Shin-hanga – den japanska träsnittsrörelsens historia, Hasui, Yoshida och kännetecken

Shin-hanga, japansk for ”nye tryk”, er den japanske træsnitsbevægelse, der fra omkring 1915 til 1960 gav det klassiske ukiyo-e-tryk nyt liv. Forlæggeren Watanabe Shōzaburō opfandt begrebet i 1915 og samlede i de følgende årtier en kreds af kunstnere, træskærere og trykkere, som skabte nogle af det 20. århundredes mest elskede billeder: snefald over tempelporte, måneskin over stille vandspejle, kvinder i skinnende kimonoer og fugle på blomstrende grene. Kawase Hasui, Yoshida Hiroshi, Ohara Koson, Itō Shinsui og Hashiguchi Goyō hører til bevægelsens store navne, og deres tryk findes i dag i samlinger fra Smithsonian i Washington til Østasienmuseet i Stockholm.

Denne side er tænkt som den mest omfattende svenske ressource om shin-hanga. Vi forklarer, hvad der adskiller bevægelsen fra den ældre ukiyo-e-tradition, følger historien fra Watanabes værksted i Tokyo via jordskælvet i 1923 til de store udstillinger i USA og gennemgår kunstnerne, teknikkerne og motiverne. Vi forbinder også bevægelsen med nært beslægtede faktasider om Kawase Hasui, Ohara Koson og japonisme. Til sidst får du konkrete råd om, hvordan shin-hanga-motiver passer ind i et dansk hjem – det dæmpede lys i trykkene passer overraskende godt til det nordiske vinterlys.

Indhold
↓ Hvad er shin-hanga?
↓ Historie – fra Watanabes værksted til verdens museer
↓ Kunstnerne og de vigtigste værker
↓ Teknik, motiver og kendetegn
↓ Arv og indflydelse – fra Toledo til Steve Jobs
↓ Shin-hanga i hjemmet – indretningsguide
↓ Tidslinje over shin-hanga
↓ Beslægtede kunstnere og bevægelser
↓ Ofte stillede spørgsmål om shin-hanga

Hvad er shin-hanga?

Kort fortalt: Shin-hanga (新版画, ”nye tryk”) er en japansk træsnitsbevægelse fra Taishō- og Shōwa-perioderne. Begrebet blev opfundet i 1915 af forlæggeren Watanabe Shōzaburō (1885–1962). Bevægelsen blomstrede fra omkring 1915 til 1942 med en mindre genopblomstring i 1950'erne og 1960'erne. Det første tryk regnes ofte for at være østrigeren Fritz Capelaris Fyrretræer ved voldgraven fra 1915. Kawase Hasui (1883–1957) skabte omkring 600 tryk og blev i 1956 udnævnt til levende nationalskat i Japan. Store udstillinger blev afholdt på Toledo Museum of Art i Ohio i 1930 og 1936. Østasienmuseet i Stockholm har ni træsnit af Hasui, dateret 1931–1956.

Shin-hanga er grundlæggende et forsøg på at redde og forny en truet kunstform. Omkring år 1900 var det traditionelle japanske farvetræsnit, som under Edo-perioden (1603–1868) havde givet verden Hokusai og Hiroshige, næsten helt blevet fortrængt af fotografi, litografi og billige trykketeknikker fra Vesten. Watanabe Shōzaburō, der havde indledt sin karriere hos eksportfirmaet Kobayashi Bunshichi og solgt gamle ukiyo-e-tryk til udenlandske samlere, indså, at der var et marked – især i USA og Europa – for nye tryk lavet med den gamle teknik, men med et moderne billedsprog.

