Manierismen – konströrelsens historie, El Greco, Parmigianino og kendetegn

Manierismen er den kunstbevægelse, der opstår, når renæssancens idealer om harmoni, balance og naturtro gengivelse allerede er opnået – og en ny generation af kunstnere beslutter sig for bevidst at bryde med dem. Mellem omkring 1520 og 1600 strækkes kroppe ud til urimelige proportioner, farverne bliver kølige og syrlige, rummet presses sammen, og kompositionerne vrider sig i spiraler, der aldrig helt lader blikket hvile. Resultatet er nogle af kunsthistoriens mest gådefulde og mest moderne malerier: Parmigianinos madonna med svanehals, El Grecos flammende helgener og Arcimboldos ansigter sammensat af frugt og grøntsager.

Manierismen blev længe afvist som en forfaldsperiode, et kunstigt mellemspil mellem Rafaels død og Caravaggios gennembrud. I løbet af 1900-tallet blev denne dom vendt helt på hovedet. I dag læses manierismen i stedet som den første bevidst antinaturalistiske bevægelse i vestlig kunst – en periode, hvor kunstneren for første gang åbent viser sit eget greb, sin egen maniera, frem for motivets troværdighed. Denne guide gennemgår manierismens historie, kendetegn, mesterværker og de svenske samlinger, hvor du faktisk kan se bevægelsen på nært hold.

Indhold
↓ Hvad er manierismen?
↓ Manierismens historie – fra Roms plyndring til Europas hoffer
↓ Manierismens mesterværker og motiver
↓ Teknik og stil – figura serpentinata, farve og rum
↓ Manierismen i Sverige – krigsbytte og kongelige samlinger
↓ Manierismens arv og indflydelse
↓ Manierismen i hjemmet
↓ Tidslinje over manierismen
↓ Beslægtede bevægelser og kunstnere
↓ Ofte stillede spørgsmål om manierismen

Hvad er manierismen?

Manierismen är en konstriktning inom måleri, skulptur och arkitektur som växer fram i Italien kring 1520 och dominerar stora delar av Europa fram till omkring 1600. Namnet kommer från det italienska ordet maniera, ungefär "sätt" eller "stil", som Giorgio Vasari använde återkommande i sitt konstnärslexikon Le vite de' più eccellenti pittori, scultori e architettori från 1550. För Vasari var maniera ett beröm: den skicklige konstnären hade ett eget, igenkännbart handlag. Först långt senare fick ordet en negativ klang.

Som epokbeteckning myntades begreppet av den italienske konsthistorikern Luigi Lanzi i Storia pittorica della Italia 1792, och då i klart nedsättande mening: manieristerna beskrevs som konstnärer som imiterade Michelangelos och Rafaels grepp utan att förstå naturen bakom dem. Den värderingen höll i sig i drygt hundra år. Först på 1920-talet, när tyska konsthistoriker som Walter Friedlaender och Max Dvořák omvärderade perioden, blev manierismen erkänd som en självständig och medvetet experimentell rörelse.

Kernen i manierismen er altså en bevidst afvigelse. Hvor højrenæssancen stræbte efter balance, tydelig dybde og idealiserede, men troværdige kroppe, vælger manieristerne ustabilitet, trængsel og overdrivelse. Figurerne får aflange lemmer og små hoveder, lyset bliver fladt og urimeligt, farverne skifter til pink, gult og giftgrønt, og kompositionen fyldes til bristepunktet. Kunsten bliver intellektuel, elegant og noget utilgængelig – skabt til hofmiljøer og lærde bestillere snarere end til folkelige alterrum.

Kort fortalt: Manierismen virkede cirka 1520–1600 med udgangspunkt i Firenze, Rom og Mantova. Navnet kommer fra italiensk maniera, som Giorgio Vasari brugte i Le vite fra 1550, mens epokebegrebet blev skabt af Luigi Lanzi i 1792. Centrale kunstnere er Pontormo (1494–1557), Rosso Fiorentino (1494–1540), Parmigianino (1503–1540), Agnolo Bronzino (1503–1572), Giuseppe Arcimboldo (1526–1593) og El Greco (1541–1614). Nøgleværker: Madonna med den lange hals (1534–1540, Uffizierne i Firenze), Greve Orgaz' begravelse (1586–1588, Santo Tomé i Toledo) og Vertumnus (cirka 1590, Skoklosters slot). Bevægelsens auktionsrekord indehaves af El Grecos Den bedende Dominicus, som blev solgt for 9,2 millioner pund hos Sotheby's i London i 2013. To af verdens mest kendte manieristiske malerier findes i Sverige, begge krigsbytte fra Trediveårskrigen.

