Göteborgskoloristerna – kunstbevægelsens historie, Ivarson, Schiöler og farvens lyrik

Göteborgskoloristerne er fællesbetegnelsen for de vestsvenske malere, som i 1930'erne gjorde farven til kunstens bærende kraft og skabte noget af det mest elskede maleri i svensk kunsthistorie. Åke Göransson, Ivan Ivarson, Ragnar Sandberg og Inge Schiöler regnes for kernen, og næsten alle havde de gået på Valands malerskole i Göteborg i 1920'erne med Matisse-eleven Tor Bjurström som lærer. Deres lærreder – glødende blomsterstilleben, blå aftener over Järntorget, solhvide klipper i Bohuslän – hører i dag til de mest efterspurgte motiver blandt samlere, og de fungerer bemærkelsesværdigt godt som kunst og plakater i et nordisk hjem, hvor lyset er knapt halvdelen af året.

Retningen var aldrig en organiseret gruppe. Kunstnerne udstillede aldrig sammen, skrev ingen manifester og var indbyrdes meget forskellige. Alligevel forenes de af et intenst, sanseligt og til tider lidenskabeligt farvesprog, hvor formen ofte antydes snarere end tegnes tydeligt op. Navnet blev først almindeligt brugt i 1948, da forlaget Rabén & Sjögren udgav bogen Göteborgskoloristerna. På denne side gennemgår vi retningens historie, de vigtigste kunstnere og værker, teknikken bag de lysende farver, myterne om de syge genier, og hvordan du kan bruge Göteborgskolorismens palet, når du vælger kunst til dine egne rum. Siden er en del af Bozettos vidensbank om kunst og kunsthistorie.

Indhold
↓ Hvad er Göteborgskoloristerne?
↓ Historie: fra Matisse til Valand
↓ Kunstnerne og deres vigtigste værker
↓ Teknik og kunstnerisk signatur
↓ Göteborg, Bohuslän og motiverne
↓ Arv, myter og museets samling
↓ Göteborgskolorisme i hjemmet
↓ Tidslinje
↓ Beslægtede retninger og kunstnere
↓ Ofte stillede spørgsmål om Göteborgskoloristerne

Hvad er Göteborgskoloristerne?

Göteborgskolorismen er en vestsvensk retning inden for det modernistiske maleri, som havde sin storhedstid i 1930'erne. Begrebet kolorisme betyder, at farven – ikke linjen, perspektivet eller fortællingen – er det primære udtryksmiddel. Mens De Unga og 1909 års män i Stockholm havde taget imod fauvismen som en kraftfuld, næsten programmatisk impuls, udviklede de unge malere i Göteborg en mere lyrisk og intim variant. Kunstkritikere har ofte kaldt dem farvelyrikere, og det er en præcis beskrivelse: deres billeder fungerer mere som musik end som fortællinger.

Ifølge Göteborgs konstmuseum begyndte betegnelsen at blive brugt om gruppen i slutningen af 1930'erne, og den blev endeligt fastslået med bogen i 1948. De fire navne ovenfor regnes for kernen, men også Nils Nilsson, Karin Parrow, Magda Ringius, Folke Andreasson, Inga Englund-Kihlman, Ragnvald Magnusson, Waldemar Sjölander og Erling Ärlingsson regnes ofte med. Forgængerne Birger Simonsson og Gösta Sandels anses for at have lagt grunden til det farvestrålende vestkystmaleri, som kolorismen voksede ud af.

Kort fortalt: Storhedstid i 1930'erne · Hjemsted Göteborg og Bohuslän · Skole: Valands malerskole, hvor Tor Bjurström (1888–1966) var leder 1920–1929 · Kernemedlemmer: Ivan Ivarson (1900–1939), Åke Göransson (1902–1942), Ragnar Sandberg (1902–1972) og Inge Schiöler (1908–1971) · Navnet blev etableret gennem bogen Göteborgskoloristerna (Rabén & Sjögren, 1948) · Største samling: Göteborgs konstmuseum, Götaplatsen · Seneste store oversigt: Den underbara färgen. Göteborgskolorismen i nytt ljus, 22. april 2023–7. april 2024, 218 værker

Det, der adskiller Göteborgskoloristerna fra andre samtidige farvedyrkere, er kombinationen af intensitet og sårbarhed. Farverne er stærke, ofte ublandede, men penselføringen er nervøs og følsom snarere end dekorativ. Motiverne er hverdagslige – en blomstervase i et vindue, en sporvogn, en badebro, et ansigt – og de males med en nærvær, der gør det trivielle ladet med betydning. Det er en kunst, der ikke vil imponere, men berøre.

