Paul Klee – Bauhaus, farvens musik og linjens spadseretur

Paul Klee er den kunstner, der gjorde farven til musik og linjen til et levende væsen. I løbet af fire årtier opbyggede han et billedsprog, der hverken er helt abstrakt eller helt figurativt, men bevæger sig i grænselandet mellem de to: fisk, der svømmer i den sorte nat, ansigter bygget af farvefelter, pile, der peger mod noget usynligt. Hans kunst er samtidig legende og dybt gennemtænkt, og det er netop denne kombination, der har gjort hans motiver til nogle af de mest efterspurgte, når man leder efter plakater og billeder med både varme og intellektuel tyngde.

Klee efterlod sig omkring 9.600 katalogiserede værker – malerier, akvareller, tegninger og grafiske blade – hvilket gør ham til en af det 20. århundredes mest produktive kunstnere. Han underviste i ti år på Bauhaus, skrev en af modernismens vigtigste lærebøger om form, blev erklæret degenereret af nazisterne og malede sine stærkeste billeder, mens en uhelbredelig sygdom langsomt fratog ham bevægeligheden i hænderne. Denne side gennemgår hans liv, hans hovedværker, hans farveteori, den svenske forbindelse via Moderna Museet, og hvordan motiverne fungerer i en svensk bolig.

Indhold
↓ Hvem var Paul Klee?
↓ Livet – fra Bern til Locarno
↓ Paul Klees mest kendte værker
↓ Teknik, farvelære og linjens vandring
↓ Bauhaus-læreren og teoretikeren
↓ Forfølgelsen, arven og eftertiden
↓ Paul Klee i Sverige og Norden
↓ Paul Klee i hjemmet – praktisk guide
↓ Tidslinje
↓ Relaterede kunstnere og bevægelser
↓ Ofte stillede spørgsmål om Paul Klee

Hvem var Paul Klee?

Paul Klee (1879–1940) var en schweizisk-tysk maler, grafiker og kunstteoretiker, hvis værker hører til blandt modernismens mest særprægede. Han var uddannet i München, virkede i Tyskland i sine vigtigste år og endte sit liv i eksil i Schweiz. Kunsthistorisk lader han sig ikke placere i én enkelt kategori: Han deltog i ekspressionismens gennembrud gennem gruppen Der Blaue Reiter, blev hyldet af surrealisterne, underviste på Bauhaus sammen med konstruktivister og regnes i dag for en af den abstrakte kunsts tidlige hovedpersoner, uden nogensinde helt at have forladt den genkendelige figur.

Det, der forener hans utroligt varierede produktion, er en metode snarere end en stil. Klee arbejdede i serier af eksperimenter, hvor hvert billede afprøvede en hypotese: Hvad sker der, hvis linjen får lov til at bestemme selv? Hvad sker der, hvis farven lægges i gittermønstre uden konturer? Hvad sker der, hvis bogstaver bliver billedelementer? Værkfortegnelsen, som han selv førte fra 1911 og frem, omfatter omkring 9.600 værker, omhyggeligt nummereret år for år, og fungerer stadig som grundlag for al Klee-forskning. Ingen anden modernist har efterladt sig en så systematisk dokumenteret arbejdsproces.

Snabbfakta: Född 18 december 1879 i Münchenbuchsee utanför Bern, Schweiz. Död 29 juni 1940 i Muralto vid Locarno, 60 år gammal. Verkförteckning: cirka 9 600 katalogiserade arbeten. Lärare vid Bauhaus 1921–1931, först i Weimar, från 1926 i Dessau. Professor vid konstakademien i Düsseldorf från hösten 1931, avskedad 21 april 1933. Mest produktiva år: 1939 med 1 254 registrerade verk. Auktionsrekord: Tänzerin (1932), 6 791 965 US-dollar hos Christie's i London 2011. Världens största samling: Zentrum Paul Klee i Bern, öppnat 2005, med omkring 40 procent av hela hans bildproduktion.

Livet – från Bern till Locarno

Musikerbarnet som valde penseln

Klee föddes den 18 december 1879 i Münchenbuchsee strax utanför Bern. Fadern Hans Klee var tysk musiklärare, modern Ida schweizisk sångerska, och sonen växte upp med violinen i handen. Han var så skicklig att han vid elva års ålder erbjöds en plats som extramusiker i Bern stadsorkester. Musiken förblev livet ut hans andra språk – han spelade Bach och Mozart varje morgon innan han gick till staffliet, och beskrev själv sina målningar med musikaliska termer som polyfoni, rytm och tonart.

