Jackson Pollock – action painting, drypmaleri og abstrakt ekspressionisme

Jackson Pollock er den amerikanske kunstner, der mere end nogen anden ændrede, hvad et maleri kunne være. Da han i 1947 lagde lærredet på ateliergulvet i Springs på Long Island og begyndte at hælde, dryppe og slynge flydende maling ud over det, forlod han staffeliet, penslen og hele den europæiske billedtradition, han var vokset op med. Resultatet blev en kunst uden centrum, uden horisont og uden motiv i almindelig forstand - en flade af sammenvævede baner, hvor malingen registrerer kroppens bevægelse i rummet. Det er derfor, hans værker fungerer så usædvanligt godt som plakater: De mangler én bestemt læseretning og tåler at blive betragtet igen og igen.

Pollock levede kun 44 år, fra 1912 til 1956, og den periode, hvor han malede sine berømte drypmalerier, varede knap fire år. Alligevel har få kunstnerskaber fået så langt et efterspil. Hans værker hænger i dag på Metropolitan Museum of Art, MoMA, National Gallery of Art i Washington og National Gallery of Australia, og et af malerierne - Number 17A fra 1948 - skiftede i 2015 ejer for 200 millioner dollar i en privat handel. I Sverige har Moderna Museet vist ham siden 1963 og ejer et af de få værker, hvor han lod en figurativ detalje blive tilbage midt i dryppene. Denne side gennemgår hans liv, teknikken bag malerierne, de vigtigste værker, og hvordan den abstrakte ekspressionismes formsprog fungerer som kunst i et svensk hjem.

Indhold
↓ Hvad kendetegner Jackson Pollocks kunst?
↓ Opvækst, uddannelse og vejen til New York
↓ De vigtigste værker
↓ Teknikken bag drypmaleriet
↓ Lee Krasner og kredsen omkring abstrakt ekspressionisme
↓ Arven, markedet og Pollock i Sverige
↓ Abstrakt ekspressionisme som kunst i hjemmet
↓ Tidslinje over Jackson Pollocks liv
↓ Relaterede kunstnere og bevægelser
↓ Ofte stillede spørgsmål om Jackson Pollock

Hvad kendetegner Jackson Pollocks kunst?

Jackson Pollocks modne maleri bygger på tre beslut, der hver for sig virker små, men som tilsammen brød med flere hundrede års europæisk kunst. Han flyttede lærredet fra staffeliet til gulvet, udskiftede penslen med pinde, hærdede børster og sprøjter, og erstattede oliemaling på tube med flydende industri- og husholdningsemalje af mærket Duco. Malingen rammer dermed aldrig lærredet via et værktøj, der presses mod overfladen - den falder gennem luften. Hver linje er et aftryk af, hvor hurtigt hånden bevægede sig, hvor højt over lærredet den befandt sig, og hvor tyktflydende malingen var netop da.

Kunsthistorien kalder resultatet en allover-komposition: Billedet har hverken centrum, forgrund eller baggrund, men en jævnt fordelt tæthed helt ud til kanterne. Kritikeren Clement Greenberg brugte allerede begrebet i midten af 1940'erne om Pollocks lærreder, og det er i denne betydning, at hans maleri er mere radikalt end den europæiske abstraktion hos eksempelvis Wassily Kandinsky, hvor kompositionen stadig organiseres omkring tyngdepunkter. Den anden almindelige betegnelse, action painting, blev skabt af kritikeren Harold Rosenberg i essayet "The American Action Painters" i tidsskriftet ARTnews i december 1952: Lærredet beskrives her ikke som en flade, man afbilder noget på, men som en arena, man handler i.

Det er også værd at slå fast, hvad Pollocks kunst ikke er. Den er ikke tilfældig. Fysikeren Richard Taylor og hans medarbejdere offentliggjorde i 1999 en analyse i tidsskriftet Nature, som viste, at mønsterdannelsen i drypmalerierne har fraktal karakter, og at den fraktale dimension steg gradvist fra omkring 1,1 i de tidlige lærreder fra 1943 til omkring 1,7 i værkerne fra 1952. Med andre ord: Pollock forfinede sit formsprog år for år på en måde, der kan måles.

