Francisco Goya – De svarta malerier, Los Caprichos og den moderne kunsts fødsel
Francisco Goya er den kunstner, der mere end nogen anden bærer hele den moderne kunsts fødsel i sit eget livsværk. Han indledte sin karriere som dekoratør for det spanske hof og malede solrige folkelivsscener til vævede gobeliner i kongelige paladser. Han afsluttede den med fjorten mørke, næsten uudholdelige malerier direkte på væggene i sit eget hus uden for Madrid, malerier, som ingen havde bestilt, og som ingen så før efter hans død. Mellem disse to yderpunkter ligger et halvt århundrede med krig, sygdom, døvhed, hofintriger og en ubøjelig vilje til at se virkeligheden, som den faktisk var.
For den, der interesserer sig for kunsthistorie, er Goya et vendepunkt. Før ham var maleriet hovedsageligt en tjeneste for kirken, kronen og adelen. Efter ham bliver det muligt for en kunstner at bruge penslen som sit eget vidnesbyrd, som en anklage, som et privat mareridt. Denne side gennemgår Goyas liv, hans vigtigste værker, hans teknik som maler og grafiker, hans betydning for senere kunstnere og hvordan hans billedverden fungerer som kunst i et svensk hjem i dag. Vi ser også på, hvor du faktisk kan se Goya-værker i original i Sverige.
Indhold
↓ Hvem var Francisco Goya?
↓ Fra Fuendetodos til hoffet i Madrid
↓ Goyas vigtigste værker
↓ Teknik, farve og kunstnerisk signatur
↓ Grafikeren Goya – Los Caprichos og krigens rædsler
↓ De sorte malerier og Quinta del Sordo
↓ Goyas arv og indflydelse
↓ Goya som kunst i hjemmet
↓ Goya i Sverige – Nationalmuseums samling
↓ Tidslinje
↓ Relaterede kunstnere
↓ Ofte stillede spørgsmål om Francisco Goya
Hvem var Francisco Goya?
Francisco José de Goya y Lucientes blev født den 30. marts 1746 i Fuendetodos, en lille landsby i Aragonien nogle kilometer syd for Zaragoza, og døde den 16. april 1828 i Bordeaux i Frankrig. Han blev altså 82 år, en usædvanligt høj alder for sin tid, og han arbejdede næsten helt til det sidste. Hans produktion omfatter omkring 700 malerier, næsten 900 tegninger og omkring 280 grafiske blade, hvilket gør ham til en af de mest produktive kunstnere i den europæiske kunsthistorie.
Goya var samtidig hofmaler og samfundskritiker, hvilket er en position, der burde være umulig. Han portrætterede den spanske kongefamilie i guldbroderede dragter, samtidig med at han i hemmelighed raderede billeder af præsteskabets grådighed og adelens dumhed. Han malede officielle bestillingsværker for kirken og lavede private tegninger af torturofre. Denne dobbelthed er ikke en modsætning i hans kunstnerskab, men selve kernen i det: Goya forstod tidligt, at der findes en officiel virkelighed og en virkelig virkelighed, og han nægtede at vælge nogen af dem fra.
Kort fortalt: Francisco de Goya blev født 30. marts 1746 i Fuendetodos, Aragonien, og døde 16. april 1828 i Bordeaux. Han udførte 63 tapetkartoner for den kongelige tapetfabrik Santa Bárbara mellem 1775 og 1791. Han blev udnævnt til kongelig hofmaler i 1789 under Karl IV og til første hofmaler (primer pintor de cámara) i 1799. En alvorlig sygdom i 1792–1793 gjorde ham næsten helt døv resten af livet. Grafikserien Los Caprichos består af 80 blade og blev udgivet i februar 1799. Serien Krigens rædsler omfatter 82 blade, skabt cirka 1810–1820. De fjorten sorte malerier blev malet direkte på væggene i Quinta del Sordo omkring 1820–1823 og findes i dag på Museo del Prado i Madrid. Nationalmuseum i Stockholm ejer fire malerier af Goya, en tegning samt et stort antal grafiske blade og albummer.
