Neoekspressionismen – kunstretningens historie, Baselitz, Basquiat, Kiefer og kendetegn

Neoekspressionisme er den figurative, tykt påførte og voldsomt farverige kunstretning, der dominerede museer og kunstmarkedet i den vestlige verden fra slutningen af 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne. Bevægelsen opstod som et udtrykkeligt svar på to årtiers minimalisme og konceptkunst: I stedet for kølige former, idéer og instruktioner kom kroppe, myter, historiens sår og et maleri, der nægtede at være forsigtigt. I Tyskland blev den kaldt Neue Wilde, i Italien Transavanguardia, i Frankrig Figuration Libre, og i New York blev den repræsenteret af en generation af unge malere med Jean-Michel Basquiat og Julian Schnabel i centrum.

Denne faktaside er skrevet til dig, der vil forstå, hvad neoekspressionismen egentlig var, hvilke værker der definerede den, og hvorfor dens billedsprog fungerer så godt på en væg i dag. Siden blev opdateret i oktober 2026, i en særlig tid for bevægelsen: Georg Baselitz, dens måske vigtigste tyske skikkelse, døde den 30. april 2026 i Salzburg, 88 år gammel, og en mindeudstilling åbnede på White Cube Bermondsey i London allerede den 10. juni. Vi gennemgår historie, nøgleværker, teknik, kritik, svenske udstillinger og hvordan du hænger neoekspressionistisk kunst op derhjemme – med verificerbare årstal, steder og priser i hvert afsnit.

Indhold
↓ Hvad er neoekspressionisme?
↓ Fra Informel til 1980'ernes boom
↓ Vigtigste kunstnere og værker
↓ Teknik, stil og signatur
↓ Kritikken og markedets kollaps
↓ Neoekspressionismen i Sverige og Norden
↓ Arv og indflydelse
↓ Neoekspressionisme i hjemmet – indretningsguide
↓ Tidslinje 1961–2026
↓ Relaterede kunstbevægelser og kunstnere
↓ Ofte stillede spørgsmål om neoekspressionisme

Hvad er neoekspressionisme?

Neoekspressionisme er en fællesbetegnelse snarere end et manifest. Ordet er sammensat af græsk neo, ny, og latin expressio, udtryk, og beskriver et figurativt maleri, hvor farve, penselføring og motiv skal formidle følelser direkte. Navnet peger tilbage på den tidlige ekspressionisme, for eksempel Die Brücke i Dresden og Edvard Munch, men forskellen er vigtig: De nye malere arvede ikke en fremtidstro, men en mistro. De malede efter Holocaust, efter den kolde krig og efter, at den abstrakte kunst var blevet erklæret den eneste moderne vej.

Bevægelsen mangler et fælles program. Det, der forener den, er en række træk: figurationen vender tilbage, ofte som krop, ansigt, dyr eller landskab; formaterne er store; penselføringen er synlig og ofte grov; og motiverne henter deres kraft fra historie, mytologi, graffiti, tegneserier eller kunstnerens eget liv. Betegnelsen var udbredt i 1982, men kunstnerne selv brød sig ofte ikke om etiketten. Baselitz, Kiefer og de andre tyske malere var begyndt at arbejde i 1960'erne, længe før betegnelsen, men regnes alligevel med.

Kort fortalt: Periode: slutningen af 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne, dominerende frem til midten af 1980'erne. Lande: Tyskland (Neue Wilde), Italien (Transavanguardia, navngivet af kritikeren Achille Bonito Oliva ved Aperto '80 på Venedigbiennalen i 1980), Frankrig (Figuration Libre, 1981), USA. Nøglekunstnere: Georg Baselitz (1938–2026), Anselm Kiefer (f. 1945), Jean-Michel Basquiat (1960–1988), Julian Schnabel (f. 1951), Francesco Clemente, Sandro Chia, Markus Lüpertz. Nøgleudstillinger: A New Spirit in Painting, London 1981, og Zeitgeist, Berlin 1982. Markedsrekord: Basquiats Untitled (1982), 110,5 millioner dollar, Sotheby's, maj 2017. Reaktion mod: minimalisme og konceptkunst. Beslægtet med: ekspressionismen.