Kort fortalt: Paul Jackson Pollock, født den 28. januar 1912 i Cody, Wyoming, død den 11. august 1956 i Springs, New York, 44 år gammel. Nationalitet: amerikansk. Bevægelse: abstrakt ekspressionisme, ofte kaldet New York-skolen. Hovedperiode for drypmaleriet: 1947–1950. Materialer: husholdnings- og industriemalje på ubehandlet lærred. Gift i 1945 med kunstneren Lee Krasner (1908–1984). Vigtigste værker: Mural (1943), Number 17A (1948), Autumn Rhythm: Number 30 (1950), One: Number 31 (1950), Blue Poles (1952). Højeste registrerede pris: 200 millioner dollar for Number 17A ved et privat salg i 2015.

Opvækst, uddannelse og vejen til New York

Paul Jackson Pollock blev født den 28. januar 1912 i Cody, Wyoming, som den yngste af fem brødre. Familien flyttede gentagne gange mellem Arizona og Californien i hans barndom, og det amerikanske vesten – vidderne, ranchlivet og de indianske kulturer, han kom i kontakt med – blev et referencepunkt, han vendte tilbage til hele livet. Han forlod Wyoming som etårig, men beskrev sig langt senere som en kunstner, der var formet af landskabet snarere end af museerne.

Manual Arts High School og de første år

Pollock gik på Manual Arts High School i Los Angeles, hvor læreren Frederick John de St. Vrain Schwankovsky introducerede ham til teosofi og Jiddu Krishnamurtis forelæsninger. Interessen for det åndelige og det underbevidste skulle blive en konstant. Han blev bortvist fra skolen to gange, anden gang i 1930, og fulgte samme år sin ældre bror Charles til New York.

Thomas Hart Benton och Art Students League

Från hösten 1930 studerade Pollock vid Art Students League of New York för Thomas Hart Benton, den regionalistiske muralmålare som hyllade det amerikanska inlandets arbetare och myter. Benton lärde honom att bygga en komposition kring rytmiskt vridna, spiralformade rörelser genom bildytan – ett schema som Benton kallade "the hollow and the bump". Pollock avfärdade senare Bentons motivvärld, men den underliggande rytmiken följde med. Benton blev också en faderfigur, och kontakten höll i sig långt efter att eleven gått vidare.

Siqueiros verkstad 1936 och åren med WPA

Två saker avgjorde vad som skulle komma. Den ena var att Pollock 1936 deltog i den mexikanske muralmålaren David Alfaro Siqueiros experimentverkstad på 14th Street i New York, där konstnärerna arbetade med sprutpistol, lackfärg, sand och tillfälligheter i färgens flöde. Där mötte han för första gången tanken att industriell, flytande färg var ett fullvärdigt konstnärligt material. Den andra var att han mellan 1935 och 1942 var anställd inom Federal Art Project, ett delprogram inom president Franklin D. Roosevelts arbetsmarknadsprogram WPA, som gav honom en hygglig månadslön och tid att måla. Under samma period gick han i jungiansk psykoterapi, vilket ledde till att han började teckna för att komma åt bildmaterial ur det undermedvetna – en metod besläktad med surrealismens automatisme.

De viktigaste verken

Pollocks produktion delas ofta in i tre faser: de mytologiskt laddade, halvfigurativa dukarna 1938–1946, droppmålningarna 1947–1950 och de mörkare, delvis återfigurativa verken 1951–1955. Nedan följer de målningar som oftast lyfts fram som vändpunkter, samtliga med uppgift om var de finns i dag.

Mural (1943) – beställningen som förändrade allt

Konstsamlaren Peggy Guggenheim gav Pollock ett kontrakt 1943 och gav honom samma år hans första separatutställning på galleriet Art of This Century i New York i november. Hon beställde också en målning till entrén i sin bostad på Manhattan: Mural, ungefär 2,4 × 6 meter, den största duk han någonsin hade målat. Verket har varken mittpunkt eller motiv utan består av en fortlöpande vågrörelse av gula, blå och svarta former. Peggy Guggenheim skänkte det 1948 till University of Iowa, och sedan dess ingår det i Stanley Museum of Art i Iowa City. Målningen genomgick en fyra år lång konservering vid Getty Conservation Institute i Los Angeles och visades där 2014.

