Symbolismen – kunstbevægelsens historie, kunstnere og drømmenes billedverden

Symbolismen var den kunstbevægelse, der omkring år 1900 vendte ryggen til den synlige virkelighed og i stedet søgte at afbilde drømmen, myten og sjælens indre liv. For den, der elsker kunst, som rummer mystik og tvetydighed, byder symbolismen på nogle af kunsthistoriens mest gådefulde motiver – sfinkser, sovende kvinder, dødens øer og blomster, der synes at ånde. Bevægelsen voksede frem i Frankrig i 1880'erne som en reaktion på både impressionismens overfladiske lysstudier og naturalismens nøgterne hverdagsskildringer og spredte sig hurtigt over hele Europa til Belgien, Tyskland, Østrig og Norden.

I modsætning til en stilretning med et ensartet formsprog var symbolismen først og fremmest en holdning, en idé om, hvad kunsten skulle gøre: antyde i stedet for at beskrive, vække en stemning i stedet for at gengive fakta. Et maleri skulle fungere som en drøm eller et digt, hvor hver genstand bar på en skjult betydning. Denne guide gennemgår symbolismens historie og opståen, dens fremmeste kunstnere og hovedværker, det særegne billedsprog, den stærke nordiske arv samt hvordan du kan lade drømmekunstens stemningsfulde motiver leve videre på dine egne vægge.

Indhold
↓ Hvad er symbolismen?
↓ Symbolismens historie og opståen
↓ Symbolismens vigtigste værker
↓ Teknik, stil og billedsprog
↓ Symbolismen i Norden og Sverige
↓ Symbolismens arv og indflydelse
↓ Symbolismen i dit hjem
↓ Tidslinje
↓ Relaterede bevægelser og kunstnere
↓ Ofte stillede spørgsmål om symbolismen

Hvad er symbolismen?

Symbolismen er en kunst- og litteraturbevægelse, der blomstrede fra midten af 1880'erne og frem til omkring 1910. Bevægelsens kerne var overbevisningen om, at kunstens opgave ikke var at afbilde den ydre verden, men at udtrykke idéer, følelser og åndelige tilstande gennem symboler, metaforer og allegorier. Farve, form og motiv blev ladet med en betydning, der rakte ud over det afbildede. En kvinde kunne være døden, en blomst kunne være begæret, og et landskab kunne være sjælens tilstand. Symbolisterne ville genoplive det mystiske, det irrationelle og det ubevidste i den menneskelige erfaring.

Begrebet blev først brugt inden for litteraturen. Den græskfødte digter Jean Moréas offentliggjorde det symbolistiske manifest i den franske avis Le Figaro den 18. september 1886, hvor han fastslog, at kunsten skulle prioritere antydning og nuancer frem for direkte beskrivelse. Idéen bredte sig hurtigt til billedkunsten, hvor malere som Gustave Moreau og Odilon Redon allerede arbejdede i samme ånd. Symbolismen blev på den måde en bro mellem 1800-tallets romantik og 1900-tallets modernisme, og dens interesse for drømme og det ubevidste pegede direkte frem mod surrealismen.

Det er værd at skelne symbolismen fra en ren stilretning. Mens eksempelvis kubismen eller impressionismen kan genkendes på et tydeligt formsprog, samlede symbolismen kunstnere med vidt forskellige teknikker under en fælles idé om kunstens opgave. Et symbolistisk maleri kan være minutiøst detaljeret eller sløret drømmeagtigt, mørkt og natligt eller gyldent strålende – det afgørende er, at motivet rummer en betydning hinsides det afbildede. Netop denne åbenhed gjorde, at bevægelsen kunne slå rod i så mange lande og leve videre i så mange senere udtryk, fra Wienersecessionens dekorative pragt til surrealismens drømmelogik.

Kort fortalt: Aktiv periode cirka 1886–1910. Litterær oprindelse i Frankrig. Manifestet blev skrevet af Jean Moréas og offentliggjort i Le Figaro den 18. september 1886. Centrale malere: Gustave Moreau (1826–1898), Odilon Redon (1840–1916), Arnold Böcklin (1827–1901) og Fernand Khnopff (1858–1921). Ikonisk værk: Arnold Böcklins Dødens ø, hvis første version blev malet i 1880 og i dag findes på Kunstmuseum Basel. Eget museum: Musée national Gustave Moreau i Paris' niende arrondissement. Svenske repræsentanter: Edvard Munch og Eugène Jansson (1862–1915), repræsenteret i samlingerne på Nationalmuseum og Prins Eugens Waldemarsudde i Stockholm.