Trots musikbegåvningen valde han bildkonsten och flyttade 1898 till München, där han studerade vid Heinrich Knirrs privatskola och därefter i Franz von Stucks klass vid konstakademien. Åren efter studierna var magra. Han försörjde sig delvis på grafik, gjorde en formativ resa till Italien 1901–1902 och gifte sig 1906 med pianisten Lily Stumpf, som genom sin undervisning bar familjens ekonomi under lång tid. Sonen Felix föddes 1907, och under flera år var det Klee som skötte hushållet medan hustrun arbetade.

Genombrottet och Tunisienresan 1914

Vändpunkten kom i april 1914. Tillsammans med vännerna August Macke och Louis Moilliet reste Klee till Tunisien i två veckor. Ljuset, de kalkvita husen och de mättade jordfärgerna i Kairouan och Hammamet fick något att lossna. I dagboken noterade han den 16 april: färgen hade tagit honom i besittning, han behövde inte längre söka den, den och han var ett. Från Tunisienresan hem förde han ett fyrtiotal akvareller där husfasader och trädgårdar redan börjat lösas upp i genomskinliga färgfält – hans första verkligt personliga bilder.

Sjukdomen och de sista åren

I 1935 insjuknade Klee i sklerodermi, en autoimmun bindvävssjukdom som gradvis förhårdar huden och försvårar sväljning, andning och finmotorik. Produktionen sjönk drastiskt 1936, då han registrerade endast 25 verk. Därefter skedde något ovanligt i konsthistorien: i stället för att tystna förändrade han hela sitt formspråk. Penseldragen blev breda och svarta, formatet större, motiven reducerade till tecken. År 1939 producerade han 1 254 verk – fler än något annat år i hans liv. Han dog den 29 juni 1940 på en klinik i Muralto vid Locarno, medan hans ansökan om schweiziskt medborgarskap fortfarande låg obehandlad.

Paul Klees mest kendte værker

Senecio (1922)

Et rundt ansigt bygget af uregelmæssige farvefelter i okker, teglrødt og sandbeige, med to øjne af forskellig størrelse og en smal streg som mund. Senecio – opkaldt efter korsurtslægten – tilhører Kunstmuseum Basel og er sandsynligvis Klees mest reproducerede billede. Værket viser hans grundidé i rendyrket form: et genkendeligt motiv sammensat af rent geometriske farveelementer, hvor ansigtsudtrykket opstår gennem små afvigelser i gitteret snarere end gennem tegning. Motivet fungerer usædvanligt godt som plakat, fordi kompositionen og farveskalaen er stærke selv i lille format.

Die Zwitscher-Maschine (1922)

Fire fugle på en håndsvingemekanisme, ophængt over et tomrum i blågrå nuancer. Die Zwitscher-Maschine, på svensk omtrent Kvittermaskinen, er en akvarel og olietransfer, som Museum of Modern Art i New York erhvervede i 1939 – et af de første Klee-værker, der blev optaget i en amerikansk museumssamling. Billedet er på overfladen en spøg om mekanisk fuglesang, men rummer Klees tilbagevendende uro: naturen omdannet til apparat, sangen reduceret til en lyd, der frembringes ved at dreje et håndsving. Netop denne dobbelthed mellem barnlig glæde og underliggende alvor er typisk for ham.

Ad Parnassum (1932)

Klees største maleri, 100 × 126 centimeter, og hans mest gennemførte eksperiment med pointillistisk teknik. Tusindvis af små farveprikker bygger et bjerg med en port og en sol, hentet fra antikkens Parnassos, men malet med den viden, han tilegnede sig under Bauhaus-årene. Værket ejes af Kunstmuseum Bern og regnes for højdepunktet i hans såkaldte divisionistiske periode. Titlen hentyder også til Johann Joseph Fux' musikteoretiske værk Gradus ad Parnassum fra 1725 – endnu en af de musikalske tråde, der løber gennem hele hans produktion.