Manierismens historie – fra Roms plyndring til Europas hoffer

Manierismen fødes i et vakuum. I 1520 dør Rafael, kun 37 år gammel, midt i arbejdet med Vatikanets stanzer. Michelangelo er stadig aktiv, men bliver stadig mere indesluttet. Leonardo har været død i et år. Den generation, der tager over, arver en kunst, som allerede synes at have nået sin fuldendelse – og som derfor kun kan fornyes ved at blive brudt op.

Sacco di Roma 1527 – chokket, der prægede en generation

Den 6. maj 1527 blev Rom stormet af kejser Karl V's mytende lejesoldater. Plyndringen varede i månedsvis, pave Clemens VII blev belejret i Castel Sant'Angelo, og byens kunstnerkoloni blev spredt. Rosso Fiorentino blev taget til fange og flygtede videre mod Frankrig, mens Parmigianino forlod byen og vendte tilbage mod nord. Begivenheden regnes ofte som afslutningen på højrenæssancens selvsikkerhed. Den uro, trængsel og psykologiske ustabilitet, der præger manieristisk maleri, fortolkes ofte på netop denne baggrund sammen med reformationens splittelse af den kirke, der havde været kunstens største bestiller.

Florens under Medici – hovkonstens laboratorium

I Florens knyts manierismen tätt till familjen Medici. Cosimo I gör Bronzino till hovmålare, och de kyliga, emaljglänsande porträtten av hertigfamiljen blir en bildpolitik lika mycket som ett måleri. År 1563 grundar Vasari på Cosimos uppdrag Accademia delle Arti del Disegno – Europas första egentliga konstakademi. Att teckningen, disegno, upphöjs till konstens intellektuella grund är i sig ett manieristiskt program: idén går före iakttagelsen.

Spredningen til Europa

Från Italien vandrar stilen vidare med konstnärerna själva. Rosso Fiorentino och Francesco Primaticcio bygger upp den så kallade Fontainebleauskolan vid det franska hovet från 1530-talet. Giulio Romano formar Palazzo Te i Mantua åt Federico II Gonzaga mellan 1524 och 1534. Bartholomeus Spranger och Arcimboldo verkar vid kejsar Rudolf II:s hov i Prag, som mot slutet av 1500-talet blir Europas kanske mest excentriska konstcentrum. Och i Spanien utvecklar den grekfödde Domenikos Theotokopoulos – El Greco – manierismen till något helt eget efter sin flytt till Toledo 1577.

Manierismens mästerverk och motiv

Manierismen har inget enhetligt motivregister på samma sätt som exempelvis impressionismen har landskapet och ögonblicket. Den binds i stället samman av ett förhållningssätt: religiösa scener, mytologiska allegorier och hovporträtt behandlas alla med samma vridna elegans.

Parmigianino – Madonnan med den långa halsen

Beställd 1534 till familjen Tagliaferris gravkapell i kyrkan Santa Maria dei Servi i Parma, målad fram till konstnärens död 1540 och aldrig fullbordad. Madonnans hals, fingrar och lår är utdragna långt bortom det anatomiskt rimliga, Jesusbarnet är oproportionerligt stort och tycks glida ur hennes knä, och i bakgrunden reser sig en rad kolonner som leder ingenstans. När verket 1542 äntligen placerades i kapellet högg man in en inskription vid kolonnfoten om att ett olyckligt öde hindrat Francesco Mazzola från Parma att fullborda arbetet. Målningen finns i dag i Uffizierna i Florens och räknas som manierismens tydligaste manifest.

Pontormo – Nedtagningen från korset

Malet 1525–1528 til Capponi-kapellet i Santa Felicita i Firenze. Her findes hverken kors, stige eller markeret jordlinje – kun et væv af kroppe i rosa, lyseblåt og bleggult, der svæver mod en næsten tom baggrund. Farveskalaen er sukkersød og uvirkelig, og rummet er helt ophævet. Værket kaldes ofte den første fuldt ud manieristiske altertavle og viser, hvor hurtigt den nye generation forlod renæssancens perspektivkasse.