Fra Informel til 1980'ernes boom

Neoekspressionismens rødder går tilbage til begyndelsen af 1960'erne og Vesttyskland. Den dominerende malerkunst var dengang Informel, et abstrakt, gestisk maleri, som mange så som en ren, historieløs kunst efter nazitiden. I 1961 skrev den unge Georg Baselitz og hans ven Eugen Schönebeck det første af to Pandämonium-manifester, et skriftligt og derfor usædvanligt tydeligt opgør med den abstrakte ortodoksi. I 1963 åbnede Baselitz sin første udstilling i Vestberlin hos Michael Werner og Benjamin Katz; to af malerierne blev beslaglagt af myndighederne, fordi de blev anset for at være obskøne.

1970'erne: tyske malere mod minimalismen

I løbet af 1970'erne skubbede konceptkunst og minimalisme maleriet ud af de store udstillinger. I Berlin dannede malere som Rainer Fetting, Helmut Middendorf og Salomé grupper og fælles atelierer; i Köln og Düsseldorf arbejdede blandt andre Markus Lüpertz og Jörg Immendorff, hvis store, politisk ladede Café Deutschland I (1977–78) i dag tilhører Museum Ludwig i Köln. Karl Horst Hödicke (f. 1938), professor ved kunstakademiet i Berlin, blev lærer for flere af dem. Kiefer, der havde studeret hos Joseph Beuys, udførte i 1969 sine fotodokumenterede performanceværker Occupations, hvor han iført sin fars Wehrmacht-uniform gjorde Hitlerhilsen på steder i Frankrig, Schweiz og Italien – en provokation, der stillede spørgsmålet om, hvem der får lov til at glemme.

1980–1982: gennembrudsårene

1980 var et afgørende år. På Venedigbiennalen delte Baselitz og Kiefer den tyske pavillon, og på samme biennale præsenterede Achille Bonito Oliva den italienske Transavanguardia i Aperto '80 med Sandro Chia, Francesco Clemente, Enzo Cucchi, Nicola De Maria og Mimmo Paladino blandt kunstnerne. I 1981 fulgte A New Spirit in Painting i London, en udstilling med 38 malere – alle mænd – hvilket den senere er blevet kritiseret for. I 1982 var neoekspressionismen et internationalt modefænomen: Basquiat deltog i documenta 7 i Kassel i juni, 21 år gammel og den yngste kunstner, der indtil da havde udstillet dér, og i Berlin åbnede den store udstilling Zeitgeist på Martin-Gropius-Bau. Samme år viste Guggenheimmuseet i New York Italian Art Now: An American Perspective med Chia, Cucchi og Longobardi.

Bred international udbredelse

Bevægelsen fik regionale varianter langt uden for Vesttyskland. I Frankrig blev gruppen Figuration Libre dannet i 1981; i Toronto var kollektivet ChromaZone, også kaldet Chromatique, aktivt fra 1981 til 1986. Allerede i 1978 havde Whitney Museum i New York vist udstillingen New Image Painting, som ofte regnes for en forløber. Markedet fulgte med: Efter at New Yorks kunstverden havde haft en ubestridt dominans i efterkrigstiden, markerede neoekspressionismens fremgang ifølge flere historikere et brud med det amerikanske hegemoni, så Europa igen blev et lige så vigtigt kunstcentrum.

Vigtigste kunstnere og værker

Neoekspressionismens kanon består af nogle få store, ofte ufatteligt kostbare værker. Nedenfor følger de kunstnere og værker, der oftest fremhæves i museers og auktionshuses præsentationer, med konkrete oplysninger om, hvor de findes.