Det afgørende ved shin-hanga er arbejdsdelingen. Ligesom i Edo-perioden blev trykkene skabt i et samarbejde mellem fire parter: kunstneren, der tegnede forlægget, træskæreren, der skar træblokkene ud, trykkeren, der farvelagde og trykte i hånden, og forlæggeren – på japansk hanmoto – der finansierede, styrede og solgte. Det adskiller shin-hanga fra den samtidige bevægelse sōsaku-hanga (”kreative tryk”), hvor kunstneren selv skulle stå for alt fra skitse til færdigt tryk som udtryk for den individuelle kunstners stemme.

Ukiyo-e i ny skikkelse

Det nye lå i billedsproget. Shin-hanga-kunstnerne lod sig inspirere af vestlig malerkunst, især impressionismens interesse for lys, vejr og tidspunktet på dagen. Hvor Hiroshiges landskaber fra 1830'erne bygger på tydelige konturer og flade farvefelter, arbejder en Hasui fra 1920'erne med bløde overgange, spejlinger i vand, regn, der ses som diagonale striber, og aftenlys, der tændes i vinduerne. Perspektivet er ofte mere fotografisk, og skygger – som næsten ikke findes i klassisk ukiyo-e – spiller en vigtig rolle.

Shin-hanga og sōsaku-hanga

De to bevægelser voksede frem parallelt og blev længe betragtet som modsætninger. Sōsaku-hanga, som man normalt daterer til Yamamoto Kanaes tryk Fiskeren fra 1904, var kunstnerisk og eksperimenterende, men blev solgt i små oplag til et japansk publikum. Shin-hanga var kommerciel, teknisk fuldendt og rettet mod eksport. I Japan blev shin-hanga derfor ofte afvist som turistkunst – den statslige salon Bunten placerede træsnittet lavt i hierarkiet, under oliemaleri i vestlig stil og skulptur – mens museer og privatpersoner i stor stil samlede på trykkene i Vesten.

Historie – fra Watanabes værksted til verdens museer

Shin-hangas historie er i høj grad historien om én mands virksomhed. Watanabe Shōzaburō blev født den 2. juni 1885 og lærte handelen med japanske tryk hos eksportfirmaet Kobayashi Bunshichi. I 1908 giftede han sig med Chiyo, datter af træskæreren Chikamatsu, hvilket gav ham direkte adgang til håndværkernes verden. Kort efter åbnede han sit eget forlag i Tokyo, hvor han til at begynde med udgav genoptryk af klassiske ukiyo-e-motiver til det udenlandske marked.

1915–1923: de første nye tryk

Det første egentlige shin-hanga-tryk blev til ved et tilfælde i verdenshistorien. Den østrigske maler Friedrich (Fritz) Capelari blev i Japan, da Første Verdenskrig brød ud, og Watanabe bad ham i 1915 tegne forlæg til nye træsnit. Samme år fulgte briten Charles W. Bartlett, og deres tryk blev i 1916 de første shin-hanga, der blev eksporteret. Watanabe henvendte sig derefter til unge japanske kunstnere. Hashiguchi Goyōs Kvinden i badet blev udgivet i 1915, Itō Shinsui debuterede i 1916 med Foran spejlet, og i 1918 knyttede Watanabe landskabsmaleren Kawase Hasui til sig. Hasui var blevet betaget af Shinsuis serie Otte udsigter over Ōmi. Hasuis første serie, Rejseminder (Tabi miyage), begyndte at udkomme i 1919.

Jordskælvet i 1923 og genstarten

Den 1. september 1923 blev Tokyo ramt af det store Kantō-jordskælv og de efterfølgende brande. Watanabes værksted blev ødelagt, og det samme gjorde størstedelen af lageret med tryk og de udskårne træblokke. Tryk fra tiden før 1923 er derfor i dag sjældne og eftertragtede blandt samlere. Watanabe genopbyggede sin virksomhed, og mange tidlige motiver blev udgivet på ny med nyskårne blokke og undertiden ændrede detaljer – en forskel, som kendere stadig bruger til at datere tryk. Efter katastrofen steg tempoet: Hasui rejste rundt i Japan og tegnede landskaber i et tempo, der resulterede i omkring 600 tryk i løbet af hans liv.

