Den nye saglighed – kunstbevægelsens historie, Dix, Grosz, Schad og Weimarrepublikkens realisme

Den nye saglighed (på tysk Neue Sachlichkeit) er den kunstretning, der gav Weimarrepublikken dens skarpeste ansigter: kolde, præcise og nådesløst ærlige portrætter, bybilleder og stilleben malet i Tyskland mellem cirka 1919 og 1933. Når kunsthistorikere i dag leder efter det maleri, der bedst forklarer 1920’ernes Berlin – natklubberne, krigsinvaliderne, de nyrige og de nypauvre – ender de næsten altid hos Otto Dix, George Grosz, Christian Schad og Max Beckmann. Deres kunst er stadig blandt de mest efterspurgte inden for moderne figurativt maleri, og dens stramme, grafiske udtryk passer overraskende godt på en dansk væg som plakat eller maleri.

Denne artikel gennemgår, hvad den nye saglighed egentlig var, hvordan Gustav Hartlaubs udstilling i Mannheim sommeren 1925 gav bevægelsen sit navn, hvilke værker der definerede den, hvordan nazisterne knuste den, og hvorfor den fik sit eget liv i svensk kunst – fra Lotte Lasersteins eksil i Sverige til Moderna Museets udstilling om den nye sagligheds fotografer. Du får også konkrete råd til, hvordan du kan bruge bevægelsens billedsprog i hjemmet uden at gøre det tungt.

Indhold
↓ Hvad er den nye saglighed?
↓ Fra skyttegravene til Mannheim i 1925
↓ De vigtigste værker og kunstnere
↓ Teknik og formsprog
↓ Fotografi, film, litteratur og arkitektur
↓ Den nye saglighed i Sverige og Norden
↓ Afslutningen: nazismen og den forbudte kunst
↓ Arven og genopdagelsen
↓ Den nye saglighed i hjemmet
↓ Tidslinje
↓ Relaterede kunstretninger
↓ Ofte stillede spørgsmål om den nye saglighed

Hvad er den nye saglighed?

Den nye saglighed er fællesbetegnelsen for en gruppe tyske og nærliggende europæiske kunstnere, der i 1920’erne vendte sig væk fra ekspressionismens ophidsede penselstrøg og abstraktionens opløste former og i stedet malede verden, præcis som den så ud: skarpt, detaljeret og uden følelsesladet udsmykning. Det tyske ord Sachlichkeit kommer af Sache, ”sag” eller ”ting”, og oversættes som regel til nysaglighed, ny saglighed eller på engelsk New Objectivity. Begrebet blev formuleret af Gustav Friedrich Hartlaub, leder af Kunsthalle Mannheim, som i et cirkulære i maj 1923 søgte kunstnere, der i løbet af de seneste ti år hverken havde malet impressionistisk opløst eller ekspressionistisk abstrakt.

Kort fortalt: Aktiv ca. 1919–1933 i Weimarrepublikken · Navnet blev opfundet af Gustav F. Hartlaub, Kunsthalle Mannheim (cirkulærebrev maj 1923) · Gennembrudsudstillingen løb fra 14. juni–18. september 1925 med 124 malerier af 32 kunstnere · I alt 4.405 besøgende i Mannheim, men omtale i 12 tyske storbyer · To fløje: veristerne (Dix, Grosz, Schlichter) og klassicisterne (Kanoldt, Schrimpf) · Bevægelsen ophørte reelt i januar 1933, da nazisterne tog magten · Nazistisk vandreudstilling ”Entartete Kunst” åbnede i München den 19. juli 1937 og blev set af over to millioner besøgende.

Et navn, der aldrig var et program

Hartlaub ønskede fra begyndelsen ikke at skabe en ny isme. I stedet beskrev han en tone, et fællestræk ved den måde, kunstnerne betragtede virkeligheden på med kølig distance. Navnet bed sig alligevel fast, delvist takket være den store pressedækning efter udstillingen i 1925, og i dag bruges det om alt fra Dix’ hårdkogte satirer til Kanoldts tomme italienske bybilleder. Selve ordvalget signalerede en nøgtern tilgang efter krigsårene: Kunsten skulle være nyttig, forståelig og sand snarere end visionær.