Nummer 17A (1948) och genombrottet i pressen

Number 17A fra 1948 er det lærred, der gjorde Pollock til en offentlig person. Det indgik i den firesidede reportage, som tidsskriftet Life offentliggjorde i august 1949 under overskriften "Is he the greatest living painter in the United States?" – et opslag, der på få uger gjorde en 37-årig kunstner til national berømthed. Maleriet var i mange år ejet af David Geffen og blev i 2015 solgt privat til investoren Kenneth C. Griffin for 200 millioner dollar, hvilket på det tidspunkt var den højeste pris, der nogensinde var blevet betalt for et maleri.

Autumn Rhythm, One og Lavender Mist (1950)

Året 1950 er højdepunktet. I løbet af nogle måneder malede Pollock tre af sine største lærreder: Autumn Rhythm: Number 30, i dag på Metropolitan Museum of Art i New York, One: Number 31, som indgår i samlingen på Museum of Modern Art, og Lavender Mist: Number 1, som siden 1976 har tilhørt National Gallery of Art i Washington. Det er i disse tre værker, at opbygningen af lag er mest udviklet: sort emalje danner en grundstruktur, hvidt og sølvgråt lægger sig ovenpå, og tynde slyngede linjer i brunt, grønt eller rosa binder overfladen sammen. Titlerne med tal var et bevidst valg – Lee Krasner har fortalt, at parret netop skiftede til numre, fordi et beskrivende navn ville få beskueren til at lede efter noget figurativt.

Blue Poles (1952) og den australske handel

Blue Poles, cirka 2 × 5 meter og malet i 1952, er det sene hovedværk. Otte skråtstillede blå stolper skærer gennem et tæt væv af orange, gul og sølv og giver maleriet en vertikal rytme, som drypmalerierne fra 1950 mangler. I august 1973 købte National Gallery of Australia værket for 2 millioner dollar, svarende til omkring 1,3 millioner australske dollar, hvilket dengang var det højeste beløb, der var blevet betalt for et amerikansk maleri. Købet blev en politisk skandale i Australien og blev debatteret i parlamentet. I 2022 blev Blue Poles vurderet til omkring 500 millioner australske dollar og er museets mest værdifulde værk.

"Maleriet har sit eget liv. Jeg forsøger at lade det komme frem. Det er kun, når jeg mister kontakten med maleriet, at resultatet bliver noget rod." – Jackson Pollock, udtalelse i tidsskriftet Possibilities, vinteren 1947–1948

Teknikken bag drypmaleriet

Værkstedet var en ombygget lade bag huset på Fireplace Road i Springs, hvortil Pollock og Lee Krasner flyttede i november 1945, efter at have lånt 2.000 dollar af Peggy Guggenheim til udbetalingen. Laden målte knap 6 × 7 meter, hvilket i praksis satte grænsen for, hvor store lærreder han kunne arbejde med. Gulvet er bevaret og er i dag den mest besøgte del af Pollock-Krasner House and Study Center, som drives af Stony Brook University og er åbent for besøgende i sommerhalvåret.

Lærredet på gulvet

Ved at rulle ubehandlet lærred ud på gulvet kunne Pollock gå rundt om værket og arbejde fra alle fire sider. Han beskrev selv fordelen som, at han følte sig tættere på maleriet, næsten som en del af det. I praksis betød det, at tyngdekraften blev et værktøj: Malingen forlader pinden eller dåsen og falder, og linjens tykkelse styres af afstand og hastighed i stedet for penslens bredde. Først når lærredet var færdigt, blev det spændt op og beskåret, en proces hvor Krasner ofte deltog og afgjorde, hvor kanten skulle gå.

Emaljemaling, pinde og bagsprøjter

Pollock brugte ikke kunstnermaling, men alkyd-baseret husholdnings- og bilemalje, især Duco og Devoe & Raynolds sortiment, som undertiden blev fortyndet, så den flød frit. Værktøjerne var hærdede pensler, malerpinde, murskeer og køkkenredskaber som bagsprøjter. Konservatorer har senere fundet cigaretskodder, tændstikker, mønter, søm og nøgler indlejret i farvelagene - spor af et atelier, hvor alt, hvad der lå på gulvet, kunne ende i maleriet. Materialevalget er også grunden til, at værkerne er krævende at bevare: Alkydemalje ældes anderledes end oliemaling og kan sprække i et andet tempo end det underliggende lærred.

