atelier frem til omkring 1912. Matrosbal (1909) på Thielska galleriet skildrer søndagsdansen i Exercishuset på Skeppsholmen, set fra tilskuerpladsen: signalflag og skarpt lysende lysekroner i loftet, matrosernes mørke uniformer, som dominerer mylderet, og damernes kjoler, der stikker frem i andre farver. Under de olympiske lege i Stockholm i 1912 udstillede Jansson sine atletmalerier i større skala end tidligere. Modtagelsen forblev forbeholden, men ingen kunne benægte originaliteten – siden antikken var den mandlige idrætskrop ikke blevet studeret så indgående fra så mange vinkler.

Teknik og stil – blåt, lys og musik

Én enkelt farve som hele udtrykket

Det, der gør Jansson unik, er ikke, at han malede i blåt – skumringsblåt var moderne i hele 1890'ernes Norden, fra Krøyers blå time i Skagen til Prins Eugens stille søer – men at han gjorde farven til sit eneste instrument. I hans modne værker findes der knap nok nogen anden farve end blå i alle dens nuancer: preussisk blå i dybden, ultramarin i mellemtonerne, kobolt og lysere brudte toner mod himlen. Over for dette står gaslampernes små gule og hvide punkter, ofte lagt på med tyk maling direkte fra tuben. Det er det samme princip, som Whistler anvendte i sine nocturner fra Themsen, men Jansson drev det videre: hos ham bliver kontrasten mellem varmt og koldt næsten hele billedets indhold.

Penselføringen og bevægelsen

Janssons penselstrøg er meget synlige og krydser ofte hinanden i forskellige retninger, hvilket giver overfladen en vibration, som Hornsgatans hvirvlende lygteskær er det tydeligste eksempel på. I løbet af den blå periode blev formerne gradvist forenklet. I de tidlige prospekter fra 1896–1898 kan man stadig skelne huse, kajer og både; i de sene nocturner omkring 1901–1904 er der ofte kun vandets og himlens blå masse samt nogle lysreflekser tilbage. Denne bevægelse mod abstraktion gør, at Jansson undertiden placeres som en forløber for det abstrakte maleri, årtier før Hilma af Klints og Kandinskys gennembrud, selv om han aldrig selv forlod det figurative.

Chopin og nocturnen som form

Musikken var en hovedkilde til Janssons kunst. I hjemmet på Mariaberget stod der et klaver, og han spillede ofte Chopin – især de 21 nocturner, "nattens sange". Venner beskrev det blå lys i hans malerier som direkte forbundet med hans måde at spille på. At flere af hans byprospekter bærer titlen Nocturne er derfor ikke tilfældigt: I maleriet søgte han det samme, som Chopin søgte i musikken, en stemning, der er rytmisk og sensuel snarere end fortællende.

Hukommelsen som skitseblok

Det siges ofte, at Jansson brugte sin hukommelse som skitseblok. Han malede ikke på stedet om natten, men i atelieret efter timers iagttagelse fra vinduet eller under aftenvandringer langs Söders gader. Men han tegnede også: I Thielska galleriets samling findes flere af hans tidlige skitsebøger fra 1880'erne med hurtige blyantstudier af skibe, kuske, flanører, kvinder, børn og matroser. Til badehusmotiverne arbejdede han desuden med fotografier og tegnede forstudier. Den sene figurperiode er altså teknisk mere traditionel end den blå – modellerne stod i atelieret, og ifølge samtidige vidnesbyrd lod Jansson dem også gå nøgne dér mellem sessionerne.

Stockholm ved århundredskiftet, seksualitet og eftermæle

Janssons to motivkretsar – de folktomma gatorna i skymningen och badhusets nakna män – har länge behandlats som två skilda kapitel. Nyare forskning, framför allt konsthistorikern Hans Henrik Brummers artikel i Konsthistorisk tidskrift 1999 och Patrik Steorns avhandling Nakna män (2006), knyter dem samman. Både de mörka gatorna och badhusen var platser där män som älskade män kunde träffas i det tidlige 1900-tals Stockholm, och de blå målningarna kan läsas som bilder av nattligt flanerande där gatornas tomhet också antyder ett möjligt möte. Ur det perspektivet är Janssons stadsvyer egentligen alltid befolkade, även när ingen människa syns.

Homoseksuelle handlinger var forbudt ved svensk lov indtil 1944. Janssons nøgenmalerier kunne i princippet have været brugt som bevismateriale i en retssag, og at de alligevel kunne udstilles og købes af en af landets rigeste mænd skyldtes tidens vitalistiske kropskult: den veltrænede nøgne mand var et accepteret ideal i kampen mod industrialismens og storbyens angiveligt svækkende virkninger. Efter Eugènes død i 1915 brændte broderen Adrian, som selv var homoseksuel og overlevede ham med mange år, alle breve og en stor del af papirerne – formentlig for at undgå skandale.