To fløje: veristerne og klassicisterne

Hartlaub selv inddelte bevægelsen i en venstre- og en højrefløj. Veristerne – fra latin verus, sand – malede samtidens grimhed med satirisk skarphed: krigsskadede tiggere, prostituerede, profitmagere og bureaukrater. Dix og Grosz hentede deres metode fra Berlins dadaisme og drev den i retning af en slags satirisk hyperrealisme. Klassicisterne, der hovedsageligt holdt til i München, søgte derimod en tidløs ro på Italiens stille pladser, i stilleben og i stilfærdige portrætter, ofte inspireret af 1400-tallets mestre og den italienske pittura metafisica. Kunsthistorikeren Franz Roh kaldte klassicisternes retning magisk realisme i sin bog Nach-Expressionismus: Magischer Realismus fra 1925, og begrebet lever videre den dag i dag.

Fra skyttegravene til Mannheim 1925

Den nye saglighed er ikke mulig at forstå uden Første Verdenskrig. Otto Dix meldte sig frivilligt i 1915, gjorde tjeneste i feltartilleriet, deltog i slaget ved Somme samme efterår, blev overført til østfronten i november 1917 og blev såret i halsen i august 1918. Han modtog Jernkorset af anden klasse og forlod hæren den 22. december 1918. Hans generation af kunstnere vendte hjem til et land i ruiner, politisk kaos og hyperinflation, og ekspressionismens skrigende følelsesstorm føltes pludselig utilstrækkelig.

Dada i Berlin og vendingen mod virkeligheden

Mange af den nye sagligheds kunstnere havde rødder i dadaismen. George Grosz, født i Berlin den 26. juli 1893, ændrede i 1916 sit navn fra Georg Groß til George Grosz som protest mod tysk nationalisme og var i 1918 med til at grundlægge Berlin-dadaismen. Christian Schad, født den 21. august 1894 i Miesbach, skabte sine første fotogrammer i Genève i 1919, senere kaldet schadografier, og fik sin første offentliggørelse i marts 1920 i Tristan Tzaras dada-tidsskrift. Da dadaismens anti-kunst ebbede ud, valgte disse kunstnere at beholde attituden, men skifte sprog: I stedet for collager og chok kom oliemaleri, penselføring, der næsten ikke var synlig, og en nærhed til virkeligheden, der var mere ubehagelig end nogen abstraktion.

Hartlaubs rundskrivelse og udstillingen i Mannheim

I maj 1923 sendte Hartlaub sin rundskrivelse til kunstnere rundt om i landet. Planerne blev forsinket af hyperinflationskrisen, men den 14. juni 1925 åbnede udstillingen Den nye saglighed endelig i Kunsthalle Mannheim. Frem til den 18. september blev 124 malerier af 32 kunstnere vist, blandt dem Max Beckmann, Otto Dix, George Grosz, Karl Hubbuch, Alexander Kanoldt, Rudolf Schlichter, Georg Schrimpf og Georg Scholz. Besøgstallet var beskedne 4.405, men udstillingen turnerede i ændret form til Dresden (18. oktober–22. november 1925), Chemnitz, Erfurt og Dessau og fik enorm opmærksomhed i pressen i tolv tyske storbyer. Det skal også nævnes, at udstillingen var helt uden kvindelige kunstnere – en mangel, der først blev rettet op på hundrede år senere.

”Kunstnere, som i de seneste ti år hverken har malet impressionistisk opløst eller ekspressionistisk abstrakt.” – Gustav F. Hartlaub, rundskrivelse, maj 1923 (frit oversat)

De vigtigste værker og kunstnere

Den nye saglighed er en portrætbevægelse, og de mest kendte værker forestiller næsten alle mennesker. Her er de kunstnere og malerier, der oftest fremhæves, når bevægelsen præsenteres på museer verden over.