Eksporten og de amerikanske udstillinger

Fra midten af 1920’erne blev shin-hanga i stigende grad rettet mod Vesten. En udstilling blev vist i Boston i marts 1924, og i oktober 1926 viste Herron Art Institute i Indianapolis 68 værker. Den største succes kom med to store udstillinger på Toledo Museum of Art i Ohio i 1930 og 1936, som Yoshida Hiroshi var med til at organisere. Den amerikanske samler og kunsthandler Robert O. Muller (1911–2003) begyndte at købe tryk i 1931 og blev i løbet af 1930’erne og efter Anden Verdenskrig et af de vigtigste bindeled mellem de japanske forlag og det vestlige publikum. Hans samling på omkring 4.000 værker tilhører i dag Smithsonians National Museum of Asian Art i Washington.

Krigen, tilbagegangen og efterblomstringen

Med krigen mod Kina og siden anden verdenskrig ophørte eksportmarkedet. I 1939 blev hærens kunstnerforening grundlagt, i 1943 blev en officiel bestillingsordning for krigsmalerier indført, og kunstnermaterialer blev rationeret. Efter 1945 blev amerikanske soldater i det besatte Japan en ny købergruppe, og Itō Shinsui (1898–1972) og Shimura Tatsumi (1907–1980) førte traditionen videre ind i 1960'erne og 1970'erne. Hasuis berømte Snedækket Zōjō-ji i en ny version fra 1953 blev en del af en statslig dokumentation af håndværket, og tre år senere, i 1956, blev han udnævnt til levende nationalskat. Watanabes forlag drives stadig videre af hans arvinger i Tokyo.

Kunstnerne og de vigtigste værker

Shin-hanga inddeles normalt i fire hovedgenrer, som alle har rødder i ukiyo-e: landskaber (fūkeiga) og berømte steder (meishō), smukke kvinder (bijinga), kabuki-skuespillere (yakusha-e) samt fugle og blomster (kachō-e). Hver genre fik sine mestre.

Kawase Hasui – landskabets poet

Kawase Hasui (18. maj 1883–7. november 1957) er bevægelsens mest kendte navn og den kunstner, der oftest repræsenterer shin-hanga. Hans tryk af sne, regn og skumring over templer, broer og kanaler – som Zōjō-ji i Shiba fra 1925, Kiyosu-broen fra 1931 og Forårsregn ved Gokoku-ji fra april 1932 – har en stilhed, der minder om nordisk stemningsmaleri. Læs mere på vores egen faktaside om Kawase Hasui.

Yoshida Hiroshi – den rejsende, der blev sin egen forlægger

Yoshida Hiroshi (1876–1950) var allerede en etableret oliemaler, da han i 1920 lavede sine første træsnit sammen med Watanabe. Efter jordskælvet og en rejse til USA begyndte han i 1925 selv at udgive sine tryk, med egne ansatte træskærere og trykkere, men under eget opsyn – en mellemform mellem shin-hanga og sōsaku-hanga. Han er kendt for at trykke de samme blokke i forskellige farvevarianter for at vise forskellige tidspunkter på dagen. Mest berømt er serien fra Japans indhav fra 1926, hvor motivet Sejlbåde findes i versioner til morgen, formiddag, eftermiddag, aften, tåge og nat. Han rejste også til Himalaya, Indien og de amerikanske nationalparker og lavede tryk med motiver fra Grand Canyon og Matterhorn.

"Tænkt som en nyiscenesættelse af ukiyo-e-traditionen i det 20. århundrede" – Clark Art Institute om shin-hanga, i svensk oversættelse

Hashiguchi Goyō og Itō Shinsui – de smukke kvinder

Hashiguchi Goyō (1880–1921) nåede kun at lave et lille antal tryk, før han døde af meningitis i 1921, men værker som Kvinde i badet (1915) og Kvinde, der reder sit hår (1920) regnes blandt de fineste bijinga, der er skabt i det 20. århundrede. Itō Shinsui (1898–1972) blev bevægelsens fremmeste skildrer af den moderne japanske kvinde, og hans billeder af kvinder foran spejlet, i regnvejr eller med parasol gav genren en blødere og mere intim tone end Edo-periodens kurtisane-portrætter.