Rytmen, kontrollen og fraktalerne

Det, der udefra ligner kaos, er resultatet af en fysisk teknik, som Pollock øvede sig på. Filmkunstneren og fotografen Hans Namuth dokumenterede ham i arbejde i efteråret 1950, både på stillbilleder og film, og materialet viser en kunstner, der bevæger sig langsomt og standser lige så ofte, som han kaster maling. Richard Taylors analyse i Nature fra 1999 pegede i samme retning: Mønstrene følger en fraktal struktur, der gentager sig på flere skalaer, noget der er svært at frembringe tilfældigt. Håndleddets hastighed, malingens viskositet og afstanden til lærredet spiller sammen og skaber en linje, der ikke kan efterlignes med en pensel.

Lee Krasner og kredsen omkring abstrakt ekspressionisme

Pollock arbejdede ikke i et vakuum. Den amerikanske efterkrigskunst blev drevet frem af en tæt kreds af kunstnere, galleriejere og kritikere i New York, og det brud, som Pollocks drypmalerier udgør, var hverken opstået eller blevet bemærket uden dem. Bevægelsen som helhed beskrives nærmere på siden om abstrakt ekspressionisme.

Lee Krasner – kunstner, ikke kun hustru

Lee Krasner (1908–1984) var en etableret kunstner med en solid uddannelse fra National Academy of Design, da hun mødte Pollock i 1941. Hun var uddannet hos Hans Hofmann og havde en viden om europæisk modernisme, som Pollock manglede. Efter deres giftermål i 1945 arbejdede de i samme hus, men i forskellige rum, og hun fortsatte med at male hele livet – hendes collageserie fra 1950'erne regnes i dag blandt periodens stærkeste. Krasner forvaltede også boet efter Pollocks død og lagde grunden til Pollock-Krasner Foundation, som siden 1985 har uddelt stipendier til kunstnere. Metropolitan Museum of Art viser udstillingen "Krasner and Pollock: Past Continuous" fra 4. oktober 2026 til 31. januar 2027 med over 120 værker fra mere end 80 långivere – den første større præsentation i New York af en af dem i over tyve år.

Peggy Guggenheim og Betty Parsons

Peggy Guggenheim gav Pollock hans første kontrakt i 1943 med en garanteret månedlig betaling, hvilket i praksis frigjorde ham fra lønarbejde. Da hun flyttede til Venedig i 1947, overtog galleristen Betty Parsons, og det var hos hende, at drypmalerierne blev vist første gang i januar 1948. Udstillingen solgte dårligt, men fik afgørende kritisk gennemslag. Clement Greenberg skrev om Pollock allerede i 1943 og skulle i løbet af de følgende ti år opbygge en hel teori om det moderne maleris udvikling, hvor netop Pollocks fladhed og allover-overflade var slutpunktet.

Rothko, de Kooning og New York-skolen

Omkring 1950 samlede den amerikanske efterkrigsmodernisme kunstnere med meget forskellige udtryk under samme betegnelse. Willem de Kooning arbejdede gestisk, men holdt fast i figuren, mens Mark Rothko gik i den modsatte retning og opbyggede store, svævende farvefelter uden spor af bevægelse. At de alligevel hænger sammen, skyldes en fælles ambition: at gøre maleriet til en direkte erfaring snarere end en afbildning. Rødderne findes i den europæiske surrealisme og dens automatisme, som fik fodfæste i New York, da kunstnere som André Breton, Max Ernst og Roberto Matta flygtede fra krigen og bosatte sig i byen.

Arven, markedet og Pollock i Sverige

Pollock kørte af vejen og omkom nær sit hjem i Springs den 11. august 1956, påvirket af alkohol. Han var 44 år. Museum of Modern Art havde allerede planlagt en mindre oversigtsudstilling og omdannede den til en mindeudstilling, som åbnede i december samme år. Efter sin død voksede hans status hurtigt, delvis af kulturpolitiske årsager: den amerikanske efterkrigsmodernisme blev vist rundt i Europa som bevis på et frit kunstliv, og Pollock blev dens mest citerede navn.