Eftermælet er vokset i takt med, at begge hans faser har fået den rette belysning. Musée d'Orsay i Paris viste en retrospektiv udstilling 18. maj–22. august 1999, den første større præsentation uden for Sverige, og museet ejer siden 2000 Proletärkasern (1898). Thielska galleriet har gentagne gange sat ham i dialog med samtidige kunstnere, blandt andet i udstillingen "Män vid vatten" med Jan Hietala, og under museets 100-årsjubilæum i efteråret 2025 indgik hans store figurmalerier fra cirkus og matrosembl i udstillingen "Det ljuva livet" sammen med Henri de Toulouse-Lautrec. Inden for svensk kunsthistorie regnes han i dag som sin generations mest originale kolorist og som et tidligt bindeled mellem symbolismen og det abstrakte maleri.

Hvor findes Jansson i dag? Museer, samlinger og auktioner

Den, der vil se Jansson i original, har det forholdsvis let, eftersom næsten hele hans produktion stadig findes i Sverige. Thielska galleriet på Djurgården i Stockholm har landets største samling – omkring 20 oliemalerier samt pasteller, tegninger, skitser og raderinger fra studietiden i 1870'erne og frem til 1915. Her hænger Mångård, Söder Mälarstrand, Nocturne, Jag. Självporträtt (1901), Porträtt av Ernest Thiel (1902), Flottans badhus og Matrosbal. Nationalmuseum ejer blandt andet Riddarfjärden, Stockholm (1898), Hornsgatan nattetid (1902) og et selvportræt. Jansson er også repræsenteret på Göteborgs konstmuseum, Prins Eugens Waldemarsudde og i Örebro kommunes kunstsamling samt i udlandet på Musée d'Orsay.

På auktionsmarkedet er Jansson en af de dyreste svenske århundredskiftekunstnere. Rekorden, 3.150.000 svenske kroner for Timmermansgatan hos Bukowskis i 2021, blev sat mod et udbud på 3-5 millioner. Blå byudsigter af god kvalitet dukker kun op med nogle års mellemrum, mens mindre pasteller, tegninger og de sene figurstudier er mere tilgængelige. Den udførlige værkfortegnelse i Nils G. Wollins Eugène Janssons måleri fra 1920 bruges stadig af auktionshusene til at verificere proveniens. Der findes mere om kunstneren hos Wikipedia og i Wikidata.

Jansson i hjemmet - sådan fungerer den blå nat

Hvorfor den blå tone er så let at leve med

Janssons nocturner er usædvanligt taknemmelige som posters af en enkel grund: de bygger på én farvefamilie. Et billede i tyve blå nuancer med nogle få gule lyspunkter kolliderer sjældent med noget i et rum, og det fungerer lige så godt mod en hvid væg som mod en mørk. Den dybe tone giver en ro, der passer til soveværelser, arbejdsværelser og læsehjørner, mens lygternes lys forhindrer billedet i at blive tungt. Motiverne er desuden stockholmske uden at være turistede - for den, der bor eller har boet i byen, er Riddarfjärden og Hornsgatan personlige steder, for alle andre er de ganske enkelt smukke byudsigter i skumringen. I Bozettos samling af kendte kunstnere hører de nordiske århundredskiftemotiver til de mest efterspurgte netop af denne grund.

Format, ramme og placering

Jansson malede stort - Hornsgatan nattetid er næsten to meter bred - og motiverne vinder ved at hænge i større formater, gerne 50 × 70 cm eller mere, så penselstrøgenes bevægelse og de mange blå nuancer kommer til deres ret. En smal sort eller mørkeblå træramme forstærker nattestemningen, mens en egetræsramme giver en varmere, mere nordisk indramning, der passer sammen med træmøbler og lyse tekstiler. Læs mere i vores guide om indramning af kunst, og se vores rammer. Én stor Jansson-poster gør sig bedst alene over en sofa eller seng; hvis man vil kombinere, passer den fremragende i en billedvæg sammen med andre blå posters eller sort-hvide fotografier af Stockholm.

Tip: Janssons blå nocturner kommer allerbedst til deres ret i et rum med dæmpet, varmt lys om aftenen – en gulvlampe eller væglampe i nærheden får de gule lyspunkter i billedet til at "tænde" på samme måde, som de gjorde fra Mariaberget. Undgå at hænge motivet lige over for et stort vindue, hvor dagslyset bleger de mørke partier; en væg vinkelret på vinduet er som regel bedst. På en mørkeblå eller grågrøn væg bliver effekten næsten som et vindue ud mod natten – se vores guide til plakater på mørke vægge.