Ohara Koson – fuglenes og blomsternes mester

Ohara Koson (1877–1945) skabte hundredvis af kachō-e, ofte i smalt højformat, med hejrer i regn, ugler i måneskin og spurve i sne. Han arbejdede for forlagene Daikokuya og Kawaguchi og fra 1926 for Watanabe, dengang under navnet Shōson. Hans tryk blev næsten udelukkende solgt til Vesten og er i dag blandt de mest reproducerede shin-hanga-motiver. Læs mere på vores faktaside om Ohara Koson.

Flere navne, der er værd at kende

Til bevægelsen hører også Tsuchiya Koitsu (1870–1949) med lyriske landskaber og natlige byscener som Regn i Ginza (1933), Kasamatsu Shirō med Forårsnat i Ginza (1933), Natori Shunsen (1886–1960) med sine kabuki-portrætter, Torii Kotondo, Yamakawa Shūhō og flere vestlige kunstnere, blandt dem skotske Elizabeth Keith og britiske Charles W. Bartlett. Yoshida Hiroshis søn Yoshida Tōshi førte senere familiens tradition videre og holdt blandt andet foredrag på Worcester Art Museum i 1954.

Teknik, motiver og kendetegn

Et shin-hanga-tryk er et farvetræsnit i den japanske tradition, trykt i hånden med vandbaserede farver på håndlavet japansk papir, washi. Billedet opbygges af en nøgleblok til konturerne og et stort antal farveblokke. Det, der gør teknikken så krævende, er, at hver farve og hver nuance kræver sit eget tryk, og de mest detaljerede motiver kunne kræve mere end tredive. Hasuis version af Sne ved Zōjō-ji fra 1953 krævede ifølge dokumentationen 42 tryk.

Bokashi og bløde overgange

Det vigtigste tekniske særpræg er bokashi, graduerede farveovergange, som trykkeren skaber ved at fugte blokken og fordele farven ujævnt med penslen før hvert aftryk. Det er bokashi, der giver Hasuis himle deres glidende overgang fra dybblåt til næsten hvidt og Kosons nattebilleder deres tågede månelys. Fordi overgangen laves i hånden, er hvert eksemplar en smule forskelligt fra de andre.

Lys, vejr og tid på døgnet

Shin-hanga-kunstnerne lånte impressionismens fascination af det flygtige. Sne, regn, tåge, skumring og måneskin går igen, ligesom lyset fra lanterner og vinduer i mørket. Kunstnerne kunne også trykke den samme blok i forskellige farvevarianter – Yoshidas sejlbåde er det mest kendte eksempel – på samme måde som Monet malede det samme motiv i forskelligt lys.

Papir, prægning og glimmer

Mestertrykkerne brugte ofte teknikker som karazuri (blindprægning uden farve, der giver sne eller stof struktur), baren-suji (synlige spor fra trykpladen, som giver himmel og vand en overflade) og undertiden glimmer eller metalpigment. Kunstnerens segl og udgiverens stempel, ofte i hjørnet eller margen, bruges af samlere til at datere trykkene – Watanabes segl ændrede for eksempel udseende flere gange efter 1923.

Tip: Hvis du vælger en shin-hanga-plakat til hjemmet, så gå efter motiver med en tydelig lyskilde – et oplyst vindue, månen eller lysets refleksioner i sneen. De giver billedet dybde, også på afstand, og fungerer især godt i rum med dæmpet belysning. Se vores plakater og billeder af Hasui Kawase for eksempler.