Georg Baselitz – heltene og den omvendte verden

Georg Baselitz blev født den 23. januar 1938 i Deutschbaselitz i Sachsen og døde den 30. april 2026 i Salzburg. Hans serier Helden og Neue Typen (1965–66) viser forrevne, udmagrede soldater i grove penselstrøg. Den store komposition Die großen Freunde (1965) findes på Museum Ludwig i Köln. Fra 1969 begyndte han at male sine motiver på hovedet – det første værk var Der Wald auf dem Kopf – for at bryde beskuerens vane med at aflæse et billede ud fra dets indhold. Maleriet Adieu (1982) findes på Tate i Storbritannien. Hans dyreste maleri er Mit Roter Fahne (1965), som blev solgt for 7,47 millioner pund hos Sotheby's i London i 2017, og skulpturen Dresdner Frauen indbragte 11,24 millioner dollar i 2022. Han modtog Praemium Imperiale i 2004. Læs mere på Wikipedia om Georg Baselitz.

"SAMO© as an alternative to God" – Jean-Michel Basquiat og Al Diaz, graffititagget SAMO, New York, fra maj 1978

Anselm Kiefer – historiens tunge materialer

Anselm Kiefer blev født den 8. marts 1945 i Donaueschingen. I begyndelsen af 1980'erne malede han mere end tredive værker med udgangspunkt i Paul Celans digt Todesfuge, blandt dem Margarete i olie og halm, og i Athanor (1983–84), som befinder sig på Toledo Museum of Art, blander han olie, akryl, emulsion, shellak og halm. I 2007 blev han den første nulevende kunstner siden Georges Braque (1953) til at skabe en permanent installation i Louvre, og samme år indledte han Monumenta-serien i Grand Palais i Paris. Hans atelier La Ribaute ved Barjac i Sydfrankrig dækker 40 hektar og rummer cirka 70 store installationer og har været vist på guidede ture siden 2022. Auktionsrekord: The Fertile Crescent (2009) blev solgt for cirka 3,99 millioner dollars i 2019. Kiefer blev tildelt Praemium Imperiale i 1999 og havde en retrospektiv udstilling på Saint Louis Art Museum fra oktober 2025 til januar 2026.

Jean-Michel Basquiat – gaden bliver museum

Jean-Michel Basquiat blev født den 22. december 1960 i New York og døde den 12. august 1988, 27 år gammel. Han begyndte som graffitiskribent sammen med Al Diaz under tagget SAMO i maj 1978, blev vist offentligt for første gang på Times Square Show i juni 1980 og deltog i New York/New Wave på PS1 i februar 1981. Hans første amerikanske soloudstilling blev afholdt i marts 1982, og efter at have mødt Andy Warhol i oktober 1982 skabte de fælles malerier i 1984–85 – se vores side om Andy Warhol. Basquiats Untitled (1982), et kraniemaleri på 183,2 × 173 cm, blev solgt hos Sotheby's i New York i maj 2017 for 110,5 millioner dollars til japaneren Yusaku Maezawa; værket var blevet købt hos Christie's i 1984 for 19.000 dollars af Emily og Jerry Spiegel og blev vurderet til 60 millioner før auktionen. Rekorden for en amerikansk kunstner blev senere overgået af Warhols Shot Sage Blue Marilyn (195 millioner dollars, 2022). Basquiats In This Case (1983) blev solgt for 93,1 millioner dollars i 2021. Hele hans biografi findes på vores egen faktaside om Jean-Michel Basquiat.