Otto Dix – krigens og storbyens kronikør

Otto Dix (født 2. december 1891 i Untermhaus, død 25. juli 1969 i Singen) er bevægelsens mest kendte navn. Hans portefølje Krigen fra 1924 består af halvtreds raderinger, der skildrer skyttegravens hverdag med en nådesløshed, som få kunstnere havde vovet før ham. Blandt hans store portrætter bemærkes Portræt af journalisten Sylvia von Harden fra 1926 og triptykonet Metropolis (1927–28), et dekadent billede af Berlins natteliv. Hans Dr. Mayer-Hermann fra 1926 ejes af Museum of Modern Art i New York, og Liggende kvinde på leopardskind (1927) blev vist på Neue Galerie i 2025. Hans auktionsrekord er Portræt af advokaten Dr. Fritz Glaser fra 1921, som blev solgt for 5,46 millioner dollar hos Sotheby’s i London den 6. oktober 1999 – en stigning på 601 procent i forhold til den tidligere rekord.

George Grosz – satirens skarpeste pen

George Grosz (1893–1959) var Berlins skarpeste samfundskritiker inden for tegning og maleri. Hans maleri Eclipse of the Sun fra 1926, som i dag findes på Heckscher Museum i Huntington, New York, er en politisk allegori, hvor landets elite sidder i et mørklagt rum med hoveder som tomme kar. Han blev tiltalt for blasfemi i 1928, men frikendt i 1929, forlod Tyskland den 12. januar 1933 – knap tre uger før Hitlers magtovertagelse – og blev amerikansk statsborger i 1938. Han underviste på Art Students League i New York frem til 1955 og flyttede tilbage til Berlin i maj 1959, hvor han døde den 6. juli samme år.

Christian Schad – den iskolde elegance

Christian Schad (1894–1982) malede med en lakeret præcision, der gør hans portrætter af Berlins bohemer næsten fotografiske. Hans værker findes på Museum of Modern Art i New York, Tate i London og Neue Nationalgalerie i Berlin, og det selvstændige museum Christian-Schad-Museum i Aschaffenburg, der blev indviet i juni 2022, rummer over 3.200 værker. Schads historie er samtidig en påmindelse om, at vejen gennem diktaturet ikke var enkel: Han meldte sig ind i NSDAP i 1933, og hans kunst indgik i 1937 i Nazitysklands egen udstilling Große Deutsche Kunstausstellung, i modsætning til mange af hans kolleger, der blev forbudt.

Beckmann, Kanoldt og de andre

Hartlaub selv mente, at Max Beckmann var den vigtigste kunstner i hele bevægelsen, selvom Beckmann aldrig ønskede at blive kaldt nysaglig. Alexander Kanoldt malede tomme italienske bymotiver som San Gimignano (1922), og Georg Schrimpf tegnede statiske landskaber med næsten religiøs stilhed. Karl Hubbuch fra Karlsruhe, Georg Scholz og Rudolf Schlichter udgjorde sammen med Grosz og Dix en veristisk kerne. I forbindelse med hundredårsjubilæet viste Kunsthalle Mannheim også Edward Hoppers Night Windows (1928) som eksempel på bevægelsens internationale efterklang.

Teknik og formsprog

De nysaglige kunstnere malede ofte med en teknik, der er nært beslægtet med de gamle mestre: tynde, glatte lag af olie eller tempera, ofte over en omhyggelig undertegning, uden synlige penselstrøg. Hartlaubs egen formulering var, at de var kendetegnet ved »objektivitetens rent ydre træk«. Det er en teknik, der kræver tålmodighed, og den knytter an til den tyske renæssances mestre: Göteborgs kunstmuseum beskrev i 2021 bevægelsen som en ny traditionalisme med blikket rettet mod Holbein og den tyske renæssance, men med blikket rettet mod samtiden.

Lys, kontur og tomhed

Fælles for både veristerne og klassicisterne er en skarp, jævn belysning uden dramatiske skygger. Konturerne er hårde, overfladerne glatte, og rummene ofte usædvanligt tomme. Hos Kanoldt og Schrimpf bliver tomheden stille og melankolsk, hos Grosz bliver den truende. Beskueren føres tæt på og får aldrig lov at hvile øjet på en sløret overflade – alt er lige tydeligt, hvilket skaber et ubehageligt ensartet indtryk, hvor et grotesk sminket ansigt og et ur på væggen får samme vægt.

