Marc Chagall – drømme, farver og den poetiske modernismes mester
Marc Chagall malede en verden, hvor tyngdeloven ophører med at gælde: elskende svæver over hustagene, en violinspiller balancerer på et grønt tag, og en ko ser drømmende ud mod betragteren. Hans kunst kan ikke sorteres ind under én bestemt bevægelse, og netop det var pointen. Chagall (1887-1985) plukkede frit fra kubismens fragmenterede former, fauvismens stærke farver og symbolismens drømmeverden, men forenede det hele til noget dybt personligt - et billedsprog bygget af minder, kærlighed og den jødiske by, han voksede op i. En plakat signeret Chagall bringer noget af denne svævende poesi med ind i hjemmet.
Bag de tilsyneladende lette, eventyrlige motiver fandtes et liv præget af to verdenskrige, eksil og tab. Manden, der blev en af det 20. århundredes mest folkekære kunstnere, flygtede fra nazismen, mistede sit livs store kærlighed og skabte alligevel billeder fyldt med lys og håb helt til det sidste. Denne faktaside gennemgår Marc Chagalls biografi, hans mest kendte værker, hans særegne teknik, og hvordan hans drømmeagtige motiver stadig pryder væggene i hjem over hele Norden.
Indhold
↓ Hvem var Marc Chagall?
↓ Fra Vitebsk til Paris
↓ De mest kendte værker
↓ Chagalls teknik og billedverden
↓ Glasmalerier, operaloft og arv
↓ Chagall i hjemmet
↓ Tidslinje
↓ Relaterede kunstnere
↓ Ofte stillede spørgsmål
Hvem var Marc Chagall?
Marc Chagall var en russisk-fransk kunstner af jødisk afstamning, født i 1887 i byen Vitebsk i det daværende Russiske Imperium og aktiv det meste af sit liv i Frankrig. Han regnes som en af modernismens mest selvstændige skikkelser - en maler, der stod den parisiske avantgarde nær, men aldrig lod sig indordne under én bestemt bevægelse. I løbet af en karriere på næsten firs år arbejdede han ikke kun med maleri, men også med glasmalerier, mosaikker, keramik, bogillustrationer, teaterdekorationer og monumentale loftsmalerier.
Det, der gør Chagalls kunst umiddelbart genkendelig, er dens drømmeagtige logik. I hans billeder svæver mennesker og dyr frit i luften, farverne følger følelsen snarere end virkeligheden, og motiverne hentes fra mindet om barndommens Vitebsk: træhusene, synagogen, markedspladsen, violinspilleren, koen og hanen. Kunsthistorikere har kaldt ham en forløber for surrealismen, men Chagall selv tog afstand fra betegnelsen. Hans svævende skikkelser var for ham ikke udtryk for det ubevidste, men for kærlighed, længsel og åndelig oplevelse.
Chagall var samtidig en dybt personlig og en universel kunstner. Hele sit liv forblev han forankret i sin jødiske opvækst og det østeuropæiske shtetl-liv, men hans temaer – kærligheden, mindet, troen, eksilet – taler til alle. Denne dobbelthed, foreningen af det lokale og det almengyldige, gjorde ham til en af det 20. århundredes mest elskede kunstnere og en af de mest udbredte gennem reproduktioner og plakater.
Kort fortalt: Født 7. juli 1887 i Vitebsk, Det Russiske Kejserrige (det nuværende Belarus). Død 28. marts 1985 i Saint-Paul-de-Vence, Frankrig, 97 år gammel. Nationalitet: russisk-fransk, af jødisk herkomst. Billedsprog: personlig modernisme med træk af kubisme, fauvisme og symbolisme. Loftsmaleriet i Parisoperaen (Opéra Garnier) blev indviet i 1964 og dækker cirka 220 kvadratmeter. Musée national Marc Chagall i Nice åbnede i 1973. Auktionsrekord: Les Amoureux (1928) blev solgt for 28,5 millioner dollar hos Sotheby's i New York den 14. november 2017. Dansk forbindelse: FN's fredsvindue i New York, indviet i 1964, er tilegnet den svenske FN-chef Dag Hammarskjöld.