Hans Namuth og billedet af kunstneren

Hans Namuths fotografier og film fra efteråret 1950 formede billedet af Pollock lige så meget som selve malerierne. Sekvensen, hvor han maler på glas, filmet nedefra, blev en af det 20. århundredes mest reproducerede skildringer af en kunstner. Bagsiden var, at opmærksomheden fastlåste ham i en rolle. Efter optagelserne brød han flere års afholdenhed, og produktionen faldt kraftigt: fra omkring halvtreds malerier i 1950 til en håndfuld om året i de sidste sæsoner.

Priserne og samlermarkedet

Markedet for Pollock er ekstremt begrænset, fordi næsten alle større værker findes i museumssamlinger. De to højeste noteringer er begge private handler: Number 17A for 200 millioner dollar i 2015 og Number 5, 1948 for omkring 140 millioner dollar i 2006. Den højeste offentlige auktionspris er betydeligt lavere - Number 19, 1948 blev solgt for 58,4 millioner dollar hos Christie's i New York i maj 2013. Forskellen siger noget om, hvor få værker der faktisk cirkulerer.

Pollock i Sverige

Sverige var tidligt ude. Moderna Museet i Stockholm viste en separatudstilling med Pollocks malerier fra 27. februar til 15. april 1963 under museumsdirektør Pontus Hultén, blot syv år efter kunstnerens død og længe før flere større europæiske museer gjorde det samme. Museet ejer desuden The Wooden Horse: Number 10 A fra 1948, et usædvanligt værk, hvor et træhoved fra en legetøjshest er fastgjort midt i den dryppede overflade - en af de få gange, Pollock lod en genkendelig genstand blive i billedet. I 2012 blev fire af hans malerier fra 1947-1949 vist på udstillingen Explosion! Maleri som handling. Oplysninger om værkerne findes i museets åbne samlingsdatabase hos Moderna Museet, og en oversigt over kunstnerskabet i museumssammenhæng findes hos Museum of Modern Art.

Abstrakt ekspressionisme som kunst i hjemmet

Pollocks egne værker findes i museumssamlinger og er af ophavsretlige grunde ikke frit tilgængelige som reproduktioner, men det formsprog, han grundlagde – den gestiske linje, den jævnt fyldte overflade, farven som krop snarere end beskrivelse – er et af de mest anvendelige udgangspunkter, der findes, når man skal vælge kunst til en bolig. Grunden er enkel at formulere: Et billede uden motiv konkurrerer ikke med rummets øvrige indhold. Det tilfører farve og bevægelse uden at fortælle en historie, der skal læses, hver gang man går forbi. I Bozettos sortiment af abstrakte posters finder du denne type motiver i flere størrelser.

Størrelsen afgør virkningen

Den mest almindelige fejl ved gestisk abstraktion er at vælge et for lille format. Pollocks lærreder fra 1950 er mellem to og fem meter brede af en grund: Den tætte allover-overflade har brug for plads, for at linjerne kan nå at blive til en rytme i stedet for et virvar. Hjemme betyder det, at en abstrakt komposition, der skal hænge alene, sjældent bør være mindre end 50 × 70 centimeter, og at 70 × 100 centimeter ofte virker stærkere over en sofa eller seng end tre mindre motiver ved siden af hinanden. Regn med, at kunstværket dækker cirka to tredjedele af møblets bredde.

Farvetemperatur og lys

Den emaljemaling, Pollock brugte, gav en blank, delvist metallisk overflade, der ændrer sig med lyset. Den tilsvarende løsning i en bolig er, at abstrakte motiver med varme jordfarver, brunt, okker og tegl fungerer godt i rum med begrænset dagslys, mens køligere kompositioner i blåt og gråt har brug for mere lys for ikke at virke tunge. En poster i sort-hvid er den sikreste vej, hvis rummet allerede har mange farver i tekstiler og møbler. Hvis du i stedet ønsker, at kunsten skal være rummets stærkeste farve, fungerer en tydelig farverig komposition bedst på en ellers rolig flade.

Kombinér gestik med grafik

Abstrakt ekspressionisme bliver ofte stærkest i selskab med noget mere stramt. En kombination af et gestisk motiv og to rendyrkede grafiske posters giver en billedgruppe, der hænger sammen uden at blive ensformig – samme princip som når museer hænger Pollock i nærheden af geometrisk abstraktion. Praktiske råd om, hvordan en sådan gruppering bygges op, findes i guiden om at skabe en billedvæg, og en fordybelse specifikt i denne motivtype findes i guiden til abstrakte posters.