Farve og materiale

Farveskalaen er dæmpet og ofte kølig: grøngrå, vinrød, benhvid og okker dominerer. Schad og Dix giver overflader som silke, pels og hud en næsten taktil tilstedeværelse, mens klassicisterne opbygger billeder af få, rene farvefelter. Resultatet er et maleri, der indbyder til nært betragtning, og som fungerer overraskende godt også i reproduktion, fordi billedernes styrke ligger i komposition og kontur snarere end i penselføringen.

Fotografi, film, litteratur og arkitektur

Nysagligheden var aldrig kun en malerbevægelse. Begrebet spredte sig hurtigt til andre kunstformer og blev en bred kulturel holdning i Weimarrepublikkens stabile mellemår, perioden efter Dawesplanen i 1924 og frem til nazisternes magtovertagelse.

Inden for fotografiet lagde Albert Renger-Patzsch, August Sander og Karl Blossfeldt grunden til det, der blev kaldt den nye fotografi: skarpe, dokumentariske billeder af maskindele, mennesketyper og planter. Sanders portrætserie af tyske samfundsgrupper og Blossfeldts nærbilleder af plantedetaljer findes i dag i museernes store samlinger og går igen i bøger og plakater. Arkitekturen blev kaldt Neues Bauen, med Bruno Taut, Erich Mendelsohn og Weissenhofsiedlung i Stuttgart i 1927 som pejlemærker. Litteraturen var repræsenteret af Alfred Döblin, Hans Fallada, Irmgard Keun og Erich Kästner, hvis tørre, reportageagtige prosa mindede om malernes distance. Filminstruktøren G. W. Pabst lavede i 1925 Gaden uden glæde, der ofte fremhæves som filmkunstens første virkeligt nysaglige værk, og Paul Hindemith skrev sin Kleine Kammermusik i 1922 som et eksempel på brugsmusik, Gebrauchsmusik.

Nysagligheden i Sverige og Norden

Nysaglighedens tone fandt tidligt efterfølgere i Sverige, hvor man ofte bruger ordet nysaglighed med mindre tysk klang og betragter den som en europæisk strømning snarere end en tysk. Et stort skridt blev taget i 2021, da Göteborgs konstmuseum arrangerede udstillingen Brännpunkt Europa: Nysakligheter 1919–1939 fra den 12. juni til den 19. september. Kuratorer var Johan Sjöström og Kristoffer Arvidsson, og foruden Grosz, Dix, Beckmann, Schad og Jeanne Mammen blev svenske kunstnere som Otte Sköld, Arvid Fougstedt, Stina Forssell og Torsten Jovinge vist sammen med briterne Stanley Spencer og Paul Nash samt østrigeren Rudolf Wacker.

Lotte Laserstein – den nye sagligheds svenske eksil

Den ny-saglige kunstner, der stærkest knytter bevægelsen til Sverige, er Lotte Laserstein (1898–1993). Hun dimitterede fra Berlins kunstakademi i 1927 som en af de første kvinder, malede i 1930 sit mesterværk Abend über Potsdam (Aften over Potsdam) og blev som jødisk kunstner tvunget til at forlade Tyskland i 1937, hvorefter hun kom til Stockholm på invitation fra et galleri. Hun boede derefter i Sverige i over halvtreds år, blandt andet i Kalmar, og blev først genopdaget sent. Moderna Museet viste udstillingen Lotte Laserstein: Et delt liv i Malmø fra 6. maj til 1. oktober 2023 og i Stockholm fra 11. november 2023 til 14. april 2024, kurateret af Iris Müller-Westermann og Anna-Carola Krausse.