Angelus Novus (1920)

En lille olietransfer med akvarel, der forestiller en engel med opspærrede øjne og udslåede vinger. Værket blev købt i 1921 af filosoffen Walter Benjamin, som tog det med sig i eksil til Paris i 1933 og gjorde det til billede på sin berømte tanke om historiens engel: en skikkelse, der drives baglæns ind i fremtiden, mens fortidens ruiner vokser foran den. Efter Benjamins død gik bladet til vennen Gershom Scholem i Jerusalem og blev i 1987 skænket til Israel Museum, hvor det stadig findes. Få enkeltstående kunstværker fra det 20. århundrede har fået en så omfattende filosofisk efterhistorie.

"Kunsten gengiver ikke det synlige, men gør det synligt." – Paul Klee, Schöpferische Konfession, 1920

Teknik, farvelære og linjens promenade

Olieoverføringen – en egen opfindelse

Omkring 1919 udviklede Klee en teknik, han kaldte Ölfarbezeichnung, olieoverføring. Et stykke papir blev prepareret med sort oliefarve og lagt mod et rent ark; ovenpå tegnede han med en nål eller en stump genstand, hvorved farven blev presset over og gav en dirrende, delvist uregelmæssig linje, som ikke kunne frembringes med en pen. Resultatet blev derefter farvelagt med akvarel. Både Angelus Novus og Die Zwitscher-Maschine er lavet på denne måde. Metoden gav ham en linje, der var tegnet, men alligevel halvt uden for hans kontrol – præcis den balance mellem hensigt og tilfældighed, han stræbte efter.

Farvefeltet og det polyfone billede

Efter rejsen til Tunis blev det kvadratiske farvefelt et af hans vigtigste redskaber. I værker som Ancient Sound fra 1925 lægges felter i okker, olivengrøn, rustfarvet og sort ved siden af hinanden uden konturer, så billedet udelukkende får dybde gennem farvernes indbyrdes valører. Klee kaldte sådanne kompositioner polyfone, et begreb lånt fra flerstemmig musik: hvert farvelag er en selvstændig stemme, og helheden opstår i mødet mellem dem. Det er en direkte forklaring på, hvorfor hans malerier fungerer så godt som grafiske motiver – strukturen bærer billedet selv uden fortælling.

Linjen, der går en tur

Klees mest citerede pædagogiske formulering åbner hans Pädagogisches Skizzenbuch fra 1925: en aktiv linje, der bevæger sig frit, en gåtur for gåturens egen skyld. Sætningen er blevet en slags motto for hele den modernistiske tegnekunst. I praksis betød den, at Klee lod linjen opbygge formen, mens den blev tegnet, i stedet for at tegne efter en forudbestemt kontur. Denne metode fik enorm gennemslagskraft hos surrealisterne, som så den som en forløber for deres egen automatiske tegning, og senere hos kunstnere som Joan Miró og Cy Twombly.

Bauhaus-læreren og teoretikeren

Ti år på skolen i Weimar og Dessau

Walter Gropius kaldte Klee til Bauhaus i Weimar i efteråret 1920, og han underviste dér fra januar 1921 til foråret 1931 – først i bogbinderi- og glasmaleriværkstederne, senere på væveriet og frem for alt i den obligatoriske formlære. Da skolen i 1926 flyttede til Dessau, bosatte familien Klee sig i en af Gropius' nybyggede mesterboliger, væg i væg med Wassily Kandinsky og hans hustru Nina. De to malere havde kendt hinanden siden tiden omkring Der Blaue Reiter i München og delte opfattelsen af, at billedkunsten hvilede på love, der var lige så præcise som musikkens.

Pädagogisches Skizzenbuch og undervisningsnotaterne

I 1925 udkom Pädagogisches Skizzenbuch som nummer to i serien Bauhausbücher. Den lille bog behandler punkt, linje, plan og bevægelse med diagrammer, der ser ud som kunstværker i sig selv, og den er stadig standardlæsning på grunduddannelser i form og komposition. Bag den ligger et langt større materiale: Klees bevarede undervisningsnotater omfatter næsten 4.000 håndskrevne sider og udgør det mest omfattende teoretiske grundlag, nogen modernistisk maler har efterladt sig. Skolens betydning for hele traditionen inden for grafisk form behandles nærmere på siden om Bauhaus.