Julian Schnabel og Transavanguardia-malere

Julian Schnabel, født 26. oktober 1951 i Brooklyn, blev kendt for sine plademalerier, hvor han limede knuste keramikplader fast i tykke lag på billedfladen. Ifølge biografien var hans første soloudstilling hos Mary Boone i 1979 fuldstændig udsolgt på forhånd, og King of the Wood (1984) er en triptykon på over seks meters bredde. Han debuterede som filminstruktør i 1996 med filmen Basquiat og vandt instruktørprisen i Cannes for Sommerfuglen og dykkerklokken i 2007. I Italien arbejdede Francesco Clemente, hvis Scissors and Butterflies (1999) findes på Guggenheim i New York, sammen med Sandro Chia og Enzo Cucchi under Transavanguardia-fanen, hvor Bonito Oliva mente, at maleriet genindførte følelser og ikke mindst glæde i billedkunsten efter årtier med kulde.

Teknik, stil og signatur

På trods af de forskellige nationale traditioner deler de neoekspressionistiske malere nogle få tekniske valg. Lærredet er næsten altid stort – ofte mere end to meter – penslen eller paletkniven tyk, og malingen bruges uden hæmninger og uden finesse. Kritikere i 1980’erne beskrev ofte dette som et kropsligt maleri: Kunstnerens handling skal kunne ses i overfladen, og maleriet skal opfattes som en fysisk genstand snarere end et vindue mod noget andet.

Penselføring, lag og materialer

Hos Kiefer bliver overfladen næsten skulpturel gennem halm, sand, bly, aske og shellak, hos Schnabel gennem tallerkener og Bondo-spartelmasse på træ, og hos Baselitz gennem de kraftige linjer, han i sine senere år skabte med pensler på lange skafter, mens han sad i kørestol, noget anmeldere har sammenlignet med Jackson Pollocks måde at arbejde på gulvet på. Basquiat blandede oliepastel, akryl, kulkridt og farveblyant og lod tekst, kroner, skeletter og ord som SAMO løbe gennem billedet, som om overfladen var en bymur. Lagdelingen betyder, at værkerne ofte ændrer sig med lyset og betragtningsafstanden – en egenskab, der er svær at indfange i en reproduktion, men som trykte plakater alligevel kan bevare i farvestyrke og komposition.

Motiver: krop, myte, historie og by

Motiverne kan opdeles i fire spor. Det første er kroppen: Baselitz’ ødelagte helte og omvendte figurer, Fettings Berlinmotiver. Det andet er myten, hvor Clemente og Chia hentede symboler fra italiensk og byzantinsk tradition. Det tredje er historien, hvor Kiefer og Immendorff arbejder med Tysklands nazistiske fortid. Det fjerde er byen, med Basquiats Manhattan som det mest bemærkelsesværdige eksempel. Samlet set danner de et bredt repertoire, der får bevægelsen til at virke både dybt europæisk og dybt amerikansk.

Det omvendte billede som signatur

Baselitz' vending af billedet i 1969 er måske nyekspressionismens mest genkendelige tekniske greb. Ved at male motivet på hovedet frigør han opmærksomheden til farve, balance og penselføring; anmelderen af hans White Cube-udstilling i 2026 understreger, at lærredet blev malet på hovedet fra begyndelsen og ikke vendt om bagefter. For den, der hænger et Baselitz-inspireret billede op, er det værd at huske, at orienteringen er en del af værket, og at man skal vælge retning ud fra kunstnerens hensigt.

Kritikken og markedets sammenbrud

Nyekspressionismen var fra begyndelsen omstridt. Bevægelsens fortalere, blandt dem Achille Bonito Oliva og kritikeren Donald Kuspit, så den som en frigørelse fra 1970'ernes intellektuelle stivhed i kunsten. Kritikere som Robert Hughes, Benjamin Buchloh, Hal Foster og Craig Owens mente, at den var en reaktionær tilbagevenden til en romantisk forestilling om kunstneren som et geni, og at den faldt alt for belejligt sammen med et overophedet kunstmarked. Mira Schor og andre påpegede, at kvinder systematisk var blevet udelukket: På A New Spirit in Painting i London i 1981 deltog 38 malere, og ingen af dem var kvinder. Kunstnere som Elizabeth Murray og Maria Lassnig arbejdede i beslægtede udtryk, men fik sjældent samme plads.