Dardel og den svenske modernisme i 1920'erne

Nils Dardel (1888–1943) var ikke rendyrket ny-saglig maler, men hans elegante, ironiske og køligt komponerede billeder fra 1910'erne og 1920'erne deler meget med bevægelsens tone. Hans Den døende dandy fra 1918 hænger på Moderna Museet i Stockholm og blev solgt for 3,4 millioner kroner i 1984 – en svensk rekord på det tidspunkt – og for 13 millioner i 1988. Hans Vandfaldet satte i 2012 rekord for svensk modernistisk kunst hos Bukowskis med 25 millioner kroner. Læs mere om ham på vores side om Nils Dardel.

Fotografiet på Moderna Museet

Den nye sagligheds billedsprog nåede tydeligst til Sverige gennem fotografiet. Moderna Museet viste fra den 3. september 2013 til den 31. december 2014 udstillingen Den nye saglighed, kurateret af Anna Tellgren og Lena Essling, med blandt andre Paul Strand, August Sander, Walker Evans, Albert Renger-Patzsch og de svenske fotografer Arne Wahlberg, Sven Järlås, Karl Sandels, Emil Heilborn og Kerstin Bernhard. Museet beskriver, hvordan den nye objektivitet efter Stockholmsudstillingen i 1930 og funktionalismens gennembrud fortrængte den ældre piktorialisme i svensk fotografi.

Afslutningen: nazismen og den forbudte kunst

Bevægelsen døde ikke af kunstnerisk udmattelse, men af politisk vold. Da nazisterne kom til magten i januar 1933, blev Otto Dix i april samme år afskediget fra sit professorat ved kunstakademiet i Dresden med den begrundelse, at han havde krænket »folkets moralske følelse«. Han trak sig tilbage til et liv som landskabsmaler ved Bodensøen, hvor Museum Haus Dix i Hemmenhofen i dag ligger i hans tidligere hjem og blev indviet i 2013.

Den 19. juli 1937 åbnede udstillingen Entartete Kunst (degenereret kunst) i München. Den viste over 650 værker fra 32 tyske museer og var åben indtil 30. november. Over to millioner mennesker besøgte den – næsten tre og en halv gange så mange som den nærliggende Große Deutsche Kunstausstellung. I alt blev 16.558 værker konfiskeret fra tyske museer i 1937–1938, heraf 508 af Max Beckmann. Beckmann flygtede til Amsterdam samme dag, som udstillingen åbnede. Den 30. juni 1939 blev de mest værdifulde konfiskerede værker solgt på auktion hos Galerie Theodor Fischer i Luzern. Karl Hubbuch, Adolf Uzarski og Otto Nagel fik et totalt malerforbud, og Grosz var allerede emigreret.

Arven og genopdagelsen

Den nye saglighed har fået et nyt liv i det 21. århundrede. Fra 22. november 2024 til 9. marts 2025 fejrede Kunsthalle Mannheim 100-årsjubilæet med udstillingen Die Neue Sachlichkeit. Ein Jahrhundertjubiläum, der omfattede omkring 200 værker af næsten 100 kunstnere. Denne gang blev de kvindelige kunstnere, som Hartlaub havde udeladt, fremhævet – Kate Diehn-Bitt, Lotte Laserstein, Jeanne Mammen og Anita Rée – sammen med internationale paralleller fra Italien, Storbritannien, Nederlandene, Østrig, Schweiz og USA. Neue Galerie i New York viste fra 20. februar til 26. maj 2025 over 140 værker af mere end 60 kunstnere, kurateret af Olaf Peters.

Bevægelsens indflydelse rækker også langt ud over Tyskland. Balthus, den unge Salvador Dalí – hans Portræt af Luis Buñuel fra 1924 – og amerikaneren Grant Wood er alle blevet fremhævet som kunstnere, der lod sig inspirere. Nutidens figurative realisme, fra hyperrealisme til det nye selskabsportræt, bærer spor af den ubarmhjertige nærhed. Læsere, der vil følge udviklingen videre, kan få et bredere overblik i Wikipedias artikel om New Objectivity og i Kunsthalle Mannheims præsentation af jubilæumsudstillingen.