Fra Vitebsk til Paris
Moishe Shagal, som han hed ved fødslen, kom til verden den 7. juli 1887 som den ældste af ni børn i en fattig jødisk familie i Vitebsk. Faderen arbejdede på et sildeflager, og moderen drev en lille galanteributik. Opvæksten i det hasidiske, jødiske Vitebsk – med dets træhuse, markeder og religiøse højtider – blev en uudtømmelig billedkilde, som Chagall skulle øse af hele sit liv, længe efter at han havde forladt byen.
De første studieår
Chagall modtog sin første undervisning hos den lokale maler Jehuda Pen i Vitebsk og flyttede i 1907 til hovedstaden Sankt Petersborg. Her studerede han blandt andet på Zvantseva-skolen under scenografen og kunstneren Léon Bakst, der var kendt for Ballets Russes. I den strengt regulerede zarby, hvor jøder skulle have særlig tilladelse til at bo, begyndte han at udvikle den frie, fabulerende stil, der skulle blive hans signatur.
Gennembruddet i Paris
I 1910 rejste den unge Chagall til Paris, som på det tidspunkt var hele kunstverdenens centrum. Han bosatte sig i kunstnerkolonien La Ruche i Montparnasse, hvor han lærte malere som Amedeo Modigliani, Fernand Léger og Robert Delaunay samt digterne Guillaume Apollinaire og Blaise Cendrars at kende. Her stiftede han bekendtskab med kubismen og den nye, lysende farve, og hans kunst tog et afgørende skridt fremad. Værker som Jeg og landsbyen (1911) og Selvportræt med syv fingre (1912–13) hører til denne første strålende Paris-periode, hvor han forenede mindet om Vitebsk med det franske avantgardes formverden.
Krig, revolution og eksil
En rejse hjem til Vitebsk i 1914 blev længere end planlagt: Første Verdenskrigs udbrud forhindrede Chagall i at vende tilbage til Paris. Han blev i Rusland, giftede sig i 1915 med sin store kærlighed Bella Rosenfeld og blev efter den russiske revolution udnævnt til kunstkommissær i Vitebsk i 1918. Han grundlagde en kunstskole i byen, men forlod den i 1920 efter konflikter med den mere strengt abstrakte suprematisme omkring Kazimir Malevitj. Efter et ophold i Berlin vendte Chagall tilbage til Paris i 1923, og her holdt han allerede i 1924 sin første retrospektive udstilling. Da nazismen voksede, blev han igen tvunget på flugt: I 1941 forlod han det besatte Frankrig til fordel for USA, hvor hans hustru Bella døde i 1944. Først i 1948 kunne han vende permanent tilbage til Frankrig, hvor han bosatte sig i syd og virkede frem til sin død i 1985.
Årene på rivieraen
De sidste årtier af Chagalls liv blev tilbragt i solen omkring den franske riviera, først i Vence og fra 1966 i nabobyen Saint-Paul-de-Vence. Her giftede han sig igen i 1952 med Valentina Brodsky, kaldet Vava, som blev hans nære livsledsager og den, der tog sig af hans voksende kunstneriske virke. I disse år blev hans virksomhed markant udvidet: Han begyndte at arbejde med keramik, mosaik, skulptur og frem for alt glaskunst, og modtog stadig flere bestillinger på monumentale offentlige værker. Lyset og de mættede farver i syd satte tydelige spor i hans senere billeder, og selv om han nærmede sig de halvfems, arbejdede han med uformindsket energi lige til det sidste. Da han døde i 1985, var han blevet en af de sidste overlevende giganter fra det tidlige 1900-tals parisiske avantgarde.