Symbolismens historie og oprindelse

Symbolismen blev født ud af utilfredshed. I løbet af 1880'erne havde impressionismen erobret den franske kunstscene med sine lysfyldte øjebliksbilleder af moderne byliv og landskaber, og naturalismen havde i litteraturen drevet den nøgterne virkelighedsskildring til det yderste. En ny generation af kunstnere og forfattere oplevede dette som åndsfattigt. De savnede den dybde, det mysterium og den indre erfaring, som de mente, at kunsten burde formidle. Reaktionen kom først i digtningen hos digtere som Charles Baudelaire, Paul Verlaine og Stéphane Mallarmé, hvis fortættede og suggestive sprog blev forbillede for en hel bevægelse.

Charles Baudelaires digtsamling Les Fleurs du mal (Det ondas blomster) fra 1857 regnes ofte som symbolismens åndelige optakt med sin idé om, at den synlige verden var en skov af symboler, der pegede mod en skjult, åndelig virkelighed. Da Jean Moréas formaliserede bevægelsen i sit manifest i 1886, var maleriet allerede begyndt at bevæge sig i samme retning. Gustave Moreau, professor ved École des Beaux-Arts i Paris, oplærte en generation af unge malere i en kunst bygget på myte og fantasi, og Odilon Redon skabte sine mørke, drømmeagtige kultegninger, som han kaldte noirs.

Poesien som forbillede

Symbolismen er usædvanlig blandt kunstbevægelser ved at være født af poesien snarere end af malerkunsten. Charles Baudelaire havde allerede i 1850'erne beskrevet, hvordan dufte, farver og toner svarer til hinanden og peger mod en skjult åndelig orden, en tanke, der blev grundlæggende for hele bevægelsen. Stéphane Mallarmé samlede unge forfattere og kunstnere i sine berømte tirsdagssaloner i Paris, og hans krav om, at digtet skulle "male ikke tingen, men den virkning, den fremkalder", blev næsten en programerklæring også for malerne. Da Jean Moréas til sidst satte ord på bevægelsen i 1886, gjorde han det delvist for at redde den nye generation fra pressens anklager om dekadence. Manifestets virkning blev enorm og lagde grunden til flere af det 20. århundredes avantgardistiske strømninger.

Fra Frankrig ud i Europa

Fra sit franske centrum bredte symbolismen sig med stor kraft. I Belgien blev Fernand Khnopff og Jean Delville førende skikkelser, i Schweiz og Tyskland malede Arnold Böcklin og Max Klinger deres mytologisk ladede scener, og i Østrig skulle Gustav Klimt og Wiener Secessionen føre symbolismens drøm om det åndelige videre mod et gyldent, dekorativt højdepunkt. Bevægelsen var aldrig en organiseret skole med et fælles program, men snarere en fælles sindsstemning, der kom til udtryk på forskellige måder i hvert land. Det, der forenede kunstnerne, var afvisningen af den overfladiske afbildning og længslen efter en kunst, der talte til sjælen.

Symbolismens vigtigste værker

Symbolismens mesterværker deler en gådefuld, drømmeagtig kvalitet, men spænder fra mytologiske pragtmalerier til intime kultegninger. Fælles for dem er, at de aldrig nøjes med blot at vise en scene – de antyder en historie, en stemning eller en åndelig sandhed, som beskueren selv må fortolke. Her er tre af bevægelsens mest betydningsfulde værker, og hvorfor de er blevet ikoner.

Arnold Böcklin – Dødens ø (1880)

Få billeder indfanger symbolismens stemning lige så fuldstændigt som Arnold Böcklins Dødens ø. Motivet viser en lille klippeø domineret af mørke cypresser, omgivet af et stille, kulsort hav, hvortil en robåd fører en hvidklædt skikkelse og en kiste. Böcklin malede fem forskellige versioner mellem 1880 og 1886, og i dag findes de spredt på museer i Basel, New York, Berlin og Leipzig. Den allerførste version fra maj 1880 hænger på Kunstmuseum Basel, mens den anden version tilhører Metropolitan Museum of Art i New York. Billedet blev et af århundredskiftets mest reproducerede malerier og inspirerede alt fra musik til film.