Arv og indflydelse – fra Toledo til Steve Jobs

Shin-hanga havde en mærkelig dobbeltstatus. I Japan blev trykkene længe betragtet som eksportvarer og souvenirs, mens de i Vesten blev det billede af Japan, som mange først mødte. I 1920'erne og 1930'erne hang Hasuis snedækkede landskaber og Kosons hejrer i amerikanske og europæiske dagligstuer, ofte købt gennem forhandlere som Robert O. Muller. På den måde videreførte shin-hanga den japanske indflydelse, som japonismen havde indledt i Paris allerede i 1860'erne, da impressionisterne opdagede Hokusai og Hiroshige.

Samlere og museer i dag

I løbet af 2000-tallet er interessen for shin-hanga vokset kraftigt, især for Hasui og Yoshida. En af de mest omtalte samlere var Apples grundlægger Steve Jobs, hvis forkærlighed for Hasuis enkle, stille billeder blev dokumenteret af den japanske tv-kanal NHK i programmet Behind the Simplicity – Steve Jobs and Shin-Hanga den 2. januar 2021. Museerne fulgte efter: Worcester Art Museum i Massachusetts viste 35 tryk på udstillingen Reflections of a Changing Japan: The Evolution of Shin Hanga fra 29. marts til 29. juni 2025, og Mitsubishi Ichigokan Museum i Tokyo viste tryk fra Smithsonians Muller-samling på udstillingen From Kiyochika to Hasui fra 19. februar til 24. maj 2026.

Shin-hanga i svenske samlinger

Shin-hanga findes også i offentlige samlinger i Sverige. Østasiatisk Museums samlingsdatabase i Stockholm registrerer ni træsnit af Kawase Hasui, dateret mellem 1931 og 1956. Syv af dem kom til museet i 1972 fra samleren Erik Holmberg (1888–1972), og to stammer fra den samling, som nobelpristageren Georg von Békésy testamenterede til Nobelstiftelsen. Japansk formsprog har også fået ny plads på svenske museer i de senere år, hvilket vi har skrevet om i indlægget om Shōji Hamada, Nationalmuseum og japandi.

Fra træsnit til plakat og city pop

Shin-hangas billedsprog – tomme steder, stille vand, et enkelt oplyst vindue – lever videre i moderne japansk illustration. Den direkte linje går via grafisk design og pladecovers til kunstnere som Hiroshi Nagai, hvis tomme pools og tusmørkehimle deler Hasuis sans for stilhed. Bevægelsen er også en vigtig del af plakatkunstens historie, fordi shin-hanga oprindeligt blev skabt til at blive spredt og solgt i oplag.

Shin-hanga i hjemmet – indretningsguide

Shin-hanga passer usædvanligt godt ind i svenske hjem. Farveskalaen – indigo, skifergrå, afdæmpet rød og snehvid – ligger tæt på den nordiske palet, og motiverne har en rolig, kontemplativ karakter, der gør dem nemme at leve med. Trykkene blev desuden oprindeligt fremstillet i relativt små formater, hvilket gør dem nemme at kombinere. De fleste shin-hanga-tryk måler omkring 39 × 26 centimeter, det japanske ōban-format, og kan derfor forstørres til 50 × 70 centimeter uden at miste balancen.

Japandi og skandinavisk minimalisme

Den oplagte forbindelse er japandi, en blanding af japansk og skandinavisk indretning med lyst træ, hør og få, men gennemtænkte genstande. Et Hasui-landskab i en smal egetræsramme over en lav skænk eller en lodret Koson-fugl på en smal vægplads ved siden af en dør er en enkel måde at skabe den stemning på. I vores japandi-kollektion findes over 400 motiver, der kan kombineres med shin-hanga.

Årstiderne på væggen

Shin-hanga er i høj grad sæsonkunst. Sneklædte landskaber hører hjemme i december og januar – se gerne vores guide til vinterlandskaber og snemotiver – mens kirsebærblomster og regn passer til foråret og måneskin over vand til sensommeren. Mange japanske hjem skifter traditionelt billeder efter årstiden, og den samme idé fungerer med plakater: to eller tre motiver, der skifter i løbet af året.