De mest kendte værker
Chagalls produktion spænder over næsten otte årtier og rummer alt fra intime kærlighedsmalerier til enorme offentlige værker. Flere af hans billeder hører i dag til blandt de mest reproducerede i den vestlige verden, og deres markedsværdi er høj: Maleriet Les Amoureux fra 1928 blev i 2017 solgt for 28,5 millioner dollar og blev dermed hans dyreste værk på auktion, langt over den tidligere rekord på 14,8 millioner fra 1990.
Jeg og landsbyen
Jeg og landsbyen (1911) er et af Chagalls mest berømte tidlige værker og en nøgle til hele hans billedverden. I en cirkulær, næsten drømmeagtig komposition mødes en grøn mandsprofil og et kos ansigt i et tavst blik, mens minder fra landsbylivet – en bonde med en le, en kvinde, kirker og træhuse – flyder sammen omkring dem. Maleriet forener kubismens geometriske opsplitning med en varm nostalgi efter barndommens Vitebsk og viser, hvordan Chagall allerede tidligt nægtede at skelne mellem det virkelige og det indre.
Fødselsdagen og kærlighedsmotiverne
Kærligheden til Bella er måske Chagalls mest gennemgående tema. I Fødselsdagen (1915) svæver kunstneren selv op i luften og bøjer sig i en umulig bue for at kysse sin elskede, som holder en buket blomster i et enkelt rum. Den samme svævende lykke vender tilbage i utallige værker med elskende par, der løfter sig fra jorden, buketter, månelys og husfacader. Disse motiver - hvor kærligheden bogstaveligt ophæver tyngdeloven - hører til blandt de mest folkekære i hele hans produktion og pryder i dag vægge over hele verden.
Violinisten
Violinisten er en af Chagalls mest ikoniske skikkelser og vender tilbage i flere versioner. Musikeren, der balancerer på et tag, klædt i grønt mod en baggrund af snedækkede huse, blev et symbol på det østeuropæiske jødiske liv og dets tradition for musik ved livets store højtider. Motivet var så stærkt, at det senere inspirerede titlen på musicalen Spillemand på en tagryg. Violinen, klezmermusikken og den svævende spillemand forener hos Chagall det religiøse, det festlige og det vemodige.
Den hvide korsfæstelse og de bibelske værker
I 1930'erne, da undertrykkelsen af jøderne i Europa tog til, malede Chagall Den hvide korsfæstelse (1938), hvor Kristus på korset er omgivet af scener med jødisk lidelse - brændende synagoger, mennesker på flugt, plyndrede landsbyer. Værket, som i dag hænger på Art Institute of Chicago, blev et af det 20. århundredes stærkeste billeder på forfølgelse. Chagalls livslange engagement i den bibelske fortælling mundede senere ud i den store serie Le Message Biblique, som danner grundlaget for museet i hans navn i Nice.
"I vores liv findes der kun én farve, som på en kunstners palet, der giver livet og kunsten mening. Det er kærlighedens farve." – Marc Chagall
Chagalls teknik og billedverden
Det, der gør et billede af Chagall umiddelbart genkendeligt, er ikke en enkelt teknik, men en hel logik for, hvordan et billede må se ud. Han kombinerede en fri, næsten barnlig tegning med en raffineret farvesans og en drømmeverden, hvor rummets og tyngdelovens regler er sat ud af spil. Han beskrev selv sit arbejde som noget, der må komme indefra snarere end fra intellektet.
Farven som følelse
Farven var det allervigtigste for Chagall. Han satte dybe blå, glødende røde og strålende grønne toner side om side, ofte uden hensyn til, hvordan et objekt ser ud i virkeligheden - en hest kan være blå, et ansigt grønt, en himmel rød. Denne frihed lærte han delvist af fauvismen, men han brugte den til sine egne, følelsesmæssige formål. "Farven er alt", skal han have sagt; når farven er rigtig, er formen også rigtig. Det lysspil, han udviklede i sine glasmalerier i den senere del af livet, voksede direkte ud af denne farvefølelse.