Fra Fuendetodos til hoffet i Madrid
Goyas far var forgylder, et håndværk med tilknytning til kirkekunsten, og familien tilhørte den beskedne middelklasse i Aragonien. Som fjortenårig kom Francisco i lære hos maleren José Luzán y Martínez i Zaragoza, hvor han fik den traditionelle skoling: at kopiere grafiske forlæg, indtil hånden har lært det. Derefter søgte han til Madrid og til Francisco Bayeu, en etableret hofmaler, hvis søster Josefa Goya giftede sig med ham i 1773. Det var et ægteskab, der lige så meget var en karrierestrategi som en kærlighedshistorie, og det åbnede dørene til hoffet.
Rejsen til Italien 1770–1771
Goya finansierede selv en studierejse til Rom omkring 1770. Her mødte han antikken, den romerske barok og den fremvoksende nyklassicisme. Året efter deltog han i en konkurrence udskrevet af kunstakademiet i Parma og fik en hædrende omtale. Rejsen gav ham det internationale perspektiv, der adskilte ham fra mange spanske kolleger, som aldrig forlod halvøen, og den gav ham et forråd af kompositionsformler, som han skulle bygge videre på i årtier.
Tapetkartonerne 1775–1791
Mellem 1775 og 1791 producerede Goya 63 store oliemalerier, der fungerede som forlæg, såkaldte kartoner, for den kongelige tapetfabrik Santa Bárbara. Væverne overførte motiverne til gobeliner, som blev hængt op i kongelige paladser som El Pardo og El Escorial. Motiverne skulle være behagelige: picnic, dans, legende børn, markedsscener. Netop derfor er de interessante. Goya brugte opgaven til at studere lys, farveakkorder og folkeliv med en frihed, som et formelt portræt aldrig ville have tilladt.
Det mest kendte af disse værker er Parasollet (El Quitasol) fra 1777, som i dag hænger på Museo del Prado. En ung kvinde i silkekjole sidder på en stenmurskant med en lille hund på skødet, mens en majo, en af Madrids modebevidste drenge fra arbejderklassen, står bag hende og holder en grøn silkesolskærm over hendes hoved. Det grønne lys, der filtreres gennem solskærmen, farver hendes ansigt i en kølig, næsten grønlig tone mod den varme gule baggrund. Det er et lysstudie, der er et århundrede forud for sin tid, og som peger direkte mod impressionismen.
Hofmaler og sygdommen i 1792
I 1786 blev Goya kongelig maler, i 1789 blev han udnævnt til hofmaler for den nyligt tiltrådte Karl IV, og i 1799 nåede han toppen af det officielle hierarki som førstehofmaler. Men mellem disse udnævnelser indtraf den begivenhed, der deler hans liv i to. Vinteren 1792-1793 blev han under en rejse til Andalusien ramt af en alvorlig sygdom med svimmelhed, tinnitus, midlertidig blindhed og lammelse. Han overlevede, men blev næsten helt døv resten af sit liv. Diagnosen er omstridt; blyforgiftning fra pigmenter, en virusinfektion og Susacs syndrom er alle blevet foreslået.
Døvheden lukkede ham ude fra den samtale, der var hoffets valuta, og kastede ham ind i et indre rum. Det er efter 1793, at de mørke motiver begynder at dukke op i hans produktion: Gården med de sindssyge, scener med banditter og skibbrud og kort derefter grafikserien Los Caprichos. Forbindelsen mellem hans isolation og hans radikalisering som kunstner er et af kunsthistoriens mest omdiskuterede emner.
Goyas vigtigste værker
Goyas mest kendte værker er spredt over seks årtier og fire helt forskellige registre: det dekorative, det officielle, det politiske og det private. For at forstå ham må man se, hvordan disse registre taler med hinanden.
Karl IV's familie (1800-1801)
Det store gruppeportræt af Karl IV og hans familie måler 280 × 336 centimeter og hænger på Prado. Tretten personer står på række i et officielt hofinteriør, klædt i silke, fløjl og ordener. Goya selv skimtes i skyggen til venstre foran et stort lærred i en direkte hyldest til Velázquez' Las Meninas. Maleriet er blevet berygtet for sin tilsyneladende nådesløse karakteristik: dronning Maria Luisa i centrum, kongen med et tomt blik, hele selskabet stift og glansløst trods guldet. Kunsthistorikere er i dag uenige om, hvorvidt Goya virkelig tilsigtede satire, eller om han ganske enkelt malede det, han så, med en realisme, som samtiden ikke var vant til.