Bronzino – Allegori med Venus og Amor

Denne gådefulde allegori fra omkring 1545, i dag på National Gallery i London, blev sandsynligvis malet som en diplomatisk gave fra Cosimo I til den franske konge Frans I. Huden er slebet som porcelæn, kroppene er køligt erotiske, og omkring centralgruppen trænger figurer sig sammen, som er blevet fortolket som Misundelse, Bedrag, Tiden og Dårskaben. Ingen fortolkning har opnået fuld tilslutning blandt forskerne – og netop den kalkulerede uforståelighed er en del af pointen. Manieristisk kunst var skabt til at blive diskuteret ved hoffet.

El Greco – Grev Orgaz' begravelse

El Grecos monumentale altertavle fra 1586–1588 hænger stadig på sin oprindelige plads i kirken Santo Tomé i Toledo. Den nederste halvdel viser begravelsen i samtidens spanske dragt, den øverste en himmel, hvor skyerne synes at blive vredet som stofstykker, og hvor figurerne strækkes ud til flammer. Overgangen mellem de to sfærer sker uden nogen logisk rumlig forbindelse – et greb, der var utænkeligt for en renæssancekunstner, men selvfølgeligt for en manierist. El Grecos auktionsrekord blev sat i 2013, da Den bedende Dominicus blev solgt for 9,2 millioner pund hos Sotheby's i London.

"Han var en god mand, men han forstod sig ikke på at male." – El Greco om Michelangelo, gengivet af Francisco Pacheco i Arte de la pintura (1649)

Teknik og stil – figura serpentinata, farve og rum

Manierismens kendetegn kan beskrives ret præcist, og de går igen, uanset om værket er malet i Firenze, Prag eller Toledo. Tre greb er afgørende.

Den forlængede figur og figura serpentinata

Begrebet figura serpentinata, den slangeagtige figur, beskriver en krop, der vrider sig om sin egen akse, så beskueren tvinges til at gå rundt om den eller aflæse den i en spiral. Giambolognas marmorgruppe Sabinernes rov fra 1583, opstillet i Loggia dei Lanzi i Firenze og hugget ud af én enkelt marmorblok på godt fire meter, er det rendyrkede eksempel: Gruppen har ingen given forside. I maleriet modsvares grebet af forlængede halse, forlængede underben og små, tilbagelænede hoveder – proportioner, der er elegante snarere end korrekte.

Den kølige og syrlige farveskala

Manieristerne arbejdede med cangiantismo, en teknik, hvor en foldet stofoverflade skifter mellem to helt forskellige farver i stedet for at blive mørkere mod skyggen – en lyserød, der slår over i lysegrøn, en gul, der bliver lilla. Kombineret med et fladt, næsten skyggefrit lys giver det billederne deres karakteristiske syntetiske tone. Det er det stik modsatte af den dramatiske lysføring, som Caravaggio skulle introducere omkring 1600.

Det trængte rum

Renæssancens centralperspektiv opbyggede billedet som en kasse med en tydelig dybde. Manieristerne fylder i stedet billedfladen med figurer helt ud til kanterne, lader horisonten forsvinde og forskyder hovedmotivet fra midten. I Pontormos altertavle er der ingen jord at stå på. Hos Bronzino er baggrunden en væg af kroppe. Effekten er klaustrofobisk og dekorativ på samme tid, og det forklarer, hvorfor manieristiske billeder ofte opleves som usædvanligt grafiske trods deres store detaljerigdom.

Arcimboldo og det sammensatte portræt

Giuseppe Arcimboldo drev manierismens leg med grebet længere end nogen anden. Hans portrætter er opbygget af frugter, grøntsager, fisk, bøger eller dyr, der føjes sammen til et troværdigt ansigt i profil. Juristen fra 1566, som i dag indgår i Nationalmuseets samling, sammensætter en embedsmands hoved af plukket fjerkræ og stegt fisk. Billederne var både hofunderholdning og lærde gåder, og de har gjort Arcimboldo til en af de manierister, der føles mest umiddelbart moderne.

Manierismen i Sverige – krigsbytte og kongelige samlinger

At Sverige har en af Europas mest bemærkelsesværdige samlinger af manieristisk kunst, skyldes ikke indsigtsfulde indkøb, men Trediveårskrigen. Da svenske tropper indtog Prag i 1648, blev store dele af kejser Rudolf II's berømte kunstkammer ført til Stockholm som krigsbytte. Også plyndringen af München bidrog til, at manieristiske værker fra Centraleuropa havnede i svenske samlinger.