Det svævende og drømmeagtige
Chagalls mest kendte greb er ophævelsen af tyngdeloven. Mennesker og dyr svæver, elskende flyver over hustagene, og genstande synes at flyde i et rum uden fast bund. Denne drømmelogik fik nogle til at kalde ham surrealist, men i modsætning til Salvador Dalí og André Breton hentede Chagall ikke sine billeder fra det ubevidstes mørke, men fra hukommelse og følelse. Det svævende er hos ham et udtryk for lykke, ekstase og åndelig opløftelse - ikke for angst.
Hukommelsen og den jødiske arv
Gennem hele hans værk løber en tråd af jødisk folklore og religiøs symbolik. Violinspilleren, den flyvende ko, hanen, den brændende lysestage og landsbyens træhuse er alle ladet med betydning hentet fra det hasidiske liv i Vitebsk. Chagall malede sjældent direkte efter model; han malede efter hukommelsen, og derfor forvandles den lille russiske by i hans billeder til et tidløst, mytisk sted. Denne forankring i det selvoplevede gør, at selv hans mest fantasifulde motiver føles ægte.
Glasmosaikker, operaloft og arv
I de sidste årtier af sit liv blev Chagall en af verdens mest efterspurgte kunstnere til monumentale offentlige værker. I samarbejde med glasmageren Charles Marq udførte han i alt 86 glasmosaikker til kirker, katedraler og offentlige bygninger i Europa, Israel og USA - et arbejde, der stod på i over tyve år og gjorde hans lysende farver til en del af arkitekturen.
Loftsmaleriet i Parisoperaen
I 1964 blev Chagalls måske mest spektakulære offentlige værk indviet: det nye loftsmaleri i Parisoperaen, Opéra Garnier, bestilt af den franske kulturminister André Malraux. Det cirka 220 kvadratmeter store maleri viser i drømmende farvefelter scener fra fjorten store komponisters operaer, fra Mozart og Wagner til Verdi og Berlioz. At en jødisk, russiskfødt modernist fik lov til at male loftet i dette symbol på fransk kultur, vakte debat, men værket er siden blevet en af operaens mest elskede seværdigheder.
Glasmosaikker og America Windows
Blandt Chagalls mest berømte glasmosaikker er vinduerne i Fraumünsterkirken i Zürich, indviet i 1970, og vinduerne i katedralen i Reims, indviet i 1974. I 1977 skænkede han værket America Windows til Art Institute of Chicago for at fejre USA's 200-årsjubilæum; de seks paneler hylder musikken, malerkunsten, litteraturen, arkitekturen, teatret og dansen. Hans evne til at lade dagslyset skinne gennem mættede blå og røde toner gav en helt ny generation af kirkerum og offentlige bygninger sit særpræg.
Fredsvinduet og den svenske forbindelse
Et af Chagalls mest ladede værker befinder sig i FN's hovedkvarter i New York. Det såkaldte fredsvindue, der blev indviet i 1964, er tilegnet den svenske FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld, som omkom i en flyulykke i det daværende Nordrhodesia i 1961. Vinduet, der er fyldt med symboler på fred og kærlighed, forbinder på den måde Chagalls kunst med svensk historie. I Sverige blev hans værker desuden vist på en stor og meget velbesøgt udstilling på Moderna Museet i Stockholm, som løb fra den 25. september til den 5. december 1982 og blev en af årets store publikumssucceser.
Chagall i hjemmet
Få kunstnere tilfører et rum en så umiddelbar varme som Marc Chagall. Hans drømmeagtige motiver med svævende elskende, blå nætter, buketter og violinister tilfører en poetisk og romantisk stemning, der passer både i lyse, skandinaviske indretninger og i mere personlige, farverige rum. Et Chagall-billede bliver sjældent kun dekoration; det fortæller en historie og inviterer til at drømme.