Ramme og passepartout

Gestiske motiver har det godt med en smal ramme, der ikke konkurrerer med linjerne. Sort eg eller hvidlaseret eg i højst tre centimeters bredde er tilstrækkeligt, og en passepartout på fire til fem centimeter giver billedet luft uden at gøre det mindre. Undgå brede guldrammer – de skaber en museumsagtig indramning, der trækker motivet mod en epoke, det ikke hører til i. Læs mere om afvejningen i artiklerne om at indramme kunst og om at vælge den rigtige kunst til boligen.

Tip: Hæng et gestisk abstrakt motiv et sted, hvor du passerer det skråt i stedet for lige forfra – i en entré, langs en trappe eller ved siden af en sofagruppe. Pollocks lærreder var skabt til at blive betragtet i bevægelse, og en komposition uden et midtpunkt vinder ved at blive mødt i forbifarten. Placér billedets midte cirka 145 centimeter over gulvet, hvilket svarer til normal øjenhøjde for en stående voksen.

Tidslinje over Jackson Pollocks liv

1912 – Paul Jackson Pollock fødes den 28. januar i Cody, Wyoming, som den yngste af fem sønner.

1930 – Flytter til New York og begynder at studere hos Thomas Hart Benton på Art Students League.

1935 – Ansættes i Federal Art Project, en del af WPA, og får fast månedsløn frem til 1942.

1936 – Deltager i David Alfaro Siqueiros' eksperimentelle værksted i New York og stifter bekendtskab med flydende industrimaling.

1943 – Peggy Guggenheim giver ham en kontrakt, hans første soloudstilling på Art of This Century i november samt bestillingen på Mural.

1945 – Gifter sig med Lee Krasner i oktober og flytter i november til Springs på Long Island.

1947 – Begynder systematisk at arbejde med lærredet på gulvet og hældt maling; gennembruddet for drypmaleriet.

1949 – Tidsskriftet Life bringer i august en fire sider lang reportage, der gør ham landskendt.

1950 – Maler Autumn Rhythm, One: Number 31 og Lavender Mist; Hans Namuth dokumenterer arbejdet på film og fotos.

1952 – Maler Blue Poles; Harold Rosenberg publicerer essayet om action painting i ARTnews i december.

1956 – Omkommer den 11. august i en bilulykke i Springs, 44 år gammel. MoMA åbner en mindeudstilling i december.

1963 – Moderna Museet i Stockholm viser en soloudstilling fra 27. februar til 15. april under Pontus Hultén.

1973 – National Gallery of Australia køber Blue Poles for 2 millioner dollar, dengang rekord for et amerikansk maleri.

2015 – Number 17A skifter ejer for 200 millioner dollar i en privat handel.

2026 – Metropolitan Museum of Art åbner udstillingen "Krasner and Pollock: Past Continuous" den 4. oktober.

Relaterede kunstnere og bevægelser

Jackson Pollock står i centrum af et netværk af kunstnerskaber, som kan følges både bagud og fremad. Bagud fører sporene til den abstrakte kunsts pionerer i 1910'erne, hvor Wassily Kandinsky og Hilma af Klint var de første til helt at give slip på motivet, og til surrealist­ernes automatiske tegning, som Pollock mødte i New York under krigsårene. Fremad fører de til Mark Rothkos farvefelter og til 1960'ernes minimalisme, som netop reagerede mod det gestiske håndskrift. Sætter man ham ind i en større sammenhæng, hører han hjemme i den modernisme, der prægede hele det 20. århundrede. En grundlæggende biografisk oversigt findes også hos Wikipedia. Flere uddybninger om kunstnere og kunstbevægelser samler vi i Bozettos vidensbank.

Ofte stillede spørgsmål om Jackson Pollock

Hvis du vil bygge videre på den abstrakte ekspressionismes formsprog, finder du gestiske og farverige motiver blandt vores abstrakte plakater samt fordybelser i enkelte mestre i kollektionen med kendte kunstnere. Begynd med et stort motiv på den flade, du oftest passerer - det er dér, en komposition uden et midtpunkt gør størst nytte.