At kombinere Jansson med anden nordisk kunst

Jansson hører hjemme i den samme billedverden som Prins Eugen, Krøyer og Hammershøi – kunstnere, der alle arbejdede med det nordiske lys i dæmpede toner. En væg med en Jansson-nocturne, et Hammershøi-interiør i gråt og en Prins Eugen-sø i skumringen danner en sammenhængende helhed, hvor blåt, gråt og grønt spiller sammen. Den, der ønsker mere kontrast, kan stille den blå nat over for Carl Larssons lyse Sundborn-akvareller eller en farverig Sigrid Hjertén; så bliver Jansson rummets rolige pol. I vores samling af svensk kunst og i artiklen om nordisk kunst i hjemmet findes flere forslag til sådanne kombinationer.

Tidslinje

1862 – Eugène Fredrik Jansson fødes den 18. marts i Stockholm. Familien bor på Stora Nygatan i Gamla stan.
1876 – Bliver syg med skarlagensfeber i en alder af 14 år; får livslange problemer med nyrer, syn og hørelse.
1878 – Begynder på Teknisk Skole og bliver elev hos Edvard Perséus.
1881 – Optages på Kunstakademiets antikskole, men mangler midler til at rejse til Paris.
1885–1886 – Deltager i Opponenternes oprør mod Kunstakademiet; medstifter af Kunstnerforbundet i 1886.
1888 – Maler Portræt af kunstnerens far i hjemmet i Gamla stan.
1890–1891 – Perséus dør i 1890; faderen dør i 1891. Jansson bliver familiens forsørger og flytter med sin mor og bror til Södermalm.
1893 – Det blå maleri går fra pastel til olie.
1894 – Edvard Munch udstiller i Stockholm for første gang; Jansson bliver stærkt påvirket.
1896–1897 – Mångård, Söder Mälarstrand og Timmermansgatan.
1898 – Ernest Thiel besøger atelieret i november og køber tre malerier. Riddarfjärden, Stockholm og Proletärkasern.
1900 – Første rejse uden for Norden, til Paris, i en alder af 38 år.
1901–1902 – Nocturne, Jag. Självporträtt, Porträtt av Ernest Thiel og Hornsgatan nattetid.
1904 – Det sidste blå bymotiv færdiggøres. Jansson holder op med at udstille i flere år.
1907 – Vender tilbage med Flottans badhus og Naken yngling; Thiel køber badehusmaleriet samme år.
1908–1909 – Badtavla og Matrosbal.
1912 – Udstiller atletmalerierne i forbindelse med de olympiske lege i Stockholm.
1915 – Dør den 15. juni i Skara af hjerneblødning, 53 år gammel.
1920 – Nils G. Wollins værkfortegnelse Eugène Janssons måleri udgives.
1999 – Retrospektiv udstilling på Musée d'Orsay i Paris, 18. maj–22. august.
2021 – Timmermansgatan sælges for 3 150 000 kroner hos Bukowskis den 9. december.

Beslægtede kunstnere og bevægelser

Jansson står midt i kunsten omkring det nordiske århundredskifte, men med den ene fod i den europæiske symbolisme og den anden i den kommende abstraktion. Den vigtigste enkeltstående indflydelse var Edvard Munch, hvis Stockholmsudstilling i 1894 gav ham mod til at male følelser i stedet for udsigter. Blandt kollegerne i Kunstnerforbundet er Prins Eugen den nærmeste slægtning med sine skumringslandskaber i dæmpede toner, mens Bruno Liljefors, Carl Larsson og Anders Zorn repræsenterer den landlige nationalromantik, som Jansson bevidst valgte fra. Hans blå time har sin danske pendant hos P.S. Krøyer og sin tavse, gråtonede slægtning hos Vilhelm Hammershøi. Den norske pendant til Janssons blå nat er Harald Sohlbergs Vinternatt i Rondane – det samme dybe blå, men over fjeldene i stedet for over byen.

Stilmæssigt hører Jansson til symbolismen – den bevægelse, der satte stemning og indre oplevelse før iagttagelse – og hans sene nocturner peger frem mod den abstrakte kunst. Den svenske modernisme, der fulgte efter, med Sigrid Hjertén og Nils Dardel, byggede videre på den frihed i farve og form, som Jansson havde været ene om i sin generation. Et bredere overblik findes på vores side om nordisk kunst og i guiden til kunsthistorien. Alle vores faktasider om kunstnere og kunstbevægelser er samlet i Vidensbanken.

Ofte stillede spørgsmål om Eugène Jansson

Eugène Janssons blå Stockholm er et af de mest personlige bidrag til nordisk kunst - en by set gennem én eneste farve, en følelse snarere end et kort. Vil du tage den blå nat med hjem? Udforsk klassisk kunst og svensk kunst hos Bozetto, hvor hver poster trykkes på premium papir, der gengiver de dybe blå toner med fuld glans.