Den tredje maj 1808 (1814)
Dette er sandsynligvis Goyas mest indflydelsesrige enkeltstående maleri. Det blev færdiggjort i 1814 og skildrer den spanske modstandsbevægelses henrettelse efter oprøret mod Napoleons besættelsestropper i Madrid natten mellem den 2. og 3. maj 1808. En navnløs mand i hvid skjorte står med udstrakte arme foran en anonym række geværløb, oplyst af en firkantet lanterne på jorden. Soldaterne har ingen ansigter; de er en maskine. Jorden foran er allerede dækket af lig.
Maleriet bryder med hele den heroiske slagmarkstradition. Der er ingen ædel general, ingen fane, ingen sejrherre. Manet citerede næsten direkte kompositionen i sine malerier af kejser Maximilians henrettelse i 1860'erne, og Picasso byggede videre på den i Guernica i 1937. Du kan læse mere om denne linje på vores sider om Édouard Manet og Pablo Picasso.
Den påklædte maja og den nøgne maja (cirka 1797–1805)
De to næsten identiske liggende kvindeportrætter, det ene påklædt og det andet nøgent, tilhørte oprindeligt førsteministeren Manuel Godoys samling. Den nøgne maja regnes for et af de første kendte vestlige malerier af en nøgen kvinde uden en mytologisk begrundelse; hun er ikke Venus, hun er en person, og hun ser beskueren lige i øjnene. Værkerne indbragte Goya for inkvisitionen i 1815, og han nægtede at oplyse, hvem der havde bestilt dem. Begge hænger i dag på Prado.
Selvportræt med doktor Arrieta (1820)
I 1819, i en alder af 73 år, blev Goya ramt af en ny livstruende sygdom. Året efter malede han sig selv halvt bevidstløs i sengen med lægen Eugenio García Arrieta bag sig, mens denne holder et glas medicin mod hans læber. I baggrunden skimtes tre skikkelser. Inskriptionen nederst takker lægen for at have reddet hans liv. Maleriet findes på Minneapolis Institute of Art i USA og regnes for et af de mest gribende selvportrætter i vestlig kunst, et ex voto-maleri, hvor kunstneren selv er den, der er blevet helbredt.
"Når fantasien, forladt af fornuften, frembringer umulige monstre; forenet med fornuften er den kunsternes moder og kilden til deres undere." – Francisco Goya, kommentar til blad 43 i Los Caprichos, 1799
Teknik, farve og kunstnerisk signatur
Goyas maleri udvikler sig fra en glat, oplyst rokokopalet til et stadig grovere, mere sammenpresset maleri, hvor penslen efterlader synlige spor. Den, der ser hans værker i kronologisk rækkefølge på Prado, ser en hånd, der gradvist holder op med at skjule sig selv.
Paletten og den sorte grund
Fra og med 1790'erne arbejder Goya i stadig højere grad med mørke grundtoner. Han lægger lyset som en tynd hinde oven på en dyb brun-sort bund, omtrent som Caravaggio gjorde to århundreder tidligere, men uden Caravaggios skarpe kontur. Goyas lys er tåget og usikkert. I Den tredje maj 1808 kommer alt lys fra en enkelt lanterne på jorden, en teknisk løsning, der samtidig er dramaturgisk: Den, der skal dø, er den eneste, der er synlig.
Penselføringen og det ufærdige
I sene værker arbejder Goya med spartel, klud og endda tommelfingeren. Malingen lægges i tykke, uregelmæssige lag, hvor underlaget undertiden efterlades synligt. Dette blev længe opfattet som sjusk og medførte, at hans sene produktion blev undervurderet i store dele af 1800-tallet. I dag ses den samme penselføring som den direkte forløber for ekspressionismen og for hele idéen om, at maleriets overflade i sig selv kan bære følelse.
Portrættet som psykologi
Som portrætmaler havde Goya en unik evne til at lade dragten være prægtig og blikket nøgent. Hans portrætter af hertuginden af Alba, forfatteren Leandro Fernández de Moratín og grevinden af Chinchón viser personer, der er fanget midt i en tanke snarere end poserende. Teknisk opnår han dette ved at male ansigtet med betydeligt flere og tyndere lag end resten af lærredet, så huden får en indre glød, mens stoffet behandles hurtigt og summarisk.
