Prærafaelitterne – kunstbevægelsens historie, Rossetti, Millais og den britiske drømmekunst

Prærafaelitterne er en af 1800-tallets mest fascinerende kunstbevægelser - en gruppe unge britiske malere, som i 1848 gjorde oprør mod samtidens akademiske konventioner og skabte kunst fyldt med strålende farver, botanisk nøjagtighed og litterær dramatik. Deres malerier hører i dag til blandt de mest reproducerede i verden: den druknende Ofelia blandt sivene, den rødhårede kvinde i hvid kjole i en båd, riddersagn og middelalderlige drømme gengivet med en detaljerigdom, som få bevægelser før eller siden har kunnet matche.

Navnet betyder ordret "før Rafael". De syv grundlæggere vendte ryggen til den polerede, formelagtige kunst, som Royal Academy hyldede, og søgte tilbage til den italienske kunst før højrenæssancen - til 1400-tallets oprigtige naturtrohed og klare farver. Resultatet blev en af de mest særprægede billedverdener i den europæiske kunsthistorie og en bevægelse, hvis indflydelse strækker sig fra William Morris' tekstiler til nutidens fantasyillustrationer. Denne side gennemgår prærafaelitternes historie, deres vigtigste værker, teknikken bag billederne, kvinderne, som både malede og stod model, samt hvordan den prærafaelitiske kunst kan anvendes i det svenske hjem.

Indhold
↓ Hvad er prærafaelitterne?
↓ Historien bag broderskabet
↓ De vigtigste værker
↓ Teknik og kunstnerisk signatur
↓ Kvinderne, modellerne og kunstnerne
↓ Anden generation og arven
↓ Prærafaelitterne i Sverige og Norden
↓ Prærafaelitisk kunst i hjemmet
↓ Tidslinje
↓ Relaterede kunstbevægelser
↓ Ofte stillede spørgsmål

Hvad er prærafaelitterne?

Prærafaelitterne, eller det prærafaelitiske broderskab (Pre-Raphaelite Brotherhood, forkortet PRB), var en sammenslutning af syv britiske kunstnere og skribenter, som blev dannet i London i 1848. Kernen bestod af tre malerstuderende fra Royal Academy: Dante Gabriel Rossetti, John Everett Millais og William Holman Hunt. De fik selskab af William Michael Rossetti, James Collinson, Frederic George Stephens og billedhuggeren Thomas Woolner. Broderskabet blev formelt grundlagt i Millais' forældrehjem på 83 Gower Street i London.

Det, der forenede dem, var en utilfredshed med den akademiske kunst. Royal Academy favoriserede en idealiseret, mørkt lakeret malestil, der førte tilbage til Rafael og den italienske højrenæssance. Prærafaelitterne ønskede i stedet at vende tilbage til den friskhed og oprigtighed, de så i kunsten før Rafael - hos de italienske mestre i 1400-tallet og i den senmiddelalderlige billedtradition. Deres program var tredelt: at puste nyt liv i britisk kunst, at gøre den lige så kraftfuld som den tidlige renæssances værker og at skildre både naturen og ægte følelser uden akademisk forskønnelse.

Kort fortalt: Grundlagt i 1848 i London. Syv medlemmer i broderskabet. Grundlæggere: Dante Gabriel Rossetti (20 år), John Everett Millais (19 år) og William Holman Hunt (21 år). Signerede deres første værker med initialerne "PRB" ved udstillingen i 1849. Hentede inspiration fra italiensk kunst fra før Rafael (1400-tallet). Kritikeren John Ruskin blev bevægelsens fremmeste forsvarer. Ashmolean Museum i Oxford ejer en af verdens fineste samlinger af prærafaelitisk kunst.

Historien bag broderskabet

Grundlæggerne var påfaldende unge, da de indgik deres forbund i efteråret 1848. Millais var kun 19 år, Rossetti 20 og Holman Hunt 21 – en gruppe talentfulde studerende, som med ungdommens selvtillid besluttede sig for at reformere hele den britiske kunst. Allerede året efter, i 1849, udstillede de tre ledende medlemmer deres første vigtige værker, alle forsynet med de gådefulde bogstaver PRB efter signaturen. Ingen udenforstående vidste til at begynde med, hvad initialerne betød, og da hemmeligheden blev afsløret, blev de tolket som en fornærmelse mod 350 års malertradition.

Modtagelsen var iskold. Kritikerne kaldte stilen rå, kluntet og bevidst grim, og Millais' bibelske scene med den unge Jesus i snedkerværkstedet blev fordømt som frastødende af forfatteren Charles Dickens. Vendepunktet kom, da den indflydelsesrige kunstkritiker John Ruskin trådte frem til bevægelsens forsvar i breve til avisen The Times i 1851. Ruskins autoritet reddede broderskabet fra at blive kvalt i fødslen og gav de unge malere det pusterum, de havde brug for. Selve broderskabet holdt dog ikke længe sammen i sin oprindelige form – allerede i midten af 1850'erne gik medlemmerne hver til sit. Millais blev til sidst optaget i det akademi, han engang havde gjort oprør imod, og blev dets præsident, mens Rossetti trak sig tilbage i en mere drømmeagtig, middelalderinspireret retning, som skulle give ophav til bevægelsens anden generation.