Forfølgelsen, arven og eftertiden

Da nazisterne kom til magten, blev Klee straks ramt. Den 21. april 1933 blev han afskediget fra sit professorat ved kunstakademiet i Düsseldorf, efter at hans atelier var blevet gennemsøgt, og hans kunst var blevet stemplet som degenereret. I december samme år forlod familien Tyskland og vendte tilbage til Bern. Over hundrede af hans værker blev konfiskeret fra tyske offentlige samlinger, og i 1937 blev en række af dem vist på propagandistudstillingen Entartete Kunst i München - den samme udstilling, som udstillede Marc Chagall, Max Ernst og Otto Dix til spot og spe.

Paradoksalt nok blev denne periode hans mest indflydelsesrige. Efterkrigstidens amerikanske malere studerede ham nøje, og hans eksperimenter med tegn og skrift genfindes hos kunstnere langt uden for Europa. I dag forvaltes hovedparten af hans efterladte værker af Zentrum Paul Klee i Bern, en bygning af Renzo Piano, som åbnede i 2005, og som rummer omkring 4.000 værker samt flere tusinde arkivenheder fra kunstnerens dødsbo. Museet fejrede sit 20-årsjubilæum i 2025. I 2025 og 2026 har interessen også været mærkbar internationalt: Jewish Museum i New York viser Paul Klee: Other Possible Worlds med omkring 100 værker frem til og med 26. juli 2026, og Museo Thyssen-Bornemisza i Madrid udstillede Klee sammen med Pablo Picasso fra Heinz Berggruens samling mellem oktober 2025 og februar 2026.

Paul Klee i Sverige og Norden

Sverige har en længere Klee-tradition, end mange er klar over. Allerede i 1961 viste Moderna Museet i Stockholm en stor separatudstilling med malerier, tegninger og grafiske blade – en af de tidlige internationale satsninger, der opbyggede museets ry under Pontus Hulténs år. Siden er samlingen vokset gennem donationer: syv værker kom fra Carl Gemzells samling, og i 2014 donerede Peggy Bonnier yderligere to værker til museet.

I 2016 viste Moderna Museet udstillingen Klee/Aguéli, der satte Klees akvareller fra Tunesien over for den svenske maler Ivan Aguélis egyptiske og nordafrikanske billeder. Forud for udstillingen gennemgik museets Klee-værker på papir en fuldstændig konservering og fik nye monteringer og rammer, der var udformet efter kunstnerens egne oprindelige præsentationsprincipper – Klee var usædvanligt omhyggelig med, hvordan hans blade blev monteret, og signerede ofte selve monteringen, ikke bladet. Moderna Museet Malmö har senere præsenteret udvalg fra samlingen under titlen Paul Klee, Possessed by Color, og Malmö Konsthall har ved flere lejligheder vist hans grafik. Forbindelsen til den nordiske billedtradition er indirekte, men reel: Interessen for det tegnede, det småskalaede og det poetiske går igen i meget af det, der beskrives på siden om nordisk kunst.

Paul Klee i hjemmet – praktisk guide

Klees motiver hører til blandt de nemmeste at bo med af to grunde. Den første er formatet: Han arbejdede næsten altid i lille format, ofte mindre end 40 × 50 centimeter, hvilket betyder, at reproduktioner i plakatstørrelse ligger tæt på originalernes målestok og ikke mister tyngde. Den anden er farveskalaen. De dæmpede okkerfarver, teglrøde og gråblå toner i hans rutesammensætninger ligger meget tæt på den palet, der dominerer svensk indretning – hvidmalet træ, hør, ubehandlet eg – og skaber derfor sjældent konflikt med møbleringen.

Motiverne falder groft sagt i tre grupper, der fungerer forskelligt. Rutesammensætningerne i jordfarver, såsom Senecio og Ancient Sound, passer i soveværelser og spiseområder, hvor man ønsker ro og struktur. De linjebaserede værker fra 1920'erne med tynde, nåleskrevne figurer på lys baggrund er luftige og tåler at blive hængt i grupper med grafiske motiver og fotokunst. De sent tegnede, groft udførte billeder fra 1938–1940 med brede sorte streger mod stærke farvefelter er kraftfulde alene og tåler store formater. Hvis du vil sammensætte en væg med flere Klee-inspirerede tryk, kan det betale sig at vælge inden for én af grupperne ad gangen – blander man tynd nåleskrift med tykke sorte tegn, kæmper motiverne mod hinanden. Vores guide til billedvægge gennemgår trin for trin, hvordan du opbygger en sådan gruppering.