Grafikeren Goya – Los Caprichos og krigens rædsler
Goya er en af kunsthistoriens allerstørste grafikere, sammenlignelig med Rembrandt van Rijn. Han arbejdede hovedsageligt med radering kombineret med akvatinte, en teknik, der ved hjælp af harpiks og syre skaber sammenhængende gråtoner i stedet for kun linjer. Resultatet er en billedverden af tåge, skygge og pludselige lysfelter.
Los Caprichos (1799)
Los Caprichos består af 80 blade i radering og akvatinte, udført i 1797–1798 og udgivet som album i februar 1799. Serien er en systematisk satire over det spanske samfund i slutningen af 1700-tallet: arrangerede ægteskaber, prostitution, gejstlighedens grådighed, adelens indavl, folkets tro på hekse og ånder. Det mest berømte blad er nummer 43, El sueño de la razón produce monstruos, hvor en sovende mand ved et skrivebord er omgivet af ugler og flagermus.
Utgivelsen blev en forretningsmæssig katastrofe og en politisk risiko. Allerede fjorten dage efter at albummet var blevet udbudt til salg, trak Goya de resterende eksemplarer tilbage af frygt for inkvisitionen, efter at hans beskytter Manuel Godoy havde mistet magten. I 1803 overdrog han kobberpladerne og de usolgte albummer til kronen i bytte for en livsvarig pension til sønnen Javier.
Krigets fasor (cirka 1810–1820)
Los Desastres de la Guerra omfatter 82 blade og skildrer den spanske uafhængighedskrig mod Napoleon, hungersnøden i Madrid i 1811–1812 og den efterfølgende politiske reaktion. Bladene viser lemlæstelser, henrettelser, voldtægter og massegrave uden nogen forskønnende ramme. Billedteksterne er korte og bitre: "Man kan ikke se på", "Dette har jeg set", "Hvorfor?". Serien blev aldrig udgivet, mens Goya levede, men blev trykt første gang i 1863, 35 år efter hans død, af Real Academia de Bellas Artes de San Fernando. Nationalmuseum i Stockholm har blade fra denne serie i sine samlinger.
De sorte malerier og Quinta del Sordo
I 1819 købte Goya en toetagers gård uden for Madrid ved floden Manzanares. Huset blev allerede kaldt Quinta del Sordo, Døvemandens gård, efter en tidligere ejer, men navnet passede lige så godt til den nye ejer. Her malede den dengang over halvfjerds år gamle Goya, sandsynligvis mellem 1820 og 1823, fjorten billeder direkte på væggenes puds i to rum, uden bestiller og uden hensigt om at vise dem frem.
Hvad forestiller de?
Motiverne udgør ikke noget sammenhængende program. Saturnus fortærer sin søn viser guden i færd med at spise en krop med opspærrede øjne. Hundens hoved viser et lille dyrehoved, der knap nok stikker op af en okkerfarvet masse, mens resten af billedet er tomt. Pilgrimsfærden til San Isidro viser en vrimlende folkemængde med forvrængede ansigter på vej gennem et mørkt landskab. To gamle mænd spiser suppe, heksesabbatter, en kvinde ved et gitter. Titlerne er ikke Goyas egne, men er kommet til senere.
Fra væg til lærred
Malerierne blev først opdaget efter Goyas død i 1828 og forblev på væggene i årtier. I 1870'erne lod den daværende ejer, baron Frédéric Émile d'Erlanger, dem overføre fra puds til lærred, et teknisk brutalt indgreb, der beskadigede overfladerne og gjorde farverne mørkere, end de oprindeligt var. Værkerne blev vist på verdensudstillingen i Paris i 1878 uden at finde købere og blev i 1881 doneret til den spanske stat. Siden da har alle fjorten befundet sig på Museo del Prado i Madrid, hvor de har deres eget sammenhængende salafsnit.
Prado indledte i 2025 en omfattende nyophængning af sine 1700-tals- og Goya-sale, en proces, hvor de såkaldte Goya-sale 32 til 38 på første sal udgør den afsluttende fase og fortsætter i 2026. Formålet er at gøre samlingens kronologi og sammenhænge tydeligere for de besøgende.