Bag oprøret lå også en tidsånd. Storbritannien gennemgik i 1840'erne en hastig industrialisering, og for de unge kunstnere fremstod den moderne verdens beskidte fabrikker og masseproducerede varer som et tab af autenticitet og skønhed. Ved at søge tilbage til middelalderens og den tidlige renæssances idealer gav de udtryk for en længsel efter en enklere, mere sjælfuld tilværelse. Broderskabet udgav endda sit eget tidsskrift, The Germ, som i 1850 spredte deres idéer om kunst, poesi og natur til en lille, men hengiven læserskare. Selvom tidsskriftet kun udkom med fire numre, viser det, hvor bevidst de unge kunstnere arbejdede på at formulere et helt kunstnerisk program, ikke blot en ny malestil.

De vigtigste værker

Prærafaelitternes billedverden er umiddelbart genkendelig: mættede farver, minutiøst gengivet natur og motiver hentet fra Bibelen, Shakespeare, middelalderens legender og samtidens poesi. Nogle værker er blevet så elskede, at de i dag hænger som reproduktioner i hjem over hele verden.

Ophelia af John Everett Millais

Millais' Ophelia (1851–1852) er måske bevægelsens mest kendte værk og et ikon i britisk kunst. Motivet er hentet fra Shakespeares Hamlet: den vanvittige Ophelia flyder syngende mod sin død i vandet, omgivet af blomster med nøje udvalgt symbolsk betydning. Millais malede den frodige vegetation på stedet ved floden Hogsmill i Surrey med næsten botanisk nøjagtighed. I dag hænger maleriet på Tate Britain i London, hvortil det blev skænket som en del af Sir Henry Tates gave til nationen. Værket er en fuldendt sammenfatning af alt det, prærafaelitterne stræbte efter: naturtrohed, litterær dramatik og en farvepragt, der lyser.

Damen fra Shalott af John William Waterhouse

Selv om John William Waterhouse malede årtier efter, at broderskabet var blevet opløst, regnes hans The Lady of Shalott (1888) for et højdepunkt i den prærafaelitiske billedverden. Motivet bygger på Alfred Tennysons digt fra 1832 og viser den forbandede dame, der glider mod Camelot og sin død i en båd. Waterhouse malede i alt tre versioner af skikkelsen – 1888, 1894 og 1915 – og den første blev skænket til offentligheden af Sir Henry Tate i 1894. Den rødhårede kvinde i hvid dragt refererer bevidst til Millais' Ophelia og er blevet et af de mest reproducerede billeder i genren.

Verdens lys af William Holman Hunt

William Holman Hunts The Light of the World (1853) er et af 1800-tallets mest udbredte religiøse billeder og viser Kristus, der banker på en tilgroet dør uden håndtag – et billede på sjælen, som må åbne indefra. Originalen hænger i sidekapellet på Keble College i Oxford. Hunt malede senere en version, der i dag findes på Manchester Art Gallery, og en tredje omkring halvtreds år senere, som vises i S:t Pauls-katedralen i London. Hunt var den af grundlæggerne, der gennem hele sit liv mest trofast holdt fast ved broderskabets oprindelige idealer.

Rossettis kvindeportrætter

Dante Gabriel Rossetti udviklede en egen, sensuel billedtype med storslåede kvindeskikkelser hentet fra myter og poesi. Proserpine (1871), der viser den fangne underverdensgudinde med granatæblet i hånden, tilhører Ashmolean Museum i Oxford. Beata Beatrix (1864–1870), et gribende mindebillede af hans afdøde hustru Elizabeth Siddal i skikkelse af Dantes Beatrice, findes på Tate Britain. Rossettis værker lagde grunden til bevægelsens anden generation og dens drømmemættede, dekorative æstetik.

"Hvis de fortsætter sådan, kan de i vores England lægge grunden til en kunstskole, der er ædlere end noget, verden har set i tre hundrede år." – John Ruskin, til prærafaelitternes forsvar i The Times, 1851

Teknik og kunstnerisk signatur

Det, der gør et prærafaelitisk maleri umiddelbart genkendeligt, er kombinationen af videnskabelig nøjagtighed og følelsesmæssig intensitet. Kunstnerne arbejdede ofte udendørs, direkte efter naturen, og afbildede hvert blad, hver blomst og hver vandspejling med en troskab, der brød radikalt med samtidens vane med at male stiliserede landskaber i atelieret.