Historie: fra Matisse til Valand

Tor Bjurström – læreren, der tog Paris med sig

Bevægelsens historie begynder i Paris. Tor Bjurström blev født den 13. juli 1888 i Stockholm og studerede 1905–1907 på Konstnärsförbundets skole hos Karl Nordström og Richard Bergh, derefter hos Kristian Zahrtmann i København. I årene 1908–1914 opholdt han sig i Paris og var blandt de skandinaver, der studerede hos Henri Matisse på hans private akademi. Her lærte han, at farven kunne bære et billede alene, at et rødt felt både kunne være flade og lys på samme tid.

Da Bjurström blev leder af Valands malerskole – Göteborgs museums male- og tegneskole – bragte han det franske farvesyn med sig til en havneby, der indtil da havde været domineret af langt mere tilbageholdende idealer. Han opmuntrede eleverne til at bruge farver, og ifølge Göteborgs konstmuseum var det i anden halvdel af 1920'erne, at farverne bogstaveligt talt eksploderede i deres malerier. Bjurström blev i 1929 efterfulgt af Sigfrid Ullman, der også havde været elev hos Matisse, men lagde større vægt på form og tegning; Ullmans elever beskrives som en mere afdæmpet efterfølgergeneration.

Eleverne og museets samling

Göteborgs Kunstmuseum på Götaplatsen blev indviet i 1923, og ifølge museet selv besøgte de unge kunstnere flittigt samlingerne i 1920'erne. Her kunne de studere Karl Isakson, Carl Kylberg, de danske kolorister og den franske modernisme. Nils Nilsson studerede hos Bjurström 1922-1925 og fortsatte derefter hos Per Krohg i Paris; Inge Schiöler blev optaget som attenårig og gik på Valand 1926-1929. Åke Göransson studerede på deltid hos Bjurström ved siden af sit arbejde som frisør, men måtte afbryde studierne i 1928, da de første tegn på skizofreni viste sig.

Gennembruddet i 1930'erne

Det store gennembrud kom i 1930'erne. Ivan Ivarson havde en separatudstilling på Göteborgs Kunstmuseum i 1936 og samme år på Färg och Form i Stockholm. Nils Nilsson fik sit gennembrud med separatudstillinger i både Stockholm og Göteborg i 1935. Samtidig var årtiet præget af tragedie: Göransson blev isoleret i hjemmet fra 1930 og blev indlagt på et psykiatrisk hospital i Göteborg i 1937, hvor han døde i 1942. Ivarson flyttede til Frankrig i 1937 og døde pludseligt under et besøg i Paris i sommeren 1939, kun 39 år gammel. Schiöler blev syg i 1933 og kunne i næsten et årti knap nok arbejde.

Kunstnerne og deres vigtigste værker

Göteborgskolorismen bæres af en håndfuld stærke personligheder. Hver af dem har sin egen temperatur, og det er netop forskellene mellem dem, der gør bevægelsen så rig. Her er de fire kernemedlemmer og den femte, Nils Nilsson, som mange kunsthistorikere i dag fremhæver som lige så central.