Gustave Moreau – Åbenbaringen (1876)

Gustave Moreau regnes for symbolismens mest indflydelsesrige maler og var på bevægelsens højdepunkt i 1890'erne en af Frankrigs mest betydningsfulde kunstnere. Hans akvarel Åbenbaringen skildrer Salome, der møder Johannes Døberens svævende, afhuggede hoved i en overdådig, mystisk arkitektur badet i juveler og lys. Værket sammenfatter Moreaus evne til at forene bibelske og mytologiske temaer med en overdådig, drømmeagtig pragt. Størstedelen af hans produktion bevares på Musée national Gustave Moreau, det hus i Paris, som kunstneren i 1895 omdannede til atelier og museum for sine egne værker.

Odilon Redon – Cyklopen (cirka 1914)

Odilon Redon arbejdede i sine første årtier næsten udelukkende i sort-hvidt med kul og litografi og skabte en verden af svævende øjne, edderkopper med menneskeansigter og andre drømmeagtige væsener. Mod slutningen af sit liv sprang farven ud i fuldt flor hos ham, og i Cyklopen forvandles Polyfemos, den frygtindgydende kæmpe fra den græske myte, til en øm og vemodig skikkelse, der ser ned på den sovende nymfe Galatea. Værket viser, hvordan symbolismen kunne forvandle selv det monstrøse til poesi og længsel.

"Mine tegninger inspirerer og lader sig ikke definere. De hensætter os ligesom musikken til den flertydige verden af det ubestemmelige." – Odilon Redon

Teknik, stil og billedsprog

Eftersom symbolismen var en idé snarere end en teknik, findes der ingen ensartet penselføring, som binder bevægelsens kunstnere sammen. Böcklins tætte oliemaleri, Redons sodede kultegninger og Khnopffs kølige, glasagtige flader adskiller sig markant. Men i billedsproget og valget af motiver findes tydelige fællestræk, som gør et symbolistisk billede genkendeligt. Kunstnerne søgte stemning frem for skarphed, antydning frem for tydelighed, og de ladede deres motiver med dobbelte betydninger.

Tilbagevendende motiver og temaer

Symbolismens billedverden kredser om nogle konstant tilbagevendende temaer: døden og forgængeligheden, drømmen og søvnen, kærligheden og begæret samt det hellige og mytologiske. Kvinden træder ofte frem i et dobbelt lys - enten som den uskyldsrene og åndelige eller som den farlige femme fatale i form af sfinkser, sirener og Salome-skikkelser. Naturen er sjældent en neutral kulisse, men et sjæleligt landskab: cypresser, stille vande, månelys og lukkede haver rummer alle indre betydninger. Drømmens logik tillader motiver at svæve frit mellem det virkelige og det uvirkelige.

Farve, lys og atmosfære

Symbolisternes farveskala er ofte dæmpet og stemningsfuld, bygget op omkring dybe blå og grønne toner, gyldent skær og natligt mørke. Lyset bruges dramatisk til at skabe mystik snarere end til at beskrive et sted. Mange symbolister lod konturerne opløses i dis og skygge, så motiverne synes at træde frem fra halvmørket. Hos Eugène Jansson blev den blå tone så gennemgående, at han fik tilnavnet "den blå maler". Denne betoning af atmosfære frem for detaljeskarphed er et af de sikreste kendetegn ved et symbolistisk billede.

Symbolismen i Norden og Sverige

I løbet af 1890'erne blev flere nordiske kunstnere grebet af symbolismens idéer. Man fortsatte med at skildre verden omkring sig, men ikke længere med det skarpe, dagslysklare blik, der havde præget 1880'ernes friluftsmaleri. I stedet tog man udgangspunkt i menneskets indre liv og forsøgte at indfange stemninger og sanseindtryk, som berørte beskueren på et følelsesmæssigt snarere end intellektuelt plan. Dette nordiske 1890-tal kaldes normalt det stemningsmaleriske årti, og det forenede den franske symbolismes drømmelængsel med en dybt forankret sans for det nordiske landskabs lys og årstider. Det kølige, klare nordiske lys og de lange skumringer passede usædvanligt godt til bevægelsens stemningsfulde udtryk, og flere af tidens kunstnere bevægede sig frit mellem kunstverdenen i Paris og ateliererne i hjemlandet. På den måde blev den nordiske symbolisme både en del af den europæiske bevægelse og noget helt eget, præget af Nord­europas natur og mentalitet.