Goyas arv og indflydelse
Goyas indflydelseshistorie er usædvanligt lang. I anden halvdel af 1800-tallet blev han en nøglefigur for de franske realister og for Manet, der så ham som en forløber for et maleri uden retorik. Baudelaire skrev om ham allerede i 1857 og fremhævede netop sammenblandingen af det virkelige og det fantastiske. I 1900-tallet blev han uundværlig for surrealismen, som så Los Caprichos som en tidlig udforskning af drømmen og det ubevidste.
Picassos Guernica fra 1937 er utænkelig uden Den tredje maj 1808: samme format for kollektiv lidelse, samme afvisning af at gøre volden smuk. I efterkrigstiden blev Goya et referencepunkt for kunstnere, der arbejdede med krig og politisk vold, fra Robert Motherwell til brødrene Chapman, som i 1999 købte et originalt oplag af Krigens rædsler og bearbejdede det.
Udstillingsmæssigt er interessen ikke aftaget. Fondation Beyeler i Basel viste fra 10. oktober 2021 til 23. januar 2022 en af de største Goya-udstillinger, der nogensinde er blevet arrangeret uden for Spanien, med 181 værker: 77 malerier, 53 grafiske blade og 51 tegninger, skabt i samarbejde med Prado. På auktionsmarkedet er hans værker sjældne; i januar 2023 noterede Christie's i New York rekordniveauer for to Goya-portrætter som led i en samlet omsætning på 62,7 millioner dollar for husets Old Masters-auktioner, og tre genfundne Goya-skitser, der havde været forsvundet i 130 år, indbragte omkring 8 millioner dollar.
Goya som kunst i hjemmet
Goya er ikke en oplagt kunstner at leve med, og det er netop derfor, han fungerer så godt. Hvor en plakat af en kendt kunstner ofte vælges, fordi den er smuk, vælges en Goya, fordi den er ladet. Det stiller krav til placeringen.
Vælg den rigtige side af Goya
Goyas produktion rummer to yderligheder, og de kræver forskellige rum. Tapetkartonernes lyse folkesener med gule, lysegrønne og rosa akkorder passer i opholdsrum og spiseområder; de har samme solrige lethed som rokokoens billedverden. Grafikken fra Los Caprichos med sine sort-hvide gråtoner hører hjemme på kontoret, i entréen eller på trappen, hvor man passerer og standser op. En sammenhængende gruppering af sort-hvide plakater med grafiske blade giver en samlet, næsten museal effekt.
Indramning og afstand
Goyas grafik er lille i original, ofte omkring 20 × 15 centimeter, og tåler derfor en generøs passepartout. En bred hvid eller råhvid karton på fire til seks centimeter giver bladet luft og signalerer, at det er et grafisk værk og ikke en dekoration. For malerier gælder det modsatte: De mørke lærreder vinder på en smal, mørk ramme i sortbejdset eller mørkebrunt ramme, som lader billedet fortsætte ud i rummet. Læs vores guide til at indramme kunst for mål og materialevalg.
Tip: Häng aldrig en mörk Goya i direkt motljus mit et vindue. De sorte partier opsluger lyset, og billedet bliver som et spejl. Placér i stedet motivet på en væg vinkelret på lyskilden eller på den væg, hvor vinduet sidder, og supplér med en retningsbestemt billedbelysning på cirka 2700 kelvin. Det varme lys gengiver Goyas okkergule og rødbrune toner betydeligt mere troværdigt end koldhvid belysning.
Kombinér Goya med anden kunst
Goya går godt i spænd med anden klassisk kunst fra barokken og romantikken, men det mest interessante opstår i kontrasten. Et grafisk blad fra Los Caprichos ved siden af et rent geometrisk motiv skaber en spænding mellem fornuft og fantasi, som er præcis det, Goya selv skrev om. I en samlet ophængning bør Goya være ankeret: størst format, mest tyngde, placeret i øjenhøjde, med de øvrige motiver grupperet omkring det. Vores guide til billedvægge gennemgår principperne, og i guiden til stuen findes konkrete forslag til mål. Er du usikker på, hvilket motiv der passer til dit rum, kan du læse om, hvordan du vælger den rigtige kunst.
Goya i Sverige – Nationalmuseets samling
Sverige har en overraskende god Goya-samling. Nationalmuseet i Stockholm ejer fire malerier, en tegning samt et stort antal løse grafiske blade og indbundne albummer. Samlingen dækker dermed Goyas forskellige roller: portrætmaleren, allegorikeren, tegneren og grafikeren.