Markedet, der havde drevet bevægelsen, brød sammen ved slutningen af 1980'erne, og mange malere blev efterladt forgældede eller henvist til kritikernes periferi. Det meste af det kritiske syn har dog ændret sig siden da. Baselitz fik retrospektive udstillinger på Guggenheim i 1995, på Pinakothek der Moderne i München i 2018 og på Centre Pompidou i Paris i 2021, og Basquiat blev vist på Brooklyn Museum fra marts 2005 og på Guggenheim i juni 2019. Det bekræfter, at bevægelsens bedste værker i dag vurderes på egne præmisser snarere end ud fra 1980'ernes spekulation.

Nyekspressionismen i Sverige og Norden

Nyekspressionismen nåede svenske museer og samlinger gennem flere årtier. Det mest konkrete eksempel er Baselitz: The Heroes på Moderna Museet i Stockholm, som blev vist fra 12. november 2016 til 19. februar 2017 i samarbejde med Städel Museum i Frankfurt og viste serierne Helden og Neue Typen fra 1965–66 næsten komplet; de fleste værker måler 162 × 130 cm. Læs om udstillingen hos Moderna Museet. Anselm Kiefer er repræsenteret i Ståhl Collection, og i 2022 viste Artipelag på Värmdö en omfattende Kiefer-udstilling, som museet selv beskrev som den største, de hidtil havde afholdt.

Den nordiske tradition for ekspressionistisk kunst, fra Edvard Munch til de norske og svenske malere omkring århundredskiftet, gør neoekspressionismen til en naturlig fortsættelse snarere end et brud. Læs mere på vores side om nordisk kunst. Moderna Museet har også fremhævet nutidige svenske kunstnere; se vores artikel om Jan Håfström og Mr Walker for et aktuelt eksempel på, hvordan institutionen arbejder med figurativ kunst i dag. Julian Schnabels nuværende hustru, Louise Kugelberg, er i øvrigt en svensk indretningsarkitekt, der har medvirket i hans filmarbejde.

Arv og indflydelse

Neoekspressionismens betydning rækker langt ud over 1980'ernes kunstmarked. Den genindførte maleriet som en seriøs kunstform efter et årti, hvor mange havde erklæret det dødt. Den åbnede også døren for en ny generation af figurative malere, fra Neo Rauch i Leipzig til en lang række samtidskunstnere, der i dag arbejder med grove penselstrøg og mytologiske motiver. Basquiats billedverden er blevet en del af populærkulturen gennem modekollektioner, film, musik og reklamer, og hans værk blev solgt for 110,5 millioner dollar, hvilket i 2017 gjorde ham til den dyreste amerikanske kunstner på auktion.

Bevægelsens indflydelse ses også i den måde, institutionerne i dag fortæller om efterkrigstiden. Tyske museer fremhæver Baselitz' og Kiefers arbejde med erindringen om efterkrigstiden, amerikanske museer løfter Basquiats skildringer af racisme og klasse frem, og italienske museer vender tilbage til Transavanguardias mytologiske motiver. En tydelig lære er, at kunsten kan være personlig og politisk på samme tid, noget som også popkunsten og den abstrakte ekspressionisme tidligere banede vejen for.

Neoekspressionisme i hjemmet – indretningsguide

Neoekspressionistisk kunst består af stærke værker med kraftige linjer og mættede farver, og de fungerer bedst, når de får lov til at hænge alene på væggen. Ét stort billede i 50×70 eller 70×100 cm giver et tydeligt fokuspunkt i stuen eller entréen, og farverne kan fremhæves med neutrale vægge, et hvidt passepartout og en enkel ramme. Basquiats originale Untitled måler 183,2 × 173 cm; en plakat på 70×100 cm er altså lidt over halvt så høj som originalen, men bevarer kompositionens kraft.