Den mest kendte nordiske symbolist er nordmanden Edvard Munch, hvis Skriket fra 1893 er et af kunsthistoriens mest ikoniske udtryk for eksistentiel angst. Munchs billedverden omkring liv, død, kærlighed og jalousi er gennemsyret af symbolismens ønske om at skildre sjælens tilstand snarere end den ydre virkelighed. Dele af hans produktion kan ses i den permanente samling på Prins Eugens Waldemarsudde i Stockholm, side om side med nordiske mestre som Carl Larsson og Anders Zorn. En af de tidligste svenske symbolister var desuden Ernst Josephson, hvis nøgenmotiver allerede i 1880'erne foregreb bevægelsens drømmeagtige og stemningsbærende billedsprog.

Eugène Jansson og det svenske stemningsmaleri

I Sverige blev Eugène Jansson (1862–1915) en af de vigtigste symbolistiske kunstnere. I løbet af 1890'erne udviklede han et helt eget udtryk, præget af en ofte blålig farveskala og et ekspressivt penselarbejde i hvirvlende linjer. Hans atmosfæriske bybilleder over Stockholms sydlige højder i skumringen og hans senere skildringer af nøgne atleter har givet ham en særstilling i svensk kunsthistorie. Værker som Motiv från Timmermansgatan og det senere En majdemonstration indgår i Nationalmuseums samlinger i Stockholm og er fremragende eksempler på, hvordan stemningsmaleriet tog form på svensk grund.

Symbolismens arv og indflydelse

Symbolismen satte et dybere aftryk på 1900-tallets kunst, end dens relativt korte storhedstid antyder. Gennem sin interesse for drømme, det underbevidste og det irrationelle beredte bevægelsen jorden for surrealismen, som i 1920'erne skulle gøre drømmen til selve grundlaget for sin kunst. Salvador Dalí og hans samtidige byggede videre på symbolismens idé om billedet som en port til det indre. Samtidig pegede symbolisternes frigørelse af farve og form fra afbildningens krav frem mod den abstrakte kunst - Wassily Kandinskys tanker om farvens åndelige virkning har tydelige rødder i århundredeskiftets symbolistiske klima.

Også den østrigske Wienersecession med Gustav Klimt i spidsen kan ses som symbolismens dekorative fortsættelse, hvor guld, ornamenter og allegori smeltede sammen til en ny monumentalitet. Markedet vidner stadig om århundredeskiftekunstens tiltrækningskraft: Klimts Dame med vifte blev i juni 2023 solgt for over 108 millioner dollar i London, hvilket var den højeste pris, der nogensinde var blevet betalt for et Klimt-maleri på auktion. Symbolismens drøm om en kunst hinsides det synlige lever videre, hver gang et kunstværk vælger stemning og mystik frem for enkel afbildning.

Indflydelsen mærkes også i bredere kulturelle sammenhænge. Arnold Böcklins Dødens ø blev et af de mest udbredte billeder omkring århundredeskiftet og inspirerede komponister, forfattere og senere filmskabere langt ind i 1900-tallet. Symbolismens fascination af det underbevidste foregreb den moderne psykologis gennembrud, og dens måde at lade ét enkelt billede rumme flere betydninger på er blevet en selvfølgelig del af den måde, vi i dag tænker på kunst. Når en samtidskunstner lader en hverdagsgenstand rumme en skjult betydning eller lader et landskab afspejle en indre tilstand, arbejder hun i en tradition, som symbolisterne formulerede for mere end et århundrede siden.

Symbolismen i dit hjem

Symbolistiske motiver tilfører en indretning noget, som få andre kunstretninger kan: en følelse af dybde, mystik og fortælling. En poster med et drømmelignende landskab eller en gådefuld skikkelse bliver en samtalepartner på væggen, et motiv, der afslører nye betydninger, jo længere man betragter det. Eftersom symbolismens farveskala ofte hviler i dæmpede blå, grønne og gyldne toner, spiller motiverne naturligt sammen med et roligt og stemningsfuldt rum. De fungerer især godt i soveværelset, læsekrogen eller entréen, hvor deres kontemplative karakter får plads til at virke.