To af malerierne er store allegorier, som førsteministeren Manuel Godoy bestilte i begyndelsen af 1800-tallet: Poesien og Sandheden, Tiden og Historien. Det sidstnævnte, et oliemaleri, der normalt dateres til omkring 1812–1814, har tilhørt Nationalmuseet siden 1961 og er et af museets mest betydningsfulde udenlandske erhvervelser i efterkrigstiden. Motivet viser den bevingede Tid, der løfter den nøgne Sandhed frem, mens Historien tager notater. Det er et oplysningsprogram i billedform, malet midt under en krig, der gjorde oplysningstidens optimisme svær at opretholde.
Interessen for samlingen er fortsat levende. Den 6. marts 2026 blev foredraget "Goya i Nationalmuseets samlinger" afholdt med den spanske kunsthistoriker José Ignacio Calvo Ruata, som gennemgik museets Goya-værker værk for værk. For dem, der vil se originalerne, er grafikken normalt tilgængelig via museets studiebesøg, mens malerierne vises i de permanente samlinger. Læs mere i Wikipedias artikel om Goya eller i Museo del Prados samlingsdatabase.
Tidslinje
1746 – Francisco José de Goya y Lucientes fødes den 30. marts i Fuendetodos, Aragonien, som søn af en forgylder.
1760 – Begynder som fjortenårig i lære hos maleren José Luzán y Martínez i Zaragoza.
1770–1771 – Studierejse til Rom for egen regning; får hædrende omtale i kunstakademiets konkurrence i Parma i 1771.
1773 – Gifter sig med Josefa Bayeu, søster til hofmaleren Francisco Bayeu, hvilket åbner vejen til hoffet.
1775–1791 – Udfører 63 tapetkartoner for Det Kongelige Tapetmanufaktur Santa Bárbara, heriblandt Parasollet 1777.
1789 – Udnævnes til hofmaler for den nykronede Karl IV.
1792–1793 – Rammes af alvorlig sygdom i Andalusien og bliver næsten helt døv resten af livet.
1799 – Udgiver Los Caprichos i februar og udnævnes samme år til første hofmaler. Albummet trækkes tilbage efter fjorten dage.
1800–1801 – Maler det store gruppeportræt Karl IV's familie, 280 × 336 centimeter.
1808–1814 – Den spanske uafhængighedskrig. Goya arbejder med Krigens rædsler og maler i 1814 Den anden maj 1808 og Den tredje maj 1808.
1819 – Køber Quinta del Sordo uden for Madrid; rammes af endnu en livstruende sygdom.
1820 – Maler Selvportræt med doktor Arrieta, i dag på Minneapolis Institute of Art.
1820–1823 – Udfører de fjorten sorte malerier direkte på væggene i Quinta del Sordo.
1824 – Forlader Spanien af politiske årsager og bosætter sig i Bordeaux.
1828 – Dør den 16. april i Bordeaux, 82 år gammel.
1863 – Krigens rædsler udgives for første gang, 35 år efter Goyas død.
1881 – De sorte malerier skænkes til den spanske stat og føres til Museo del Prado.
Relaterede kunstnere og bevægelser
Goya står med en fot i barokken og en i romantikken, samtidig med at han i praksis opfinder meget af det, der senere kaldes moderne maleri. Hans tekniske slægtskab med Rembrandt gælder først og fremmest grafikken, mens hans behandling af lys går tilbage til Caravaggio. Fremad i tiden fører linjerne til Manet, til ekspressionismen og til Picasso.
Hvis du vil sætte Goya ind i en større sammenhæng, finder du hele vores oversigt over perioderne på siden om kunsthistorie. En fuldstændig oversigt over vores faktasider om kunstnere og bevægelser finder du i Vidensbanken.
Ofte stillede spørgsmål om Francisco Goya
Hvis du vil tage noget af den spanske mesters billedverden med hjem, finder du hele vores udvalg af kunsthistoriske motiver blandt plakater af kendte kunstnere. Alle motiver trykkes på FSC-certificeret papir i Sverige og kan suppleres med en ramme i eg, sort eller hvid direkte ved bestillingen.