Tip: Klee monterede selv næsten alle sine papirværker med en bred, lys karton omkring værket og en meget smal ramme. Følg hans princip: Vælg en tynd ramme i sort, eg eller messing, og lad passepartoutet være generøst, gerne 6–8 centimeter. Den lyse margen fungerer som en pause mellem motivets mættede farver og rummets vægfarve og får selv et lille tryk til at fungere på en stor flade. Læs mere i vores guide til indramning af kunst.

Når det gælder lys, er Klee-motiver tilgivende. Da kompositionerne sjældent bygger på skarpe sort-hvide kontraster, fungerer de både i nordvendte rum og aftenbelysning, hvor grafiske posters med højere kontrast kan virke hårde. Et praktisk råd er at lade et Klee-inspireret billede hænge et sted, hvor man opholder sig stille et øjeblik – ved spisebordet eller ved siden af en lænestol – fordi detaljegraden belønner den, der kigger længe. I et rum med mange tekstiler og træ kan man godt skrue op for farvestyrken og kombinere med farverige motiver; i et stramt indrettet rum er ét enkelt billede nok.

Tidslinje

1879 – Paul Klee fødes den 18. december i Münchenbuchsee uden for Bern som søn af en tysk musiklærer og en schweizisk sangerinde.

1898 – Flytter til München for at studere kunst, først hos Heinrich Knirr og fra 1900 i Franz von Stucks klasse på kunstakademiet.

1906 – Gifter sig med pianisten Lily Stumpf og bosætter sig i München. Sønnen Felix fødes året efter.

1911–1912 – Møder Kandinsky, Franz Marc og August Macke og deltager i den anden udstilling med Der Blaue Reiter i München.

1914 – Rejsen til Tunesien i april sammen med Macke og Moilliet bliver hans afgørende farvemæssige gennembrud.

1921 – Begynder at undervise på Bauhaus i Weimar; flytter med skolen til Dessau i 1926 og bor som nabo til Kandinsky.

1925 – Pädagogisches Skizzenbuch udkommer som bind nummer to i Bauhausbücher-serien og bliver modernismens mest læste formlære.

1931 – Forlader Bauhaus og tiltræder et professorat ved kunstakademiet i Düsseldorf om efteråret.

1933 – Afskediges den 21. april af det nye regime og forlader Tyskland til fordel for Bern i december.

1935 – Bliver syg med sklerodermi; produktionen falder til 25 registrerede værker året efter.

1937 – Værker af Klee vises på propagandautstillingen Entartete Kunst i München, efter at over hundrede værker er blevet konfiskeret fra tyske samlinger.

1939 – Skaber 1.254 værker, flere end noget andet år, med et helt nyt tegnet formsprog.

1940 – Dør den 29. juni i Muralto ved Locarno, 60 år gammel.

2005 – Zentrum Paul Klee åbner i Bern i en bygning tegnet af Renzo Piano og samler omkring 40 procent af hele hans produktion.

Relaterede kunstnere og bevægelser

Klee står i centrum af et tæt netværk af kontakter. Tættest på ham står Wassily Kandinsky, som han både delte årene i Der Blaue Reiter og lærerrollen på Bauhaus med, og gennem ham hele den tidlige abstrakte kunsts historie. Hans tidlige værker hører hjemme i ekspressionismens sammenhæng, mens hans automatiske tegnemetode fik afgørende betydning for surrealismen og især for Joan Miró. Den stramme geometriske side af hans arbejde har berøringspunkter med De Stijl, selv om Klee aldrig accepterede neoplasticismens dogmatik. Klee deltog i den anden udstilling med Der Blaue Reiter i februar 1912 og bidrog til kredsens almanak.

Hvis du vil orientere dig bredere blandt kunstnere, perioder og retninger, finder du alle faktasider samlet i vores vidensbank, hvor hvert emne behandles lige så udførligt som på denne side.

Ofte stillede spørgsmål om Paul Klee

Hvis du vil have Klees sans for form ind i dit eget hjem, finder du beslægtede motiver blandt vores abstrakte plakater, i udvalget af Bauhaus-plakater og i kollektionen med kendte kunstnere. Har du brug for hjælp til at vælge stil og farveskala, anbefaler vi vores guide til abstrakte plakater og vores Bauhaus-guide.