Ivan Ivarson (1900-1939) – den mest rendyrkede kolorist

Göteborgs Kunstmuseum beskriver Ivan Ivarson som født og opvokset i Göteborg, og som den, der måske bedst svarer til billedet af en Göteborg-kolorist. Hans tidlige palet var afdæmpet, men efter 1930 udviklede han en vibrerende, højstemt farveskala. Motiverne var vestkystlandskaber og franske landskaber, kvinder, blomster og af og til religiøse emner. Museet ejer omkring 30 værker af ham, blandt andre Selvportræt (1924), I haven, Cagnes (1927), Tulipaner (1930), Blomster i et vindue (1931), Molen, Bornholm (1933), Badende pige (1936), Kristus på korset (1937) og Frugthøst, St Georges de Didonne (1939). Hans atelierer nær Järntorget og Packhusplatsen gav ham udsigt over havnen, som går igen i billederne. Den seneste separatudstilling fandt sted på Göteborgs Kunstmuseum i 2010.

Åke Göransson (1902-1942) – vinduet i Landala

Åke Göransson voksede op med sin mor og fire søskende, kom i lære som frisør og studerede maleri på deltid. Fra omkring 1927 viste han tegn på skizofreni, og fra 1930 levede han stadig mere isoleret i familiens lejlighed i Landala. Herfra malede han interiører, stilleben, selvportrætter og især udsigter gennem vinduet – bybilleder, hvor hustage, gadelamper og et blåt aftenlys smelter sammen. Han blev indlagt på hospital i 1937 og døde dér i 1942. Göransson er den af koloristerne, hvis kunst er blevet mest myteomspunden, og Björn Axlund skrev monografien Farveformen. Åke Göranssons liv og kunst (2002) om ham.

Ragnar Sandberg (1902–1972) – caféerne og folkelivet

Ragnar Sandberg er koloristen med størst glæde ved det menneskelige mylder. Han malede caféer og gadeliv omkring Drottningtorget og Lilla Bommen, ofte med figurer, der er forenklet til næsten tegn, og med farver, der synes at bevæge sig i takt med menneskemængden. Göteborgs konstmuseum valgte hans Den blå bus (dateret 1938 henholdsvis 1940 i museets forskellige pressemeddelelser) som hovedmotiv for jubilæumsudstillingen i 2023 – et billede, hvor et blåt køretøj og nogle mennesker i hast er nok til at indfange rytmen i en hel by. Sandberg levede længst af kernemedlemmerne og døde i 1972, mere end tre årtier efter Ivarson og Göransson.

Inge Schiöler (1908–1971) – Bohusläns farvepoet

Inge Schiöler blev født i 1908 i Strömstad og døde i 1971 i Stockholm. Allerede i 1926 malede han akvarellen Molen i Strömstad, som i dag findes på Nordiska Akvarellmuseet i Skärhamn. Efter studierne på Valand 1926–1929 blev han i 1933 ramt af en alvorlig psykisk sygdom og blev i lang tid behandlet på S:t Jörgens sjukhus. Da han vendte tilbage til maleriet, var det med en næsten rasende glæde ved farver: kobolt, kadmium og smaragdgrønt i billeder af Kosterhavet, bådehuse, enge og klipper. Det danske leksikon Lex beskriver hans maleri som både lyrisk og dramatisk, og Liljevalchs viste udstillingen Inge Schiöler. Landskaber uden grænse i efteråret 2022.

"En af det 20. århundredes fremmeste svenske kolorister." – Liljevalchs om Inge Schiöler op til udstillingen Landskab uden grænse 2022

Nils Nilsson (1901–1949) – figurkompositionernes mester

Nils Nilsson blev født den 2. oktober 1901 i Göteborg og døde dér den 1. december 1949. Han studerede hos Bjurström 1922–1925 og hos Per Krohg i Paris 1925–1926 og blev ifølge Store norske leksikon påvirket både af de franske postimpressionister og af Edvard Munchs flydende linjer. Han var en af de få i kredsen, der mestrede store, komplekse figurkompositioner, og udførte også fresker. Kunsthistorikeren Jeff Werner skrev en monografi om ham i 1997, og Nilsson var med i sal 24 på Göteborgs konstmuseum sammen med Schiöler, Sandberg, Göransson, Karin Parrow og Magda Ringius.

Karin Parrow, Magda Ringius og kvinderne i kredsen

En af de vigtigste nyheder på udstillingen i 2023 var, at kvinderne blev fremhævet. På museets forrige store kolorismeudstilling i 1980'erne var der ikke en eneste kvindelig kunstner med. I dag hænger Karin Parrow og Magda Ringius ved siden af deres mandlige kolleger, og forskningen har vist, at kredsen var bredere, mere netværksbaseret og mindre heroisk, end den traditionelle fortælling lod forstå.