Chagalls stærke farveskala gør, at et enkelt billede rækker langt. Et blåt kærlighedsmaleri eller en poster med den svævende violinist fungerer fremragende som eneste blikfang over en sofa, en seng eller i en læsekrog, hvor den mørke baggrund og de glødende accenter får rummet til at føles hyggeligt. Hvis du vil samle flere Chagall-motiver, kan du med fordel gruppere dem efter farve – de dybblå billeder for sig – så helheden føles rolig og sammenhængende snarere end rodet. Du finder denne type motiver i vores kollektion af billeder af kendte kunstnere, blandt vores grafiske posters og i sortimentet af retro- og vintageposters, med passende rammer som supplement.
Da Chagalls billeder ofte er bygget op omkring dybe blå og røde toner, har de godt af en ramme, der ikke konkurrerer med farverne. En smal ramme i mørkt eller naturfarvet træ indrammer motivet uden at stjæle opmærksomheden, mens en forgyldt ramme kan samle de varme accenter op i et solrigt, romantisk maleri. Hvis du vil forankre billedet i rummet, kan du lade et tekstil eller en detalje i indretningen gentage en af billedets farver, så kunsten føles som en naturlig del af helheden.
Tip: Chagalls værker trives bedst i et miljø med varmt, dæmpet lys, der fremhæver de dybe blå og røde toner. Hæng gerne billedet, hvor aftenlyset fra en lampe falder blødt over det, frem for i skarpt modlys. Flere råd findes i vores guide til billedvægge og i artiklen om at indramme kunst.
Tidslinje
1887 – Marc Chagall fødes den 7. juli i Vitebsk i Det Russiske Imperium som den ældste af ni børn i en jødisk familie.
1907 – Flytter til Sankt Petersborg og studerer blandt andre under scenografen Léon Bakst.
1910 – Rejser til Paris og bosætter sig i kunstnerkolonien La Ruche i Montparnasse.
1914 – Udstiller på galleriet Der Sturm i Berlin og bliver i Rusland, da krigen bryder ud.
1915 – Gifter sig med Bella Rosenfeld og maler Fødselsdagen.
1918 – Udnævnes til kunstkommissær i Vitebsk og grundlægger en kunstskole i byen.
1923 – Vender tilbage til Paris efter en periode i Berlin.
1941 – Flygter fra det nazistisk besatte Frankrig til USA.
1944 – Hustruen Bella dør i New York.
1948 – Vender for altid tilbage til Frankrig og bosætter sig efterhånden i syd.
1964 – Færdiggør loftsmaleriet i Parisoperaen og fredsvinduet i FN's hovedkvarter.
1973 – Musée national Marc Chagall åbner i Nice omkring serien Le Message Biblique.
1985 – Marc Chagall dør den 28. marts i Saint-Paul-de-Vence, 97 år gammel.
Relaterede kunstnere
Chagall verkade mitt i det parisiska avantgardet och delade stad och tid med flera av seklets största namn. Hans möte med den geometriska formvärlden knyter honom till Pablo Picasso och den kubism han lärde känna i La Ruche, medan hans lysande, känslostyrda färg för tankarna till vännen Henri Matisse, som liksom Chagall levde och verkade på den franske riviera. I samma ateljéhus i Montparnasse arbetade Amedeo Modigliani, en annan invandrad konstnär i École de Paris som liksom Chagall gick sin helt egen väg. Som rysk modernist hörde han hemma i samma generation som abstraktionens pionjär Wassily Kandinsky, och hans drömlika bildvärld placerar honom i utkanten av surrealismen – en etikett han själv aldrig accepterade. Chagalls sagolika bildvärld har också tydliga beröringspunkter med naivismen och den naiva konsten, där minnet, folkloren och den fritt fabulerande berättelsen väger tyngre än det korrekta perspektivet. En samlad överblick över alla våra konstnärs- och rörelsesidor hittar du i Kunskapsbanken.
Ofte stillede spørgsmål om Marc Chagall
Vill du ta med dig en bit av Chagalls drömvärld hem? Utforska vår kollektion av tavlor av kända konstnärer och läs mer i vår guide om att välja rätt konst till hemmet. Mer bakgrund finns hos Musée national Marc Chagall i Nice, hos Art Institute of Chicago och i uppslagsverket Wikipedia.