Den nye saglighed i hjemmet

Den nye saglighed er en svær stil at leve med, hvis man tager den bogstaveligt – Grosz’ skæve karikaturer eller Dix’ skyttegrave er ikke de rigtige billeder over sofaen. Men bevægelsens æstetik – rene konturer, afdæmpede farver, klar komposition og en følelse af nøgtern nærvær – kan oversættes til hjemmet på flere måder. Tænk på, at nysaglige portrætter har et intenst blik, der følger rummet; hænger du et sådant i soveværelset, vil det dominere, mens det i en entré eller på et arbejdsværelse ofte virker mere afdæmpet.

En første tilgang er sort-hvid. Bevægelsens fotografer – Sander, Renger-Patzsch, Blossfeldt – skaber billeder, der passer i stramme, sorte rammer, og i vores kollektion af sort-hvide plakater og blandt vores fotokunstværker finder du motiver med samme rene, dokumentariske tone. En anden mulighed er grafiske motiver med tydelige konturer i vores udvalg af grafiske plakater, hvor netop tydelighed og en begrænset farveskala ligger tæt på bevægelsens idealer. Og hvis du vil se bevægelsens svenske naboskab, finder du klassikere blandt vores kendte kunstnere og svenske kunstværker.

Tip: Lad ét enkelt, stramt motiv få plads i stedet for mange små – nysaglighedens styrke ligger i tydeligheden. Vælg en sort eller mørk træramme, læg en bred passepartout omkring billedet, og hæng det i øjenhøjde, cirka 145 centimeter fra gulvet til billedets midtpunkt. Hold de omkringliggende farver afdæmpede, så billedets kølige lys får lov at virke. Du finder flere råd i vores guide til valg af ramme.

Kombinér med moderne indretning

Bevægelsens saglige tone hænger sammen med Bauhaus, funktionalismen og 1920’ernes møbelmodernisme, så motiverne fungerer særligt godt i hjem med en enkel, funktionel indretning. Hvis du vil fordybe dig, kan du læse vores guides om fotokunst som vægkunst, grafiske plakater og billedvægge, samt vores guide om retro og vintage-plakater, som giver en måde at forbinde epoken med nutidens rum.

Tidslinje

1915 – Otto Dix melder sig frivilligt og gør tjeneste på vestfronten.
1918 – Berliner Dada grundlægges med George Grosz blandt initiativtagerne; Dix forlader hæren den 22. december.
1919 – Christian Schad fremstiller sine første fotogrammer i Genève.
1923 – Gustav Hartlaub sender sit cirkulære brev om ”Neue Sachlichkeit” i maj.
1924 – Otto Dix udgiver porteføljen Der Krieg med halvtreds raderinger; Dawesplanen stabiliserer økonomien.
1925 – Udstillingen i Mannheim 14. juni–18. september; Franz Roh udgiver sin bog om magisk realisme.
1926 – Dix maler Sylvia von Harden; Grosz maler Eclipse of the Sun.
1927 – Dix påbegynder triptykonet Metropolis; Weissenhofsiedlung åbner i Stuttgart.
1930 – Lotte Laserstein maler Abend über Potsdam; Stockholmsudstillingen introducerer funktionalismen i Sverige.
1933 – Nazisterne tager magten; Grosz emigrerer den 12. januar, Dix afskediges i april.
1937 – Entartete Kunst åbner i München den 19. juli; Laserstein flygter til Sverige.
1999 – Dix’ Dr. Fritz Glaser sælges for 5,46 millioner dollars hos Sotheby’s.
2021 – Brændpunkt Europa: ny saglighed 1919–1939 på Göteborgs kunstmuseum.
2023–2024 – Moderna Museet viser Lotte Laserstein i Malmö og Stockholm.
2024–2025 – Hundredårsjubilæet på Kunsthalle Mannheim og udstillingen på Neue Galerie, New York.