Hvis du vil arbejde med symbolismens udtryk, kan du lede efter motiver, der rummer en fortælling eller en stemning snarere end en tydelig scene. Drømmeagtige landskaber, blomstermotiver med dobbelt betydning og natlige, blåtonede udsigter ligger alle tæt på bevægelsens kerne. I vores kollektion af sort-hvide posters finder du drømmekunstens grafiske side, mens abstrakte posters og blå posters indfanger symbolismens stemningsfulde farveverden. Blandt kunstværker af kendte kunstnere findes klassiske motiver fra århundredskiftet, som du kan bygge videre på.

Tip: Lad et symbolistisk motiv være alene og dominerende på en rolig væg i stedet for at trænges ind i en tæt gruppering. Drømmekunstens stemning har brug for luft omkring sig for at virke. En enkel, mørk træramme forstærker motivets alvor og dybde, og hvis du placerer billedet i en læsekrog eller ved siden af sengen, får det kontemplative motiv tid til at virke i ro og mag. Læs gerne vores guide til at indramme kunst for at finde den rette indramning til stemningsfulde motiver.

Tidslinje over symbolismen

Symbolismen tog form over flere årtier, fra sine litterære forbilleder til dens indlejring i 1900-tallets nye bevægelser. Her er de vigtigste holdepunkter i bevægelsens historie.

1857 – Charles Baudelaire udgiver digtsamlingen Les Fleurs du mal, som med sin idé om verden som en skov af symboler bliver symbolismens åndelige optakt.
1876 – Gustave Moreau udstiller akvarellen Åbenbaringen og befæster sin position som drømmekunstens mester.
1880 – Arnold Böcklin maler den første version af Dødens ø, som bliver et af århundredskiftets mest reproducerede billeder.
1886 – Jean Moréas offentliggør det symbolistiske manifest i Le Figaro den 18. september og giver bevægelsen dens navn.
1893 – Edvard Munch maler Skriget, et af verdenskunstens mest ikoniske billeder på eksistentiel angst.
1895 – Gustave Moreau begynder at omdanne sit hus i Paris til et museum for sin egen produktion.
1897 – Gustav Klimt og Wienersecessionen dannes og fører symbolismens åndelighed videre i dekorativ retning.
1898 – Gustave Moreau dør, og hans bolig i Paris åbner senere som Musée national Gustave Moreau.
1901 – Arnold Böcklin dør efter at have fuldendt den sidste af sine fem versioner af Dødens ø.
Omkring 1910 – Symbolismen som dominerende bevægelse ebber ud og går over i abstraktion, ekspressionisme og senere surrealisme.

Beslægtede bevægelser og kunstnere

Symbolismen står i tæt dialog med flere andre bevægelser og kunstnerskaber omkring århundredeskiftet. Den nordiske symbolismes mest kendte stemme var Edvard Munch, hvis følelsesmættede kunst også blev en bro til ekspressionismen. Blandt de svenske foregangsfigurer hører Ernst Josephson, manden bag Näcken, til de tidligste. I Wien gav Gustav Klimt og Wiener-secessionen bevægelsen dens gyldne højdepunkt, samtidig med at den dekorative Art Nouveau (jugend) delte symbolisternes længsel efter åndelighed og ornamentik. Symbolisternes frigørelse af form og farve pegede frem mod den abstrakte kunst, og det svenske stemningsmaleri hænger tæt sammen med den bredere nordiske kunsttradition. En tidlig britisk slægtning til symbolismens drømmeverden var prærafaelitterne, hvis anden generation omkring Burne-Jones dyrkede det samme myte- og drømmetunge billedsprog. Læs også om nationalromantikken – den svenske og nordiske bevægelse omkring århundredeskiftet 1900. Hvis du vil gå mere i dybden, finder du alle vores guider om kunstnere og bevægelser samlet i Vidensbanken. Den østrigske ekspressionist Egon Schiele førte Wiener-secessionens symboltunge arv videre ind i wienermodernismen.

Läs också vår fördjupning om romantiken – konströrelsen som satte känslan och naturen i centrum cirka 1770–1850.

För den som vill läsa mer på externa källor ger svenska Wikipedias artikel om symbolism en god översikt, medan Musée national Gustave Moreau och Prins Eugens Waldemarsudde låter dig utforska rörelsens verk på nära håll.

Vanliga frågor om symbolismen

Vil du give dine vægge noget af symbolismens drømmeagtige dybde? Udforsk vores samling af svenske kunstværker, og lad dig inspirere af århundredskiftets stemningsmaleri, eller læs videre om, hvordan du skaber en billedvæg og indretter med plakater, der rummer en fortælling.