"Kolorismen var ikke et isoleret Göteborg-fænomen." – Kristoffer Arvidsson, forskningschef og kurator ved Göteborgs kunstmuseum, i pressemeddelelsen op til Den underbara färgen 2023

Teknik og kunstnerisk signatur

Hvad er det så, der gør et maleri til göteborgsk kolorisme? Göteborgs kunstmuseum sammenfatter idealerne i fire punkter: farven som udtrykkets drivkraft, et skinnende lys, et nært studium af naturen og en åben, søgende arbejdsmetode. Det er et godt kort, men det skal suppleres med det, man ser, når man står foran lærrederne.

Farven før formen

Koloristerne lod farven bære kompositionen. En trækronе kan være én eneste koboltblå plet, et hus et orange rektangel. Formen gengives ofte summarisk, nogle gange kun antydet med et par penselstrøg, og det er farvernes indbyrdes spænding – komplementærkontrasten mellem blåt og orange, mellem rødt og grønt – der skaber dybde. Her ses arven fra fauvismen, men tempoet er et andet: Hvor fauvisterne ofte malede med flade, rene felter, arbejdede göteborgerne med lagdelte, vibrerende overflader.

Det skinnende lys

Vestkystens lys – reflekteret fra havet, brudt af dis og regn – er en konstant hovedperson. Ivarson og Schiöler byggede lyset op med korte, til tider pastose strøg i oliemaling, der lader de underliggende lag skinne igennem. Resultatet er billeder, der synes at gløde indefra, hvilket forklarer, hvorfor de fungerer så godt i grå danske vinterstuer. Flere af kunstnerne, ikke mindst Schiöler, var også dygtige akvarelmalere, og i akvarellen bliver lyset papirets eget hvide.

Den åbne, nervøse pensel

Göteborgskoloristerna lod gerne billedet stå ufærdigt i akademisk forstand. Penselstrøgene er synlige, nogle gange næsten skitseagtige, og kanterne mellem farvefelterne får lov at vibrere. Det giver en umiddelbarhed, der minder om ekspressionismen, men uden dens angst og forvrængning. Det er en lyrisk ekspressivitet – et digt snarere end et skrig.

Vardagliga motiv

Motivkretsen är påfallande anspråkslös: blomsterstilleben, fönsterutsikter, hamnar, bryggor, kaféer, porträtt och badande. Motiven var inte poängen, utan en förevändning för att måla färg och ljus. Det är också därför bilderna åldras så väl – de handlar inte om en viss tid, utan om ett sätt att se.

Göteborg, Bohuslän och motiven

Göteborgskolorismen är en av få svenska konströrelser som är så tydligt knuten till en stad. Hamnen, kanalerna, spårvagnarna och regnet finns överallt i bilderna. Göteborgs konstmuseum pekar ut tre topografier: Göranssons stadsbilder från lägenheten i Landala, Ivarsons vyer från ateljéerna vid Järntorget och Packhusplatsen och Sandbergs kaféer och gatuliv kring Drottningtorget och Lilla Bommen. Tillsammans bildar de ett slags måleriskt stadsporträtt av 1930-talets Göteborg, en stad i omvandling mellan varvsindustri och modernitet. Vill du ha staden på väggen i dag finns våra Göteborgsposters och konstverk.

Bohuslän, Hanhals och resorna

Utanför staden lockade Bohusläns kust med sina klippor, sjöbodar och skärgårdar. Schiöler återvände ständigt till Strömstad och Kosteröarna, och hans bilder därifrån hör till de mest älskade i svensk 1900-talskonst. Utställningen 2023 visade också verk från Hanhals i norra Halland, från Bornholm och från den franska Rivieran – Ivarsons I trädgården, Cagnes från 1927 är ett tidigt exempel. Kopplingen till Danmark och Norge var stark, och museet visade parallellt danska och norska kolorister i salarna 24 och 25 på plan 6.