Beslægtede kunstretninger

Ny saglighed voksede ud af og reagerede mod ekspressionismen, og dens satiriske fløj hentede sin metode fra dadaismen. Fotografiets og arkitekturens side har tydelige rødder i Bauhaus, mens den kølige skildring af virkeligheden er beslægtet med realismen i 1800-tallet. Bevægelsen indgår i den bredere fortælling om modernismen, og den svenske gren kan du læse mere om på vores side om nordisk kunst. En fuldstændig oversigt over alle kunstnere og bevægelser findes i vores vidensbank.

Hvis du vil læse mere på svensk, kan du besøge Wikipedias artikel Nya sakligheten, og om Lotte Lasersteins svenske år findes en grundig præsentation hos Moderna Museet.

Ofte stillede spørgsmål om ny saglighed

Hvad betyder ny saglighed?

+

Ny saglighed er det svenske navn for det tyske Neue Sachlichkeit, ”den nye saglighed”. Ordet Sache betyder sag eller ting, og bevægelsen stod for et nøgternt, præcist og følelsesmæssigt afdæmpet maleri efter Første Verdenskrig. Gustav Hartlaub opfandt begrebet i 1923 og brugte det som titel på udstillingen i Mannheim i 1925. Det engelske navn er New Objectivity.

Hvem var de vigtigste kunstnere?

+

Otto Dix, George Grosz, Christian Schad, Max Beckmann, Rudolf Schlichter, Georg Scholz, Alexander Kanoldt og Georg Schrimpf regnes normalt for bevægelsens kerne. Blandt de kvindelige kunstnere, der fremhæves i moderne forskning, er Lotte Laserstein, Jeanne Mammen, Anita Rée og Kate Diehn-Bitt. Hartlaub selv mente, at Beckmann var den vigtigste af dem alle.

Hvad er forskellen mellem verister og klassisister?

+

Veristerne, som Dix og Grosz, malede samtidens grimhed med satirisk skarphed og politisk bid. Klassisisterne, som Kanoldt og Schrimpf, søgte tidløs ro i stilleben, landskaber og stilfærdige portrætter, ofte med forbilleder fra renæssancen. Franz Roh kaldte den sidstnævnte retning magisk realisme i sin bog fra 1925.

Hvordan adskiller Den nye saglighed sig fra ekspressionismen?

+

Ekspressionismen ville udtrykke indre følelser gennem forvrængede former og kraftige farver. Den nye saglighed gjorde det modsatte: den skildrede den ydre virkelighed køligt og præcist med glatte overflader og skarpe konturer. Hartlaubs rundskrivelse fra 1923 efterspurgte udtrykkeligt kunstnere, der ikke havde malet abstrakt ekspressionistisk.

Fandtes Den nye saglighed i Sverige?

+

Ja, i flere former. Göteborgs kunstmuseum viste i 2021 udstillingen Brännpunkt Europa: Nysakligheter 1919–1939 med svenske kunstnere som Otte Sköld og Arvid Fougstedt. Lotte Laserstein boede i Sverige fra 1937, og Moderna Museet viste i 2013–2014 udstillingen Den nya sakligheten om fotografi og film.

Hvorfor forbød nazisterne bevægelsens kunst?

+

Nazisterne mente, at Dix, Grosz og Beckmann skildrede Tyskland på en måde, der var ydmygende og uforenelig med deres idealer. Dix blev afskediget i april 1933, og i 1937 blev 16 558 værker konfiskeret fra tyske museer. Udstillingen Entartete Kunst åbnede i München den 19. juli 1937 og blev set af over to millioner mennesker.

Hvad koster et maleri af Otto Dix på auktion?

+

Oliemalerier af Dix hører til blandt de dyrere inden for tysk kunst fra det 20. århundrede. Portrættet af advokaten Dr. Fritz Glaser fra 1921 blev solgt for 5,46 millioner dollars hos Sotheby’s i London den 6. oktober 1999, hvilket dengang var rekord. Grafik og tryk er betydeligt billigere, og reproduktioner fås som plakater i meget lavere prisklasser.

Vill du ta hem något av bevægelsens rene og saglige billedsprog, bør du begynde blandt vores sort-hvide plakater, hvor stramme motiver og tydelige konturer deler bevægelsens tone. Du finder flere kunstklassikere i vores samling af kendte kunstnere.