Tip: Vælg en tynd ramme i sort, naturlig eg eller mørk valnød og gerne et hvidt passepartout på 3–5 centimeter – det efterligner kanten på et originaltryk og giver billedet luft. Læs mere i vores guide om at vælge den rette ramme til den rette plakat. Hæng tre lodrette Koson-motiver på række med 5–8 centimeters afstand for en rolig billedserie i entréen eller soveværelset.

Hvis du vil læse mere om motivenes baggrund, har vi skrevet et længere indlæg om japansk træsnitkunst, Ohara Koson og Hasui Kawase, og i kollektionen med billeder og plakater af Ohara Koson finder du fugle og blomster i smalt format.

Tidslinje over shin-hanga

1885 – Watanabe Shōzaburō fødes den 2. juni.

1904 – Yamamoto Kanaes Fiskeren indleder den parallelle sōsaku-hanga-bevægelse.

1915 – Watanabe opfinder betegnelsen shin-hanga. Fritz Capelaris Fyrretræer ved voldgraven og Hashiguchi Goyōs Kvinde i badet udgives.

1916 – Itō Shinsui debuterer med Foran spejlet; de første shin-hanga-tryk af Capelari og Bartlett eksporteres.

1918 – Kawase Hasui begynder at arbejde med Watanabe; hans første serie Minder fra rejser udkommer i 1919.

1923 – Det store Kantō-jordskælv den 1. september ødelægger Watanabes lager og træblokke.

1925 – Yoshida Hiroshi begynder at udgive sine egne tryk; Hasui skaber Zōjō-ji i Shiba.

1926 – Yoshida udgiver serien fra indlandshavet med Sejlbåde; Herron Art Institute i Indianapolis udstiller 68 værker; Ohara Koson begynder at arbejde for Watanabe.

1930 – Den første store udstilling på Toledo Museum of Art i Ohio, efterfulgt af en anden i 1936.

1931 – Robert O. Muller begynder at samle på shin-hanga.

1939–1943 – Krigsårene begrænser eksporten, og kunstnermaterialer rationeres.

1956 – Kawase Hasui udnævnes til levende nationalskat; han dør den 7. november 1957.

1962 – Watanabe Shōzaburō dør den 14. februar; arvingerne fører forlaget videre.

1972 – Østasienmuseet i Stockholm modtager Hasui-tryk fra Erik Holmbergs samling.

2025–2026 – Nye udstillinger på Worcester Art Museum (2025) og Mitsubishi Ichigokan Museum i Tokyo (2026).

Relaterede kunstnere og bevægelser

Shin-hanga hænger tæt sammen med flere af Bozettos faktasider. Grundlaget findes i japansk kunst og ukiyo-e, hvor Katsushika Hokusai og Utagawa Hiroshige skabte de landskabstryk, som shin-hanga-kunstnerne både beundrede og ønskede at forny. Bevægelsens førende kunstnere har deres egne sider: Kawase Hasui og Ohara Koson. Vestens møde med det japanske billede beskrives i japonismen, og den moderne efterfølger i Hiroshi Nagai. For bredere baggrund anbefaler vi den engelske Wikipedia-artikel om shin-hanga og Smithsonians National Museum of Asian Art, som forvalter Robert O. Mullers samling på omkring 4.000 værker. Alle Bozettos faktasider om kunstnere og kunstbevægelser er samlet i Vidensbanken.

Ofte stillede spørgsmål om shin-hanga

Hvad betyder shin-hanga?

+

Shin-hanga betyder ”nye tryk” eller ”nye træsnit” på japansk. Begrebet blev opfundet i 1915 af forlæggeren Watanabe Shōzaburō for at skelne de nye tryk fra ældre ukiyo-e og fra de billige souvenirtryk, der blev solgt på samme tid. Bevægelsen fornyede den klassiske træsnitsteknik med indflydelse fra vestligt maleri.