Farve og lys på våd hvid grund

For at opnå deres karakteristiske lysstyrke udviklede prærafaelitterne en særlig teknik: De malede tynde, gennemsigtige farvelag på en fugtig, klarhvid grund. Lyset blev derefter reflekteret tilbage gennem farven og gav billederne en juvelagtig intensitet, der adskilte dem fra den brune, mørknede akademiske kunst. Resultatet blev farver, der stadig efter mere end 170 år fremstår usædvanligt friske.

Naturtrohed ned til mindste detalje

Ruskins opfordring til, at kunstneren skulle gå til naturen "uden at forkaste noget og uden at vælge noget fra", blev en ledestjerne. Millais brugte måneder på at male vegetationen i Ophelia, og Hunt rejste helt til Det Døde Hav for at afbilde et landskab med korrekt geografi. Denne besættelse af det virkelige gør, at prærafaelitiske værker stadig i dag kan studeres næsten som botaniske plancher.

Symbolik og litterære motiver

Næsten hver eneste detalje i et prærafaelitisk billede bærer en betydning. Blomsterne omkring Ophelia er valgt fra den victorianske blomstersprogstradition, hvor valmuen betyder død, og violen troskab. Motiverne blev hentet fra Shakespeare, Dante, Tennyson, Keats og Bibelen, hvilket gjorde maleriet til en form for visuel litteratur. At "læse" et prærafaelitisk maleri er derfor lige så meget en fortælleoplevelse som en visuel oplevelse.

Kvinderne, modellerne og kunstnerne

Ingen kunstretning er så forbundet med sine kvindelige skikkelser som prærafaelitterne. De rødhårede, drømmende kvinder på malerierne var virkelige personer, og flere af dem var langt mere end passive modeller - de var kunstnere og digtere i egen ret.

Elizabeth Siddal

Elizabeth Siddal blev opdaget som nittenårig i en hattebutik og blev bevægelsens mest berømte model. Hun stod model til Millais' Ophelia og lå i timevis i et badekar med vand, der skulle forestille floden; varmelamperne gik ud, vandet blev iskoldt, og hun blev alvorligt syg. Men Siddal var også kunstner. John Ruskin blev så imponeret over hendes tegninger, at han tilbød hende et årligt stipendium på 150 pund, og hun var den eneste kvinde, der udstillede på den prærafaelitiske udstilling i 1857. I 1860 giftede hun sig med Dante Gabriel Rossetti.

Jane Morris og de senere muser

Bevægelsens anden generation kredsede om Jane Morris, William Morris' hustru og Rossettis store inspirationskilde. Med sit bølgende mørke hår og sin melankolske fremtoning formede hun det prærafaelitiske kvindeideal i utallige af Rossettis senere værker. Kvinderne omkring broderskabet - Siddal, Jane Morris, Fanny Cornforth og andre - er i de senere år blevet fremhævet som selvstændige aktører snarere end blot modeller, hvilket har ændret fortolkningen af bevægelsen.

Andra generationen och arvet

När det ursprungliga brödraskapet upplöstes i mitten av 1850-talet uppstod en andra våg av prerafaelitism kring Dante Gabriel Rossetti och två yngre beundrare: Edward Burne-Jones och William Morris. Denna generation flyttade tyngdpunkten från fotografisk naturtrohet till en mer dekorativ, drömsk och medeltidsromantisk estetik som skulle få enorm betydelse för hela den europeiska formkonsten.

Morris & Co og Arts and Crafts

År 1861 grundade William Morris tillsammans med Rossetti, Burne-Jones och flera andra firman Morris, Marshall, Faulkner & Co, som 1875 omorganiserades till Morris & Company. Verkstaden tillverkade glasmålningar, möbler, textilier och tapeter med botaniska motiv och blev själva utgångspunkten för Arts and Crafts-rörelsen. Genom att återuppliva det medeltida hantverket som motvikt till industrialismens massproduktion förvandlade prerafaeliternas andra generation en måleristil till en hel livshållning kring konst, hantverk och heminredning.

Burne-Jones och symbolismen

Edward Burne-Jones utvecklade en svävande, tidlös bildvärld befolkad av riddare, gudinnor och sagogestalter som byggde en bro mellan prerafaelitismen och den europeiska symbolismen vid sekelskiftet. Hans stora, tapetliknande dukar med bleka figurer i sagolika landskap påverkade konstnärer långt utanför Storbritannien och bidrog till att den prerafaelitiska drömestetiken levde vidare in på 1900-talet.

Prerafaeliterna i Sverige och Norden

Länge var prerafaeliterna förvånansvärt okända för den breda svenska publiken, trots att deras dröm-mättade estetik har tydliga beröringspunkter med den nordiska sekelskifteskonsten och symbolismen. Det ändrades våren 2009, då Nationalmuseum i Stockholm öppnade den stora utställningen Prerafaeliterna den 26 februari. Det var första gången rörelsen ägnades en egen utställning i Norden, och den omfattade omkring 220 verk, möjliggjord tack vare generösa lån från ledande brittiska museer.