Ljuset som gemensam nämnare

Det som förenar stad och skärgård i bilderna är ljuset. Västkustens ljus är fuktigt och föränderligt, och koloristerna fångade det i ögonblick – en blå timme över hamnen, ett middagsljus över en bohuslänsk äng. Den som har sett Skagenmålarna blå time känner igen fascinationen, men göteborgarna målade ljuset med betydligt friare färg.

Arv, myter och museets samling

Göteborgs konstmuseum har landets främsta samling av göteborgskoloristerna, och rörelsen hör enligt museet till de allra mest älskade i samlingen. Museet äger omkring 70 000 verk totalt. Kolorismen har länge varit en del av stadens identitet: föreläsningssalarna i Medicinarelängan vid Göteborgs universitet är uppkallade efter flera av koloristerna, och en sal vid Sahlgrenska akademin bär Tor Bjurströms namn.

Myten om det sjuka geni

Flere af kunstnerne blev ramt af psykisk sygdom og døde for tidligt, og det har givet anledning til en romantisk myte om galskab og genialitet. Forskningsprojektet Göteborgskolorism. Nätverk, sammanhang, kanon, som i 2021 fik 252.000 kroner fra Torsten Söderbergs stiftelse, havde som erklæret mål netop at undersøge myterne og historieskrivningen. Resultatet blev et 382 sider langt katalog med tekster af blandt andre Kristoffer Arvidsson, Jeff Werner, Andrea Kollnitz, Patrik Steorn og forfatteren Lydia Sandgren, hvis roman Samlade verk foregår i Göteborgs kunstverden.

Den underbara färgen 2023–2024

Jubilæumsudstillingen Den underbara färgen. Göteborgskolorismen i nytt ljus blev vist 22 april 2023–7 april 2024 og fejrede både museets 100-årsjubilæum og Göteborgs 400-årsjubilæum. Med 218 værker i olie, akvarel, tegning, grafik og skulptur var det museets første store kolorismeudstilling siden 1980'erne. Dagens Nyheters anmelder Dan Jönsson anmeldte den 20 maj 2023 under overskriften ”Vild, vacker och visionär Göteborgskolorism”. Læs mere på Göteborgs konstmuseums udstillingsside.

"Göteborgskoloristernes værker er populære blandt vores besøgende." – Patrik Steorn, museumschef på Göteborgs konstmuseum, februar 2023

Arven ses også hos senere generationer. Museet nævner Maj Arnell, Olle Skagerfors og Bengt Rindner som kunstnere, der har videreført kolorismens idealer, og vestkystmaleriet med stærke farver lever videre i dag hos både etablerede kunstnere og de svenske kunstværker, der fylder vores kataloger.

Göteborgskolorismen i hjemmet

Få kunstretninger passer så godt til svenske hjem som Göteborgskolorismen. Billederne er skabt under de samme lysforhold, som vi lever med – mørke vintre, lyse sommernætter, grå regn – og deres indre glød fungerer som modvægt til novembermørket. Her er nogle praktiske råd.

Vælg en dominerende farve

Et koloristisk billede har ofte en grundtone: koboltblå, kadmiumorange eller smaragdgrøn. Lad tonen styre placeringen. Et blåt havnemotiv passer til hvide, grå eller sandfarvede vægge i en nordisk stue; et glødende blomsterstilleben i rødt og orange giver varme i et køkken eller en entré med nordvendte vinduer. Søger du motiver i samme stil, så se vores plakater med farveeksplosioner og plakater med blomstermotiver.

Tænk over lysindfaldet

Da koloristerne malede lys, fungerer deres billeder bedst, hvor de får dagslys fra siden. Undgå direkte sollys, som bleger papir og tryk, men placer gerne billedet, så et vindue lyser på det fra venstre eller højre. Vores guide plakater mod efterårsmørket giver flere tips til lyse motiver til den mørke årstid, og forskningen om farver og oplevet temperatur forklarer, hvorfor varme nuancer faktisk kan få et rum til at føles varmere.