Vil du skabe en hel væg med værker fra bevægelsen, kan du kombinere et par grafiske motiver fra grafiske plakater med et større farverigt billede fra plakater med farveeksplosioner. Et sort-hvidt motiv fra sort-hvide plakater skaber ro ved siden af kraftige farvefelter.

Tip: Lad et neoekspressionistisk billede være rummets eneste stærke farvepunkt. Hænger det ved siden af mange andre farverige værker, udligner de hinanden. En bred sort eller hvid ramme kombineret med en passepartout på mindst 5 cm giver billedet luft. Læs mere om, hvorfor den samme plakat kan se bedre ud på museet, i vores artikel om konteksteffekten.

Tænk også på lyset. Tyk, grov maling skaber skygger og overflader, der varierer med lyset, men en trykt plakat er ensartet. Placér billedet et sted, hvor naturligt dagslys eller en blød, retningsbestemt lampe kan fremhæve kontrasterne. Og hvis du vil forstå, hvordan andre bevægelser fungerer på væggen, kan du læse om Roy Lichtensteins udstilling på Whitney 2026 eller Picasso og Bacon i Wien 2026.

Tidslinje 1961–2026

1961 – Baselitz og Eugen Schönebeck skriver det første Pandämonium-manifest i Berlin.
1963 – Baselitz' første udstilling i Vestberlin; to malerier beslaglægges som obskøne.
1965–66 – Baselitz maler serierne Helden og Neue Typen.
1969 – Baselitz begynder at male på hovedet; Kiefer udfører Occupations.
1977–78 – Immendorff maler Café Deutschland I.
1978 – New Image Painting på Whitney Museum; Basquiat og Al Diaz begynder at skrive SAMO.
1980 – Baselitz og Kiefer på Venedigbiennalen; Transavanguardia præsenteres i Aperto '80.
1981 – A New Spirit in Painting i London; Figuration Libre dannes i Frankrig.
1982 – documenta 7 i Kassel og Zeitgeist i Berlin; Basquiats første amerikanske soloudstilling (marts).
1983–84 – Kiefer maler Athanor; Basquiat og Warhol indleder deres samarbejde i 1984.
1988 – Basquiat dør 12. august.
2005 – Basquiats retrospektiv på Brooklyn Museum.
2007 – Kiefer ved Louvre og Monumenta, Grand Palais.
2016–17 – Baselitz: The Heroes på Moderna Museet i Stockholm.
2017 – Basquiats Untitled sælges for 110,5 millioner dollar.
2022 – Kiefer på Artipelag, Värmdö.
2026 – Baselitz dør 30. april; mindeudstillingen Back Again på White Cube Bermondsey, 10. juni–30. august.

Beslægtede kunstbevægelser og kunstnere

Neoekspressionismen hænger tæt sammen med flere andre bevægelser. Den direkte forgænger er ekspressionismen, med Die Brücke som det tyske udgangspunkt. Den nordeuropæiske gren af ekspressiv figuration findes i Cobra-bevægelsen, og på den anden side af Atlanten finder vi abstrakt ekspressionisme. Basquiats samarbejde med Warhol forbinder bevægelsen med popkunst, og hans liv og værker beskrives nærmere på faktasiden om Jean-Michel Basquiat. Du finder mange flere kunstnere, bevægelser og epoker i vores vidensbank og i oversigten over modernismen.

For mere baggrund kan du også læse Wikipedias artikler om neoekspressionisme og Neoexpressionismus.

Ofte stillede spørgsmål om neoekspressionisme

Her er svarene på de mest almindelige spørgsmål, fra definitionen af bevægelsen i 1982 til Basquiats rekordpris på 110,5 millioner dollars.

Hvad er neoekspressionisme?

+

Neoekspressionisme er en figurativ og stærkt farverig malerkunst, der opstod i slutningen af 1970'erne som en reaktion på minimalisme og konceptkunst. Værkerne er ofte store, har grove penselstrøg og henter deres motiver fra kroppen, myter, historie og byliv. Begrebet var almindeligt anvendt i 1982, og bevægelsen varede frem til begyndelsen af 1990'erne.