Tio år senare, hösten 2019, visade Prins Eugens Waldemarsudde i Stockholm en utställning om Edward Burne-Jones (1833–1898) – den första monografiska utställningen med en prerafaelitisk konstnär i Skandinavien. Att just Waldemarsudde, grundat av den målande prinsen Eugen, tog sig an ämnet är passande, eftersom den nordiska nationalromantiken och symbolismen delar prerafaeliternas kärlek till sagan, naturen och det melankoliska ljuset. För en svensk betraktare är det lätt att se släktskapet mellan Burne-Jones riddarvärld och John Bauers trolska sagoskog. Den som vill fördjupa sig i den svenska motsvarigheten kan utforska Bozettos urval av svensk konst.

Prerafaelitiskt kunst i hjemmet

Få kunstretninger egner sig så godt til reproduktion som prerafaelitiskt maleri. De stærke farver, de tydelige motiver og den fortællende karakter gør, at en poster tåler at blive betragtet længe og gerne hænger et sted, hvor blikket kan hvile. Et prerafaelitiskt billede passer særligt godt i rum med ro og tid til eftertanke, som soveværelset, læsekrogen eller entréen, hvor det møder gæsterne.

Motivverdenen er rig: De botanisk præcise blomstermotiver knytter an til dagens interesse for posters med blomstermotiver og naturmotiver, mens de dramatiske scener og kvindeportrætterne hører hjemme blandt vores mest efterspurgte værker af kendte kunstnere. Et prerafaelitiskt billede med sine mættede grønne og røde toner spiller smukt sammen med naturmaterialer som eg, hør og messing og passer lige så godt i et moderne som i et mere traditionelt indrettet hjem.

Tip: Prerafaelitiske motiver indeholder ofte dybe grønne nuancer og varme røde toner. Vælg en enkel ramme i mørkt træ eller mat sort for at fremhæve den middelalderlige stemning, og lad billedet hænge alene med god luft omkring sig i stedet for i en tæt gruppering – disse billeder fortæller en historie og fortjener plads til at ånde. Læs mere i vores guide til at indramme kunst.

Tidslinje

Prerafaelismens historie strækker sig fra oprørets år 1848 til anden generations sene blomstring omkring århundredeskiftet. Den følgende kronologi viser bevægelsens vigtigste milepæle:

1848 – Det prerafaelitiske broderskab grundlægges i London af Rossetti, Millais, Hunt og fire andre medlemmer.
1849 – De første værker udstilles med de hemmelighedsfulde initialer "PRB".
1850 – Millais' maleri af den unge Jesus i tømrerværkstedet fordømmes hårdt af kritikerne, blandt andre Charles Dickens.
1851 – John Ruskin forsvarer bevægelsen i The Times og vender den offentlige mening.
1852 – Millais færdiggør Ophelia med Elizabeth Siddal som model.
1853 – Hunt maler The Light of the World; broderskabet begynder at gå i opløsning.
1857 – Siddal bliver den eneste kvinde, der udstiller på den prerafaelitiske udstilling.
1861 – William Morris grundlægger Morris, Marshall, Faulkner & Co, begyndelsen på Arts and Crafts.
1871 – Rossetti maler Proserpine, et ikonisk værk fra anden generation.
1888 - Waterhouse maler den første version af The Lady of Shalott.
2009 - Nationalmuseum i Stockholm viser bevægelsens første egen udstilling i Norden.

Relaterede kunstbevægelser

Prerafaelitismen står i tæt dialog med flere andre perioder og retninger. Den voksede frem af og i opposition til romantikken og delte dens kærlighed til naturen og det følelsesladede, samtidig med at dens naturtrohed har berøringspunkter med realismen. Gennem anden generations drømme- og mytetunge billedverden peger bevægelsen frem mod symbolismen, og via William Morris' møbler og tekstiler hænger den tæt sammen med William Morris og Arts and Crafts. Et bredere overblik over, hvordan disse bevægelser forholder sig til hinanden, findes i vores guide til kunsthistorien. Udforsk flere kunstnere og perioder i vores samlede vidensbank.

Ofte stillede spørgsmål om prerafaelitterne

Vil du bringe den prærafaelitiske billedverdens farvestyrke og fortællerglæde ind i dit hjem? Gå på opdagelse i vores udvalg af værker fra kendte kunstnere og vores posters med blomstermotiver, og læs gerne videre om, hvordan du kan indrette med posters og skabe en billedvæg. Du kan læse mere om emnet hos svenske Wikipedia, på Tate, hos Nationalmuseum og på Prins Eugens Waldemarsudde.