Tip: Indram en koloristplakat med en smal ramme i lys eg eller hvid og en bred, hvid passepartout. Så får farverne plads til at ånde, ligesom når museet hænger lærrederne på lyse vægge. Læs gerne vores gennemgang af rammens psykologi, før du vælger – en mørk, tung ramme dæmper ofte de lysende farver, som er hele pointen.

Hvis du vil kombinere flere billeder, kan du lade en farverig plakat inspireret af kolorismen være midtpunkt og omgive den med roligere grafik i samme farvefamilie. Trenden med dopamindekor har igen gjort farverige rum populære, og Göteborgskolorismen er en god måde at tilføre farve på uden at det bliver skrigende – farverne er intense, men harmoniske og næsten altid forankret i naturens nuancer. Blandt vores kunstværker af kendte kunstnere findes flere mestre inden for samme farvetradition.

Tidslinje

1888 – Tor Bjurström fødes den 13. juli i Stockholm.

1908–1914 – Bjurström opholder sig i Paris og studerer hos Henri Matisse.

1920 – Bjurström bliver forstander for Valands malerskole i Göteborg, en stilling han har indtil 1929.

1922–1925 – Nils Nilsson studerer hos Bjurström; derefter fortsætter han hos Per Krohg i Paris.

1923 – Göteborgs konstmuseum indvies på Götaplatsen og bliver elevernes vigtigste studiesamling.

1926 – Inge Schiöler optages på Valand og maler akvarellen Bryggan i Strömstad.

1928 – Åke Göransson tvinges til at afbryde studierne på grund af sygdom.

1929 – Sigfrid Ullman efterfølger Bjurström som forstander på Valand.

1933 – Ivarson maler Bryggan, Bornholm; Schiöler bliver syg og kan i næsten et årti knap nok arbejde.

1935 – Nils Nilsson får sit gennembrud med separatudstillinger i Stockholm og Göteborg.

1936 – Ivarson udstiller på Göteborgs konstmuseum og hos Färg och Form i Stockholm.

1937 – Göransson indlægges på hospitalet; Ivarson flytter til Frankrig.

1939 – Ivan Ivarson dør pludseligt i Paris, 39 år gammel.

1942 – Åke Göransson dør, 40 år gammel.

1948 – Bogen Göteborgskoloristerna udgives af Rabén & Sjögren og gør betegnelsen almindeligt kendt.

1949 – Nils Nilsson dør den 1. december i Göteborg.

1961 – Tor Bjurström tildeles Prins Eugen-medaljen; han dør i 1966.

1971–1972 – Inge Schiöler dør i 1971 og Ragnar Sandberg i 1972.

2022 – Liljevalchs+ i Stockholm viser Inge Schiöler. Landskap utan gräns, 14. oktober 2022–8. januar 2023.

2023–2024 – Den underbara färgen. Göteborgskolorismen i nytt ljus viser 218 værker på Göteborgs konstmuseum.

Beslægtede kunstretninger og kunstnere

Göteborgskolorismen hænger tæt sammen med flere andre kapitler i den nordiske og europæiske kunsthistorie. Det franske grundlag findes hos Henri Matisse og fauvismen, den svenske forhistorie hos De Unga 1909, Sigrid Hjertén og Isaac Grünewald. Göteborgs tidligere store kunstnerskæbne er Ivar Arosenius, og samtidige i Halland arbejdede Halmstadgruppen i en helt anden, surrealistisk retning.

Læs om nordisk kunst og akvarelmaleriets historie for at få et større perspektiv. Her har Schiöler en naturlig plads. I Bozettos vidensbank finder du alle faktasider om kunstnere og kunstretninger samlet på ét sted. Den norske biografi om Nils Nilsson findes i Store norske leksikon, og Liljevalchs præsentation af Schiöler findes på liljevalchs.se.

Ofte stillede spørgsmål om Göteborgskoloristerne

Tag farvens lyrik ind i dit hjem. Göteborgskoloristerna viste, at en blå aften eller en vase med blomster er nok til at fylde et rum med lys. Gå på opdagelse i vores svenske kunstværker, og find en plakat i samme glødende ånd til din stue, dit køkken eller dit soveværelse.