Hvem er de vigtigste neoekspressionistiske kunstnere?

+

Blandt de mest fremtrædende er Georg Baselitz, Anselm Kiefer, Markus Lüpertz og Jörg Immendorff i Tyskland, Francesco Clemente, Sandro Chia og Enzo Cucchi i Italien samt Jean-Michel Basquiat og Julian Schnabel i USA. De arbejdede i forskellige stilarter, men delte interessen for store, figurative og kraftfulde malerier.

Hvad er forskellen mellem ekspressionisme og neoekspressionisme?

+

Ekspressionismen, for eksempel Die Brücke og Der Blaue Reiter, opstod i begyndelsen af 1900-tallet og var præget af bekymring for fremtiden. Neoekspressionismen kom 60–70 år senere og blev formet af efterkrigstidens erindringer, den kolde krig og et kunstmarked domineret af minimalisme. Førstnævnte brugte ofte træsnit og maleri med et stramt formsprog, sidstnævnte ofte flere meter store lærreder og blandede materialer.

Hvorfor malede Georg Baselitz sine motiver på hovedet?

+

Fra 1969 vendte Baselitz sine billeder på hovedet for at bryde betragterens vane med først at aflæse motivet. Ved at vende dem flyttes opmærksomheden til farver, balance og penselarbejde. Det første vendte værk var Der Wald auf dem Kopf. Han holdt fast i teknikken i mere end halvtreds år, frem til sine sidste værker i 2025–2026.

Hvor meget er Basquiats dyreste værk blevet solgt for?

+

Basquiats Untitled (1982) blev solgt for 110,5 millioner dollar hos Sotheby's i New York i maj 2017 til Yusaku Maezawa. Værket var blevet købt for 19.000 dollar i 1984. Rekorden for en amerikansk kunstner blev overgået i 2022 af Warhols Shot Sage Blue Marilyn, som blev solgt for 195 millioner dollar. Basquiats In This Case (1983) nåede 93,1 millioner dollar i 2021.

Findes der neoekspressionistisk kunst i svenske samlinger?

+

Ja. Moderna Museet i Stockholm viste Baselitz-serierne Helden og Neue Typen mellem 12. november 2016 og 19. februar 2017. Anselm Kiefer er repræsenteret i Ståhl Collection, og Artipelag på Värmdö viste en stor Kiefer-udstilling i 2022. Moderna Museet og Nationalmuseum er gode steder at begynde for dem, der vil opleve europæisk modernisme på nært hold.

Hvorfor blev neoekspressionismen kritiseret?

+

Kritikere som Benjamin Buchloh og Hal Foster mente, at bevægelsen var en reaktionær tilbagevenden til kunstnermyten, og at den var for tæt knyttet til kunstmarkedet. Desuden påpegede man, at kvinder næsten var helt fraværende: A New Spirit in Painting i London i 1981 viste 38 malere og ingen kvinder. Markedet kollapsede i slutningen af 1980'erne.

Hvordan hænger man neoekspressionistisk kunst op derhjemme?

+

Vælg ét stort billede i 50×70 eller 70×100 cm som rummets tyngdepunkt, og lad det stå mod neutrale vægge. En bred sort eller hvid ramme med passepartout på mindst 5 cm giver billedet luft. Undgå at blande flere stærkt farvede værker på samme væg, og placér billedet et sted, hvor dagslys eller en blød lampe kan fremhæve kontrasterne.

Vil du have neoekspressionismens kraft på din væg? Udforsk vores udvalg af kunstværker af kendte kunstnere, eller vælg svenske motiver blandt vores svenske kunstværker. Alle plakater trykkes i museumskvalitet og leveres fra Sverige, og i vores vidensbank finder du flere faktasider om kunstnere og kunstretninger.