Hvad er forskellen mellem shin-hanga og ukiyo-e?

+

Ukiyo-e er træsnit fra Edo-perioden (1603–1868) med kunstnere som Hokusai og Hiroshige, mens shin-hanga blev skabt fra omkring 1915 til 1960. Begge bygger på den samme arbejdsdeling mellem kunstner, træskærer, trykker og forlægger. Shin-hanga tilføjede dog vestlige træk som skygger, perspektiv, bløde farveovergange og en tydelig interesse for lys og vejr.

Hvem er de mest kendte shin-hanga-kunstnere?

+

De mest kendte er Kawase Hasui, Yoshida Hiroshi, Ohara Koson, Itō Shinsui og Hashiguchi Goyō. Til bevægelsen hører også Tsuchiya Koitsu, Natori Shunsen, Kasamatsu Shirō og vestlige kunstnere som Charles W. Bartlett, Fritz Capelari og Elizabeth Keith. Hasui regnes ofte som bevægelsens førende landskabskunstner og skabte omkring 600 tryk.

Hvad er forskellen på shin-hanga og sōsaku-hanga?

+

Inden for shin-hanga tegnede kunstneren forlægget, mens specialiserede håndværkere skar og trykte det under ledelse af en forlægger. Inden for sōsaku-hanga, »kreative tryk«, gjorde kunstneren alt selv som udtryk for sin egen kunstneriske stemme. Shin-hanga var teknisk fuldendt og rettet mod eksport, mens sōsaku-hanga var mere eksperimenterende og blev solgt i små oplag.

Hvorfor er shin-hanga så populært i Vesten?

+

Bevægelsen var fra begyndelsen rettet mod udenlandske købere, og udstillinger i Boston i 1924, Indianapolis i 1926 og Toledo i 1930 og 1936 gjorde trykkene kendte i USA. Motiverne kombinerer japanske motiver med et lys og et perspektiv, som vestlige betragtere kender fra impressionismen. I 2000-tallet er interessen vokset yderligere, blandt andet takket være samlere som Steve Jobs.

Hvor kan man se shin-hanga i Sverige?

+

Østasienmuseet i Stockholm har ni træsnit af Kawase Hasui fra årene 1931–1956, hvoraf syv kom fra samleren Erik Holmberg i 1972. Samlingen kan søges frem i Statens museer for världskulturs database Carlotta. I udlandet findes de største samlinger blandt andet på Smithsonians National Museum of Asian Art i Washington og Toledo Museum of Art i Ohio.

Hvordan genkender man et ægte shin-hanga-tryk?

+

Et originaltryk er trykt i hånden med vandbaserede farver på japansk papir, og man kan ofte se træets struktur, blindprægning og små ujævnheder i farveovergangene. Kunstnerens og forlæggerens segl hjælper med at datere trykket, og tryk fra før jordskælvet i 1923 er særligt sjældne. Senere posthume tryk fra de originale blokke forekommer også, så det er klogt at rådføre sig med en kyndig forhandler.

Hvilke shin-hanga-motiver passer bedst i et svensk hjem?

+

Hasuis sne- og skumringslandskaber passer godt i stuer og soveværelser, især i vinterhalvåret. Kosons lodrette fuglemotiver fungerer godt i smalle rum og i serier på to eller tre. Vælg en tynd ramme i eg, valnød eller sort, og gerne et hvidt passepartout, så det minder om originaltrykkets margen.

Shin-hanga viser, at en århundredgammel håndværkstradition kan fornyes uden at miste sin sjæl. Hvis du vil bringe roen fra Hasuis snelandskaber og Kosons månebelyste fugle ind i dit eget hjem, finder du vores udvalg i kollektionen med plakater og billeder af Hasui Kawase – og flere japanske klassikere blandt vores Hokusai-plakater.