Vertumnus på Skoklosters slot

Arcimboldos Vertumnus fra omkring 1590 forestiller kejser Rudolf II som den romerske årstidsgud, med ansigtet opbygget af pærer, æbler, druer, majs og kål. Maleriet findes på Skoklosters slot ved Mälaren og er slottets absolut mest kendte genstand. At det fornemste enkeltværk fra Prags kejserlige samling i dag hænger på et svensk 1600-talsslot, er en direkte følge af plyndringen i 1648.

Nationalmuseets manierister

På Nationalmuseum i Stockholm findes Arcimboldos Juristen (1566), som blev erhvervet til museet i 1866 fra samlingerne på Gripsholms Slot. I den spanske afdeling hænger El Grecos Petrus og Paulus med de langstrakte skikkelser og det flimrende penselarbejde, der kendetegner hans modne periode. Sammen med Parmigianino-tegningerne i museets grafikskab gør det Nationalmuseum til det oplagte udgangspunkt for den, der vil opleve manierismen på stedet i Sverige uden at rejse til Firenze eller Toledo.

Manierismens arv og indflydelse

Vejen mod barokken

Omkring år 1600 bliver Europa træt af den manieristiske elegance. Modreformationens kirke efterspørger billeder, der taler direkte til beskueren, og denne efterspørgsel imødekommes af barokken. Men bruddet er ikke totalt: Barokkens sans for dramatisk bevægelse, diagonale kompositioner og teatralsk iscenesættelse er i høj grad en arv fra manieristernes spiralformede figurer. Det, manieristerne gjorde for øjets skyld, gjorde barokken for følelsernes.

Genopdagelsen i det 20. århundrede

Manierismens egentlige rehabilitering kommer med modernismen. Da Walter Friedlaender i 1914 begyndte at revurdere perioden, og den tysksprogede kunsthistorie fulgte efter i 1920'erne, var kunstnerne allerede kommet den i forkøbet: Paul Cézanne beundrede El Greco, og Pablo Picasso studerede ham nøje som forberedelse til Les Demoiselles d'Avignon i 1907. De langstrakte kroppe, den vilkårlige farvebrug og det ophævede rum viste sig at ligge overraskende tæt på det, ekspressionismen og kubismen søgte fire hundrede år senere. Et mål for revurderingen: Den store oversigtsudstilling Maniera. Pontormo, Bronzino and Medici Florence på Städel Museum i Frankfurt i 2016 var den første store tyske udstilling nogensinde helliget florentinsk manierisme.

Manierismen i dag

Interessen er fortsat stor. Prado i Madrid viste i 2025 udstillingen El Greco. Santo Domingo el Antiguo, hvor dele af altertavlen blev genforenet for første gang i næsten to hundrede år takket være et lån af Himmelfarten fra Art Institute of Chicago. At et fire hundrede år gammelt manieristisk alter kan bære en international særudstilling, siger noget om, hvor meget bevægelsens status har ændret sig siden Lanzis dom i 1792.

Manierismen i hjemmet

Manieristisk kunst fungerer usædvanligt godt som poster af en teknisk grund: Den er fra begyndelsen grafisk opbygget. Det flade lys, den fyldte billedflade og de tydelige konturer gør, at motiverne bevarer deres kraft selv på tryk, i modsætning til eksempelvis barokmaleri, hvor hele virkningen hviler på dybe olielasurer.

Farveskala og kombination

Den manieristiske palet – lyserød, lysegrøn, gyldenbrun og kølig blå – er overraskende let at placere i et nordisk indrettet rum. Motiverne passer godt sammen med hør, kalkede vægge og ubehandlet træ. Hvis du vil tone det dekorative ned, fungerer en manieristisk figurstudie fint sammen med sort-hvide postere, som giver øjet en pause mellem de mere intense motiver. Søger du i stedet El Grecos sakrale alvor, kan du bygge videre med motiver fra kategorien helligt.

Format, placering og valg af ramme

Manieristiske værker er ofte høje og smalle – altertavlens format. Det gør dem velegnede på en trang væg ved siden af en dørkarm eller i en entré, hvor et bredt landskabsformat sjældent får plads. Vælg hellere 50×70 eller 70×100 end et lille format: Figurernes vridninger kræver plads for at kunne aflæses. En smal, mørk ramme fra sortimentet af rammer indrammer den kølige farveskala uden at konkurrere med den. Flere motiver af samme slags finder du blandt kunstværker af kendte kunstnere. Er du usikker på, hvordan du hænger flere motiver sammen, findes der en gennemgang i vores guide til billedvægge, og praktiske råd om indramning i artiklen om at indramme kunst.

Tip: Hæng aldrig to manieristiske figurmotiver direkte ved siden af hinanden. Kompositionerne er allerede fyldt til kanten, og to sådanne billeder side om side får begge til at tabe. Lad i stedet et manieristisk motiv være det ensomme midtpunkt, og omgiv det med roligere, mere tomme billeder – et stilleben, en grafisk form eller et typografisk billede. Kontrasten får den forvredne figur til at træde frem i stedet for at drukne.

Flere idéer til, hvordan enkelte kunstværker placeres i forskellige rum, findes i guiderne om postere til stuen og om at vælge den rigtige kunst til forskellige rum.

Tidslinje over manierismen

1520 – Rafael dør i Rom, 37 år gammel. Højrenæssancen mister sin førende skikkelse, og en ny generation tager over.

1524–1534 – Giulio Romano bygger og udsmykker Palazzo Te i Mantua for Federico II Gonzaga med Jætternes sal som manierismens mest overdådige rumoplevelse.

1525–1528 – Pontormo maler Nedtagelsen fra korset til Cappella Capponi i Santa Felicita i Firenze.

1527 – Sacco di Roma. Karl V's tropper plyndrer Rom og spreder byens kunstnerkoloni.

1534–1540 – Parmigianino arbejder på Madonnaen med den lange hals, som efterlades ufærdig ved hans død i 1540.

1536–1541 – Michelangelo maler Dommedag på altervæggen i Det Sixtinske Kapel, et værk der bliver afgørende for manieristernes behandling af figurer.

1540–1543 – Benvenuto Cellini fremstiller saltskålen Saliera til Frans I, i dag på Kunsthistorisches Museum i Wien.

1545 – Bronzino maler Allegori med Venus og Amor, sandsynligvis som diplomatisk gave til det franske hof.

1550 – Vasari udgiver Le vite med begrebet maniera som kunstnerisk ideal. En udvidet udgave følger i 1568.

1563 – Accademia delle Arti del Disegno grundlægges i Firenze – Europas første kunstakademi.

1566 – Arcimboldo maler Juristen, i dag på Nationalmuseum i Stockholm.

1577 – El Greco bosætter sig i Toledo efter flere år i Venedig og Rom.

1583 – Giambolognas Sabinernes rov opstilles i Loggia dei Lanzi i Firenze.

1586–1588 – El Greco maler Greve Orgaz' begravelse til kirken Santo Tomé i Toledo.

cirka 1590 – Arcimboldo maler Vertumnus for Rudolf II i Prag.

1600 – Caravaggios værker i San Luigi dei Francesi i Rom markerer barokkens gennembrud og manierismens afslutning.

1648 – Svenske tropper plyndrer Prag og fører Rudolf II's samling til Stockholm. Vertumnus ender senere på Skoklosters slot.

1792 – Luigi Lanzi opfinder begrebet manierismo i nedsættende betydning.

1920'erne – Manierismen revurderes af tysktalende kunsthistorikere og anerkendes som en selvstændig bevægelse.

2016 – Städel Museum i Frankfurt viser Maniera. Pontormo, Bronzino and Medici Florence, Tysklands første store oversigt over manierismen.

Relaterede bevægelser og kunstnere

Manierismen forstås bedst i relation til det, den bryder med, og det, den fører frem til. Den udspringer af renæssancen og især af den sene Michelangelo, hvis Dommedag gav manieristerne deres vokabularium af snoede, muskuløse kroppe. Læs mere om ham på siden om Michelangelo Buonarroti og om den periode, han voksede ud af, på siden om Leonardo da Vinci.

Manierismen fører videre til barokken, hvor Caravaggio vender op og ned på hele lysføringen. Manierismens dekorative, overfladeorienterede side får senere en efterfølger i rokokoen, mens det gådefulde og drømmeagtige vender tilbage i symbolismen i 1800-tallet og i surrealismen i 1900-tallet. En samlet oversigt over alle epoker og bevægelser findes i vores guide til kunsthistorien, og en fuldstændig fortegnelse over alle vores faktasider finder du i Vidensbanken.

Ofte stillede spørgsmål om manierismen

Hvis du vil have noget af manierismens forvredne elegance ind i dit eget hjem, finder du klassiske motiver blandt kunstværker af kendte kunstnere - fra renæssance og manierisme til 1900-tallets modernisme, trykt på arkivbestandigt papir i formater fra 21×30 op til 70×100 centimeter.